© Michael Larsen

Artikel nr. 10.

Artiklen er skrevet af journalisten og forfatteren Michael Larsen (bl.a. bestselleren "Slangen i Sydney"), der dristigt giver sin fortolkning af helleristningerne på én af Danmarks mest kendte billedsten, Herrestrupstenen. Artiklen stod oprindelig at læse i B.T., men da ikke alle arkæoastronomi-interesserede vel læser B.T., har vi - med forfatterens tilladelse - valgt også at præsentere den på nettet.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems.

rudkjems@hotmail.com

Ikke kun i dag er den totale solformørkelse et fænomen, der vækker nysgerrighed. Allerede for 3.600 år siden foretog det danske bronzealderfolk tilsyneladende omhyggelige observationer af det sjældne og storslåede optrin og indmejslede begivenheden i sten.

Gemt væk i et hjørne af et arkivrum på Vikingeskibsmuseet i Roskilde står stenen, der viser, at der stik mod den konventionelle opfattelse af nordisk oldtid allerede i ældre bronzealder på et eller andet niveau blev dyrket astronomi - også i Danmark.

Stenen er Herrestrupstenen, som i 1874 blev fundet i Odsherred, og ligesom andre helleristningssten er de gådefulde tegn på Herrestrupstenen endnu ikke blevet tydet. Nu kan det sandsynliggøres, at stenen er intet mindre end en afbildning af en spektakulær solformørkelse, der fandt sted tidligt om morgenen den18/3 år 1596 f.Kr., hvilket også betyder, at stenen er omkring 500 år ældre, end arkæologernes hidtidige datering.

Lige siden de første helleristninger blev opdaget, har lægfolk gættet på og fagfolk forsket i, hvad de besynderlige tegn, som findes i Danmark i hundredvis og i Sverige i tusindvis, skal betyde. Der har været gættet mere eller mindre kvalificeret på alt lige fra stenaldergraffiti til skildringer af religiøse kultoptrin. Men modsat hieroglyffer, kileskrift og gamle græske skrifter som Linear B har helleristningerne modstået ethvert menneskeligt forsøg på at bryde koderne. Nu ser det ud til, at Herrestrupstenen sammen med andre helleristninger måske alligevel lader sig tyde - og det på grund af én eneste ting: computeren.

Lige fra den første helleristningsforskning og helt op til vore dage har der været fremsat mere eller mindre vidtløftige teorier om, at de mystiske helleristninger og de endnu tidligere såkaldte skåltegn fra stenalderen skulle være gengivelser af begivenheder på stjernehimlen, men der findes ingen samlet undersøgelse af teorien om tidlige nordisk-astronomiske optegnelser, og der findes endnu ikke et værk, der - som P.V. Globs store værk om helleristninger - samlet præsenterer et stort antal ristninger underbygget af en solid og overbevisende arkæoastronomisk hypotese.

Hvad der findes, er en mængde mere eller mindre fantasifuld litteratur med misvisende kildehenvisninger og fejlagtige gengivelser af faktiske helleristninger. Af denne og en lang række andre årsager viger arkæologer ofte tilbage, når nye teorier, der kæder helleristningerne sammen med hidtil ukendt tidlig, nordisk astronomi, bliver fremsat. Ikke desto mindre ser det ud til, at Herrestrupstenens indristninger netop er en dokumentation af den astronomiske begivenhed på morgenhimlen i år 1596 f.Kr.

Pudsigt nok er det bl.a. en nyopmaling af Herrestrupstenens helleristninger sidste år foretaget af Nationalmuseets egne folk, hvorunder flere hidtil uopdagede figurer dukkede frem, der ikke alene gør teorien plausibel, men også støtter og finder støtte i tilsvarende opdagelser gjort af den svenske astronom Göran Henriksson på de svenske helleristningsflader.

De, der for nylig oplevede den totale solformørkelse på en mere eller mindre skyfri himmel, vil måske have lagt mærke til, at da Månen gled ind foran Solen, stod ikke alene enkelte planeter, men også de stærkest lysende stjerner tydeligt frem. Således var det naturligvis også under oldtidens solformørkelser, og det er netop stjernerne i umiddelbar nærhed af formørkelsen, der er afbilledet som henholdsvis skibe og dyrefigurer på Herrestrupstenen.

Ved hjælp af nutidens computerprogrammer kan man spole tiden tilbage og se nøjagtigt, hvor Solen befandt sig i forhold til stjernerne. Det computerbillede, der toner frem for den 18/3 1596 f.Kr. afslører et fuldstændigt sammenfald mellem oldtidens sydøstlige himmelflade og Herrestrupstenens motiv: Den hunde- eller hestelignende figur til venstre på stenen er stjernebilledet Perseus, umiddelbart ovenover ligger Cassiopeia brækket over i to figurer, og nedenfor markeret som en hvidmalet skålgrube ligger selve formørkelsen i den nøjagtige position for formørkelsen den tidlige forårsmorgen for næsten 3.600 år siden. På det øverste skib til venstre er stjernebilledet Lacerta (Firbenet) aftegnet som en korslignende figur.

De skibslignende figurer midt på stenen er afbildninger af stjerner, der meget tydeligt danner skibslignende figurer på nattehimlen, her er bl.a. Andromeda og de to øverste stjerner i Pegasus-firkanten indmejslet som det øverste store skib. Det største skib umiddelbart nedenunder på stenen udgøres igen af stjerner fra bl.a. Andromeda og de to nederste stjerner i Pegasus-firkanten. Skibet umiddelbart ud for den formørkede sol udgøres af stjerner fra stjernekonstellationen Fiskene, mens det nederste skib er dannet af stjerner fra Vandmanden. De to store skibe i midten af helleristningen samt naturligvis stjernebillederne Perseus og Cassiopeia er meget synlige, hvad enhver kan forvisse sig om i øjeblikket ved at betragte den østlige himmel mellem midnat, og indtil Solen står op. De øvrige skibe kan være lidt svære at få øje på.

Især de to øverste og mindre skibe kan volde problemer på grund af Mælkevejens bånd, men også fordi stjernerne i disse skibe ikke er så lysstærke som i de øvrige. Der er dog stadig langt til de gamle grækeres yderst fantasifulde afpasning af myter og stjernehimmel, og orienterer man sig ved hjælp af Cassiopeia og Lacerta og ikke mindst Deneb, som udgør agterstavnen i det øverste skib til højre, vil man med lidt tålmodighed kunne finde skibene og indse, at de er logisk placeret i overensstemmelse med de stjerner, der faktisk er til stede.

På illustrationen har jeg medtaget Cepheus ("hjultegnet") uden at omtale den i artiklen. Jeg har gjort det, fordi der eksistere denne usikkerhed omkring "hjultegnene" som solsymbol. "Lægger" man stenen ud fra sjernehimlen som et puslespil, står fem stjerner i Cepheus på den rette position og med den rette fremtoning i forhold til de øvrige motiver på stenens front. Solformørkelsesmærket kan naturligvis være af helt symbolsk art, men jeg har altså valgt på illustrationen at vise, at der i dette tilfælde faktisk er en helt anden mulig kandidat til dette tegn på himlen. (Illustration: © Michael Larsen)

Dette giver os - hvis teorien ellers holder - et sjældent indirekte indblik i bronzealderfolkets astronomiske kunnen. For dengang som nu var solformørkelser kun af nogle få minutters varighed - denne varede på sit maksimum knap tre et halvt minut - og på det tidspunkt da Orion var nået over horisonten, var formørkelsen forbi, og ingen stjernebilleder synlige, da alt jo igen var oplyst.

End ikke den følgende nat har datidens astronomer kunnet forsikre sig om, hvilke stjernebilleder, der fulgte formørkelsen, for samme mønster ville gentage sig dagen efter. De pågældende stjerner ville - nu blot fire minutter før - først stige over horisonten på et tidspunkt, hvor det ikke var muligt at se dem på grund af dagslyset, og først hen på den anden side af de lyse nætter ville konstellationerne stå op på tidspunkter, hvor det var muligt at observere dem.

En anden indikation af at kendskabet til stjernehimlen har været særdeles indgående, ses af de figurer, der er afbilledet på stenens front. Selv om det under en formørkelse er muligt at se planeterne og de stærkest lysende stjerner, så er næppe sandsynligt, at man skulle have kunnet se samtlige de skibsfigurer, der er aftegnet. Det er faktisk såre usandsynligt alene af den grund, at det kan være svært selv på en sort og stjerneklar augusthimmel. Ud fra de mest lysende stjerner må man simpelthen have haft en klar viden om, hvordan resten at himlen ville se ud.

Göran Henriksson hævder udover helleristningen ved Ekenberg at have fundet afbildninger af denne solformørkelse såvel i Midlothian i Skotland og ved Onegasøen i Ruslaud. Særlig den svenske helleristning er imidlertid interessant, da den tilsyneladende afslører til fulde, hvilket opsigtsvækkende skue, bronzealderfolket var vidne til under formørkelsen. Bortset fra Mars, der netop var gået under horisonten, var de fire planeter, Venus, Merkur, Saturn og Jupiter nemlig synlige, da Månen gled ind foran Solen.

Nu ville det jo være svært interessant, hvis de danske helleristere havde set det samme og indmejslet det i forhold til Solen og skibene på stenens front. Det har de bare ikke. Men at de har set planeterne og aftegnet dem, kan man forsikre sig om ved at se på ryggen af stenen, hvor der er indhugget seks enkelte skålgruber og en lille klynge at skåltegn på det ene hjørne. Går man om på bagsiden af stenen og forestiller sig, at man ser over stenen op mod den formørkede himmel anno 1596 f.Kr., så er denne frise faktisk en gengivelse af de dengang kendte - og på denne dag altså synlige - himmellegemer på nær Mars: Venus, Merkur, Saturn, Månen, Solen og Jupiter.

For at fuldende det hele har man ved siden at Venus yderst til venstre aftegnet Plejaderne eller Syvstjernen, præcis hvor og som den rent faktisk stod under formørkelsen. Det er den lille klynge af skåltegn på hjørnet at stenens top, og at der optræder otte skålgruber, skal man ikke lade sig forvirre af. Selv om de fleste kun ser syv stjerner og nogle kun seks, så er det ikke ualmindeligt, at andre mere skarptseende alt efter vejrforholdene kan aftyde både otte og ni stjerner i Plejaderne.

Der er fundet helleristninger over hele verden. I Sverige er materialet nærmest uoverskueligt, i Danmark mindre omfattende alene af den grund, at vi ikke har så mange velegnede skrivepulte i form af klippeflader. Det er en udbredt misforståelse, at alle helleristninger er fundet. Der findes nye helleristninger hele tiden - mest i Sverige, men også i Danmark dukker der fra tid til anden tegn op fra fortiden. Det er en endnu mere udbredt misforståelse, at tegnene for længst er tydet, og at vi har et glimrende billede af bronzealderens folk.

Dykker man ned i den overvældende mængde af litteratur om emnet, går det lidt efter lidt op for den sagesløse læser. at ord som "kult" og "processionsoptog" og "rituelle optrin" mest finder anvendelse, når formidlingen af den faktiske viden hører op. Værker som Globs med mængder af forbehold er der langt imellem.

I et sjældent nøgternt værk, "Ships on Bronzes", skrevet af Flemming Kaul og udgivet af Nationalmuseet sidste år, gøres det tydeligt, hvor stor usikkerhed der er omkring tolkninger af helleristninger, og hvor mange uholdbare hypoteser der har været fremsat gennem årene.

Göran Henriksson, som er tilknyttet universitetet i Uppsala, har i over ti år arbejdet med såvel svenske som udenlandske helleristninger. For et par år siden røg han ud i et veritabelt uvejr med sine teorier, da han gjorde rede for dem i det svenske tidsskrift Populär Arkeologi. Blandt arkæologer vakte det bestyrtelse at gøre primitive bronzealderbønder til kyndige astronomer, og det blev hævdet, at Henriksson i de meget omfattende flader med helleristninger valgte netop de elementer ud, der passede til hans teorier og lod andet ligge.

Henriksson forsvarede sig på overbevisende facon, og om ikke andet eksisterer der altså en dansk sten, en enkeltstående sten, der uden at være taget ud af nogen sammenhæng udelukkende koncentrerer sig om at dokumentere denne ene begivenhed - solformørkelsen 18/3 år 1596 f.Kr. Og som i endnu højere grad udelukker andre fortolkningsmuligheder, da så mange sammenfald mellem stenens motiver og solformørkelseshimlen næppe kan skyldes tilfældigheder.

Det blev også anset for at være usandsynligt, at de svenske oldtidsastronomer i den påståede afbildning af 1596 f.Kr.-formørkelsen skulle have medtaget stjernebillederne Tyren og Orion, selv om i det mindste Orion - ligesom det var tilfældet i Danmark under formørkelsen - også ved Ekenberg lå skjult under horisonten. Det lader imidlertid til - uanset hvor usandsynligt det forekommer arkæologerne - at helleristerne i Danmark gjorde nøjagtig det samme på Herrestrupstenen.

Der blev også sat spørgsmålstegn ved disse angivelige stjerneskibe på himlen. Hvem skulle have besluttet, hvilke stjerner der skulle forbindes til skibe? Det bedste svar er den arkæoastronomiske grundregel: Gå efter de stærkest lysende stjerner først. Det er, hvis man observerer nattehimlen netop nu, som bronzealderfolket gjorde, faktisk ikke svært at forbinde Andromeda- og Pegasus-stjernerne til skibe - det er næsten sværere ikke at gøre det.

Man kan også undre sig over, at disse spørgsmål blev stillet af arkæologer, der ellers flittigt, når de skal forklare fortidens kultiske optrin, benytter sig at referencer til egypternes brug af skibe i processionsoptog. Det er almindeligt anerkendt, at de nordiske bronzealderfolk var soldyrkere, så sammenligningerne med de gamle egyptere, der jo mente, at Solen blev fragtet over himlen i et skib, er utvivlsomt velbegrundede. Blot er det, som om den logiske følgekonklusion er tabu, uanset hvor oplagt den er: Lignede vi egypterne, dyrkede vi Solen ligesom dem, havde vi nok også som dem en egentlig oldtidsastronomi. Om ikke andet lader det til at være det, stenene viser...

• Artiklen blev første gang bragt søndag den 22. august 1999 i dagbladet B.T.
• Vignetterne af alsiske billedsten med mulige Karlsvogn-symboler er tegnet af nu afdøde museumsinspektør Raben.