Den ufuldendte dobbeltkreds
© Rud Kjems
Artikel nr. 40.
| Stonehenge 7: Den ufuldendte dobbeltkreds © Rud Kjems Artikel nr. 40. |
| I denne 7. artikel i serien om Stonehenge befinder vi os fortsat i fase 3. Fra det fjerne Preseli Mountain
var de blå sten nu nået frem til Stonehenge, og arbejdet med at opstille dem på helligdommen kunne gå
i gang. Præcis hvornår dette skete, vides ikke, men det har sandsynligvis været omkring 2400 f.Kr.
Men inden vi tager fat på at skildre denne første opstilling af de blå sten, vil vi kikke lidt på et særdeles
nutidigt projekt kaldet "The Millennium Stone" - et af de utallige initiativer, der blev taget i anledning af
årtusindskiftet. Nye læsere kan finde links til de tidligere artikler i serien nederst i artiklen. |
| THE MILLENNIUM STONE I april 2000 tog en lille gruppe frivillige optimistisk fat på første etape af en lang færd, som skulle bringe en blå sten fra Preseli Mountain i Wales til Stonehenge uden brug af moderne udstyr, - ved ren menneskekraft. Færden var finansieret af The Heritage Lottery Fund, som havde sat 100.000 £ af til opgaven, og de frivillige var rekrutteret fra The Natioal Trust og fra Pembrokeshire College. Deres agt var at eftergøre forfædrenes bedrifter, idet der dog kun var tale om en enkelt sten, hvor forfædrene havde præsteret at transportere ca. 80. Transporten af stenen var henlagt til weekends og ferier, hvor forskellige grupper af frivillige på skift ville afløse hinanden. Den planlagte rute var på første del af færden - fra Preseli til Bristol - identisk med den rute, R.J.C. Atkinson havde anvist i sin berømte bog "Stonehenge" fra 1956. Resten af ruten var lidt anderledes. Fra Bristol skulle stenen sejles op ad Bristol Avon og videre herfra med båd ad Kennet og Avon Canal, hvorefter sidste del af transporten - ca. 42 km - skulle foregå over land. Det var hensigten, at stenen, som vejede ca. 3 tons, skulle være fremme ved Stonehenge i september samme år. I lige linie er der tale om en strækning på 217 km, men man opererer ikke med lige linier ved transportopgaver af den art, og den reelle distance ville være over 100 km længere. Det viste sig hurtigt, at initiativtagerne havde overvurderet opgaven. Flere uheld ramte projektet, som viste sig alt for dårligt planlagt. |
| Alle kræfter måtte lægges i for at få "the millennium stone" til at flytte sig. De frivillige "trækdyrs" respekt for forfædrenes formåen voksede i takt med anstrengelserne. |
|
| Allerede på turens første dag blev det klart for deltagerne, at det var en krævende
opgave, de havde givet sig i kast med. I strålende formiddagssol spændte de 40 frivillige
sig for slæden med den tunge sten. Forude ventede en planlagt dagsmarch på knap 5
km, men da dagen var omme, havde de kun fjernet sig 1,6 km fra udgangspunktet i
Preseli Mountain. Tilsyneladende tog det modet fra en del af de personer, der havde
meldt sig til opgaven, for i de kommende måneder kneb med at samle nok til det hårde
trække-arbejde. En lørdag var der således blot mødt 20 op, og de formåede kun at
trække slæden 800 m i løbet af dagen. Først i begyndelsen af juni var stenen bragt ned til Cleddau River, hvor den skulle omlades til et fartøj lavet af to sammensurrede både. Det lykkedes imidlertid ikke de frivillige at klare omladningen pr. håndkraft. En stor kran måtte bringes til veje for at løse opgaven. Det var noget af en nedtur for de frivillige, men det har ganske givet øget deres respekt for forfædrenes talent for at håndtere store, tunge sten. |
| Transporten gik i stå ved Clessau flodens bred, og en kran måtte tilkaldes. |
|
| Velankommet til Milford Haven blev The Millennium Stone bragt ombord på et større
fartøj, bedre egnet for havsejlads. Også her var der tale om to sammenbyggede både.
De var koblet sammen - side om side - ved hjælp af tværgående lægter, hvorpå den
tunge sten hvilede. Bådene, der skulle ros af frivillige, var konstrueret efter en gammel
engelsk bådtype og bestod af et træskelet, som var beklædt med sejldug. Efter afgangen
fra Milford Haven ventede turens mest risikable etape - turen over åbent hav til Bristol.
Men sejladsen stoppede, før den rigtig var begyndt. En af de første dage af sejladsen
måtte de frivillige roere på grund optrækkende uvejr søge ind til kysten, hvor de
fortøjede fartøjet. Da de senere vendte tilbage for at genoptage sejladsen, var fartøjet
forsvundet. Det havde revet sig løs af fortøjningerne og var stukket til havs. Det viste sig,
at de sammenføjede både med deres tunge last var gået til bunds på 17 m vand udfor
kysten ved byen Tenby. Kritikken af projektet var nådesløs, og bl.a. historikeren
Dillwyn Miles svingede pisken: "Hele projektet er en komplet fiasko, et fuldstændig vanvittigt forehavende og spild af penge. Jeg har ikke det fjerneste imod, at folk hygger sig, men før starten blev det hævdet, at der var tale om et seriøst forsøg på at rekonstruere en bedrift, vore forfædre udførte i stenalderen. Men det har der ikke været tale om, og så har man endda måttet bruge moderne teknik for at håndtere stenen. Enhver idiot kunne have forudsagt fiaskoen. Det er et meningsløst spild af folks tid og af penge!" (Evening Standard, okt. 2000) Siden lykkedes dykkere at bjerge stenen, og fragte den ind til Milford Haven, og initiativtagerne til projektet fastholdt stædigt, at sejladsen ville blive genoptaget i foråret 2001. Men det blev den ikke, og den hårdtplagede sten nåede aldrig frem til sit bestemmelsessted, Stonehenge. I juni 2001 blev projektet endelig opgivet. |
| DE BLÅ STEN BLEV GENBRUGT - MEN HVOR MANGE
GANG? Det står fast, at de blå sten blev genbrugt flere gange på Stonehenge - i forskellige opstillinger, men havde nogle af stenene været brugt, før de nåede frem til Stonehenge. Måske - måske ikke! Sidste gang de blå sten blev brugt på Stonehenge, blev de opstillet dels i en kreds og dels i en hestesko. De overlevende sten i hesteskoen er alle omhyggeligt tilhugget - meget mere omhyggeligt end de store sarsen-sten. I kredsen af blå sten er ingen sten tilhugget - bortset fra to. Begge disse undtagelser har oprindelig været brugt som overliggere, men står nu på højkant som de øvrige sten i kredsen. De er beskedne af størrelse sammenlignet med sarsen-overliggerne, men i formen svarer de fuldstændig til disse. De to overliggere har uden tvivl oprindelig hørt sammen med de tilhuggede sten i hesteskoen, men hvor har de været opstillet sammen? På Stonehenge eller et sted i nærheden? Nogle har foreslået, at alle de tilhuggede blå sten kan have dannet en stenkreds i Preseli Mountain. Denne blev brudt ned, hvorefter stenene transporteredes til Stonehenge og blev genopstillet her. Andre mener, at alle de blå sten kom til Stonehenge i utilhugget tilstand, hvorefter nogle blev hugget til, mens andre forblev i deres naturlige tilstand. |
| Tre veltilhuggede blå sten i den inderste hestesko. Det er tydeligt, at sarsenstenen i forgrunden er langt grovere tilhugget. De blå sten, der er et par meter høje, er rene dværge i sammenligning med sarsenkæmperne. |
|
| Som et kuriosum kan det nævnes, at det i et af de ældste skriftlige vidnesbyrd om Stonehenge faktisk fortælles, at Stonehenge stenkonstruktion er tyvstjålet langt borte. Beretningen står at læse i én af Englands ældste historiebøger "History of the Kings of Britain" skrevet af Geoffrey of Monmouth i midten af 1130'erne. I bogen fortælles det, at Stonehenge blev rejst til minde om en historisk begivenhed, hvor et stort antal engelske adelsmænd blev lokket til et forsoningsmøde og nedslagtet på det skammeligste. Stenene hentede man fra en vældig stenkreds The Giants' Round, som kæmper i tidernes morgen havde rejst på Mount Killaraus i Irland. Arbejdet med at hente stenene på Mount Killaraus viste sig vanskeligere end forventet, selv om hele 15.000 mennesker var sat på opgaven. Heldigvis dukkede troldmanden Merlin op på scenen, og ved hjælp af magi fik han den irske stenkreds demonteret og stenene bragt ombord på de ventende skibe. Da disse velbeholdne nåede den engelske kyst, tryllede Merlin stenene til byggestedet og stillede dem op her på akkurat samme måde, som de stået på Mount Killaraus. |
| Troldmanden Merlin er godt i gang med at genrejse den bortførte stenkreds på Salisbury Plain. Illustrationen er fransk og fra 1300-tallet. |
|
| Den fantasifulde historie var ikke ment som en morsomhed fra Geoffrey of Monmouth's
side. Det var en alvorlig ment teori, som middelalderens lærde for resten længe holdt fast
ved. Kan det tænkes, at historien er en forvansket efterklang af en storslået bedrift, som
udførtes over tre årtusinder tidligere, hvor fjerne forfædre demonterede en helligdom i
Preseli Mountain og genopførte den på Stonehenge? Nogle mener, det er muligt! Jeg
selv er ret skeptisk. |
| DEN FØRSTE OPSTILLING AF DE BLÅ STEN PÅ
STONEHENGE De med så megen møje hjembragte blå sten blev som nævnt nok rejst første gang på Stonehenge omkring 2400 f.Kr. Samtlige sten - antallet anslås til godt 80 - kom dog ikke i brug, da konstruktionen aldrig blev fuldført. Det kan virke lidt sært set i lyset af de enorme anstrengelser, man havde gjort sig for at få stenene frem til byggepladsen. Man skulle synes, at det nu gjaldt om at få stenene rejst på helligdommen, så alle involverede med stolthed kunne vise omverdenen, at sliddet havde båret frugt. Men denne formodning er jo baseret på moderne tankegang, og det er slet ikke sikkert, at vi - selvom vi kendte de overvejelser, som lå bag opgivelsen af projektet - helt havde forstået situationen. Det er ikke usandsynligt, at det var guderne, der greb ind og ved hjælp af varsler og tegn gjorde bygherrerne begribeligt, at arbejdet skulle indstilles øjeblikkeligt. En mindre mystisk forklaring kan også tænkes. Projektet blev måske indstillet, fordi man fik større og mere ambitiøse planer vedrørende helligdommen - nemlig at opføre en endnu mere imponerende konstruktion ved hjælp de kæmpemæssige sarsensten, som man vidste lå spredt udover terrænet ikke langt fra Avebury-helligdommen - godt 30 km nord for Stonehenge. Sporene efter denne første opstilling af de blå sten blev først påvist i 1950'erne under R.J.C. Atkinsons ret omfattende udgravninger. Han fandt en serie gådefulde, aflange nedgravninger - nærmest ovale af form i den østlige del af helligområdet. De lå i en bue, radialt placeret i forhold til Stonehenge's centrum og i omtrent samme afstand herfra. Alle var de omhyggeligt fyldt op og pakket med klumper af rent kridt. Udgravningen af dem afslørede, at der i begge ender af de ovale huller var tydelige aftryk af store sten. Der havde altså engang stået to sten i hver nedgravning. Atkinson fandt små afslag af dolorit indlejret i aftrykkene og var på det rene med, at det var de blå sten, der havde stået her. Da Atkinson startede sine undersøgelser på Stonehenge i 1950, var det næsten et kvart århundrede siden, der sidst havde været gravet her. Disse forudgående udgravninger var ledet af William Hawley og foregik i perioden 1919-26. I løbet af disse syv år udgravede Hawley omtrent halvdelen af arealet indenfor volden - området øst og syd for monumentets hovedakse. Han var en flittig og omhyggelig udgraver, men havde desværre kun lidt talent for at sammenfatte og sammenstille sine mange iagttagelser. Det forårsagede, at udbyttet af udgravningen slet ikke stod mål med den årelange indsats. Det er jo en kendsgerning, at så godt som alle spor udslettes ved en udgravning, så de sammenhænge og ledetråde, som Hawley overså, vil for altid være tabt. Atkinson kommenterede Hawley's arbejde således: "Det må indrømmes, at Colonel Hawley's undersøgelser i høj grad øgede vor viden om Stonehenge, men det må i samme åndedrag tilføjes, at hans arbejde - set i bakspejlet - udgør et af de mere triste kapitler i monumentets lange historie." (R.J.C. Atkinson: "Stonehenge" (1956)) Det skal tilføjes, at ikke alle moderne arkæologer deler dette syn på Hawley's indsats. Med opdagelsen af de radiale, aflange huller stod det klart for Atkinson, at nogle hidtil uforståelige nedgravninger registreret af Hawley umiddelbart nord og syd for Atkinsons udgravningsfelt måtte være lignende huller tilhørende det samme system. En genudgravning af området viste, at dette holdt stik, og Atkinson var nu ret sikker på, at det, han havde fundet, var sporene efter en dobbeltkreds sat med blå sten, hvor den ydre kreds havde haft en diameter på godt 26 m og den indre en diameter på ca. 22,5 m. Kredsene var ikke særlig nøjagtigt udstukket - og langt fra cirkelrunde, og enkelte forskere har da også sat spørgsmåltegn ved, om der virkelig er tale om en dobbeltkreds. Udfra krumningen på den afdækkede cirkelbue og den gennemsnitlige afstand mellem stenene i kredsene beregnede han Atkinson, at der i hver kreds havde stået 38 sten. De dobbelte stenhuller er et usædvanligt element, men det er nok ikke tilfældigt, at den samme detalje - her dog to stolpehuller i samme nedgravning - kan ses på Woodhenge, som blot ligger 3 km fra Stonehenge. Bortset fra, at konstruktionerne på Woodhenge var udført af tømmer, så ligner de to helligdomme hinanden, og Woodhenge har ligesom Stonehenge aksen orienteret mod midsommersolens opgang. |
| Som det fremgår af skitsen, er den ufuldendte dobbeltkreds udlagt symetrisk i forhold til Stonehenges' akse, der passerer igennem dobbeltkredsens indgang markeret med de ekstra flankeringssten. Den stiplede linie angiver det rektangel, som de fire rektangel-sten (R) danner. Dette rektangel blev måske konstrueret som et hjælpeværktøj, da monumentets akse på et tidspunkt ændredes. A er den store nedgravning, hvor Alterstenen måske har stået, og H er hælstenen. |
|
| Atkinson gjorde endvidere den vigtige opdagelse, at dobbeltkredsen var udstukket i
overensstemmelse med Stonehenge's hovedakse - midsommer-orienteringen, idet
indgangen til den var placeret i nordøst præcis på hovedaksen. I forlængelse af de
aflange stenhuller, som flankerede hovedaksen, fandt Atkinson nemlig to aflange huller
indenfor dobbeltkredsen. Stenaftryk viste, at der i hver af disse havde stået tre sten.
Hver af siderne i indgangen har således haft fem sten på linie, - to sten fra
dobbeltkredsen og tre sten placeret indenfor kredsen. Også naboparrene til
flankeringsstenene i dobbeltkredsen har indvendige ekstra stenhuller, men disse er meget
mindre og har højst kunnet rumme en sten hver. Der var ikke aftryk af sten i hullerne, så
arbejdet var blevet afbrudt, inden man nåede så langt. Atkinson fik ikke noget helt klart
billede af, hvor stor en del af dobbeltkredsen, der var blevet færdiggjort, men kunne dog
konstatere, at mindst en fjerdedel aldrig var lavet færdig. Han fandt således ingen aflange
stenhuller i vestlige område af Stonehenge. Men mod vest fandt han - præcis på
hovedaksen, lige overfor indgangen, og med samme afstand til centrum som de
afdækkede dobbelthuller - et stort cirkelformet hul, hvis fyldmasse desværre var noget
omrodet ved nedgravninger i moderne tid. På bunden lå en stenøkse. Atkinson
forestillede sig, at den største af Stonehenge's blå sten - Alterstenen - kunne have stået
her. Vi kan nu regne os frem til, at hele den påtænkte konstruktion ville have fordret 84 sten, - 76 i dobbeltkredsen og 8 flankeringssten indenfor kredsens indgang. De 84 sten er meget tæt på det antal, som senere blev brugt ved etableringen af blå sten-kredsen og blå sten-hesteskoen flere århundreder senere. Alt taler for, at det er de samme sten, der nu står på Stonehenge i en ny opstilling. Man har passet godt på stenene. Det lykkedes også Atkinson at påvise, at dobbeltkredsen måtte være tidligere end den kreds af blå sten, vi i dag kan se på Stonehenge. Nogle af dens sten var nemlig funderet i massen af kridtklumper, som man omhyggeligt havde fyldt de radiale dobbelthuller op med. Han havde også held til at påvise, at et af sarsen-stenhullerne var gravet ned i et af de omhyggeligt fyldte dobbelthuller. Dobbeltkredsen var således også ældre end sarsenkredsen. Enkelte arkæologer har i øvrigt peget på, at der måske slet ikke har været tale om en dobbeltkreds, men om en hestesko med åbningen mod nordvest. |
| STONEHENGES TRE FASER
(Bemærk: oversigten er kun ajourført op til tidspunktet for den ufuldendte dobbeltkreds' etablering) LITTERATUR
DE TIDLIGERE STONEHENGE-ARTIKLER STONEHENGE 1: STONEHENGE ANNO 1999 (beretter om det Stonehenge, som nutidens besøgende kan opleve) STONEHENGE 2: ET NYT MONUMENT PÅ SALISBURY PLAIN (fortæller historien om det første Stonehenge, der opførtes omkring 3050 f.Kr.) STONEHENGE 3: ET TEMPEL FOR DE HØJERE MAGTER (omhandler de første århundreder af Stonehenge's historie. Denne periode har af arkæologerne fået betegnelsen fase 2) STONEHENGE 4: DE FØRSTE STEN DUKKER OP (skildrer aktiviteter i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.), hvor de arkæologiske spor ikke er helt entydige) STONEHENGE 5: DE BLÅ STEN (de blå sten - et af Stonehenge's mest omdiskuterede elementer - dukker op, og vi er fortsat i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.)) STONEHENGE 6: STEN PÅ STEN - OVER SØ OG LAND (De blå stens transport fra Wales til Salisbury Plain (fase 3 (2550-2400 f. Kr.)) |
| KIK I ARKIVET! | Vil du læse mere spændende om arkæologi?. Så KIK I ARKIVET! |
 |
|
