Hjulkors i Tanum- en arkæoastronomisk undersøgelse
© Niels og Esben Ishøj Christensen
Artikel nr. 24.
| Hjulkors i Tanum- en arkæoastronomisk undersøgelse © Niels og Esben Ishøj Christensen Artikel nr. 24. |
| Hjulkorset er et af de kendteste helleristningstegn. Det tolkes sædvanligvis som et soltegn, men også andre
tolkninger har været foreslået. Niels og Esben Ishøj Christensen fremlægger i denne artikel deres undersøgelse af
svenske hjulkors' astronomiske orientering. Hvis undersøgelsen kunne tegne et ensartet sol-relateret mønster, så
ville teorien om hjulkorset som solsymbol være yderligere underbygget. Læs om den spændende undersøgelse. |
| ARKÆOASTRONOMIEN VINDER INDPAS I disse år er arkæoastronomien ved at vinde indpas i Skandinavien som en selvstændig forskningsdisciplin. Det er videnskaben om vore oldtidsminders astronomiske betydning (1). Endnu mødes området med stor skepsis af fagarkæologer, men interessen for denne ikke-materielle side af oldtidens kultur er voksende og medfører en tilnærmelse imellem flere videnskabsgrene: arkæologi, astronomi, religionshistorie og etnografi. Interessante resultater er hidtil hovedsagelig kommet fra De britiske Øer. De fleste kender Stonehenge og dets orientering efter midsommersolen, der stiger over "Hælstenen" imod nord-øst (2). Men denne lokalitet er blot en af mange cirkelvolde, stencirkler og megalitiske anlæg, der er blevet arkæoastronomisk undersøgt siden 1950-erne. Overbevisende resultater på området kræver så mange oldtidsminder indenfor veldefinerede kategorier, at repræsentative, statistiske bearbejdelser af indsamlede opmålinger kan finde sted. Denne forudsætning eksisterer netop på De britiske Øer, hvor ingeniøren, professor A. Thom (3) står som pioner indenfor moderne, arkæoastronomisk forskning. I Skandinavien findes hverken et Stonehenge eller beslægtede anlæg i et større antal, der kan opmåles og kortlægges i forhold til himlens bevægelser. Måske er det årsagen til arkæoastronomiens langsomme udvikling her? Som en begyndelse har man kastet blikket på den imponerende og højt beliggende skibssætning Ales Sten på Kåseberga ved Skånes sydkyst (4). Men der er andre grupper sydskandinaviske oldtidsminder, fx. det store antal langdysser, runddysser, jættestuer, dommerringe og de mange klippeflader med helleristninger, hvis orienteringer mod horisont og himmel kunne undersøges for astronomiske betydninger. Vi vil i det følgende give et eksempel på det sidste og fortælle om en arkæoastronomisk undersøgelse af helleristnings-hjulkors i Tanum Sogn i Bohuslen/Sverige. |
 | HJULKORSENE I TANUM Som udgangspunkt var vi interesserede i at vide, om korsene var indhugget tilfældigt i klippefladerne, eller om deres linier pegede imod bestemte verdenshjørner? Mere konkret: var de orienteret imod solens vendepunkter ved horisonten midsommer/midvinter? Undersøgelser af et mindre antal kors i Østfold (7 stk.) og i Tanum (9 stk.) havde vist en klar tendens til dette (5). Den ældre helleristningsforskning har ikke undersøgt dette aspekt. Hjulkorset på klippefladen blev aldrig betragtet som et "himmel-kompas" i konkret funktion med omgivelserne - altid som et billede eller symbol på noget i virkeligheden udenfor tegnet selv. Tolkningerne lød på: Gengivelse af et at skjold (6), et vognhjul (7) symbol for solen (8), billede af en kastesnare til fangst (9), et billedskrift-tegn (10), tegn for den store ånd eller "guddommen" (11), minde over en afdød (12). I nyere arbejder om bronzealderens helleristninger i Sydskandinavien - P.V.Globs "Helleristninger i Danmark" og S. Marstranders "Østfolds jordbruksristninger" (begge 1969) - blev de "fantasifulde" tolkningsmuligheder (10,11,12) ikke diskuteret. De to sagkyndige hældede overvejende til (8) som det rigtige, men dog med forbehold, sådan at den konkrete hjulgengivelse (7) stadig også var en mulighed. Nye tolkningsmuligheder kom ikke på tale, så Glob og Marstrander nåede i virkeligheden ikke videre end de tidlige forskere fra før århundredeskiftet. En arkæoastronomisk undersøgelse ville vise os, om hjulkorset som helleristningstegn oprindelig havde haft, en hidtil overset, funktion ved siden af den symbolske? Det kunne endvidere bekræfte eller afkræfte tilknytningen til solen på en helt konkret måde. Lokaliseringen og opmålingen foregik sommeren 1986 og 1987. Tanums Hällrist-ningsmuseum UNDERSLÖS og museet ved Vitlycke gav os venligt de nødvendige informationer og stillede deres arkiver til rådighed. Ialt noterede vi 41 helleristnings-felter i Tanum Sogn, hvor der skulle forekomme et eller flere hjulkors. Men på 6 lokaliteter viste det sig, at tegnene manglede eller ikke kunne findes. Andre 3 steder sad de på stejlt hældende klippesider (ca.63°), eller var så små, at en arkæoastronomisk opmåling var umulig. Tilbage blev 33 felter, hvor vi samlet opmålte 60 hjulkors af forskellig størrelse og udformning. Som undersøgelsen skred frem, indså vi, at de groft kunne opdeles i 5 hovedtyper: A) hjulkors med 4 eger/linier, B) hjul med under eller over 4 eger, C) hjulkors med 4 eger, del af et par, D) hjulkors, del af menneskefigur, E) hjulkors, del af, sammenhørende med dyr eller skib. Det gav følgende fordeling: (fig. l). |
| FIG.1 |  |
 | Den lokalitet, der rummede flest tegn af alle typer (-E) var hele Aspeberget (T 12, 18,
19, 84 og T 120). Her fandtes 2 type A, 2 B, 4 C og 10 type D - ialt 18 med overvægt
af kors, der indgik i menneskefigurer. Det næsthøjeste antal rummede Kasen -T
326/327 med 3 type A, 1 B, 2 C og 2 type D. Hvor registrerede hjulkors indgik i
vognbilleder, regnede vi dem under type C. Uanset type blev hvert hjulkors undersøgt arkæoastronomisk. Deres indhugning blev fastlagt præcist på et gnidebillede. En specialkonstrueret pejleskive, inddelt i 360 grader, anbragtes i vandret position på klippen, centreret over korsliniernes skæringspunkt. Ved sigtepunkter i landskabet og/eller ved hjælp af retningen til solen, udregnet i opmålingsøjeblikket, kunne vi derefter via pejleskiven bestemme en af korsliniernes orientering imod NØ eller Ø (fig.2). I hvert tilfælde blev resultatet sammenholdt med vejledende kompasmålinger. Udfra dette kunne orienteringen af de andre linier i hjulkorset bestemmes direkte på grundlag af gnidebilledet ved hjælp af en stor cirkulær vinkelmåler. |
| FIG.2 |  |
| Siden blev alle hjulkorsenes orienteringsretninger statistisk databehandlet, og det gav følgende samlede resultat (Type A, B, C, D og E): Fig. 3 viser graf over orienteringen af 60 hjulkors i Tanum Sogn. Vandret: l = 0-l0° azimuth - 2 = 10-20° azimuth - 3 = 20-30° azimuth etc. Lodret: Antal orienteringer indenfor hvert azimuth-område. |
|
| Vi ser tydeligt, at de fleste orienteringer samler sig omkring 30-60° NØ - 130-150° SØ
- 220-250° SV - 300- 330° NV. I gennemsnit er ca. 50% af alle hjulkorsene drejet
imod disse verdenshjørner. Derved bekræftes den tendens, som alle forundersøgelser
viste: de er med forkærlighed blevet indhugget mod de afsnit af horisonten, hvor solen
går op og ned ved midsommer og midvinter - i bronzealderen som i dag! Endnu tydeligere viser denne tendens sig på en graf (fig.4), der kun omfatter hjulkors af typen A. Her kan vi også registrere en lille gruppe, der i modsætning til hovedgruppen er orienteret imod de rette verdenshjørner omkring 0° - 90° - 180° - 270° (10-15%). |
|
| Vedrørende klippefladerne, korsene er hugget i, fortæller vores undersøgelse, at flertallet - 81% - har en hældning på 5-20°. Herimellem ligger en markant gruppe - 41% - med hældninger på 10-15°. Klippernes hældningsretning blev også registreret i undersøgelsen. Den var næsten altid sammenfaldende med det verdenshjørne, hele feltet incl. ski-be, menneskefigurer og dyr rettede sig imod. En samlet statistik på de opmålte felter viser, de hovedsagelig hælder imod den nordlige og østlige horisont (fig.5) med en markant gruppe (18,5%) imod 130-140° SØ. |
|
 | Disse undersøgelsesresultater tyder på, at oldtidens mennesker i Tanum Sogn har været
bevidste om, hvordan hjulkorsene blev indhugget i forhold til himlen og solens
tilsyneladende bevægelser. På fig. 5 ser vi dens bane henholdsvis midvinter og
midsommer, som den forløber 58° 42' nordlig bred-de (Aspeberget). Punkterne, hvor
solen i sine op- og nedgangspositioner ven-der ved horisonten 0 = havets overflade
omkring årets korteste og længste dag, ligger ved 142° SØ / 216° SV og 39° NØ /
321° NV. Disse halvårlige vendepunkter har vi indtegnet på en linie over samtlige grafer,
så de kan sammenholdes med hjulkorsenes orien-teringer. Især er der sammenfald på den østlige horisont, når vi medregner, at landskabets åse og højderygge forrykker solopgangspunkterne noget imod syd. Overensstemmelsen imellem hjulkors-orienteringer og midvinter-vendepunk-tet er forbløffende præcist. Østhori-sonten - og særlig SØ - har tilsyneladende haft en speciel betydning for helleristerne - et forhold, der også har gjort sig gældende ved valget af klippernes hældningsretning (fig.5). Men er disse resultater nu tilfældige eller kan de samme tendenser også efterspores i andre helleristningsområder? For at få svar på dette udvalgte vi Kville, Svenneby og Bottna sogne umiddelbart syd for Tanum som kontrolområde. Herfra forelå alle kendte helleristningsfelter publiceret med angivelse af verdenshjørner, hældnings-grader og hældningsretninger (13).Ved at måle direkte på plancherne kunne vi få et rimeligt sammenligningsgrundlag. I de tre sogne kunne vi samlet registrere 82 hjulkors - type A, B, C, D og E. På computerens graf over deres orienteringer slår den samme tendens som i Tanum klart igennem (fig.6). Til sammenligning er Tanum-kurven fra fig. 2 indføjet med stiplet linie. En markant gruppe af hjulkors-felterne hælder som i Tanum ligeledes imod SØ, men endnu mere udtalt. |
|
| Som et andet kontrolområde, der kunne be- eller afkræfte tendensen fra det nordlige
Bohuslen, valgte vi Älvesborg Len, hvorfra helleristningerne også foreligger publiceret
(14). Nord-pilene på plancherne er her mere unøjagtigt angivet end på Kville/Svenneby
Bottna-materialet, og hældningsvinkel og -retning er ikke angivet. Materialet er derfor
ikke helt velegnet til formålet. Computerbehandlet viser det alligevel samme tendens som
i de ovenfor omtalte undersøgelser, med en forskydning på ca. 20° - måske en
fejlregistrering? Afslutningsvis medtog vi forundersøgelsens kendte materiale fra Østfold - suppleret med nogle få felter (15) og fik en fællesgraf over det norske område, de to kontrolområder og Tanum Sogn - et materiale, der samlet omfattede 212 hjulkors af typerne A, B, C, D og E. Tendensen fra Tanum slår vedvarende igennem i det store mate-riale (fig. 7). |
|
| På denne baggrund vil vi anse det for overvejende sandsynligt, at bronzealderens, og
måske også yngre stenalders, mennesker i Sydskandinavien bevidst indhuggede hjulkors,
som skulle korrespondere med solens årlige bevægelser og vendepunkter ved
horisonten. Det er også muligt, at månens årlige bevægelser i forbindelse med solen
skulle afspejles i korsene. Pladsen her tillader ikke en fortsat omtale af detailresultater,
ideer og uløste spørgsmål i forbindelse med undersøgelsen. Men den
arkæoastronomiske syns-vinkel på helleristningerne er under alle omstændigheder
perspektivrig. Den viser nye veje for vor forståelse af disse billeders baggrund og
mening. |
| LITTERATUR: 1. Svend Aage Saugmann: "Ørvandils fod", s.34-35. København 1974 - Niels Ishøj Christensen: "Efter alle solemærker at dømme", s.13-19. Adoranten 1984 - P.Darnell: "Astronomisk tidsskrift", 6/1986, s.145-150 - P.Darnell: "Solstenens hemmeligheder", Naturens Verden 1986, 11/12 2. G.S.Hawkins: "Stonehenge opklaret", København 1968 3. A.Thom: "Megalithic sites in Britain", Oxford 1967 - A.Thom: "Megalithic lunar observatories", Oxford 1971 - Douglas C. Heggie: "Megalithic science", London 1981 4. James T.Carter & Vincent H.Malmström: "Stenålderskalendrar i Sverige?", Forskning och framsteg, 5/1979. - Curt Roslund: "Ale - forntidsmatematiker och astronom?", Forskning och framsteg, 5/1979 5. Niels Ishøj Christensen: "Solens verdenshjørner", Adoranten 1985 6. C.G.Brunius: "Antiqvarisk och arkitektonisk resa genom Halland, Bohuslan, Dals-land, Varmland och Vestergötland år 1838", Lund 1839 - Axel E. Holmberg: "Skandinaviens Hällristningar", Stockholm 1848 7. C.A.Holmboe: "Om helleristninger i Norden", Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania 1864 8. L. Åberg: "Anmärkningar rörande figurteckningar från forntiden", Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1842-43 - C.G.Brunius: "Forsök till förklaringar öfver hällristningar", Lund 1868 - L. Müller: "Religiøse symboler af stjerne-, kors- og cirkelform", Det kongelige Videnskabernes selskabs skrifter R.5 - B.3 - H. l. København 1866 9. Viktor Rydberg: Forord til L. Baltzer: "Hällristningar från Bohuslän", Gbg.1881 10. C.G.Brunius: Lund 1868 - se 8) 11. C.G.Brunius og L.Muller - som 8) 12. C.A.Holmboe: "Om helleristninger i Norden. Videnskabs-Selskabet i Christiania Aar 1860 13. Åke Fredsjö: "Hällristningar Kville härad i Bohuslän. Kville socken", Red. J. Nordblad & J. Rosvall. Studier i nordisk arkeologi 14/15 Göteborg 1981, Svenneby socken i nr.7 / 1971 og Bottna socken i nr.13 / 1975 14. Karin Rex Svensson: "Hällristningar i Älvesborg Län", Uddevalla 1982 15. G.Gjessing: "Østfolds jordbruksristninger", Oslo 1939 |
|
