Stonehenge 10: Puslespil med tunge brikker

© Rud Kjems

Artikel nr. 58.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems rudkjems@gmail.com 


HVILKE STORSLÅEDE HISTORIER!

Det var et gigantisk projekt, bønderne på Salisbury Plain havde givet sig i kast med. Så stort var det, at erindringerne herom må have overlevet i generationer. En stribe af gode historier om byggeriet er vandret fra far til søn - både om det, der gik godt, og det, der gik galt. Spændende episoder under arbejdet med stenene er blevet fortalt igen og igen, og nogle af dem har uden tvivl kaldt de store smil frem. Enestående historier, når de blev genfortalt af den talentfulde fortæller. Tryllebundne har man siddet og lyttet til beretningerne om forfædrenes bedrifter. Erindringerne har som sagt overlevet længe - ikke mindst fordi de relaterede til noget bekendt: de store grå sten, som fortsat knejsede stolt midt på sletten. Selvfølgelig ændrede historierne sig undervejs - noget blev glemt og nyt digtedes til. På et tidspunkt var det reelle i historierne tyndet så meget ud, at de mistede substansen og forbindelsen til det, som de oprindelig var sprunget ud af. De førhen så spillevende historier gik døde, og en dag var alle erindringer om det storslåede byggeri forsvundet op i den blå luft.

Hvor længe holdt historierne sig? 200 år, 500 år eller måske hele 1000 år? Det forbliver selvfølgelig gætteri, men eksempler andre steder fra tyder på, at begivenheder kan overleveres mundtligt over lange tidsspand. Her er et eksempel: I sine dialoger Timaios og Kristios beskrev Platon (ca. 427-347 f.Kr.) et avanceret oldtidsrige, Atlantis, som gik under i en gigantisk naturkatastrofe. Ifølge Platon fandt den sted 9000 år før hans tid. Alt taler dog for, at filosoffen selv har digtet historien om Atlantis for at bruge den som en effektfuld staffage i dialogerne, men det kan ikke udelukkes, at han lod sig inspirere af en virkelig naturkatastrofe. Omkring 1500 f.Kr. ramte en kæmpemæssig eksplosion vulkanøen Thera nord for Kreta. Den forvandlede øen til tre småøer og rejste en flodbølge, der skabte død og ødelæggelse i hele Middelhavsregionen. Selvom denne katastrofe fandt sted mere end 1000 år før Platons tid, kan det ikke afvises, at vage erindringer om den stadig eksisterede og inspirerede filosoffen.

Trist er det, men desværre en kendsgerning: de herlige historier om Stonehenge-byggeriet døde ud og blev tabt for tid og evighed som myriader af andre beretninger fra vores forhistorie. Vil vi høre dem, er vi nødsaget til at rejse tilbage i tiden, hvilket sikkert aldring bliver en reel mulighed. Vi må nøjes med arkæologien som tidsmaskine - og det er slet ikke så ringe endda. Det altomfattende indblik i forfædrenes liv kan arkæologien ganske vist ikke give os, men den formår dog at skænke os en række spredte glimt og giver os dermed noget af det tabte tilbage.

BRIKKERNE TIL PUSLESPILLET

Efter denne lidt fabulerende indledning vil vi nu kikke nærmere på de 75 sarsensten, der skal udgøre sarsenkredsen og sarsenhesteskoen. Vi er nået dertil, at stenene - mere eller mindre tilhuggede og polerede - ligger og flyder på og ved Stonehenge og bare venter på at blive rejst. De forskelligt dimensionerede elementer fordeler sig i disse grupper:

Sarsenkredsens stående sten: I alt 30 sten, hvis gennemsnitlige dimensioner (målt over jorden) er således: Højde = 4,11 m - bredde forneden = 2,13 m - bredde foroven = 1,91 m - tykkelse forneden = 1,14 m - tykkelse foroven = 0,91 m. Som det fremgår af målene, så er stenene smallest foroven. Der er måske tale en bevidst udnyttelse af et kendt optisk fænomen, idet den glidende reducering af bredden får stenene til at virke højere, end de er. Stenene vender den pæneste, hvilket vil sige den mest plane, side ind mod monumentets midte. Stenenes fulde, gennemsnitlige, længe er 5,49 m, og længden af det stykke, som gemmer sig under jorden, svinger fra 1,22 m til 1,52 m. I gennemsnit vejer de hver 26 tons.

Sarsenkredsens overliggere: I alt 30 sten med disse gennemsnits-mål: længde = 3,20 m - bredde = 1,07m - tykkelse = 0,81 m. Både indvendigt og udvendigt er overliggerne sideflader svagt afrundede, så de følger periferien af de to cirkler, sarsenkredsen er rejst imellem. I dag, hvor de besøgende ikke har mulighed for at komme tæt på stenene, er det næsten umuligt er erkende denne finesse. Man skal ind under overliggerne for at få øje på den. Overliggerne vejer i gennemsnit 6,75 tons. Deres oversider er smukt bearbejdede, så de fremstår glatte og plane.

Sarsenhesteskoens stående sten: I alt 10 sten, der akkurat som sarsenskredsens vender den pæneste side mod monumentets midte. Bortset fra højden er stenene ensartet dimensionerede med følgende gennemsnitsmål (over jorden): bredde forneden = 2,29 m - bredde foroven = 1,98 m - tykkelse forneden = 1,22 m - tykkelse foroven = 0,91 m. Stenene har følgende højder (over jorden): De to sten i den store trilithon = 6,71 m - de fire sten i de mellemste trilithons = 5,41 m - de fire sten i de to trilithons nærmest indgangen = 5,03 m. Stenenes længde under jorden svinger fra 1,22 m til 2,34 m. Sten nr. 56, den ene af den store trilithons stående sten, er anlæggets største. Dens fulde længde er 9,04 m og den anslås at veje ca. 45 tons.

Sarsenhesteskoens overliggere: I alt fem med ensartede dimensioner. Mens kredsens overliggere har et rekangulært tværsnit, så er hesteskoens overliggere trapezoide med den brede ende opad. Overliggernes gennemsnitlige mål er således: længde = 4,88 m - bredde foroven = 1,37 m - bredde forneden = 1,22 m - tykkelse = 1,07 m. Deres gennemsnitlige vægt er ca. 16,53 tons. Overliggerne har akkurat som kredsens overliggere svagt afrundede yder- og indersider, og oversiderne er plane og glatte.

Stonehenge i sin sidste fase, hvor de små, blå sten er genopstillet blandt sarsenkæmperne. Tegningen er fra bogen The Stones of Stonehenge af E. Herbert Stone. Den udkom i 1924 og er et af hovedværkerne om Stonehenge,

SARSENKONSTRUKTIONENS GRUNDPLAN

Det er vigtigt at slå fast, som det også er nævnt flere gange tidligere, at etableringen af sarsenkonstruktionerne har indebåret en omfattende planlægning, og at gennemførelsen af byggeriets forskellige faser fordrede et stort organisationsarbejde. Vi opererer ikke med en flok primitive bønder, som bare lige hentede nogle sten i nabolaget og satte dem op på deres helligdom. De kunne godt nok hverken læse eller skrive, men formåede alligevel at løse en række komplicerede arbejdsopgaver. Man kender ikke noget til deres regnefærdigheder. De har uden tvivl haft forskellige talbetegnelser, men om de har kunnet tælle til fem eller måske til ti, står hen i det uvisse. De har sikkert angivet visse talstørrelser ved at benytte hænderne - en hånd = 5, to hænder = 10 osv. Det er i den forbindelse interessant, at mængden 5 relaterer til både kredsen og hesteskoen. Kredsen har 30 stående sten - 6 hænder, og 30 overliggere - 6 hænder. Hesteskoen består af i alt 15 sten - 3 hænder. Heraf er 10 stående - 2 hænder, og 5 fungerer som overliggere - 1 hånd. Måske har 5-tallet været noget særligt - de fem sanser, de fem synlige planeter? Mens regnefærdighederne må have været ret beskedne, så røber sarsenkonstruktionernes grundplan en hel del viden om geometri, hvilket vi om lidt vender tilbage til.

Allerede holdet, der indledningsvis rejste rundt på Marlborough Downs for lede efter egnede sten, var stillet overfor en udfordrende opgave. Dels måtte de sandsynligvis travestere et stort geografisk område, og dels måtte de være meget omhyggelige i udvælgelsen af stenene. Opgaven var at finde råmateriale til fire forskelligt dimensionerede bygningselementer: 30 stående sten til kredsen, 30 sten til kredsens overliggere, 10 stående sten i tre forskellige længder til hesteskoen og 5 sten til kredsens overliggere. Vi kan kun gætte på, hvordan opmålingen ude i terrænet fandt sted. Muligvis medbragte man målepinde, men man kan også have benyttet sig af menneskelige mål: fod, favn og skridt. Undersøgelser har vist, at nogle af de stående sten er overraskende korte. Da de selvfølgelig skulle holde mål over jorden, blev stykket under jorden næsten uforsvarligt kort. At man har været tvunget til at medtage sten, der ikke levede op til de ønskede mål, fortæller, at det ikke vrimlede med egnede sten på Marlborough Downs. Bare det at finde nok egnede sten må have taget lang tid.

Den strabadserende transport af sarsenstenene, som er beskrevet i en tidligere artikel, har lige ledes krævet omfattende planlægning og organisering. Mens transporten stod på måtte en række beslutninger tages og mange aftaler indgås vedrørende bl.a. arbejdshold, tidspunkter, materiel, proviantering, overnatning mm. Man må nok forestille sig, at ganske få personer har styret denne proces og overskuet dens mange detaljer. Der var rigtig meget at huske. I dag ville vi lave en huskeliste og gøre en mængde notater, hvis vi blev stillet over for en lignende opgave. Det var man ikke i stand til dengang. Man måtte have det hele i hovedet. Sandsynligvis var man dengang bedre til at gemme detaljer i hukommelsen og finde dem frem, når der var brug for det. Fra barnsben har man opøvet evnen til at huske detaljeret, og det er ikke utænkeligt, at man allerede dengang opererede med simple huske-teknikker. Det er også muligt, at man i datiden supplerede hukommelsen med "noter" i form af billeder og primitive tegn.


OLDTIDS-GEOMETRI

At opstille 30 kæmpesten i en cirkel med indbyrdes ens afstand er ikke nogen helt nem entreprenøropgave. Det nytter ikke noget blot at starte fra en ende af og fordele stenen nogenlunde jævnt på cirklen for så siden at justere opstillingen - ikke når det drejer sig om sten, som er op mod 5,50 m lange og vejer omkring 26 tons. Man skal på forhånd vide præcist, hvor hver enkelt sten skal stå. Der må derfor have eksisteret omhyggelige skitser af sarsenkonstruktionernes grundplan og måske endda modeller i mindre skala fremstillet i træ eller ler. Arbejdet kan have været grebet således an:

Fastlæggelse af sarsenkredsens centrum: Jeg har i en tidligere artikel omtalt, at Stonehenge's akse på et tidspunkt blev ændret, og at den første strækning af avenuen i forbindelse herved blev etableret. Aksen blev ved den lejlighed drejet en anelse mod øst, ca. 2 grader, hvorved monumentets centrum flyttedes ca. 60 cm. Måske var aksen fra starten orienteret efter månens nordligste opgangsposition (det ydre månehverv), mens den efter revideringen orienterede sig efter solens opgangsposition ved sommersolhverv.

Det vides ikke præcist, hvornår ændringen af aksen fandt sted, men det er sket, før de første store stenkonstruktioner rejste sig på hengen. Kendsgerningen er nemlig, at både den ufuldendte dobbeltkreds af blå sten og de efterfølgende sarsenkonstruktioner blev placeret symmetrisk på den nye akse med det nye centrum som omdrejningspunkt. Stonehenge-kenderen R.J.C Atkinson kæder akseændringen sammen med rejsningen af de såkaldte rektangelsten, der alle fire ligger på den samme cirkel (radius = 43,28 m). Han formoder, at det rektangel, stenene danner, blev benyttet som et geometrisk hjælpemiddel ved akseændringen. Man kan forestille sig, at rektanglet oprindelig blev markeret af fire nedrammede pæle, hvorfra de nødvendige målinger blev foretaget. Da den nye akse og det nye centrum var på plads, blev pælene erstattet af sten for at fastholde mindet om det storladne udmålingsarbejde.

Hvordan det nu end forholder sig, står det fast, at rektanglet geometrisk er i harmoni med den nye akse og det nye centrum. Rektanglets sider a-b og c-d er parallelle med aksen, siderne b-c og d-a står vinkelrette på aksen, og diagonalerne a-c og b-d krydser hinanden præcist i monumentets centrum. Vinklerne a-b og c-d er lig med 45 grader, hvilet er en ottendedel af cirklen.

Det geometriske system, som Stonehenge's grundplan er funderet på. Det er dog usikkert, hvorvidt sten Z nogen sinde har eksisteret. Vore dages Stonehenge er indtegnet på planen. Med rødt er angivet de sten, som stadig står oprejst.

 

Det er højst tænkeligt, at aksen blev ændret i forbindelse med opstillingen af de blå sten i en dobbeltkreds. Hvis de astronomiske teorier vedrørende aksens orientering er korrekte, så havde akseændringen måske noget at gøre med et skifte i religionen. Solen havde afløst månen som vigtigste guddom. Dobbeltkredsen blev aldrig fuldført, og de sten, som allerede var rejst, blev fjernet igen. Hvorfor det gik sådan, vides ikke, men måske er planerne om de storslåede sarsenkonstruktioner pludselig kommet på banen og har kuldkastet det første projekt. På den anden side kan der udmærket være en periode på 50 eller 100 år mellem afbrydelsen af arbejdet med dobbeltkredsen og starten på sarsen-projektet. Uvisheden hænger selvfølgelig sammen med, at monumentets forskellige faser er så ufuldkomment dateret. Der foreligger forbløffende få pålidelige dateringer. Under alle omstændigheder, så ligger det fast, at sarsenkredsens centrum er identisk med monumentets reviderede centrum.

På ovenstående skitse af Stonehenge's grundplan ses den omtvistede sten z, som er placeret på Stonehenge's akse sydvest for stenene. Betragtet fra monumentets midte vil man ved vintersolhverv se solen gå ned over stenen, hvis den i det hele taget har eksisteret. Stenen er et af anlæggets mange ubesvarede spørgsmål. Atkinson skriver i sin bog Stonehenge følgende om den gådefulde sten:

"Adskillige forfattere, som har skrevet om Stonehenge i 1700- og 1800-tallet, omtaler en sten, der tidligere skal have stået lige inden for volden i anlæggets sydvestlige side, i nærheden af Aubrey-hul nr. 28. ---- Ingen har nogensinde set denne sten, skønt mr. W.A Judd, én af 1800-tallets førende autoriteter indenfor litilogien, rapporterede, at han havde fundet dens stump 'stadig siddende i jorden, omkring en fod under overfladen.' Noget efter forsøgte Stonehenge's daværende ejer forgæves at lokalisere stumpen med et jernspyd, og det står fortsat hen i det uvisse, hvorvidt stenen nogensinde har eksisteret."

Fastlæggelsen af sarsenkredsens radius: Som det ses af grundplanen, så når kredsens perimeter ikke helt ud og tangerer rektanglets langsider. Det ville ellers være den "pæneste" løsning udfra et geometrisk synspunkt. Kredsens radius har således ingen direkte relationer til rektanglets dimensioner, idet dog kreds og rektangel har fælles midtpunkt. Radius og dermed cirklens størrelse tager muligvis udgangspunkt i de 30 stående stens dimensioner. Som vi har set, er stenenes gennemsnitlige bredde ved jorden 2,13 m. Måler vi mellemrummene mellem stenene, så er de gennemsnitligt 1,07 m brede. Med andre ord: stenene er præcis dobbelt så brede som mellemrummene. Tilfældigt? Måske! Men det kan udmærket være et bevidst valg udfra æstetiske vurderinger. Forholder det sig sådan, så er det de 30 stående stens bredde, som har bestemt cirklens størrelse og dermed dens radius. Hvordan man så i praksis har foretaget disse beregninger, er ikke godt at vide. Ved tilhugningen har man uden tvivl bestræbt sig på at gøre stenene lige brede og har sandsynligvis rådet over målepinde, der angav den valgte bredde. Måske har man lavet en række forsøg med 30 målepinde og lagt dem ud på cirkler af forskellige størrelser, indtil man fandt en størrelse, hvor mellemrummene bredde blev præcis det halve af stenenes. Under alle omstændigheder valgte man en radius, som med vore dages talangivelse er 14,83 m.

Stenenes placering på cirklen: De 30 sten i kredsen står jo i virkeligheden placeret mellem to cirkler - en indre og en ydre. Det må være den indre, der har været udgangspunkt for opstillingen - af to grunde: 1) Alle stenene har som nævnt den pæneste side indad. Indersiden har altså været prioriteret. 2) Stenene blev rejst udefra via skrå ramper, der førte ned i stenhullerne. Derfor kunne markeringerne på indersiden holdes intakte under arbejdet med at rejse stenene. Med et 14,83 m langt, solidt reb fastgjort til en pæl i monumentets centrum har man udmålt og afsat den indre cirkel. Dennes periferi har man måske markeret med pæle med en indbyrdes afstand på 30-40 cm. Arbejdet blev udført med omhu, hvilket fremgår af, at stenene største afvigelse fra den indre cirkel er knap 8 cm.

Nu forestod arbejdet med at markere de 30 stens placering i kredsen - en ret vanskelig geometrisk udfordring. Ved opstillingen måtte tre krav opfyldes: 1) Stenene skulle opstilles med indbyrdes ens afstand. 2) Stenene skulle placeres symmetrisk på monumentets akse. 3) Stenene skulle sættes, så man fra hengens indgang kunne se helligdommens midte - eller, hvis vi accepterer aksens sol-orientering: Ved midsommer-solopgangen for enden af avenuen skulle solens stråler kunne passerere uhindret gennem sarsenkredsen og ind i hesteskoen.

Stonehenge's bygherrer var naturligvis lykkeligt uvidende om vore dages inddeling af cirklen i 360 grader, så de vidste heller ikke, at de 30 sten måtte placeres med 12 graders intervaller for at fordele sig ensartet på cirklen. Måske har de grebet opgaven således an:

Udfra den ovenfor nævnte forudsætning, at aksen ikke måtte blokeres, har det givet sig selv, at sten nr. 30 og 1 skulle placeres på hver sin side af aksen - og ligeledes sten nr. 15 og 16. Ved eksperimenteren med skitser og modeller har man erkendt, at sten nr. 23 og 8 skulle sættes overfor hinanden, hvor cirklen skæres af den linje, der vinkelret på aksen kan tegnes gennem cirklens centrum. Dermed har man med træpæle kunnet markere disse to stens placering. Da stenene ikke har en helt ens bredde, er det midtpunktet af stenene, man har markeret.

Det er ikke stenene, men stenenes midterpunkter, der er angivet på cirklen. A er monumentets akse, og de blå punkterede linier er stenrektanglets diagonaler. Bemærk det større mellemrum mellem stenene 1 og 30.

 

Måske har man vidst, eller eksperimenteret sig frem til, at en cirkels radius afsat på perimeteren inddeler denne i seks lige store cirkelbuer. Med sten nr. 23 som centrum har man med det 14,83 m lange målereb tegnet en ny cirkel, og de to steder, hvor denne skærer den gamle, skal sten nr. 18 og 28 placeres. Derefter har man tegnet en ny cirkel med sten nr. 8 som centrum og derved fundet placeringerne for sten nr. 3 og 13.

Ved hjælp af et reb med samme længde som cirklens radius - og med udgangspunkt i stenene 23 og 8 - er cirklen delt i seks lige store buer, hvorefter stenene 28, 3, 13 og 18 kan placeres. Tallene 91, 92, 93 og 94 er numrene på rektangelstenene.

 

Man har nu fastlagt positionen af seks af kredsens sten, og tilbage resterer at anbringe yderligere fire sten på hver af de seks markerede cirkelbuer. Ved at måle frem og tilbage har det ikke været så vanskeligt at finde de rigtige placeringer.

Stenene 24, 25, 26 og 27's placering findes ved at foretage målinger frem og tilbage på cirkelbuen. Måske har man benyttet hjælpelinien H, som halverer cirkelbuen.

 

Kun få besøgende bemærker, at mellemrummet mellem sten nr. 30 og 1 er ekstra stort. De er flyttet lidt væk fra hinanden, fra deres naturlige placeringer, hvorved mellemrummet mellem sten nr. 29 og 30 og mellemrummet mellem sten nr. 1 og 2 er mindsket. Det hænger selvfølgelig sammen med, at passagen mellem sten nr. 30 og 1 er sarsenkredsens indgang. Det var herigennem, man på særlige dage vandrede ind i "allerhelligste" - ind i hesteskoen, hvor vi må forstille os, at samværet med de højere magter udspillede sig. Hvem der fik lov til at deltage, og hvad der egentlig foregik, kan vi kun gisne om.

Sarsenhesteskoens grundplan: Efter at sarsenkredsen var udlagt og de enkelte stens position markeret, tog man fat på hesteskoen. Også denne er placeret symmetrisk på aksen med trilithon 1a og 2a placeret på den ene side af aksen og trilithon 1b og 2b på den anden. Den store trilithon står midt på aksen, som passerer mellem dens to stående sten. Efter alt at dømme er de fire små trilithons placering fastlagt af to koncentriske elipser, hvis midtpunkt er 1-2 m forskudt mod nordøst i forhold til sarsenkredsens centrum. De to elipser er således anlagt usymmetrisk i forhold til rektanglet. Den britiske stenkredsekspert Aubrey Burl har gjort opmærksom på, at hestesko-formen sandsynligvis er inspireret af anlæg i Bretagne, som blot ligger 150 km fra den engelske sydkyst. Der findes dog stensætninger i hestesko-form på De Britiske Øer, men de ligger betydeligt længere fra Stonehenge end anlæggene i Bretagne. Burl finder yderligere støtte for sin teori om "en fransk forbindelse" i det faktum, at Stonehenge's helleristninger meget ligner helleristninger på den anden side af kanalen. Stonehenge's helleristninger vil vi senere vende tilbage til.

Linien A er monumentets akse. De grønne stiplede linier er stenrektanglets diagonaler. Sarsenhesteskoens elementer er anbragt symmetrisk i forhold til aksen, mens elipsen, de er rejst på, er forskudt mod nordøst - mod sarsenkredsens indgang.

 


KILDER

  • Atkinson, R.J.C.: Stonehenge (1979)
  • Pitts, Mike: Hengeworld (2001)
  • Stone, E. Herbert: The Stones of Stonehenge (1924)

TIDLIGERE ARTIKLER I STONEHENGE-SERIEN

STONEHENGE 1: STONEHENGE ANNO 1999 (beretter om det Stonehenge, som nutidens besøgende kan opleve)

STONEHENGE 2: ET NYT MONUMENT PÅ SALISBURY PLAIN (fortæller historien om det første Stonehenge, der opførtes omkring 3050 f.Kr.)

STONEHENGE 3: ET TEMPEL FOR DE HØJERE MAGTER (omhandler de første århundreder af Stonehenge's historie. Denne periode har af arkæologerne fået betegnelsen fase 2)

STONEHENGE 4: DE FØRSTE STEN DUKKER OP (skildrer aktiviteter i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.), hvor de arkæologiske spor ikke er helt entydige)

STONEHENGE 5: DE BLÅ STEN (de blå sten - et af Stonehenge's mest omdiskuterede elementer - dukker op, og vi er fortsat i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.))

STONEHENGE 6: STEN PÅ STEN - OVER SØ OG LAND (De blå stens transport fra Wales til Salisbury Plain (fase 3 (2550-2400 f. Kr.))

STONEHENGE 7: DEN UFULDENDTE DOBBELTKREDS (De blå sten rejses på Stonehenge i en dobbeltkredt, som aldrig blev fuldendt (fase 3/omkring 2400 f.Kr.))

STONEHENGE 8: STEN I LANGE BANER! (De store sarsensten udvælges på Marlborough Downs og transporteres til Stonehenge (fase 3/ omkring 2300 f.Kr.))

STONEHENGE 9: DEN GENSTRIDIGE SARSENSTEN (sarsenstenene tilhugges og poleres (fase 3/omkring 2300 f.Kr.)



KIK I ARKIVET! Der er sikkert én eller anden af de gamle artikler, som vil interessere dig. Så KIK I ARKIVET!