Stonehenge 5: De blå sten

© Rud Kjems

Artikel nr. 28.

Enhver ægyptenfarende bliver slået med forundring, når han eller hun første gang står ved foden af Cheops-pyramiden. "Er den virkelig så enorm?" løber det gennem hovedet. Det er den! Omkring 2½ mill. store stenblokke stablet omhyggeligt ovenpå hinanden. Hvordan i alverden var oldtidens ægyptere i stand til at opføre et så kolossalt bygningsværk uden de tekniske hjælpemidler, vi i dag har til rådighed? Hvordan organiserede og løste man de tusindvis af opgaver, som har været forbundet med et sådant projekt? Hvordan klarede man f.eks. at bespise de måske 30.000 arbejdere, som i visse perioder af året hver dag var beskæftiget ved byggeriet?

Man kan ikke andet end beundre de gamle pyramidebyggere, - fra den geniale arkitekt til den mest forslidte arbejder. Jo, man føler sig stolt på menneskeslægtens vegne. Her er der virkelig tale om byggeri i den helt store skala, - byggeri, der næsten rækker ind i evigheden.

Stonehenge ville ikke syne af meget, hvis det blev placeret ved foden af Cheops-pyramiden, - nærmest af ingenting! I Stonehenge er der brugt omkring 160 sten i modsætning til pyramidens 2½ mill. Alligevel vil jeg lidt provokerende påstå, at den menneskelige kraftanstrengelse er af nogenlunde samme størrelsesorden ved de to byggerier. Udover titusindvis af indskrevne bønder rådede den ægyptiske farao over en stor mængde fagfolk: stenhuggere, transportarbejdere, ingeniører, arkitekter mm. Arbejdskraften ved de forskellige faser af Stonehenge-byggeriet var beskedent, - højst nogle få hundreder ad gangen. Der var heller ikke så mange at tage af. Egnen omkring monumentet var dengang relativt tyndt befolket, spredte landsbyer med en 20-30 indbyggere fordelt rundt om. Menneskene levede en småbonde-tilværelse, hvor dyreholdet måske har været af større betydning end agerbruget. Det har uden tvivl været en nøjsom tilværelse, hvor man måtte arbejde hårdt for at få dagligt brød på bordet. Derfor er det også utroligt, at bønderne i den sparsomme fritid - især i vintermånederne - havde overskud til at lægge så mange kræfter i opførelsen af et stenmonument.

Det er uden for al tvivl, at f.eks. de store stentransporter har krævet minutiøs planlægning, og i modsætning til ægypterne kunne Stonehenge's bygherrer hverken læse eller skrive. Noget større regnearbejde har de heller ikke været istand til at udføre. De har helt sikkert haft et vist kendskab til mængder og har nok også haft enkelte talbetegnelser, men et egentligt talsystem har de ikke rådet over. De må have haft noget kendskab til geometri og opmålingsarbejde, og Stonehenge-eksperten R.J.C Atkinson har udtalt, at skulle det felt-geometriske arbejde vedrørende Stonehenge udføres i dag, så ville det "udfordre mangen en professionel landmålers færdigheder."

Lad os som eksempel tage etableringen af den ydre stenkreds, der består af 30 kæmpestore, oprejste sten forsynet med overliggere. Den cirkel, de står på, er ca. 30 meter i diameter. Måler man afstanden fra midten af én af stenene til midten af den næste og fortsætter således hele kredsen rundt, så vil man få forbløffende ensartede resultater. En sådan præcision får man ikke ved blot at starte med én sten og dernæst placere resten på slump. Så vil man stå med et problem, når den sidste sten skal sættes. Hvordan Stonehenge's bygherrer har løst dette problem, ved vi ikke. Men de har sandsynligvis haft en tegnet grundplan at gå ud fra - udført på skind eller bark eller måske prentet i ler. De kan også have lavet modeller af anlægget i træ eller ler. Det er alt sammen formodninger, men det er svært at forestille sig, at man har kunnet præstere konstruktions-arbejde af den kaliber uden tegninger eller modeller.

Med hammer og mejsel er et par besøgende ved at sikre sig en souvenir fra det gamle oldtidsanlæg, og efter alt at dømme er det én af de blå sten, de er ved at forgribe sig på. (kobberstik fra slutningen af 1700-taller efter Stonehenge Complete (1996)

De blå sten, som jeg fremover vil kalde dem, har været benyttet flere gange på Stonehenge, i flere forskellige opstillinger, og de indgår også i det, der skulle blive "det sidste Stonehenge", - det Stonehenge, vi i dag kan opleve ruinerne af. I denne sidste opstilling danner hovedparten af stenene en kreds placeret mellem sarsen-kredsen og sarsen-hesteskoen, mens de resterende er sat i en hestesko indeni den større sarsen-hestesko.

Kredsen af blå sten har oprindelig bestået af 57 oprejste sten. Lidt tvivl om antallet er der dog, og måske har der været én mere eller en mindre. Tidens tand og menneskets stenbegær har reduceret tallet til 28, hvoraf nogle kun har overlevet som fragmenter. Endnu står 11 sten oprejst, - de 5 dog noget hældende. 8 sten ligger omstyrtet, og nogle af dem er kun fragmentarisk til stede. Endelig er der bevaret stumper af 13 sten i deres respektive huller, og kun én af disse sten er synlig over jorden. Hesteskoen af blå sten havde oprindelig 19 oprejste sten, og heraf er de 11 stadig mere eller mindre til stede. 6 sten står fortsat oprejst, 2 ligger væltet - den ene hel, den anden brækket i to stykker. Og endelig har 3 sten overlevet som stumper, hvoraf kun den ene er synlig.

Når stenene kaldes for blå sten, så har det selvfølgelig noget med deres farve at gøre. I tørvejr har hovedparten af dem et blågråt skær, mens de i våd tilstand fremtræder umiskendelig blå eller grønblå. Betegnelsen blå sten har ofte givet anledning til den opfattelse, at der er tale om én og samme stenart. Det er ikke tilfældet. Hovedparten af de blå sten er en art dolerit af grønblå farve. Den er ret grovkornet med uregelmæssige hvide eller blegrøde nister af ærte-størrelse eller mindre. Det var først og fremmest disse nister, der ledte geologerne på sporet af de blå stens hjemsted. Blandt de blå sten findes yderligere tre doleriter, men de mangler de karakteristiske nister. Også stenarten ryolit, dannet af vulkansk lava, er til stede. Det er en ret hård sten, blågrå af farve. En tredje variant af de blå sten er til gengæld meget blød. Den er dannet af vulkansk aske og fremtræder mørkegrøn, - dog kun på de dele af stenen, der ikke har været udsat for vind og vejr. Den skrøbelige sten har da også kun overlevet på Stonehenge som stumper under jorden. Yderligere to stenarter, som efter alt at dømme har indgået i de blå sten, er i form af skærver fundet i det store skærvelag, som dækker hele Stonehenge-tomten.

De blå stens herkomst blev fastslået i 1923 af den britiske geolog dr. H.H. Thomas. Han fremlagde videnskabelig dokumentation for, at de tre mest forekommende variationer af de blå sten oprindelig kom fra Wales, - nærmere bestemt fra Preceli Mountain i det nordlige Penbrokeshire.

Da stenenes hjemsted var fundet, kom der for alvor gang i debatten om, hvordan stenene var kommet til Salisbury Plain. Tilhængerne af istransport-teorien fremlagde geologiske argumenter og hævdede samtidig, at primitive bønder ikke kunne have løst en så gigantisk transportopgave. Også de, som hævdede, at transporten var menneskeværk, støttede sig til geologien, som på dette tidspunkt kunne levere støtte til begge synspunkter, og præsenterede beregninger, der viste, at forfædrene godt kunne have løftet opgaven. Først i slutningen af 1990'erne stod det klart, at istransport-tilhængerne havde tabt slaget. Efter grundige undersøgelser af landskaberne mellem det sydlige Wales og Salisbury Plain slog geologerne fast, at teorien om en istransport af stenene var uforenelig med den nyeste glaciale viden.Iskappen dækkede nemlig ikke Salisbury Plain under den sidste istid. Selv om en lille håndfuld forskere fortsat holder fast ved isteorien, så må det nu anses for "næsten bevist", at det store stenflytteri var menneskeværk.

Den velkendte britiske arkæolog Aubrey Burl er én af de få, som stadig mener, at de blå sten blev transporteret til Salisbury Plain af isen. Han tvivler på, at Stonehenge-bønderne ville have påtaget sig en så vanvittig opgave. Og så henviser han til det gamle fund af en blå sten, som tilsyneladende befandt sig på et forkert sted - på et forkert tidspunkt!

Stenen blev fundet i 1801 af William Cunnington, én af britisk arkæologis pionerer, in situ i en langdysse, Boles Barrow, på Salisbury Plain. Cunnington skrev i sine notater om udgravningen af dyssen, at der blandt dens store sten var "en blå, hård sten af samme slags som de sten, der står i Stonehenge's indercirkel". Han fjernede i alt 10 tons sten fra dyssen og satte dem senere op i en kreds i sin have i Heytesbury. Mange år senere, i 1934, kom Cunnington's blå sten til Salisbury and South Wiltshire Museum, hvor den stadig er udstillet. Det har været hævdet, at stenen på museet er kommet hertil direkte fra Stonehenge, og at det altså slet ikke er den sten, Cunnington fandt i Boles Barrow. I dag synes det dog godtgjort, at det er Cunningtons sten.

Hvordan så de mennesker ud, der byggede stonehenge? Her er et bud fra bogen Corte Beschryvinghe van England, Scotland, ende Irland, der blev skrevet i sidste del af 1500-tallet (efter Stonehenge complete (1996)

"Tilstedeværelsen af denne sten i en langdysse, som meget vel kan være bygget i eller lidt efter den periode, hvor transporten af de blå sten til Stonehenge fandt sted, støtter den formodning, at River Wylye (en nærliggende flod) lå på ruten. Det kan selvfølgelig ikke bevises, at stenen ikke kom fra Stonehenge selv, men det er meget lidt sandsynligt, at de, der byggede langdyssen, ville have stjålet stenen dér - i sig selv vel en farlig vanhelligelse - og slæbt den knap 300 kg tunge sten godt 22 km. Mere sandsynligt er det, at de har hentet den i nærheden, hvor den måske er blevet efterladt af et af de arbejdshold, som var involveret i transporten af de blå sten fra Wales til Stonehenge."

Stenen, der er meget mindre end de blå sten, man ser ved Stonehenge, kan efter Atkinsons mening være et brudstykke af en større stenblok, som ved et uheld er blevet ødelagt under transporten og derefter kasseret. I 1979-udgaven af "Stonehenge" blev Atkinson nødt til at revidere sin opfattelse, fordi der nu forelå kulstof 14-dateringer af langdysserne i omegnen af Stonehenge. De viste, at dysserne var bygget mange århundreder, før de blå sten gjorde deres entré på Stonehenge, og det var jo vand på møllen for de forskere, som støttede istransport-teorien. Det rokkede dog ikke Atkinson, der i 1979-udgaven fastholdt sin teori om stenenes vej til Stonehenge. Han tolkede de nye oplysninger som et fingerpeg om, at transporten af de blå sten måtte være foregået langt tidligere end først antaget - og tilføjede:"Men vi ved endnu intet om, hvor i Wessex, de blev leveret - eller hvilket formål, de tjente her."

I udkanten af parkeringspladsen ved Stonehenge er der opstillet en sarsen-sten og en blå sten. Folk opfordres af et skilt til at mærke på stenene, og de, der prøver, bliver overrasket. Sarsen-stenen er kold at røre ved, mens den blå sten er forbavsende lun og behagelig at lægge hånden på. Måske har denne lunhed fået stenalderbønderne til at opfatte de blå sten som magiske?

De blå stens tilstedeværelse på Stonehenge rejser en mængde spørgsmål, som det ville være uhyre interessant at kende svarene på:

Hvem fik idéen til det store stenprojekt, var det en storbonde eller en karismatisk åndemaner? Hvordan lykkedes det initiativtageren at motivere en hel egns bønder, som havde nok at se til af daglige gøremål, til at påtage sig en så tyngende byrde oveni. Var det en særlig begivenhed, der udløste stenprojektet - en naturkatastrofe måske? Hvor mange bondefamilier var involveret, og deltog kvinder og børn også? Var engagementet udelukkende religiøst betinget, eller var der også tale om private eller kollektive ambitioner af mere verdslig art,- en demonstration af magt overfor omverdenen? Hvorfor hentede man stenene så langt borte som i Wales, og var Wales og andre fjerne lokaliteter velkendte af bønderne på Salisbury Plain? Hvorfor netop Wales? Var stenene her af en særlig magisk-hellig beskaffenhed (se noten i marginen)? Strakte stentransporten sig over 5, 10 eller 50 år? Var datidens bønder, der ikke kunne forvente at leve mere end 30-35 år, i stand til at indgå i planer med en tidshorisont på 50 år eller mere? Var der fra starten udarbejdet en fuldt færdig plan - eller improviserede man sig frem? Hvordan var arbejdet organiseret? Hvem sørgede for arbejdsholdenes forplejning, og hvem tog sig af de opgaver, der nødvendigvis måtte forsømmes derhjemme? Hvor store var arbejdsholdene, og hvor lang tid tog det at transportere en sten til bestemmelsesstedet? Hvad sagde bønderne i Wales til, at fremmede kom og tog deres sten?

Jeg kunne blive ved længe endnu, men vil nødigt trætte læseren. Desværre kniber det mere med svarene, og det kan forekomme formålsløst at stille så mange spørgsmål, som det synes umuligt at besvare. Men spørgsmål og uløste gåder sætter hjernen i gang, og man kan faktisk ved fornuftens brug nærme sig svarene på en del af ovenstående spørgsmål. Med man mener jeg selvfølgelig først og fremmest arkæologerne. I den næste artikel i serien om Stonehenge skal vi bl.a. se på, hvordan Stonehenge-eksperten R.J.C Atkinson forestillede sig, at stentransporten kan have fundet sted.

Vigtigste kilde: Atkinson, R.J.C.: "Stonehenge" 1956 og 1979

STONEHENGE 1: STONEHENGE ANNO 1999 (beretter om det Stonehenge, som nutidens besøgende kan opleve)

STONEHENGE 2: ET NYT MONUMENT PÅ SALISBURY PLAIN (fortæller historien om det første Stonehenge, der opførtes omkring 3050 f.Kr.)

STONEHENGE 3: ET TEMPEL FOR DE HØJERE MAGTER (omhandler de første århundreder af Stonehenge's historie. Denne periode har af arkæologerne fået betegnelsen fase 2)

STONEHENGE 4: DE FØRSTE STEN DUKKER OP (skildrer aktiviteter i fase 3(2550-2400 f.Kr.), hvor de arkæologiske spor ikke er helt entydige)

Lyst til flere spændende historier? Så KIK I ARKIVET!