© Rud Kjems

Artikel nr. 2.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems.

rudkjems@hotmail.com

Den irske jættestue Newgrange ligger i en stor høj omgivet af tætstillede randsten. Stenen til højre er den randsten, som er placeret lige udenfor indgangen til jættestuen. Newgrange er bygget i slutningen af stenalderen og er godt 5000 år gammel.

Engelstrupstenen til højre er nok den fornemste helleristning fundet i Danmark. Den blev i forrige århundrede fundet i et gærde, men kan nu ses på Nationalmuseet. Helleristningerne er fra bronzealderen. Den nederste ristning viser en mand og en kvinde med et stort skåltegn imellem sig. Bemærk at kvindens køn er markeret af et lille skåltegn mellem hendes ben.

BILLEDER HUGGET I STEN

Mennesket har tilsyneladende til alle tider haft en ubændig trang til at udtrykke sig billedligt. Så snart det lille barn er i stand til at holde på en blyant eller et stykke farvekridt, går det igang med at tegne. Vi voksne kalder det "krimskrams", men der er ingen tvivl om, at barnet med sine tegninger søger at fastholde elementer af den kaotiske verden, det er omgivet af. Eller sagt på en anden måde: barnet forsøger billedligt at udtrykke de forestillinger, det gør sig om sig selv og omverdenen, - for at få hold på tingene og skabe et fundament, hvorfra den store, forvirrende verden tager sig lidt mindre kaotisk ud. Når børnene bliver større, holder mange af dem desværre op med at tegne, og som voksne har de fleste forlængst lagt farveblyanterne på hylden. Det betyder ikke, at de alle har mistet "trangen til at udtrykke sig billedligt" og ønsket om "at fastholde elementer af den kaotiske verden". Mange af dem har blot skiftet redskab, idet farveblyanterne er skiftet ud med fotografiapparater og videokameraer.

Vi må gå ud fra, at den billedlige udtryksform har spillet en meget stor rolle for forhistoriens europæiske bønder, som hverken kunne læse eller skrive. Kun en svag afglans af denne billedverden er bevaret op til vor tid, først og fremmest i form af helleristninger, - billeder der er indhugget eller slebet ind i klippeflader og større og mindre sten. Dertil kommer et ret omfattende materiale af billedlige fremstillinger på lerkar og lerkarskår samt - i mere beskedent omfang - billeder indridset eller indskåret i ben. Kun i ganske få tilfælde er der fremdraget træting med billedlige fremstillinger. Umådelige mængder af billeder skåret i træ eller malet på skind må være gået til i årtusindernes løb, og arkæologerne må nøjes med et svagt glimt af dette kolossale materiale, når de en sjælden gang - takket være enestående bevaringsforhold - står over for bevarede fragmenter.

I stenalderens helleristninger møder vi meget sjældent "naturalistiske" motiver. Der er mest tale om geometriske figurer: romber, spiraler, cirkler, siksak-linier mm. Figurerne er ofte sammenstillet, så de danner mønstre. Den over 5000 år gamle jættestue Newgrange i Irland er rigt dekoreret med sådanne motiver. Når vi kikker på disse figurer og mønstre med nutidsøjne, vil vi umiddelbart opfatte dem som dekoration. Der er dog næppe tvivl om, at romberne, cirklerne, spiralerne mm. har betydet mere end blot ren dekoration for stenalderbønderne. Figurerne har hver for sig rummet et budskab - om tilværelsen, livet, døden, kulten osv. - for den, som forstod "at læse" dem. Dette indhold er desværre for evigt gået tabt.

I bronzealderen bliver stenbillederne mere "naturalistiske". Vi ser rigt bemandede skibe, folk der spiller på lurer, bonden der pløjer sin ager, økser, fodsåler mm. Der optræder dog også en række mere abstrakte figurer, som arkæologerne har tolket forskelligt. Én af dem er hjulkorset (en cirkel med et kors indeni), der af de fleste eksperter tolkes som et soltegn. Der er i det hele taget bred enighed om, at himlen og himmellegemerne har været centrale elementer i bronzealderbøndernes kult. I forhold til Norge og Sverige har vi herhjemme et beskedent antal helleristninger. Dog er Bornholm pænt repræsenteret, ider der her - som i broderlandene - findes indbydende klippeflader, som har fristet "helleristerne".

Ovenover et eksempel på Niels Sørensens almue-fotografier. Det forestiller Peder Gaardsted, - eller "Pie Gosti", som han blev kaldt. Han fremstillede selv de skalmejer, han spillede på.

DA DOKTOREN "LÅNTE" TRÆHANDLERENS TEORI

Debatten om skåltegnet og dets tolkning er ikke bare et nutidigt fænomen, og den følgende historie viser, at emnet også kunne optage sindene i begyndelsen af århundredet. Fremstillingen her bygger på artiklen "En oldtidsgåde og dens tydning", som i 1917 stod at læse i "Skivebogen - Historisk Årbog for Skive og Omegn." Artiklen var skrevet af ingen ringere end digteren Jeppe Aakjær, der tilligemed var årbogens redaktør.

Historiens ene hovedperson er træhandler Niels Sørensen fra Lem, - en lille landsby vest for Skive. Niels Sørensen var ivrigt optaget af sin egn og dens historie, og i dag huskes han især for en række glimrende fotografier af især ældre mennesker fra bondemiljøet i Vestsalling. Den anden hovedperson i historien er dr. Sophus Müller, - én af dansk arkæologis helt store personligheder, hvis videnskabelige arbejde var kendt og respekteret overalt i Europa. Hans store viden kom til udtryk i adskillige værker, og hans hovedværk "Vor Oldtid" (1897) er siden blevet betegnet som en milepæl i arkæologiens historie.

Historien starter den 10. november 1915, hvor Skive Folkeblad offentliggør en artikel skrevet af Niels Sørensen. I artiklen, der bar titlen "De skaalformede Fordybninger", henviser Niels Sørensen til Sophus Müllers vurdering af skåltegnet, - dels i "Vor Oldtid" og dels i en artikel i "Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie" fra 1914. I "Vor Oldtid" havde Müller ikke forsøgt sig med en nærmere tolkning af skåltegnet, men havde dog anvist, i hvilken retning en sådan tolkning burde gå. Müller skrev således, "at disse Fordybninger, der er udhuggede i de fjerneste tider, ensartede over hele Jorden, have været Udtryk for en bestemt Ide, kan næppe betvivles. De have sikkert haft en religiøs betydning, saaledes som det nu antages af de fleste." Først i artiklen fra 1914 vover Sophus Müller sig ud i et tolkningsforsøg. De skålformede fordybninger er soltegn, lyder konklusionen.

Denne tolkning var Niels Sørensen ikke enig i, og han var heller ikke beklemt ved at opponere mod den store arkæologs vurderinger. I artiklen i Skive Folkeblad postulerer han, underbygget af en række velovervejede argumenter, at skåltegnene skal tolkes som ildtegn. "Det lyder maaske noget underligt," skriver han, "men hvorledes skulde disse lavtstaaende Folk billedligt kunne fremstille den flygtige Ild, uden ved at fremstille Arnen, hvori Ilden brændte." Det Niels Sørensen mener er altså, at den skålformede fordybning er et billede på ildstedet.

Nogle måneder efter at Niels Sørensens artikel havde været bragt i Skive Folkeblad, indsendte han den til redaktionen af "Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie" med det håb, at det ansete tidsskrift også ville bringe den. Til stor skuffelse for Niels Sørensen kom artiklen retur få dage senere med et brev, hvori redaktionen meddelte, at man ikke optog artikler, der tidligere havde været offentliggjort andetsteds. Det skal lige her indskydes, at Sophus Müller på dette tidspunkt var den bestemmende på redaktionen. Niels Sørensen kom sig dog hurtigt ovenpå skuffelsen og skænkede ikke sagen en tanke, før han en dag blev gjort opmærksom på, at "Arbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie" i 1917 havde bragt en artikel med en nyfortolkning af skåltegnet. Artiklen var skrevet af Sophus Müller, der havde opgivet sin tidligere fortolkning af skåltegnene som soltegn til fordel for en ny: skåltegnet var "Ildens, Bore-ildens hellige Tegn."

I Skive var man selvfølgelig ikke i tvivl om, hvorfra Sophus Müller havde sin nye idé. Den havde han tyvstjålet fra træhandleren! Skive Folkeblads iltre redaktør Carl Hansen tog sagen op i en artikel den 24. oktober 1917. Heri krævede han, at Sophus Müiller uforbeholdent skulle anderkende, at ikke han men Niels Sørensen havde været den første til at tolke skåltegnene som ildtegn.

Nu var den lærde doktor nødt til at gøre et eller andet, og et par dage efter modtog Skive Folkeblad et brev fra Sophus Müller. Det stod at læse i avisen den 27. oktober. Brevet tjener ikke Sophus Müller til ære. I forblommede vendinger søger han at redde sit skind, og han ser sig ikke for god til at bruge sin glemsomhed som undskyldning. Brevet indledes således:

"Jeg modtager i Dag "Skive Folkeblad" f. 24. oktbr., hvori det fremføres, at Hr. Træhandler Niels Sørensen, Lem, forud for mig har fremsat, at de saakaldte "Skaalformede Fordybninger" var hellige Tegn for Ilden, nemlig i Bladet for 10. Nov. 1915. Ogsaa dette Nummer har jeg i sin Tid modtaget og maa have læst; men jeg mindedes det ikke, da jeg skrev min Artikel i Slutningen af 1916, hvad jeg nu forstaar ved at se Bladartiklen igennem. Det er nemlig Begrundelsen, hvorpaa det i en saadan Sag kommer an, og den i Folkebladet fremførte kan jeg heller ikke nu tillægge betydning."

Sophus Müllers henvisning til begrundelsen er smålig, og det er egentlig ubegribeligt, at "den store mand" overhovedet ikke yder Niels Sørensen den mindste anerkendelse for hans nyfortolkning. Brevet fra Sophus Müller formildede bestemt ikke sindene i Skive, og Jeppe Aakjær lagde heller ikke fingrene imellem, da han afsluttede sin beskrivelse af sagen i "Skivebogen" således:

"Disse mystiske Oldtidstegn i de graa forvitrede Sten synes at ha lokket alle Landes og Tiders arkæologiske Forskning. Har en Mand her fra Landsdelen nu endelig fundet en Tydning, som Lærdommen kan tiljuble sit Bifald, da er der Grund til for os at være stolte af denne Mand; men der er sandelig ingen Grund til for en lærd og i Forvejen hæderkronet Dr. phil. at pynte sig med hans Laurbær eller fortie hans soleklare Førsteret."

SKÅLTEGN SOM ADVARSELSSKILTE!!!

Fantasifulde sjæle, som tit finder arkæologernes teorier og tolkninger for kedelige, har også givet interessante bud på skåltegnenes betydning. Et af dem går ud på, at skåltegnene er en slags advarselsskilte på sten, der indeholder tæmmede jordstråler. Sådanne kræfter er ikke at spøge med, og kommer man for tæt på stenene, risikerer man nemt at blive slået omkuld af strålerne. Mærkeligt nok er det dog aldrig sket for arkæologer, som har vovet at studere stenene på nærmeste hold. Men arkæologer er måske så kedelige og sløve, at disse storslåede fænomener slet ikke bider på dem?

Et af Danmarks største skåltegn. Kuglepennens spids markerer bunden af skåltegnet, som er omkring 15 cm i diameter. Skåltegnet findes i Vendsyssel på en sten fra en ødelagrt dysse. (© Rud Kjems)

HELT NY TOLKNING

På årets sidste dag lidt over kl. 16 dumpede der en e-mail ind i min postkasse. Den var fra én af rubrikkens trofaste gæster, Ivan, der vistnok holder til i det midtjyske (jeg var lige ved at skrive Det mørke Jylland). I brevet skriver Ivan bl.a.: "Jeg har med stor glæde læst de gamle nyheder om skåltegnene. Min fortolkning er, at det er nytårstegn - ingen tider skåles mere: Skål og godt nytår." Tolkningen er mig bekendt helt ny og - synes jeg - særdeles original. Det er en stor glæde, når der er en reaktion på det, vi bringer i rubrikken, og jeg er overbevist om, at der også fremover vil dukke mange begavede kommentarer op, - i stil med Ivans. Jeg vil i øvrigt gøre Ivans ord til mine: "Skål og godt nytår!"

MIN EGEN TOLKNING!

Jeg har også selv en tolkning af skåltegnet: det er en afbildning af himmelhvælvingen. Denne tolkning skal dog ikke tages alt for alvorligt. Jeg synes blot, at jeg også burde komme med et bud, når så mange andre har gjort det. Og mit bud kan vel være lige så godt som mange af de andre. Det mest sandsynlige er i øvrigt, at skåltegnet har haft forskellige betydninger i løbet af det lange spand af år, det blev gentaget igen og igen rundt om i Europa og andre steder på kloden. Og selv på samme tid kan det udmærket have symboliseret forskellige ting fra egn til egn.

SKÅLTEGNENE - AFBILDNINGER AF STJERNERNE ELLER HVAD?

Skåltegnet, det mest udbredte helleristnings-tegn, er en skålformet fordybning, - hugget eller slebet ind i stenen. Det kan af og til være omsluttet af en cirkel og findes i mange størrelser. Det største herhjemme har en diameter på ca. 15 cm, men i almindelighed er diameteren 2-4 cm. De ældste danske skåltegn er dateret til tidlig tragtbægerkultur (3900 f.Kr.), men de fleste er nok fra slutningen af stenalderen og fra bronzealderen. Ialt kendes skåltegnet herhjemme fra omkring 1000 lokaliteter.

Men hvad er meningen med skåltegnet? Hvad forestiller det? Forestiller det i det hele taget noget konkret? Spørgsmålene er mange, men alligevel få set i sammenhæng med de mange forskellige svar, eksperterne har søgt at give. Den tidligere rigsantikvar og leder af Nationalmuseet, Johannes Brøndsted (1890-1965), udtrykte dilemmaet med ordene: "Hvordan løse deres besynderlige rebuser på en måde, så andre end løseren tror på løsningen." Brøndsteds efterfølger i rigsantikvarembedet, P.V. Glob, beskæftigede sig meget med helleristningerne. I sin bog "Helleristninger i Danmark" (1969) skriver han bl.a. følgende om skåltegnet eller "skålgruben", som han også kalder figuren:

"Skålgruben er vel det tegn, som har været genstand for de fleste og mest forskelligartede tolkninger. Den er behandlet udførligt af Lidén, der opregner en række tydningsforsøg: nedrammede pæle i sø og på land til fastgøring af skibe, omvendte gravhøje og som sådanne sindbilleder for ,,död och ofärd", stjernebilleder, numerisk betydning som eksempelvis antallet af jordede lig i gravkamre eller nedsatte i gravurner, krigshær i slagorden, hellige tegn for ilden, gødning som frugtbarhedssymbol, offergruber ved særlig kult, magiske tegn for befrugtning af jordgudinden, gravskulpturer af magisk art i dødekultens tjeneste, kultborde for magiske riter til jorden selv for at påvirke frugtbarhed og vejrlig. Af andre tolkninger må nævnes: afværgemiddel mod onde magter og magiske billeder for avlingstrykket, et frugtbarhedstegn for dyr og mennesker, for marken som gravestokindtrykkets sindbillede. Schwantes mener, at skålgrubens oprindelse må søges i rituel gennemboring af økser og derfor tilknyttet kulten af himmel- og tordenguderne, idet han blandt andet henviser til de mange knækkede eller ufærdige bjergartøkser med påbegyndt gennemboring fra to sider og en økse af ler med to modsat stillede gruber i stedet for skafthul. Han anser skålstenene for at være til fremme af frugtbarhed for bønderne. Ved at henvise til nordisk materiale gør Schwantes oprindelsen af dette tegn til et lokalt fænomen, hvilket ikke kan forenes med dets verdensomspændende udbredelse. Det af Schwantes fremlagte materiale må snarest tydes som votivøkser, der ved ofringer har erstattet fuldstændige eksemplarer, hvortil må føjes, at gruberne i de omhandlede stykker overvejende har en konisk form, fremkommet ved boring med en stok, og derved afviger fra skåltegnets karakteristiske jævnt buede form. Efter en omfattende gennemgang af de mangfoldige tolkninger af skålgruberne kommer Marstrander til den løsning, at hugning af gruber og render havde til hensigt at frigøre stenmateriale, splinter og stenmel, for at få del i den kraft, som var koncentreret visse steder i sten og klipper ved eller i dyrket mark. Stensubstansen skulle således være en koncentreret kraft, der kunne anvendes i frugtbarhedsmagiens tjeneste.

Man har rundt om i Europa fundet sten med skåltegn, som tilsyneladende danner stjernebilleder. Stenen på billedet, der desværre ikke eksistere længere, er et af de bedste eksempler. Den sad i sin tid i et dige øst for Ketting kirke på Als. Det kan næsten ikke være tilfældigt, at de syv skåltegn danner et så umiskendeligt billede af Karlsvognen. Og nedenunder ses hjulkorset, der tolkes som et solsymbol. Vi har altså både natten og dagen præsenteret på stenen!

Af ovennævnte tolkninger står tydningen af skålgruben som frugtbarhedstegn i forgrunden, fordi det trods sin enkle form kan sammenstilles med lignende tegn fra andre religioner, hvor det beviseligt er knyttet til frugtbarhedskulten. Allerede Worsaae sammenstillede det med det indiske lingam-yonisymbol, der endnu i dag bl. a. i Nepal dyrkes for frugtbarhed, og hvis kvindelige form er en grube omsluttet af en kreds som fortil åbner sig i en rende. Denne type kan følges til De britiske øer og kendes i nogle få tilfælde fra Skandinavien. Skålgruben bliver i så fald den enkleste udformning af dette mere detaillerede tegn, som har fundet sted meget tidligt, i Det mellemste østen i slutningen af 3. årtusinde, hvor der i det yngste Barbar-tempel på Bahrain både er fundet en sten med grube og rende og sten med almindelige skålgruber. Lignende gengivelse af yonisymbolet sammen med almindelige skålgruber kendes bl. a. fra Nordindien og giver en støtte for denne tolkning. Til den ægyptiske frugtbarhedsgud Min fra Koptos, 1. dynasti, har Lidén henvist. To statuer af ham er dækket af skålgruber, cirkelrunde og ovale som de almindeligt forekommende på nordiske sten. En sikker datering af disse tegn giver statuerne fra Koptos dog ikke, da de ser ud til at være indhugget sekundært og således godt kan være betydeligt yngre. Primitive statuer, der er tydet som den kvindelige dødsguddom, fra Irland og Skotland, har ligeledes skålgruber. I en række tilfælde er skålgruben omsluttet af en ring og er da tydet som det mandlige kønstegn, mens den omgivende ring er det kvindelige.

At skåltegnet må opfattes som et kvindeligt kønstegn synes at fremgå af forskellige helleristninger. Det ses således på helleristningen ved Rished i Bohuslån under en kvindefigur, der står ved siden af en fallisk mandsfigur, begge med oprakte arme og spredte fingre. Da skålgruber ellers ikke forekommer, kan placeringen ikke være tilfældig. Samme anbringelse har gruber under kvindefigurer på sten fra Engelstrup og Hejls. Kvinden ved solbilledet på Aspeberget i Bohuslån står på et karakteristisk skåltegn og det ses mellem benene på en kvindefigur på Fossumristningen. På Aspeberg-ristningen er det placeret under haleroden på de fire store køer, billeder der har givet anledning til tydningen af skålgruben som gødning, der kan tænkes som frugtbarhedssymbol.

Flere har ment, at sten med skåltegn er offersten med skålgruberne som offerskåle, og henviser til svensk folkloristisk materiale fra vor tid, hvor man har bragt offer bestående af fedtstof, knappenåle, småmønter m.m., men herimod anføres, at også andre fordybninger i sten eller klippe har modtaget de samme ofre, at offer fra vor tid særlig er koncentreret i Målarområdet og kun kendes sporadisk fra de sydlige egne af Sverige. Selv om en sådan tradition tilbage i tiden ikke kan knyttes, er det dog muligt, at et meget stort antal stenblokke med skåltegn alligevel har været brugt til ofringer af lignende art i forbindelse med den kult, der er knyttet til dem. Det er nemlig et karakteristisk træk for de større danske skålsten, at en enkelt eller flere, som oftest centralt placerede skålgruber, er betydeligt større og dybere end de øvrige, således at de virkelig fremtræder som ,,offerskåle". De kan være op til en halv snes cm i tværmål og halvt så dybe, hvorved de kommer til at ligne jernalderens mortersten og har måske også været anvendt sådan.

Helleristningsstenen er fra Fur. Den blev i 1930 fundet i en høj ved Debel, hvor den var anbragt som dæksten over en stenkiste. Bortset fra bundfladen er stenen dækket af skåltegn og enkelte andre motiver. Oprindelig har den derfor nok stået på højkant som vist på billedet og fungeret som "en helligsten" på det område, hvor de religiøse ritualer foregik.

En forklaring giver måske de små sten, der bærer de samme tegn, og som altid på enderne har tydelige slagmærker, der viser, at de har været brugt som slagsten. At skålgruberne på disse ,,lommeskålsten" skulle være til støtte for fingrene ved slag modsiges af deres placering og antal. De har utvivlsomt haft samme symbolske betydning som tegnene på de større stenblokke. Hvad man så har knust med dem er en anden sag, men at de har været brugt i kultens tjeneste er muligt. Der kan i denne forbindelse henvises til iranernes Haoma og indernes Soma, de urgamle ariske udødelighedsdrikke. I Vedatiden ærede man stenen, der pressede Somaplanten, og tilbad den og dens saft, som sammen med Agni, ilden, spillede den store rolle ved ofringer. Blandt Haomas nådegaver står evigt liv i de saliges verden. Man beder Haoma om legemlig sundhed, et langt jordeliv, kraft, magt og jordisk gods, sejr over ydre og beskyttelse mod indre fjender. Haoma giver kvinderne let fødsel, kraftige sønner og gør ufrugtbare frugtbare. Man kan tænke sig, at de små skålsten har tjent til at knuse en urt eller frø for at fremskaffe en drik ved kultfesterne i Nordens bronzealder, tillige at man undertiden har knust denne urt i de større skålstens centralgruber, der har morterlignende udseende og spor af brug som sådan. At man her-hjemme i bronzealderen har haft en gæret, alkoholisk drik, der kan sidestilles med indisk Soma, viser fundet fra Egtved."