Stonehenge 1: Stonehenge anno 1999

© Rud Kjems

Artikel nr. 7.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems.

rudkjems@gmail.com

Stonehenge er et af de mest berømte monumenter fra forhistorisk tid. Det er beskrevet i tusindvis af bøger og artikler, og utallige teorier - fra rablende gale til dybt seriøse - er blevet fremsat vedrørende formålet med det unikke oldtidsanlæg. Stonehenge's bygherrer var stenalderbønder, som hverken kunne læse eller skrive, så arkæologerne er henvist til de arkæologiske levn i forsøget på at nærme sig disse fjerne forfædre og det samfund, de var en del af. Denne begrænsning betyder, at vi aldrig vil få noget sikkert kendskab til de idéer og forestillinger, der førte til opførelsen af det berømte engelske monument. Alligevel har enhver generation af arkæologer været istand til at afdække nye, spændende detaljer vedrørende det gamle stenanlæg og de mennesker, som rejste stenene. Især perioden fra slutningen af 1940'erne og op til vor tid har bragt megen ny viden.

Denne artikel er den første i en serie artikler om Stonehenge. De vil ikke blive bragt fortløbende, men komme dumpende hist og her. De følgende artikler er foreløbig kun i støbeskeen, men de vil komme til at behandle emner som: "De forskellige faser i Stonehenge's lange løbebane som aktivt kultanlæg", "Stonehenge og arkæoastronomien", "Stonehenge og de skøre teorier" og "Stonehenge og fremtiden". Her i den første artikel beskrives Stonehenge, som det tager sig ud anno 1999.

Stonehenge finder vi i Sydengland i grevskabet Wiltshire, - tæt ved den lille by Amesbury og ca. 13 km nord for Salisbury, "the county town of Wiltshire", især kendt for sin enestående katedral. Det gamle monument er rejst på en blødt bølgende slette, Salisbury Plain, som for en stor del ligger hen i græs. Undergrunden består af kridt, og det overliggende muldlag er så tyndt, at planteafgrøder kun giver beskedent udbytte. Situationen var en anden, da Stonehenge blev bygget. Dengang var muldlaget næsten én meter tykt og særdeles næringsrigt, men det tidlige landbrugs "ensidige" dyrkningsmetoder satte gang i erosionen og dermed reduceringen af muldlaget. Hvad der ikke bortskylledes af regnvandet blev bortført af vinden, - og Salisbury Plain er berygtet for at være et vindomblæst sted. At undergrunden består af kridt, er en gave til arkæologerne, idet stolpehuller og huller efter sten ofte står ligeså skarpt skårne i kridtet som den dag, de møjsommeligt blev udhugget med hjortegevirer.

Det kan i starten godt føles lidt kaotisk, når man som dansk bilist i en lejet engelsk vogn begiver sig ud på de britiske landeveje. Det går nogenlunde med at huske at holde sig i venstre side af vejen, og man lærer også ret hurtigt, at gearstangen skal betjenes med venstre hånd. Lidt længere tid tager det at vænne sig til, at bakspejlet nu pludselig sidder oppe i loftet til venstre for én. Mange gange kikker man forgæves op, hvor det plejer at side. Nu er de engelske bilister heldigvis både tolerante og hensynsfulde, så efter et par dages forløb begynder man at slappe af og glider hjemmevant med trafikstrømmen. I Wiltshire skal man nu ikke blive alt for afslappet, for de mindre veje i grevskabet er ret smalle og bugter sig vel rigeligt hen over de bølgende kridtbakker.

Parkeringspladsen ligger kun et par hundrede meter fra det gamle stenanlæg. Fra parkeringspladsen lader man sig drive med strømmen ned til det lille forsænkede "butikstorv", hvor der foruden billetkontor findes grillbar og souvenirbutik. Folk er her stuvet sammen som sild i en tønde, og luften er tung af fritureos fra grillbaren. Man bliver lidt beskæmmet! Ærlig talt, - det ligner mere optakten til et markedsbesøg end indledningen til et møde med et af verdens mest unikke oldtidsanlæg.

Lidt skuffet driver man videre med strømmen gennem en smal, grim betontunnel, som fører under landevejen. Da man igen kommer op i lyset, ligger det gamle megalitanlæg pludselig lige foran én, - de gamle sten, man kender så godt fra utallige fotografier, nogle opretstående og bærende de berømte overliggere, andre liggende hulter til bulter i græsset. Med et glider markedshalløjet i baggrunden, man mærker suset. De gamle sten taler pludselig, og hvad de siger, rammer noget dybt inde i én. Selvom stenene taler hen over en afgrund på godt 4000 år og budskabet forekommer dunkelt og uforståeligt, så er man slet ikke i tvivl om, at man står ansigt til ansigt med noget helt enestående. Man synes et øjeblik at have skimtet noget på den anden side af afgrunden, men så udviskes billedet, og suset fortager sig. Markedsstemningen tager over igen. En skuffet amerikansk journalist har beskrevet mødet med Stonehenge således:

"Lad det være sagt med det samme. Stonehenge anno 1985 er der ikke noget mystisk forbundet med. Det gamle monument fængsler ikke rigtigt. Det kalder ikke følelser frem. Oplevelsen er simpelthen ikke så stærk, at man for et øjeblik forlader det 20. århundrede og med ærefrygt oplever monumentet som en del af et forhistorisk landskab. Nej, - på en sommerdag, hvor en vrimmel af turister myldrer omkring det gamle anlæg, Englands mest berømte eksempel på neolitisk arkitektur, så virker det lige så inspirerende som at gå på indkøb i Bloomingdale juleaftensdag." (tidsskriftet Discover 1985)

© Rud Kjems

Stonehenge's berømmelse har betydet, at monumnetet i utallige tilfælde har fungeret som blikfang, - f.eks. i reklamer. Her ses én af de mere elegante, hvor byggestenene er kameraer fra Pentax.

Det turisterne cirkulere rundt om er resterne af en stenkonstruktion, som blev opført for mellem 4500 og 4000 år siden. Den består af følgende elementer:

• En ydre stenkreds af ret veltilhuggede, oprejste sten, som hæver sig til en højde af 4 m over jorden. Stenene, der kaldes "sarsens", er omkring 2 m brede og 1 m tykke, og mellemrummet mellem de enkelte sten er ca. 1,50 m. Oprindelig har der stået 30 sten i kredsen. "Sarsen" er en meget hård sandsten, som er hentet i omegnen af Avebury godt 30 km nord for Stonehenge. Stenkredsen, hvis diameter er ca. 33 m, har båret i alt 30 overliggere af samme stenart. Overliggerne, hvis tykkelse er omkring 1 m, har dannet en ubrudt ring hele vejen rundt.
• En indre stenkreds af meget mindre oprejste sten i gennemsnit omkring 2 m høje. Denne kreds er uden overliggere. Her er tale om en vulkansk stenart, kaldet "bluestone", geologisk hjemmehørende i Wales, så transporten af disse sten til byggestedet har været en kolossal arbejdsopgave.
• En ydre hestesko af 10 opretstående "sarsens", større end dem i den ydre kreds, arrangeret i fem par hver forsynet med en overligger. De største er ca. 6 m høje og vejer 45 ton.
• En indre hestesko af oprejste "bluestones" uden overliggere.
• En enkelt sten af walisisk sandsten, som nu ligger fladt i græsset inde i den inderste hestesko. Stenen har i nyere tid fået navnet Alterstenen.

Disse mange elementer er symmetrisk arrangeret omkring en akse med orienteringen sydvest/nordøst. Stenkonstruktionen ligger midt på et cirkelrundt plateau, ca. 100 m i diameter, omkranset af en vold og en voldgrav. Mod nordøst brydes vold og grav af en jordrampe, der giver adgang til anlægget. Udenfor rampen ses "avenuen", processionsvejen op til monumentet. "Avenuen" ligger på anlæggets hovedakse og "peger" mod nordøst, hvor solen står op i dagene omkring sommersolhverv. Lige indenfor jordrampen ligger en stor væltet sten, som i dag bærer navnet Slagtestenen, og nogle meter udenfor rampen, midt på "avenuen", står en anselig sten kaldet Hælstenen

På tegningen ses de elementer af Stonehenge, som har overlevet op til vore dage, - nemlig resterne af det sidste Stonehenge, der blev etableret for 4000-4500 år siden. Stadig eksisterende sten er markeret som sorte punkter, mens forsvundne er angivet med et punkteret omrids.

Grundplan over Woodhenge, der ligesom Stonehenge er orienteret mod solopgangen ved midsommer. Den yderste stolpekreds' diameter er 40 til 45 meter.

Hvis man efter besøget ved Stonehenge trænger til fred og ro og landlig idyl, så vil det være en god idé at sætte kursen mod et andet spændende oldtidsanlæg, Woodhenge, som blot ligger ca. 3 km nordøst for Stonehenge. Indenfor arkæologien er det et næsten lige så berømt anlæg som Stonehenge, men i den brede offentlighed er det ikke særlig kendt, og kun yderst få af de mange besøgende ved Stonehenge lægger også vejen omkring Woodhenge. Som det fremgår af navnene er begge oldtidsanlæg henge-monumenter, - en type, der hidtil ikke er fundet udenfor Storbritannien. Henge-monumenter består af et cirkulært eller ovalt område omkranset af en vold og en voldgrav. Nogle af anlæggene har tilsyneladende aldrig været udstyret med bygningsmæssige konstruktioner på det indrammede område, mens andre har rummet konstruktioner af sten eller tømmer. Som navnet antyder, har der på Woodhenge stået tømmerkonstruktioner, - nemlig seks koncentriske kredse af træstolper, som måske har båret et tag. For Woodhenge's vedkommende er det indrammede område ovalt, og de for længst hensmuldrede stolpers placering er i dag markeret med lave cementsøjler. Som det er tilfældet med Stonehenge, er også Woodhenge's indgang og akse orienteret mod solopgangen ved sommersolhverv. Woodhenge ligger placeret højt i landskabet med en flot udsigt, og er vejret godt, kan det anbefales, at man nyder madpakken ved et af de opstillede borde lige udenfor den gamle helligdom.