© Rud Kjems

Artikel nr. 34.

Fra den østlige part af Preseli Mountain, i Pembrokeshire, Wales, hvor de ca. 80 sten blev hentet, er der i fugleflugtslinie knap 250 km til Stonehenge. Denne direkte rute, som næsten udelukkende går over land, ville have krævet uhyre menneskelige ressourcer. På strækningen fra Preseli Mountain til floden Severn ville de utallige nordsyd-gående dalsænkninger med større og mindre vandløb indebære kolossale vanskeligheder. Bakke op og bakke ned måtte de op til fire tons tunge sten slæbes, og uophørligt måtte stenene omlades i forbindelse med passager over floder og mindre vandløb. Det må anses for usandsynligt, at stentransporten har fulgt den direkte rute over landjorden. I slutningen af yngre stenalder, hvor transporten fandt sted, rådede man hverken over veje eller køretøjer, og transport af tungt gods over større afstande må være foregået ad vandvejen de steder, hvor det var muligt. Transport over vand kræver langt færre menneskelige ressourcer end landtransport. At der dengang var en ret livlig trafik på vandet bekræftes af de mange oldsager, som er fundet på bunden af søer og floder. Mange af disse genstande er uden tvivl tabt eller smidt overbord fra både.

Hvis vi går ud fra, at stenene først og fremmest har været transporteret ad vandvejen, så har ruten nok gået over Milford Haven. Som det ses af rute-kortet (et par sider fremme), er der fra Preseli Mountain flere betydelig kortere ruter til havet end den til Milford Haven. Brugen af disse må imidlertid lades ude af betragtning, da de ville indebære en meget risikofyldt sejlads på vestsiden af Wales, langs en lunefuld klippekyst i et farvand med farlige skær. R.J.C Atkinson foreslår, at ruten fra Preseli Mountain er gået over land til floden Eastern Cleddau, hvor stenene blev omladet og sejlet til Milford Haven. Ved kysten her, som ligger nogenlunde i læ, har man i rolige vande kunnet omlade de tunge sten til mere robuste fartøjer, sandsynligvis tømmerflåder, som kunne klare havsejlads. At starten på hav-etapen virkelig foregik her, støttes af det faktum, at to af de "fremmede" sten ved Stonehenge er hentet ved kysten i nærheden af Milford Haven. Den ene kendes kun som fragmenter i det skærvelag, der dækker den gamle helligdom. Den andet er Alterstenen, som tidligere stod oprejst som den midterste sten i den inderste hestesko, men nu ligger omstyrtet. Der er i begge tilfælde tale om sandsten. Samtlige andre "fremmede" sten ved Stonehenge stammer fra Preseli Mountain.

At give sig i kast med en sådan sejlads kan synes halsløs gerning, men vi må forestille os, at tiden ikke har spillet den helt store rolle, og man blev således ikke presset til at tage for store chancer. Har det forholdt sig således, så har sejladsen nok været mindre risikabel end de fleste umiddelbart ville forestille sig. Men tidkrævende har den afgjort været. Fysisk har turen selvfølgelig også været krævende, men man har kunnet nyde godt af, at vinden i disse farvande oftest kommer fra vest, - altså medvind. Endnu større hjælp har man haft af tidevandet ved højvande, der her bevæger sig ind mod kysten med en fart af tre knob. Det har man selvfølgelig udnyttet, og i længere periode kunne den anstrengende padling indstilles og opmærksomheden fuldt ud koncentreres om styringen af fartøjerne. Farlige situationer kunne naturligvis ikke undgås. Især har nok omsejlingen af de mange forbjerge været problematisk. Her måtte man tage sig i agt for undersøiske skær og lumske strømhvirvler, som pludselig kunne gribe fartøjerne og føre dem ind mod klippekysten.

Efter helskindet at have nået Severns brede munding kunne mandskaberne vælge mellem to mulige ruter til Stonehenge. Man kunne vælge at fortsætte havsejladsen rundt om Englands sydvestlige hjørne langs kysterne af Somerset, Devon og Cornwall og østover langs den engelske sydkyst til floden Avon. Her måtte stenene igen omlades til fartøjer mere bekvemme for flodsejlads, og derefter videre op af Avon til Amesbury tæt ved Stonehenge. Det er usandsynligt, at denne rute blev foretrukket. Den ville være alt for lang, og yderst risikabel for de lidet manøvredygtige flåder.

Man har uden tvivl valgt alternativet, - nemlig at transportere stenene ned gennem Sydengland ad flodvejen. Denne rute er omkring 640 km kortere end havruten. De store tunge flåder ville ikke egne sig til flodtransport, så en omladning til mere egnede fartøjer må have fundet sted ved floden Bristol Avons munding. Og så gik turen videre op ad Bristol Avon til det sted, hvor floden Frome løber ud i den ovenfor Bath. Op ad floden Frome fortsattes sejladsen til det sted, hvor nu byen Frome ligger. Her måtte mændene på ny iføre sig trækseler og slæbe stenene ca. 10 km over land til det nuværende Warminster. Her var der igen mulighed for sejlads ad floden Wylee til Salisbury, hvor Wylee forener sig med Avon. Nu sattes kursen mod Amesbury, hvor stenene bjergedes i land og slæbtes det sidste stykke op til Stonehenge. Som tidligere nævnt er distancen fra Preseli Mountains til Stonehenge knap 250 km, men den reelt tilbagelagte distance har uden tvivl andraget mindst 320 km.

HVILKE TYPER AF TRANSPORTMIDLER BLEV BRUGT?

Ovenstående skildring af transporten er et sammenkog af R.J.C. Atkinsons grundige overvejelser i bogen "Stonehenge" (1956). Atkinson gør sig i bogen også mange overvejelser om de transportmidler, der har været benyttet. Han finder det mest sandsynligt, at der blev brugt tømmerflåder til hav-etapen. Den tungeste sten, som blev hjembragt fra Wales, er Alterstenen. Den er let tilhugget, hvilket formodes at være sket efter ankomsten til Salisbury Plain. I utilhugget tilstand har den vejet omkring 7 tons. Atkinson forestiller sig, at flåden, som Alterstenen blev fragtet på, har haft en besætning på 12 mand, hvis gennemsnitsvægt han sætter til 70 kg. Flåden har således i alt skulle bære godt 7.800 kg. Med udgangspunkt i denne vægt har Atkinson beregnet dimensionerne af den tømmerflåde, der skulle bruges til opgaven. Idet han går ud fra, at flåden har været lavet af fyrretræ, når han frem til, at den har skullet indeholde ikke mindre end 20 m³ træ for at have den tilstrækkelige opdrift. For at minimere flådens dimensioner mest muligt, har den sikkert været kvadratisk. Udfra den forudsætning, at flåden blev opbygget af to lag stammer lagt vinkelret på hinanden, kommer Atkinson frem til, at tømmerflåden har været 6,40 m lang (og bred) og godt 60 cm tyk.

Med hensyn til flodrejsen foreslår Atkinson, at Alterstenen kan have været transporteret på tre sammenkoblede stammebåde (lavet af udhulede træstammer). Bådene har ligget side om side holdt sammen af lægter lagt på tværs hen over rælingerne, og Alterstenen har hvilet på disse lægter, så dens vægt blev fordelt ligeligt på de seks rælinger. Atkinson beregner sig frem til, at hver af stammebådene skulle være 7,31 m lange, 1,21 cm brede med en dybde på ca. 60 cm. I 1954 foranstaltede Atkinson et eksperiment i en noget formindsket skala på floden Avon nær Salisbury. Det blev optaget på film og senere vist i et tv-program på BBC. De tre stammebåde, der blev benyttet, var 3,65 m lange, og stenen (lavet af cement og beskeden i forhold til Alterstenen) vejede omkring 1600 kg. Mandskabet bestod af fire skoledrenge, der uden det mindste besvær stagede de sammenkoblede fartøjer og den tunge last op og ned ad floden. Også padling blev forsøgt med held.

Den af Atkinson foreslåede rute inkluderer mindst 38 kilometers transport over land: 25 km fra Preseli til floden Eastern Cleddau, 10 km mellem Frome og Warminster og 3 km fra floden Avon op til Stonehenge. Transporten blev uden tvivl foretaget med slæder, og menneskene måtte selv trække de tunge læs. Atkinson fandt selv engang resterne af noget, der måske har været en slæde, i en grav nær Dorchester-on-Thames. Hvis der virkelig var tale om en slæde, så har den måske været brugt til at transportere liget til graven, som tidsmæssigt dateres til den periode, hvor de første blå sten dukker op på Stonehenge.

Ved begge forsøg måtte drengene dog anstrenge sig hårdt for at trække den tunge byrde, og de ville kun have været istand til at klare ganske få kilometer om dagen. Hvis der havde været tale om voksne mænd, havde billedet selvfølgelig været et andet. Atkinson vurderer det således:

"Eksperimentet blev udført af store skoledrenge fra Canford skole. De var naturligvis uvante med et arbejde af denne art, og talopgivelserne fra undersøgelsen er minimumstal og angiver, hvor mange drenge, der måtte bruges for blot at flytte slæden en beskeden distance. Det må imidlertid formodes, at et lignende antal voksne mænd kunne have trukket slæden kontinuerligt adskillige miles hver dag uden at overanstrenge sig. Forholder det sig således, må man kalkulere med omkring 16 mand pr. ton, hvilket betyder, at omkring 110 mand må have været involveret i landtransporten af Alterstenen, - den tungeste af stenene fra Wales."

Af den foregående artikel fremgik det, at det i dag synes videnskabeligt godtgjort, at de omkring 80 blå stens transport fra Wales til Stonehenge er menneskeværk. Det fremgik også, at der stadig er enkelte forskere, som går ind for teorien om en glacial transport. Lidt ubelejligt er dr. Aubrey Burl blandt disse. Burl må nok karakteriseres som britisk arkæologis absolut største kender af stenkredse, og da han tilmed i en periode har ernæret sig som sømand, så kan man ikke negligere hans kritik af Atkinsons teorier om transporten. Burl slår især ned på den postulerede havtransport fra Milford Haven til Severn. I et indlæg i British Archaeology i juni-nummeret 1999 skriver han herom:

"På en flydende platform uden sejl - med en fremdrift baseret på padling og stagning, udsat for Atlanterhavets og Bristol Channels lunefulde bølger - var de dødsforagtende mandskaber stillet overfor en række skræmmende udfordringer. Når de forlod Milford Havens rolige vande, blev de hurtigt udsat for tidevandskræfterne og understrømmene ved Freshwater West. På østsiden af Carmarthen Bay bevæger tidevandet sig med med en fart af 3-4 knob, og forude venter de lumske sandbanker ved Cafn Sidon Sands samt Swansea Bays tunge bølger, som danner hvirvlende strømme udfor pynter og forbjerge. Og tæt på kysten ved Ogmore-by-Sea ligger revet Tusker Rock, som også i nyere tid har været mange skibes skæbne.

Selv når man havde nået Severn-flodens brede munding, var vanskelighederne langtfra overvundet. Flodvandet her bevæger sig i perioder med en fart på op til 10 knob, og farlige mudderbanker gemmer sig under vandoverfladen. Det er faktisk det sted på De britiske Øer, hvor tidevandsbevægelserne er størst. Alle disse vanskeligheder måtte overvindes, før man var nået frem til mundingen af floden Bristol Avon ved Portishead. Her måtte stenene omlades til fartøjer, som bedre egnede sig for de til tider smalle og slyngede flodløb. Efter en lang rejse op af floden - altså mod strømmen - nåedes Frome, hvor stenene blev bragt i land og trukket de ca. 9 miles til Warminster. Et ret strengt arbejde, da landet her hæver sig hele vejen. Så blev stenene endnu engang omladet, og turen gik op ad floden til West Amesbury, hvor de for sidste gang blev bragt i land og trukket op af kridtskråningerne til Stonehenge. Disse uhyre anstrengelser blev gentaget, indtil de i alt 80 blå sten befandt sig ved Stonehenge. Men sandheden er nok snarere, at disse anstrengelser slet ikke har været nødvendige."

I marts i år har Aubrey Burl på ny taget diskussionen om de blå sten op i en artikel i det britiske magasin "History Today". I artiklen, som bærer overskriften "Stonehenge: How Did The Stones Get There?", nævner han, at Geoffrey Kellaway i 1971 som én af de første støttede teorien om en glacial transport af stenene. Kellaway påpegede da, at stenene af isen kunne være transporteret til et sted i nærheden af Stonehenge under en tidligere istid, hvor isen - i modsætning til den sidste istid - havde dækket Salisbury Plain. I artiklen fremhæver Burl endvidere, at der i Storbritannien, Irland og Bretagne findes over 1300 stenkredse, men at ingen af stenene i disse har været hentet længere borte end 6 miles (9,5 km).

Jeg er desværre ikke i besiddelse af tilstrækkelig indsigt til at vurdere, hvorvidt en sejlads med primitive flåder fra Wales til Severn er mulig (selvom jeg også som Burl i min ungdom har stået til søs). Ej heller er jeg i stand til at bedømme, om forhistoriske britiske bønder har været i stand til at løfte en så gigantisk transportopgave. Når jeg alligevel hælder til den opfattelse, at det er menneskene, der har flyttet stenene, så hænger det først og fremmest sammen med de vægtige argumenter, førende geologer og glaciologer har fremført mod glacial-teorien. Dertil kommer, at der er uomtvistelige vidnesbyrd om, at et oldtidsfolk andetsteds på kloden har præsteret en endnu mere krævende transport-opgave.

Olmekerne etablerede den første amerikanske civilisation i det nuværende Mexico. Olmeker-kulturen havde sit højdepunkt omkring 900 f.Kr. og er især kendte for en række kæmpehoveder hugget ud i sten. Hovederne er fundet i det såkaldte La Velta-området. De er typisk 2,5 meter høje og kan veje op til 30 tons - noget mere end de blå sten, der gennemsnitligt vejer omkring 3 tons. Det er bemærkelsesværdigt, at stenhovederne er udhugget i en særdeles hård stenart, men mere bemærkelsesværdigt er det, at olmekerne har været i stand til at transportere hovederne over meget store afstande. Geologer har nemlig påvist, at den hårde stenart stammer fra en vulkansk klippeformation, som befinder sig langt nord for La Velta-området, hvor der i øvrigt slet ikke findes naturligt forekommende stenmateriale. Hovederne har været transporteret op til 160 km fra hjemstedet - over klippelandskaber og store sumpområder, hvor mange større og mindre vandløb har måttet krydses. Der er ingen tvivl om, at en større del af transporten er foregået ad vandvejen. Mexico har aldrig haft en istid, så olmekerne må selv havde flyttet stenene. Jo - for os er det absurd og uforståeligt, men det har det ganske givet ikke været for olmekerne. De har fundet det fornuftigt og væsentligt at bakse med de store hoveder - udfra et verdensbillede og en tankegang, som er os uendelig fremmed. Så hvorfor ikke bønderne på Salisbury Plain?

IKKE HELT PÅ PLADS

De senere år har engelske aviser flere gange bragt beretninger om fund af blå sten i de floder, som transporten formodes at have foregået på. Men de har alle sammen vist sig at være grundløse. Der er ikke fundet én eneste sten og heller ikke andre spor, der kunne bekræfte Atkinsons postulerede transportrute. Men det er slet ikke udelukket, at sådanne spor vil dukke op. Den gådefulde transport af de blå sten er således ikke endeligt opklaret - og bliver det måske aldrig.

STONEHENGE 1: STONEHENGE ANNO 1999 (beretter om det Stonehenge, som nutidens besøgende kan opleve)

STONEHENGE 2: ET NYT MONUMENT PÅ SALISBURY PLAIN (fortæller historien om det første Stonehenge, der opførtes omkring 3050 f.Kr.)

STONEHENGE 3: ET TEMPEL FOR DE HØJERE MAGTER (omhandler de første århundreder af Stonehenge's historie. Denne periode har af arkæologerne fået betegnelsen fase 2)

STONEHENGE 4: DE FØRSTE STEN DUKKER OP (skildrer aktiviteter i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.), hvor de arkæologiske spor ikke er helt entydige)

STONEHENGE 5: DE BLÅ STEN (de blå sten - et af Stonehenge's mest omdiskuterede elementer - dukker op, og vi er fortsat i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.))