Stonehenge 4: De første sten dukker op

© Rud Kjems

Artikel nr. 22.

Artiklen "De første sten dukker op" er den fjerde i serien om det gamle monument på Salisbury Plain. Den orienterer om første del af fase 3 (omkring 2550 f.Kr.) af Stonehenge's lange historie. Nye læsere, som ikke har læst de foregående artikler, kan finde links til disse i slutningen af denne artikel.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems. rudkjems@gmail.com 

ET PUSLESPIL MED MANGLENDE BRIKKER

Fase 3er det dårligst belyste afsnit i Stonehenge's historie. Det hænger sammen med, at de arkæologiske spor fra denne periode er sparsomme og forvirrende, - og vanskelige at datere. Oldsager, som kunne have belyst periodens forskellige faser, er så godt som fraværende, og arkæologerne har næsten udelukkende måttet nøjes med de mange spor af nedgravninger - f.eks. huller til sten - foretaget i oldtiden. Det er f.eks. muligt at fastslå tidsrækkefølgen, når et yngre stenhul har skåret sig ind i et ældre, men en sådan iagttagelse røber intet som helst om det spand af år, der adskiller de to nedgravninger. Arkæologerne er efterhånden ret enige om, hvilke bygningselementer, der skal henføres til fase 3, mens der fortsat hersker nogen usikkerhed om, hvordan disse elementer tidsmæssigt forholder sig til hinanden.

Det er veldokumenteret, at Stonehenge's grundplan ændredes i løbet af den første del af fase 3, hvorved monumentets akse blev drejet en anelse mod øst. Tidligere mente man, at indgangspartiet ved samme lejlighed blev gjort bredere ved at dele af volden kastedes tilbage i voldgraven. Man kædede udvidelsen sammen med, at den første strækning af avenuen (processionsvejen) samtidig etableredes, og ved at udvide indgangspartiet, fik dette samme bredde som avenuen, nemlig ca. 12 m. Nyere undersøgelser viser imidlertid, at en sådan udvidelse ikke har fundet sted. Denne første strækning af avenuen er snorlige og knap 460 m lang. Den er på begge sider kantet af vold og voldgrav med sidstnævnte yderst. Det er lykkedes at datere avenuen på baggrund af materiale fundet i dens voldgrave. Sporene af avenuen kan stadig anes i området nordøst for monumentet.

Illustrationen viser en hakke af hjortetak. "Skaftet" er ca. 45 cm langt. Det var med sådanne hakker, voldgraven omkring Stonehenge og voldgravene langs avenuen blev udhugget i den hårde kridt. Ofte blev hakkerne efterladt på arbejdsstedet, når arbejet var udført, og mange af dem er fundet på bunden af Stonehenge's voldgrave.

 

 

 

Med disse omforandringer var grundplanen lagt for et nyt Stonehenge, og den nye akse blev bibeholdt i de stenkonstruktioner, som på skift afløste hinanden i de følgende århundreder. Den nye orientering af anlægget var med ret stor nøjagtighed rettet mod det punkt i horisonten, hvor Solen står op ved sommersolhverv, og det anses for næsten givet, at sigtelinien til den opgående midsommersol helt bevidst har været lagt ind i det nye design. Som det har været nævnt i tidligere artikler, var den gamle orientering sandsynligvis måne-relateret. Det bør medtages, at den nye orientering jo ikke blot "peger" mod nordøst. Den peger også i den diamentralt modsatte retning, - mod sydvest, hvor Solen går ned ved vintersolhverv. Nogle arkæologer har da også gjort opmærksom på, at det lige så godt kan have været midvintersolen, som har interesseret bygherrerne, - eller måske begge solhverv. Eksperter har tolket "solorienteringen" som et bevis på, at tilbedelse af Solen har været en vigtig del af datidens religion. Den britiske arkæolog Christopher Chippindale, som bl.a. er kendt for sin skepsis vedrørende de arkæoastronomiske teorier, indvilger i, at det godt kan forholde sig således, men efter hans mening kan "solorienteringen" ligeså godt have være valgt af verdslige årsager. I sin bog Stonehenge Complete fortæller han, at arkitekten Brunel i forbindelse med byggeriet af "The Great Western Railway" efter sigende orienterede én af jernbanens tunneler således, at morgensolen på hans fødselsdag kunne skinne igennem den. Skeptikere som Chippindale er uundværlige for forskningen. De kan selvfølgelig - med deres skepsis - virke irriterende på mennesker, som forsøger at gå nye veje. På den anden side er deres kritik medvirkende til, at nye idéer vendes og drejes endnu engang, hvorved vildskud kan hives op, før de for alvor har vokset sig fast. Det står dog fast, at en særlig interesse for Solen efter alt at dømme var årsag til, at Stonehenge's akse ændredes, hvilket i øvrigt også den skeptiske Chippindale mener. Alligevel gør vi klogt i at erkende, at der kan have været andre - for os ukendte - årsager til, at aksen i det nye Stonehenge flyttedes en anelse mod øst i fase 3!

THE HEEL STONE

Det er i fase 3, de første sten dukker op ved Stonehenge. Der knytter sig dog nogen usikkerhed med hensyn til Hælstenens (The Heel Stone) ankomst, idet et mindretal af eksperter henfører den til en tidligere periode. Hælstenen (markeret med H på planen, som bringes længere nede i artiklen) står på avenuen i en afstand af godt 20 m fra monumentets indgang. Det er en såkaldt "sarsensten", en sandsten af enestående hårdhed. Bygherrerne har muligvis hentet stenen i Stonehenge's omegn, hvor stenarten dog er yderst sjældent forekommende, og hvor den kun kendes i form af mindre sten. Mere sandsynligt er det nok, at stenen stammer fra det rige "sarsen-felt" ved Marlborough Downs mere end 30 km fra Stonehenge. Hælstenen er af form nærmest rektangulær, ca. 5 m høj og 2,50 m tyk på det tykkeste sted. Undersøgelser har vist, at yderligere 1,22 m af stenen skjuler sig under jorden. I dag hælder den ret voldsomt mod Stonehenge's centrum, men alt taler for, at den oprindelig har stået ret op. Hælstenen er en naturlig stenblok, som bygherrerne uden tvivl har udvalgt sig på grund af dens form og størrelse. De har ikke gjort noget forsøg på ved tilhugning at ændre på dens form eller overflade.

The Heel Stone set fra Stongehenge's indre. Det er den stående sten i baggrunden, som er Hælstenen. Den liggende sten i forgrunden kom til i en senere periode. Når man står ved den ca. 5 m høje Hælsten og kikker mod nordøst, kan man tydeligt se avenuens forløb aftegne sig i markoverfladen.

(Foto: © Graeme Barker)

 

 

 

 

 

 

 

Mange har den fejlagtige opfattelse, at man - placeret i Stonehenge's centrum - kan se solopgangen foregå præcis over Hælstenens top ved sommersolhverv. Det er rigtigt, at Solen på vej op passerer hen over toppen af Hælstenen, men det sker et stykke tid efter den virkelige solopgang (det øjeblik, hvor de første stråler af Solen glimter i horisonten). Solens opgangsposition i horisonten flytter sig lidt gennem århundrederne, og om godt 1000 år vil den virkelige solopgang faktisk komme til at foregå præcis over Hælstenen ved sommersolhverv. Nu vil nogle måske få den tanke, at når nu solopgangene således flytter sig, så har Solen nok ved anlæggets etablering haft sin opgang præcis over Hælstenens top. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Dengang stod Solen nemlig op en anelse længere mod vest, hvilket vil sige længere til venstre for den observerende i Stonehenge's centrum, og dengang har hele solskiven været klart fri af horisonten, før den lod sig se over Hælstenen. Afstanden mellem horisonten og det nederste punkt af solskiven har været ca. en halv soldiameter.

Arkæologiske undersøgelser i 1950'erne pegede i retning af, at Hælstenen allerede stod på sin plads, da etableringen af avenuens første strækning påbegyndtes, og Hælstenen skulle således henføres til en tidligere periode. Nyere undersøgelser synes at vise, at denne opfattelse ikke holder stik. I 1979 fandt man et stort stenhul tæt ved Hælstenen, som således oprindelig har haft en makker. De to sten har stået ved siden af hinanden på tværs af avenuen nogle få meter fra hinanden på hver sin side af den nye akse. De har altså været placeret symmetrisk i forhold til denne og har således efter alt at dømme været elementer af Stonehenge's nye design etableret i fase 3. Tidspunktet for Hælstenen og dens makkers etablering hviler, som det er fremgået, alene på en geometrisk analyse af grundplanen, - noget arkæologisk bevis er det hidtil ikke lykkedes at finde.

THE STATION STONES

Også de fire Rektangel-sten (the Station Stones), A, B, C og D, er placeret symmetrisk i forhold til den reviderede akse, og de må derfor være rejst i fase 3 eller senere. Kun to af stenene, A og C, eksisterer i dag. Stenene B og D er for længst forsvundet, men deres stenhuller røber deres tidligere tilstedeværelse. Stenen A, som er ret lille, ca. 1,20 m høj, står stadig oprejst. Den har på to af siderne svage spor af tilhugninger. C er en hel del større med en højde på 2,75 m og har ligesom A beskedne spor af tilhugning. Den er nu væltet og ligger lænet op ad voldens inderside. Begge sten er "sarsens". De fire Rektangel-sten blev i sin tid rejst på den da forsvundne Aubrey-kreds' perimeter, og flere af Aubrey-hullerne blev forstyrret ved etableringen. Arkæologerne har således sikre beviser for, at rektangel-konstruktionen er yngre end den kreds af tømmer, som engang stod i Aubrey-hullerne.

Stenene A, B, C og D danner, som navnet røber, et rektangel. Siderne B-C og A-D står vinkelret på monumentets akse, og de korte sider, A-B og C-D, er parallelle med aksen. Punktet, hvor rektanglets diagonaler krydser hinanden blev det centrum, hvorfra de senere opførte stenkonstruktioner på Stonehenge udlagdes. Det gådefulde rektangel har været baggrund for en række mere eller mindre fantasifulde teorier. Måske er det slet ikke så mystisk, og måske har rektanglets funktion virkelig noget at gøre med den geometri, der nødvendigvis måtte præsteres for at få de senere stenkonstruktioner placeret korrekt i "masterplanen".

Stonehenge i første del af fase 3. Anlæggets akse er drejet et par grader mod øst, og der er dukket store sten op både på det indrammede helligområde og på avenuen. Kun stenene H, C og A har overlevet. De andre har griske stenhuggere bortført, og E har måske aldrig eksisteret. I Periode 2 blev der også opført stenkonstruktioner i midten af helligområdet. Dem vender vi tilbage til i den næste artikel.

Idéen, om at Rektangelstenene har været grundpillen i den nye masterplan, stammer fra den britiske arkæolog R.J.C. Atkinson, som var det 20. århundredes største Stonehenge-kender. Han begrunder den således:

"Præcisionen og symmetrien kan ikke være tilfældighedernes spil, og man må formode, at de fire Rektangel-sten på én eller anden måde har noget at gøre med opmålingsarbejdet i forbindelse med etableringen af de første stenkonstruktioner på Stonehenge. Man kan naturligvis ikke antage, at de eksisterende Rektangel-sten og deres forsvundne fæller har været bygherrernes referencepunkter. Som målepunkter vil de være alt for store og upræcise. Men måske har de været et varigt, symbolsk minde om en felt-geometrisk opgave, der - hvis den skulle gentages i dag - ville udfordre mangen en professionel landmålers færdigheder."

(Atkinson, R.J.C.: "Stonehenge" (1956), s. 18)

Men måske har der i virkeligheden slet ikke været tale om et rektangel men om en femkant! Adskillige forfattere har i det 18. og 19. århundrede hævdet, at endnu en sten - E - har hørt til konstruktionen. Stenen skal have stået i det punkt, hvor monumentets akse krydser den sydvestlige del af Aubrey-kredsens perimeter. Set fra Stonehenge's centrum vil Solen ved vintersolhverv gå ned bag netop dette punkt. Der er desværre ingen vidnesbyrd om, at nogen faktisk har set en sten stående i det punkt, men én af 18-tallets Stonehenge-kendere, W.A. Judd, fandt efter eget udsagn en stump af stenen "stadig siddende i jorden en fod under overfladen." Den daværende ejer af Stonehenge forsøgte forgæves med et jordbor at lokalisere stumpen. Det vides ikke, om der siden er gjort forsøg på at finde den!

Stonehenge's masterplan. Som det ses, har det været muligt for Stonehenge's bygherrer at definerer "det nye Stonehenge's" akse og centrum ud fra rektanglet ABCD. Mange livlige teorier er udsprunget heraf, især astronomiske. Og så skal vi huske, at E-stenen måske aldrig har eksisteret.

Til Periode 2 hører efter alt at dømme også de to store sten, som har stået i stenhullerne F og G midt på avenuen mellem Hælstenen og indgangspartiet. Der er dog lidt usikkerhed om, hvorvidt F og G virkelig er stenhuller.

KILDER:

· Atkinson, R.J.C.: "Stonehenge" 1956 og 1979

· Chippindale, Christopher: "Stonehenge Complete", 1996

· Cunliffe, B/Renfrew;C.(red.): "Science and Stonehenge", 1998

· Osborne, Ken (red.): "Stonehenge and Neighbouring Monuments", 1995 (den officielle Stonehenge guidebook)

· Richards, Julian: "Stonehenge", 1996

DE TIDLIGERE STONHENGE-ARTIKLER

· STONEHENGE 1: STONEHENGE ANNO 1999 (beretter om det Stonehenge, som nutidens besøgende kan opleve)

· STONEHENGE 2: ET NYT MONUMENT PÅ SALISBURY PLAIN (fortæller historien om det første Stonehenge, der opførtes omkring 3050 f.Kr.)

· STONEHENGE 3: ET TEMPEL FOR DE HØJERE MAGTER (omhandler de første århundreder af Stonehenge's historie. Denne periode har af arkæologerne fået betegnelsen fase 2)

KIK I ARKIVET!

Lyst til mere spændende? Så KIK I ARKIVET!