Stonehenge 8: Sten i lange baner!

Stonehenge 8: Sten i lange baner!

© Rud Kjems

Artikel nr. 46.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems.

I den foregående artikel i Stonehenge-serien fortalte jeg om den aldrig fuldførte dobbeltkreds af blå sten. Det er hidtil ikke lykkedes nærmere at datere, hvornår arbejdet med at opstille dobbeltkredsen fandt sted, men de arkæologiske spor peger i retning af, at det nok har været omkring 2400 f.Kr. Det står hen i det uvisse, hvorfor arbejdet aldrig blev fuldført, men det er en nærliggende tanke, at arbejdet blev indstillet og de allerede rejste sten fjernet, fordi der var dukket en mere ambitiøs plan op - nemlig at rejse en langt mere imponerende stenkonstruktion på Stonehenge opbygget af stenkæmper, som kunne matche dem, der pryder Avebury-helligdommen længere nordpå.

Hvad der nu end var årsagen, så blev de blå sten pillet ned, men de forsvandt ikke ud af billedet. Stenene dukkede nemlig op igen på Stonehenge et eller måske flere århundreder senere, hvor de blev brugt i en ny opstilling. Hvor de så opholdt sig i den mellemliggende periode, vides ikke. Har de omhyggeligt været lagt i depot tæt ved Stonehenge? - eller har de været opstillet et andet sted på egnen? Man har i hvert fald passet godt på stenene - måske fordi de var indviede, besjælet af guderne.

Da de blå sten blev fjernet, var vejen banet for de vældige sarsenstens indmarch. De måtte hentes langt borte, dog ikke så langt borte som de blå sten, og transporten af de store sten er denne artikels emne. Det vides ikke præcist, hvornår sarsenstenene kom til Stonehenge, men det må have været omkring 2300 f.Kr. (fase 3ii i de britiske arkæologers registreringssystem).

HVOR KOM SARSENSTENENE FRA?

Det har siden det 17. århundrede været den overvejende opfattelse, at sarsenstenene på Stonehenge blev hentet på Marlborough Downs - landskabet, der strækker sig nord og øst for Avebury. Der er tale om en særdeles hård sandsten, som er dannet for millioner af år siden på bunden af havet. Da landet senere hævede sig, og vandet senere trak sig tilbage, blev det oprindelig sammenhængende sandstenslag udsat for vejrligets påvirkninger og istiders hærgen, hvorved laget splittedes op i sten af forskellige størrelser, der var velegnede til megalitbyggeri. På Marlborough Downs kan man også i dag finde mange sarsensten mere eller mindre begravet i jorden, men kun yderst sjældent støder man på sten, som bare nærmer sig Stonehenge-kæmpernes format. Alle de større sten blev fjernet i oldtiden. Mange gik til byggeriet af områdets langdysser - f.eks. West Kennet Long Barrow, Englands flotteste langdysse. Senere blev i hundredevis af sten brugt i forbindelse med helligdommen i Avebury, og da Stonehenge's bygherrer få århundreder senere ledte efter sten i området, har der været langt mellem de sten, der havde den ønskede størrelse.

West Kennet langdyssen, som ligger få km fra Avebury, er bygget af sarsensten omkring 3600 f.Kr. - altså ca. et halvt årtusinde før det første Stonehenge. Da gravlæggelserne i dyssens fem stenkamre ophørte, blev dyssens indgangsparti blokeret af store sarsensten, som det ses på billedet. (foto ©: Rud Kjems)

Der har været teorier fremme om, at sarstenene slet ikke blev hentet på Marlborough Downs, men fra mindre forekomster i nærheden af Stonehenge. Det kan med ret stor sikkerhed afvises. Salisbury Plain - altså landskabet omkring Stonehenge - er uhyre fattigt på større sten, og ikke én af de 60 langdyssser, som ligger i omegnen af Stonehenge, har et stenbygget kammer - kamrene er bygget af træ. Den megalitgrav, som ligger nærmest Stonehenge, befinder sig hele 22.5 km borte. I landsbyerne på Marlborough Downs finder man ofte i gamle huse sarsensten brugt som byggemateriale, hvilket ikke forekommer i området omkring Stonehenge. Der er altså intet, der taler for, at stenene er hentet i nærheden af monumentet.

Oprindelsen af ordet sarsen kendes ikke, men noget tyder på, at betegnelsen først blev heftet på stenene på Stonehenge. Måske er ordet en afledning saracens i betydningen fremmed - fremmed på Salisbury Plain. Der kendes også i området andre navne på stenene - f.eks. druidstones, bridestones og greywethers.

ET STORSLÅET PROJEKT

Planerne om en sarsen-konstruktion på Stoneheneg var i sandhed storslåede, og den første opgave, der forestod, var at transportere omkring 80 kæmpestore sten til Stonehenge - en opgave, der må have krævet en hel egns menneskelige ressourcer. Man må tænke på, at datidens Storbritannien var yderst tyndt befolket. Det gjaldt også Salisbury Plain, hvor bønderne levede i smålandsbyer omfattende 1-2 familier. Kvægholdet har nok været det centrale og agerbruget af mindre betydning. Fritid har der sikkert ikke været så meget af, for i disse selvforsynende småsamfund har der hele tiden været opgaver, der skulle løses. Det har været en nøjsom tilværelse, hvor sulten af og til har banket på døren. Fritid har der selvfølgelig været mere af i vinterhalvåret, og det var nok også i denne periode, transporten af de store sten fandt sted.

Set på baggrund af det nøjsomme liv med de mange pligter er det ret forbløffende, at man har givet sig i kast med så vældig en opgave. Hvorfor har en hel egns befolkning involveret sig i et årelangt slid for at få deres helligdom tilført en så storslået konstruktion? Har en karismatisk høvding eller præst formået at piske en religiøs stemning op, så folk uden at kny tog planerne om den vældige stenkonstruktion til sig? Var der også mere verdslige drivkræfter på spil - en spillen med musklerne for at vise omverdenen, hvad man formåede? Eller var planerne fremkaldt af en dramatisk naturhændelse - et nærgående meteor eller en lang periode med misvækst? Vi må nøjes med gætterier!

Silbury Hill fotograferet fra toppen af West Kennet langdyssen. Silbury Hill er endnu et eksempel på, at forhistoriske bønder var i stand til at løse enorme byggeopgaver. Med en højde på ca. 40 meter er Silbury Hill den største menneskeskabte høj fra det forhistoriske Europa. Den er også noget af et mysterium. Tidligere forestillede man sig, at der var tale om en gravhøj, men flere grundige undersøgelser har ikke afsløret gravkamre i højen. (foto ©: Rud Kjems)

Projektet har krævet grundige forberedelser. Sandsynligvis har man udarbejdet skitser over den nye konstruktions stramme grundplan - måske har man endda lavet en model i træ af anlægget. I god tid har udsendinge gennemtrawlet Marlborough Downs for at finde egnede sten, og det har som sagt ikke været nogen let opgave, da tidligere tiders megalitprojekter havde tyndet godt ud blandt dem. De udsendte skulle opspore omkring 80 sten i forskellige længder, bredder og tykkelser - alt efter, hvor de skulle indgå i konstruktionen. Der var tale om stenlængder fra 4-9 meter, og de største sten vejede over 45 tons. Man har måske hjemmefra medbragt målepinde, men man kan også have benyttet de menneskelige proportioner, som jo altid var lige ved hånden: en favn, en halv favn, et skridt, en fod osv. Hvordan de udsendte har holdt regnskab over det fundne materiale er ikke godt at vide, men det har ikke været helt ukompliceret. Man kan have ført regnskab ved hjælp af snitmærker på pinde, eller man kan have medbragt træmodeller af konstruktionen. Stenene lå mere eller mindre begravet i jorden, så de måtte først frigraves. Herefter foregik der på stedet en vis tilhugning og opspaltning af stenene, før de var parate til transporten. Den endelige tilhugning fandt sted på eller ved Stonehenge.

TRANSPORT-RUTEN

Stonehenge-eksperten R.J.C Atkinson forestillede sig, at de mange sten - efter at være indsamlet over et stort område - blev deponeret vest for Avebury-monumentet ved bredden af Kennet-floden. Måske passerede de på vejen gennem den gamle helligdom og fik del i kraften her. For at komme videre sydpå måtte Kennet-floden passeres, og netop her er den lavvandet og let at krydse - ja, faktisk er det det bedste overgangssted for transporter fra Marlborough Downs til egnene sydpå. Her var det naturlige udgangspunkt for transporten af de svære sten.

Da transporten ikke har efterladt sig spor i terrænet, må en formodning om ruten bygge på en omhyggelig undersøgelse af landskabet mellem Avebury og Stonehenge. En sådan foretog Atkinson i 1950'erne, og hans forslag til rute har siden været almindelig accepteret. Kravene til ruten har været følgende: den skulle være så direkte som mulig - den skulle indebære så få stigninger og fald som muligt og indeholde færrest mulige passager af vandløb. De samme krav gjorde sig gældende, da man flere tusind år senere begyndte at anlægge køreveje beregnet på okse- eller hestetrukne vogne, og Atkinson's rute falder da også i det store hele sammen med gamle vejforløb, som fortsat er i brug.

Atkinson's postulerede rute fra Avebury til Pewsey-dalen har ingen større stigninger eller fald, og dalens nordskrænt - ved Etchilhampton - er ikke særlig stejl. Den er betydelig stejlere både øst og vest herfor. Efter passagen af dalen, som her er over 3 km bred, kommer det sværeste punkt på hele ruten - nemlig dalens sydskråning, ved Redhorn Hill, hvor terrænet stiger 76 m over en distance på 800 m - en stigning på ca. 9%. Både mod øst og vest kan man finde lidt nemmere opgangssteder, men terrænet syd for disse er meget vanskeligere end ved Redhorn Hill.

Den af Atkinson foreslåede rute for transporten af sarsenstenene. Som det ses, går ruten tværs over Pewsey-dalen uden at krydse nogle af de større vandløb. Den værste forhindring på hele turen er Pewsey-dalens stejle sydskrænt ved Redhorn Hill.

Efter den svære opgang fra Persey-dalen løber Atkinsons rute ret direkte ned over Salisbury Plains svagt bølgende landskab til endemålet ved Stonehenge. Større stigninger eller fald forekommer ikke. Den samlede rute er på godt 38 km, hvilket nok er omtrent den samme distance, som landtransporten af de blå sten omfattede. Men sarsen-transporten har været af en helt anden størrelsesorden, da vægten af sarsenstenene er omkring syv gange større.

Der har også været teorier fremme om, at sarsenstenene blev fragtet af flodvejen til Stonehenge. Et af Avon-flodens øvre løb udspringer i Persey-dalen, og længere mod syd passerer Avon tæt forbi Stonehenge. Ideen om flodtransport må imidlertid afvises, da de øvre partier af floden slet ikke har den tilstrækkelige bredde og dybde.

HVORDAN? - HVOR MANGE? - HVOR LANG TID?

Der vides intet som helst om, hvordan de store sten blev fragtet til Stonehenge. Mange har beskæftiget sig med spørgsmålet og givet forskellige bud på, hvordan opgaven blev løst, og lavet udregninger over, hvor mange menneskelige ressourcer, som blev sat ind, og hvor lang tid, der blev brugt på transporten. Her skal blot omtales to løsningsforslag - vidt forskellige i vurderingen af arbejdets omfang og tidsforbruget.

R.J.C. Atkinson forestillede sig, at stenene blev transporteret på vældige slæder af svært tømmer, som blev trukket på rullestokke tilvirket af solide træstammer. Det anvendte tømmer har sandsynligvis været egetræ, som der har været nok af i skovene langs ruten. Slæderne var mennesketrukne. Man havde ganske vist okser til rådighed, men de har nok været uegnede til et arbejde, der fordrede så megen disciplin og punktlighed. Der må være medgået store mængder reb til opgaven. Atkinson mente, at de var fremstillet af skind, da man i datiden - efter hans opfattelse - sandsynligvis ikke var istand til at fremstille tilstrækkeligt kraftige reb af plantefibre. Sidstnævnte antagelse er dog siden blevet anfægtet, og det har været fremført, at man måske har kunnet lave stærke reb af lindetræets inderbark.

Ifølge Atkinsons model transporteredes der en sten ad gangen. Når den velbeholden nåede Stonehenge, returnerede mandskabet med den tomme slæde og rullerne for at hente den næste. Atkinson anslog, at der ved transporten af de større sten var brug for 1000-1500 mænd, hvor langt størsteparten deltog i det hårde trækkearbejde, mens en lille gruppe uophørligt var beskæftiget med at flytte de fri rullestokke om foran slæden. Andre har været travlt optaget af at fremskaffe vand og mad til det hårdt slidende mandskab og sørge for natlogi undervejs. Men også mange andre opgaver har trængt sig på: reparationer af slæden eller konstruktion af en ny, når den gamle var udtjent - fremstilling af reb - tilvirkning af rullestokke, idet det nok var ret begrænset, hvor længe en rullestok kunne klare de voldsomme påvirkninger fra den tunge last.

Efter denne model ville transporten af en sten fra Avebury til Stonehenge have taget 7-9 uger. I visse perioder har vejrliget sat en stopper for arbejdet, hvad enten der var tale om vintervejr med høj sne eller perioder med så megen regn, at visse partier af ruten blev umulige at passere. Den forholdsvis svagt befolkede egn kunne naturligvis ikke året igennem stille 1000-1500 mennesker til rådighed for transporten, så på visse tidspunkter har arbejdet med stenene ligget stille til fordel for de livsnødvendige opgaver med hensyn til agerdyrkningen og kvæget. Atkinson anslog, at transporten af de ca. 80 sarsensten alt i alt havde taget ca. 10 år.

Fra flere af oldtidens flodkulturer har vi billedlige fremstillinger af transporter af store sten. Illustrationen, der et udsnit af et større assyrisk relief, viser én af kong Sankeribs tyrekolosser på vej fra stenbruddet til kongens palads. Den store slæde trækkes hen over flade planker, og den solide løftestang placeret under slædens bagende bliver nok brugt, når slæden kører fast og skal hjælpes igang. Slæden trækkes af ca. 60 mennesker, som ikke er kommet med på udsnittet. Tyrekolossen vejer godt 10 tons, mens Stonehenge's største sten vejer næsten fem gange så meget.

I 1990'erne blev der i forbindelse med en TV-udsendelse i BBC lavet eksperimenter med at transportere og rejse en 8 m lang og 40 tons tung cementkopi af af Stonehenge's største sten (cementkopien er dog mindre end Stonehenge's største sten, som er 9,04 m lang og vejer omkring 45 tons). Eksperimenterne blev ledet af arkæologen Julian Richards og ingeniøren Mark Whitby. De foreslog en langt mere forfinet og teknisk krævende transportform, hvor slæden blev trukket hen over et forud etableret skinnelegeme bestående af to solide, firkantede skinner hugget i svært tømmer. Slædens underdel var forsynet med en langgående bjælke, der var tilpasset mellemrummet mellem skinnerne nedenunder. Dermed havde man styr på slædens bevægelser. For at modvirke friktionen mellem slæde og skinner blev sidstnævnte påført animalsk fedtstof. Richards og Whitby fandt det ikke utænkeligt, at et skinnelegeme i hele sin længde på forhånd var udlagt mellem Avebury og Stonehenge, men man kan også have benyttet et flytbart skinnelegeme. Muligvis havde flere slæder med hvert sit mandskab gjort turen sammen. Dermed ville der hele tiden være assistance at hente, når et af hold løb ind i vanskeligheder - f.eks. ved forceringen af en stejl bakke.

Forsøgene viste, at den 40 tons tunge cementsten kunne trækkes opad en 5 procents stigning af bare 130 mennesker, og de to forskere anslog, at et par hundrede mennesker ville være i stand til at transportere stenen de godt 30 km fra Avebury til Stonehenge på 12 dage. Richards og Whitby beregnede endvidere, at hele transporten - ca. 80 sten med en samlet vægt på omkring 1300 tons - ville kunne klares på 500 dage, eller i hvert fald to år, hvis arbejdsstyrken konstant var på 200 mand. Dertil skal medregnes de perioder, hvor vejrliget drillede og perioder, hvor sæsonbestemte opgaver indenfor den daglige landbrugsdrift lagde beslag på mandskabet. Richards og Whitby konkluderede, at transportopgaven i hvert fald kunne være løst indenfor et årti.

Nogle vil nok rynke på næsen af de to forskeres raffinerede løsningsforslag, men mange andre slorslåede anlæg fra forhistorisk tid røber, at datidens bønder i fællesskab var i stand til at løse komplicerede anlægsopgaver - og at de nok har været i besiddelse af mere teknisk snilde, end man umiddelbart ville forvente. Sjældne fund af bearbejdet træ viser også, at de har været helt fortrolige med tømmer- og snedkerarbejde. Vi må ikke undervurdere forfædrenes formåen!

Avebury-monumentet, der ligger godt 30 km nord for Stonehenge. På billedet ses et udsnit af den ydre stenkreds af meget store sarsensten. Bag stenene ses volden og voldgraven, som indhegner den store helligdom. (foto ©: Rud Kjens)

KILDER

Atkinson, R.J.C.: Stonehenge (1956)
Burl, Aubrey: The Stonehenge People (1987)
Pitts, Mike: Hengeworld (2001)
Cunliffe, Barry/Renfrew, Colin (red.): Science and Stonehenge (1998)

TIDLIGERE ARTIKLER I STONEHENGE-SERIEN

STONEHENGE 1: STONEHENGE ANNO 1999 (beretter om det Stonehenge, som nutidens besøgende kan opleve)

STONEHENGE 2: ET NYT MONUMENT PÅ SALISBURY PLAIN (fortæller historien om det første Stonehenge, der opførtes omkring 3050 f.Kr.)

STONEHENGE 3: ET TEMPEL FOR DE HØJERE MAGTER (omhandler de første århundreder af Stonehenge's historie. Denne periode har af arkæologerne fået betegnelsen fase 2)

STONEHENGE 4: DE FØRSTE STEN DUKKER OP (skildrer aktiviteter i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.), hvor de arkæologiske spor ikke er helt entydige)

STONEHENGE 5: DE BLÅ STEN (de blå sten - et af Stonehenge's mest omdiskuterede elementer - dukker op, og vi er fortsat i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.))

STONEHENGE 6: STEN PÅ STEN - OVER SØ OG LAND (De blå stens transport fra Wales til Salisbury Plain (fase 3 (2550-2400 f. Kr.))

STONEHENGE 7: DEN UFULDENDTE DOBBELTKREDS (De blå sten rejses på Stonehenge i en dobbeltkredt, som aldrig blev fuldendt (fase 3/omkring 2400 f.Kr.)).

KIK I ARKIVET!

Gå på opdagelse I ARKIVET!