Stonehenge 3: Et tempel for de højere magter
© Rud Kjems
Artikel nr. 16.
| Stonehenge 3: Et tempel for de højere magter © Rud Kjems Artikel nr. 16. |
Artiklen Et tempel for de højere magter er den tredie i serien om Stonehenge. Den orienterer om fase 2, som
omfatter de første fem århundreder af det gamle helligsteds historie. Af hensyn til nye læsere skal de foregående
artikler kort præsenteres:
|
| HVILKE IDÈER LÅ DER BAG STONEHENGE'S
OPFØRELSE, OG HVAD FOREGIK DER INDE BAG
VOLDGRAVEN OG VOLDEN? Arkæologerne er enige om, at Stonehenge kun kan tolkes som et religiøst helligsted. Meget nærmere kan man ikke komme, for hvilke guder, der dyrkedes her, og hvilke ritualer og fester, som var forbundet med monumentet, har man ikke det ringeste kendskab til. Og selvom vi kunne rejse tilbage i tiden og iagttage aktiviteterne, som udfoldede sig her, så ville vi ikke blive meget klogere. Vi ville alligevel ikke være istand til at fatte den tankegang og de forestillinger, der dannede baggrund for ritualerne og festerne. Men denne barriere mellem os og vore fjerne forfædre forhindrer os ikke i at spekulere på, hvad der foregik inde bag volden og voldgraven. Deltog alle og enhver i de kultiske aktiviteter derinde? Eller var det omkransede område forbeholdt de indviede? Det sidste er nok mest sandsynligt. En sådan formodning bestyrkes af, at volden oprindelig har været omkring to meter høj, og det har således været umuligt udefra at følge med i, hvad der foregik indenfor. Kun ved indgangene har der været mulighed for at få et kik ind i helligdommen, men spor af trækonstruktioner i og ved indgangene indikerer, at disse har været skærmet af for nysgerrige blikke, når de hemmelighedsfulde ritualer fandt sted. Der er nok ingen tvivl om, at dansen har været et vigtigt element ved de religiøse fester. Nyere tids studier af naturfolk har dokumenteret dansens betydning i kulten. Det giver os selvfølgelig ikke vished for, at det også forholdt sig således i yngre stenalder, men det peger i den retning. Måske har alle og enhver ved særlige lejligheder fået lov til at træde dansen på den hellige jord inde bag volden. Det er alt sammen gætterier. Til gengæld er der næppe tvivl om, at aktiviteterne i og omkring Stonehenge har kredset om akkurat de samme grundtemaer, som også vi i dag kredser om: fødsel, liv og død, lykke og ulykke, den ukendte fremtid, familiens ve og vel osv. |
| Af den foregående artikel fremgik det, at de 56 Aubrey-huller hører til det første Stonehenge. Modsat tidligere anses hullerne nu for at være stolpehuller. De er 1m dybe og 1 m i tværmål, så det er anseeligt tømmer, der har stået i hullerne, og man skal forestille sig, at stolperne har rejst sig 3-5 m over jorden. Denne vældige kreds af stolper - ca. 86 m i diameter - har været et imponerende syn! Umuligt er det ikke, at stolperne har været malet i stærke farver og dekoreret med religiøse symboler. De kan også have haft udskæringer i lighed med indianernes totempæle. Yngre stenalder må have rummet en rig billedverden i stil med den, vi kender fra bronzealderens helleristninger. Men det meste er gået tabt, fordi billederne oftest var udført på forgængeligt materiale, - malet på læder eller skåret i træ. Det er sandsynligt, at afbildninger af forskellig art blev hentet frem af deres vante gemmer og præsenteret ved de religiøse højtider. På de svære stolper i Aubrey-kredsen kan der udmærket have været ophængt billeder eller træskulpturer. Man kan også forestille sig hele det hellige område smykket med blomster og løv, og at folk har været udklædt - eventuelt som dyreskikkelser - ved de rituelle aktiviteter. Det er absolut tænkeligt, at de svære træstolper har haft overliggere, der har udgjort en ubrudt ring hele vejen rundt. Som vi ved, blev denne bygningstekniske finesse eftergjort i sten flere århundreder senere. Der er slet ingen tvivl om, at Stonehenge's stenoverliggere er inspireret af tømmerkonstruktioner. |
Aubrey-kredsen: Tegneren har forsynet kredsens 56 stolper med overliggere. Trækonstruktionerne inde i kredsen er fri fantasi. A markerer hovedindgangen mod nordøst, og B den sydlige indgang. |
| Af den foregående artikel fremgik det også, at det første Stonehenge måske bevidst er orienteret efter Månens nordligste opgangspunkt i horisonten. Nogle britiske arkæologer - bl.a. Aubrey Burl - har søgt at påvise, at Månen i en periode af yngre stenalder spillede en større rolle i kulten end Solen. Burl har f.eks. henvist til, at mange britiske dysser muligvis er orienteret efter det udsnit af horisonten, hvor Månens op- og nedgange finder sted. Ifølge de samme teorier ændredes billedet ved overgangen mellem stenalder og bronzealder. Nu var det Solen, som spillede hovedrollen, og nu var det dens op- og nedgange, gravanlæg og andre monumenter orienteredes efter. Teorierne er dog indtil videre langtfra tilstrækkeligt begrundet, og nogle arkæologer afviser dem. Der kan dog næppe herske den ringeste tvivl om, at begge himmellegemer har spillet væsentlige roller i datidens religiøse forestillinger. Solen og Månen har antagelig været de vigtigste blandt en broget skare af guder, som nok alle har knyttet sig til naturfænomener: vinden, regnen, floden, planterne, dyrene og selvfølgelig himmellegemerne. Der har sikkert været tale om en noget lunefuld gudeflok, som ikke uden videre skænkede menneskene milde gaver. Brølende storme, tørkeperioder med misvækst, sygdom, sol- og måneformørkelser og andre mishagsytringer fra guderne har gjort det klart, hvem der bestemte, og guderne krævede sit, før de delte gaver ud. Derfor var det bydende nødvendigt, at vore forfædre til punkt og prikke udførte de komplicerede ritualer og overholdt de omfattende taburegler mm. I samspillet mellem mennesket og de højere magter har mennesket altid været den svage part. Tilværelsen udfoldede sig på gudernes betingelser, og de slog hårdt til, hvis mennesket svigtede sine forpligtelser. Livet i forhistorisk tid kan have været præget af en tyngende utryghed og skyldfølelse. Det er selvfølgelig alt sammen gætterier, for vi ved intet som helst om, hvordan vore forfædre i yngre stenalder oplevede tilværelsen. I ny og næ skænker de arkæologiske fund os et glimt af den verden, de levede i, - men heller ikke mere. |
SOLUR? Helleristning fra den irske jættestue Newgrange, der blev opført få århundreder før det første Stonehenge. Helleristningen har været tolket som et solur. Der er tilsyneladende to gnomon-huller (gnomon er den pind, som kaster skyggen). I vore dages solure er gnomon anbragt på skrå, så den er parallel med verdensaksen. Denne har selvfølgelig været en ukendt størrelse i det forhistoriske Europa, og gnomon har sikkert stået vinkelret på "urskiven", hvorved uret har "vist forskelligt" ved de forskellige årstider. Kan det tænkes, at man - for at minimere denne fejlvisning - har brugt det ene hul om sommeren og det andet om vinteren? Lad os få en kommentar fra astronomerne! | Selv hælder jeg mest til den teori, at Solen gennem det meste af den europæiske forhistorie har været den vigtigste guddom. Mere end nogen anden af guderne har Solen gennem årets gang manifesteret sig i al sin magt og vælde - på godt og ondt. Efter høsten var menneskene vidne til, hvordan Solen tabte højde og dagene svandt ind, - en uheldsvanger nedtur, som først stoppede ved vintersolhverv. Det kan godt tænkes, at menneskene bekymret spekulerede på, om nedturen denne gang ville fortsætte, til Jorden til sidst lå hen i mørke og kulde. Det var måske slet ikke for dem en naturgiven ting, at dagene ville længes efter solhvervet, selvom det havde været sådan i alle de foregående år. Havde menneske gjort det godt nok? Var guderne tilfredse? Det var måske sådanne spørgsmål, man stillede sig selv, mens vintersolhvervet nærmede sig. Eller har vore forfædre i modsætning til ovenstående opfattet forholdet mellem menneskene og de højere magter som mere ligeværdigt? At begge parter i fællesskab måtte kæmpe for at opretholde verden? At den hensygnende sol sidst på året faktisk var afhængig af menneskets hjælp for at stoppe nedturen og igen vinde højde på himmelhvælvingen? Under alle omstændigheder har det været koldt på Salisbury Plain, når vinterstormen fór brølende hen over den bølgende slette, - både i det udvortes og i det indvortes. Så ganske anderledes end om foråret og sommeren, hvor Solen kikkede nådigt til menneskene og bagte rygstykkerne på tobenede som firbenede, - og hvor bonden med tilfredshed konstaterede, hvordan alt trivedes. Kornet voksede sig stort, og kvæget fik igen huld på kroppen. De bange anelser med hensyn til familiens og stammens skæbne svandt ind og afløstes af et mere optimistisk syn på tilværelsen. I årets løb havde Solen givet prøver på sin storhed, - heldigvis mere på godt end på ondt. Stenalderbønderne har ganske givet intuitivt fornemmet, at Solen (solguden) var alt levendes forudsætning. De har set, hvordan plantelivet gik i stå og dyrenes aktiviteter mindskedes i takt med, at sollyset svandt ind, og hvordan alt spirede og voksede, da forårets igen indfandt sig. De har også været dybt fortrolige med himmelegemernes bevægelsesmønstre på himlen. Solhvervene har uden tvivl været markante begivenheder i kulten. Men kendskabet til Solens bevægelser har også haft en praktisk funktion. Bønderne, som det meste af tiden færdedes ude fra solopgang til solnedgang, har nøje vist, hvor Solen stod op og gik ned i årets løb. Den har været deres kalender. Det har måske mest haft betydning i forbindelse med såningen, hvor det kan få katastrofale følger, hvis bonden - lokket af en midlertidig mildning i luften - får sået alt for tidligt på året. Solen har også fungeret som ur for vore forfædre. En aflæsning af dens placering på himlen giver den øvede iagttager en ret præcis fornemmelse af tidspunktet på dagen. Irske helleristninger, 5000 år gamle, synes endog at dokumentere, at solure allerede var i brug så langt tilbage i tiden. |
|
| MEGET USIKRE DATERINGER Det er desværre ikke lykkedes arkæologerne at datere Stonehenge's forskellige byggefaser fyldestgørende. På trods af grundige arkæologiske undersøgelser har det været særdeles svært at aflokke det gamle monument sådanne oplysninger, idet der simpelthen er fundet for lidt daterbart materiale knyttet til de forskellige bygningselementer. De dateringer, som benyttes her og i senere artikler, er ført ajour med de nyeste publikationer. Som sagt er der mange usikkerheder forbundet med dateringen af de forskellige byggefaser, og man kan derfor i de nyere bøger om Stonehenge møde dateringer og tolkninger af byggefasernes forløb, som afviger fra hinanden. Det gælder bl.a. de bøger, jeg har angivet i litteraturlisten. En del af Stonehenge er fortsat ikke udgravet, idet man lykkeligvis har besluttet at gemme noget til fremtidens arkæologer, som ganske givet vil råde over en mere forfinet udgravningsteknik og være i besiddelse af bedre teknisk udstyr. Til den tid vil det sikkert lykkes at kaste mere lys over de forskellige bygningsfasers alder. |
| PERIODE 1 Arkæologerne har inddelt Stonehenge's bygningshistorie i tre faser. Fase 1 henlægges til ca. 3000 f.Kr. og omfatter etableringen af det første Sonehenge, - et klassisk hengeanlæg: Et cirkelrundt område omkranset af voldgrav og vold, som brydes af to indgange. Til samme fase hører også de 56 Aubrey-huller, der danner en næsten perfekt cirkel lige indenfor volden. Der er ikke indeni hengen fundet andre bygningsspor, som kan henføres til denne første fase. Fase 2 omfatter perioden 3000-2400 f.Kr. I denne fase rejste der sig nye tømmerkonstruktioner på det indrammede område. Det skete sandsynligvis efter, at den imponerende stolpekreds, funderet i Aubrey-hullerne, var smuldret væk. De nye tømmerkonstruktioner er især fundet midt på hengen og i området indenfor den sydlige indgang. Mange er også fundet i indgangspartiet ved den nordøstlige indgang, og endelig er der udenfor denne fundet fire stolpehuller på række på tværs af hengens hovedakse. |
|
 DURRINGTON WALLS Nogle arkæologer tolker de vældige kredsformede tømmerkonstruktioner i hengerne som tagdækkede tempelbygninger. Tegningen her er lavet på baggrund af kredsformede strukturer fundet på hengen Durrington Walls, der ligger få kilometer nordøst for Stonehenge. | Desværre er det ikke lykkedes udgraverne at finde noget sikkert mønster i vrimlen af
stolpehuller, og det er derfor uvist, hvilke konstruktioner, de har båret. Undersøgelser af
andre samtidige hengeanlæg - bl.a. det nærliggende Durrington Walls - giver et fingerpeg
om, hvad det kan have drejet sig om. På det omkransede område ved Durrington Walls
er der fundet spor af ret anselige, cirkulære trækonstruktioner, som måske har været
forsynet med tag. Det er svært at tolke dem som andet end templer. Arkæologen R.J.C
Atkinson, 1900-tallets største Stonehenge-kender, skriver i sin bog "Stonehenge", at
nogle af stolpehullerne sikkert skal tolkes som spor af trækonstruktioner, der har stået
på Stonehenge, før de store stenkonstruktioner kom til. Men han påpeger, at en del af
dem sandsynligvis har sammenhæng med de træstiladser, som må have været etableret,
da den store sarsen-konstruktion langt senere blev bygget. Han nævner endvidere, at
nogle af stolpehullerne nok er af nyere dato. Det er nemlig en kendt sag, at der i nyere
tid er afholdt markeder i den gamle ruin. I den anledning blev der bl.a. rejst boder, og
nogle af stolpehullerne kan hidhøre herfra. I denne anden fase er voldgraven groet til og fyldt delvis op gennem naturlige aflejringer, og intet tyder på, at der på noget tidspunkt har været gjort forsøg på at rense den op. Flere steder i voldgraven blev der deponeret materiale fra ligbrændinger, og sådanne nedlæggelser ses også i nogle af Aubrey-hullerne, hvor de svære stolper tidligere havde stået. I stenalderen var forfædredyrkelsen tilsyneladende et af omdrejningspunkterne i kulten, og det er muligt, at det er særligt betydningsfulde mennesker, hvis brændte ben er nedlagt i voldgraven og i Aubrey-hullerne. Til samme fase hører også de første bopladsfund nær Stonehenge samt - også tæt på Stonehenge - en stor palisade, hvis forløb og betydning langt fra er afdækket. |
| LITTERATUR
KIK I ARKIVET! Der er mange andre spændende artikler på hjemmesiden:. Så KIK I ARKIVET! |
 |
|
