© Rud Kjems

Artikel nr. 9.

Denne anden artikel i serien beretter om det første Stonehenge, som blev opført for ca. 5000 år siden.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems.

rudkjems@hotmail.com

Det er sket ikke så få gange, at arkæoastronomer, som vægter astronomien højere end arkæologien, har brændt fingrene ganske eftertrykkeligt. Følgende historie er én af klassikerne. Da parkeringspladsen ved Stonehenge i 1966 blev udviddet, fandt man der tre dybe stolpehuller, hvor der engang stod stolper med en diameter på ca. 75 cm. De har sandsynligvis været 8-10 meter høje. Stolperne har stået på en linie løbende øst-vest med 9-12 meters afstand. Stedet, hvor stolpehullerne blev fundet, ligger ca. 200 meter nordvest for Stonehenge. Deres positioner er i dag markeret på parkeringspladsen med tre hvidmalede ringe. Stolpehullerne vakte begejstring blandt arkæoastronomerne, og én af dem vurderede betydningen af fundet således: "Stolpehullerne må betragtes som den mest vigtige astronomiske opdagelse, der endnu er gjort i forbindelse med Stonehenge. De markerer solens og månens nedgangspositioner med en ekstrem nøjagtighed."

Nøjagtigheden var slående, men der viste sig alligevel at være noget galt. Da videnskabsmændene undersøgte trækul fundet i stolpehullerne, viste det sig til deres store overraskelse at stamme fra fyrretræ. Stenalderbønderne, som byggede Stonehenge, ville helt sikkert have valgt kraftigt egetømmer fremfor fyrretræ til sådanne stolper. Og egetræ var der nok af i deres skove. På de to nærliggende stenalderanlæg Woodhenge og Durrington Walls havde der da også udelukkende været brugt svært egetømmer. Der var som sagt et eller andet galt.

Gåden blev løst, da resultatet af kulstof-14 prøver af materialet i stolpehullerne forelå. De fortalte utvetydigt, at de nu hensmuldrede stolper var blevet rejst omkring 7000 år f.Kr., - altså næsten 4000 år før de første spadestik til Stonehenge blev taget, og før egetræer havde vist sig på Salisbury Plain. Den præcise astronomiske sigtelinie var skudt i stumper og stykker.

Men måske havde arkæoastronomerne alligevel ret i, at stolpehullerne havde noget med Stonehenge at gøre. På det seneste er de britiske arkæologer nemlig begyndt at spekulere på, om de tre kraftige stolper mon har fungeret som en helligdom for de jægere og samlere, der rejste dem for 9000 år siden. Hvis det er tilfældet, så er det sandsynligvis den første helligdom, der blev etableret på Salisbury Plain, og den var måske årsag til, at området med tiden udviklede sig til et særdeles vigtigt ceremonielt center med en mængde oldtidsanlæg.

Mange har søgt at finde "sandheden" vedrørende Stonehenge. Det er der kommet mange forskellige "sandheder" ud af. Den britiske arkæolog Jacquetta Hawkes har om problemet sagt: "Every age has the Stonehenge it deserves - or desires."

LANDSKABET, SOM STONEHENGE BLEV EN DEL AF

Salisbury Plain har visse fællestræk med andre ceremonielle centre fra sten- og bronzealder. De er som regel placeret på ret flade områder med fri udsigt til alle sider, - og tilsyneladende vigtigst af alt: de er placeret tæt ved vand. Salisbury Plain, som krydses af floden Avon, lever fint op hertil. Ikke dermed sagt, at der rent typografisk er noget bemærkelsesværdigt ved landskabet omkring Stonehenge. Det er der nemlig ikke. Som mange andre steder i Sydengland består undergrunden af kridt. Det overliggende muldlag er nu tyndt og ret ufrugtbart, men da Stonehenge blev opført, var der et tykt muldlag velegnet til landbrug. Det er vind- og vanderosionen, som gennem årtusinderne har borttransporteret en god bid af mulden. Men som sagt: landskabet omkring Stonehenge er ikke noget særligt, og lignende "bølgende" områder med blødt afrundede bakker findes mange andre steder i de sydengelske "kridtlandskaber".

Alligevel er det en kendsgerning, at Salisbury Plain rummer den største koncentration af oldtidsanlæg i Sydengland, - ja måske i hele Vesteuropa. Og ikke nok med det. Her findes også den største samling af forskellige anlægtyper fra stenalder og bronzealder. Man ville måske have forventet, at Stonehenge's bygherrer havde placeret monumentet på toppen af én af de runde bakker og dermed gjort det langt mere synligt. Men det har de ikke gjort. Stonehenge ligger på det flade land mellem bakkerne. Desværre vil vi aldrig få indblik i de overvejelser og tanker, som lå bag opførelsen af Stonehenge, så valget af placering forbliver en gåde.

Måske blev området "helliggjort" ved rejsningen af de tre træstolper, hvis formuldede rester blev fundet i forbindelse med udvidelsen af parkeringspladsen, selvom det lyder utroligt, at erindringen om en sådan "helliggørelse" har kunnet overleve fra generation til generation i mange årtusinder. Udover resterne af de tre stolper er der ikke fundet anlæg fra jægerstenalderen, som peger i retning af kult og religion. I jægerstenalderen var der tilsyneladende ikke større fællesaktiviteter familierne imellem. De enkelte familier var mobile og flyttede rundt flere gange i årets løb for at opsøge de lokaliteter, der gennem sæsonen havde noget at byde på med hensyn til jagt, fiskeri og indsamling af bær og planter. Først efter landbrugets indførelse blev tilværelsen mere stationær, - bundet som man var af det daglige arbejde med husdyrene og markerne. Nu opstod der mere forankrede stammesamfund, hvor familierne arbejdsmæssigt til en vis grad blev afhængige af hinanden. Det fik selvfølgelig også betydning for kulten, der blev et fællesanliggende for stammens familier.

Med den større grad af bofasthed og fællesansvaret for kulten var betingelserne tilstede for det kæmpemæssige byggearbejde i sten og jord, som fortsat præger landskabet mange steder i Vesteuropa og på De Britiske Øer. Det har været et kolossalt slid at opføre disse monumenter samtidig med at dyrene og jorden skulle passes. Mændene har ikke kunnet klare det alene, - kvinder og børn må også have været i sving. Indsatsen synes endnu mere imponerende, når man tager datidens middellevealder i betragtning. For mændenes vedkommende har den i bondestenalderen været 35-40 år, mens kvinderne måtte nøjes med 30-35 år. Der har i vore øjne været tale om en meget kort voksentilværelse, som oven i købet var præget af hårdt arbejde. Vi vil aldrig få at vide, hvilke forestillinger, der lå bag opførelsen af dysser, jættestuer, storhøje og andre anlæg. Vi kan kun konstatere, at det har drejet sig om noget, der måtte gøres, - noget som uden tvivl havde med religionen og guderne at gøre.

Da grunden til det første Stonehenge blev målt ud omkring 3000 f.Kr., var området så småt ved at iklæde sig sit ceremonielle præg, for rundt om i det bølgende landskab lå allerede et henge-anlæg, et cursus-monument og omkring 12 langdysser.

Det man var i gang med at måle ud til for godt 5000 år siden, var et nyt henge-monument. Et nogenlunde cirkulært område med en diameter på ca. 100 meter blev "indhegnet" ved at man hele vejen rundt - bortset fra indgangspartierne - gravede en voldgrav med en bredde på 5-6 meter og en dybde på 1,50-1,80 meter. Som det fremgår af målene, var voldgraven noget uregelmæssig af form. Det antyder, at forskellige arbejdshold tog sig af hver sin del af grøften, og at man ikke afslutningsvis rettede de enkelte afsnit til for at opnå et mere harmonisk hele. Et sådant har altså ikke været tilsigtet. Det meste af den fjernede jord blev placeret på indersiden af voldgraven, hvor der således dannedes en vold. Den har oprindelig været knap to meter høj. Heller ikke volden var særlig akkurat konstrueret. Modsat næsten alle andre henge-monumenter er volden på Stonehenge altså placeret på voldgravens indvendige side. Svage spor viser dog, at noget af den opgravede jord havnede på grøftens yderside og dannede en meget beskeden udvendig vold. Udgravninger har vist, at dette første Stonehenge havde to, måske tre indgange, hvor jordbroer over voldgraven og åbninger i volden har givet adgang til det cirkulære område. Den mest markante indgang er 11-13 meter bred og orienteret mod nordøst. Mod syd findes en mindre indgang, 3-5 meter bred, og mod sydvest en tredje, 2-3 meter bred. Det er dog tvivlsomt, om sidstnævnte virkelig har været en indgang.

"Kredsen af træstolper i Aubrey-hullerne var et nyt og ualmindeligt fænomen, som måske hænger sammen med en ændring i de sociale mønstre omkring 3000 f.Kr. Alasdair Whittle har argumenteret for, at der skete store omvæltninger netop i denne periode. Tidligere monumenter blev opgivet eller destrueret, befolkningstallet steg og medførte et tiltagende pres på de tilgængelige ressourcer. Det var også i denne periode, at man gik i gang med at lave rydninger i det naturlige skovdække på Stonehenge-egnen. Tilbage blev et område med lidt skov hist og her, men ellers præget af åbent græsland. Og det hele indrammet yderst ude af den vilde skov. Hvis Stonehenge er et symbol på eller en metaforisk gengivelse af sit landskab, så har den omgivende vold og stolpekredsen måske skullet opfattes som 'verdens udkant', hvor den vilde skov tog sin begyndelse, og hvor de fjerne bakker bag denne rejste sig."

Det er umuligt at give et entydigt svar på ovenstående spørgsmål, men en hel del tyder på, at svaret er bekræftende. Anlæggets hovedakse - linien fra centrum af Aubrey-kredsen til midten af indgangspartiet mod nordøst har en azimuthværdi på 43°, hvilket svarer ret nøje til månens nordligste opgangspunkt. Og en linie trukket fra anlæggets centrum gennem den midterste af de tre små stolpehuller i voldens sydøstlige del har azimuthværdien 138°, hvilket er tæt på månens mest sydlige opgangspunkt. Dermed er begge de ydre månehverv repræsenteret, og det er interessant. Disse yderpositioner når månen kun én gang hvert 18,6. år (læs mere om månens cyklus i online-bogen "Syv små kapitler om arkæoastronomi", kap.4). Det er dog ikke endeligt påvist, at de tre små stolpehuller virkelig hører hjemme i det første Stonehenge. Nogle arkæologer henfører dem til fase to, og det er også blevet foreslået, at Aubrey-hullerne, de tre små stolpehuller samt en samling stolpehuller i indgangspartiet allerede eksisterede, da voldgraven og volden blev etableret. Stonehenge er et særdeles indviklet puslespil, og selvom arkæologerne gennem årene har fået lagt forbløffende mange brikker på rette plads, så er der fortsat en vrimmel af løse ender.

Den sydlige indgangs orientering har intet med solens og månens cykler at gøre. Måske er den orienteret efter en stjerne eller et stjernebillede, eller måske er den slet ikke astronomisk orienteret. Det samme gælder den sydvestlige indgang, hvis der i det hele taget er tale om en indgang.

Det forvirrer nok nogen, at det første Stonehenge's orientering er relateret til månen, for almindeligvis er det altid sommersolhvervet, som nævnes i forbindelse med Stonehenge. Forklaringen er, at anlæggets orientering blev ændret i en senere fase, hvad vi vender tilbage til i en kommende artikel. Den kendte britiske arkæolog Aubrey Burl har gennem sine undersøgelser sandsynliggjort, at bondestenalderens tidlige monumenter var månerelaterede, mens anlæg i stenalderens slutfase og bronzealderens begyndelse relaterede sig til solens cyklus. Burl undersøgte bl.a. orienteringen af 65 langdysser på Salisbury Plain og fandt, at 59 af dem kunne være anlagt i relation til månens opgangspositioner. Dysserne var etableret i århundrederne før det første Stonehenge, - de tidligste hele 500 år før. Hvis teorien holder stik, så havde det første Stonehenge's bygherrer videreført en gammel tradition, hvor månen spillede en rolle. Da Stonehenge siden blev forsynet med stenkonstruktioner, havde traditionerne ændret sig, - nu var det solen, som betød noget. Indtil videre er dette rolleskifte mellem måne og sol kun en teori, som hviler på et ret usikkert grundlag. Der skulle være gode muligheder for, at fremtidige, grundige undersøgelser af andre megalitanlæg kan afkræfte eller bekræfte teorien.

KILDER

• Burl, Aubrey: 'Rings of Stone. The Prehistoric Circles of Britain and Ireland' (1979)

• Richards, Julian: 'Stonehenge' (1996)

• Cunliffe, Barry/Renfrew, Collin (red.): 'Science and Stonehenge' (1998)

Fik du læst den første artikel om Stonehenge: "Stonehenge anno 1999"?