En bronzealder-kalender: virkelighed eller fantasi?

© Rud Kjems

Artikel nr. 17.

Jeg har for nylig læst bogen "Arkeoastronomi i Sverige", der udkom i 1994. Den er skrevet af astronomen Göran Henriksson. Han er uden ganske givetet begavet menneske, - fortæller godt, arbejder ubesværet med vanskelige tal og indviklede beregninger og synes til punkt og prikke at beherske sit fag, astronomien. Henriksson er uden tvivl indenfor sit område en dygtig videnskabsmand, og netop derfor virker det overraskende, at han, når det gælder arkæoastronomien, begiver sig ud på endda særdeles tynd is.

I bogen beskriver han en række svenske oldtidsanlæg med mulige arkæoastronomiske elementer. Undervejs i bogen er der gode beskrivelser og fornuftige ræsonnementer, men hans endelige konklusioner er efter min mening for vidtløftige. De hviler mildt sagt på et særdeles spinkelt grundlag. Her skal kun præsenteres et eksempel, hvor Henriksson gennem indviklede astronomiske beregninger når frem til en præcis datering af en svensk helleristning, som efter hans tolkning forestiller en solformørkelse. Dateringen er ikke bare nogenlunde præcis, - nej, der er tale om et eksakt årstal og en eksakt dato. Henriksson skriver:

"DEN FØRSTE SIKKERT IDENTIFICEREDE HELLERISTNINGFIGUR

I Ekenberg har man afbildet en figur, som i samtlige detaljer ligner den, man får frem, hvis man med rette linier forbinder stjernebillede Løvens lysstærkeste stjerner med hinanden. Figuren har ikke noget jordisk forbillede.

På den ældste afbildning - af rigsantikvar Bror Emil Hildebrand, Antikvarisk Tidsskrift för Sverige II (1869) - ligner figuren mest en svane med et solbillede i form af koncentriske ringe placeret umiddelbart foran halsen. Alle signifikante detaljer i Hildebrands figur modsvarer fint figuren, der kommer frem, når man forbinder Løvens lysstærkeste stjerner med hinanden. Dog er den sidstnævnte figur en del mere langstrakt end den førstnævnte. Hildebrands afbildning viser også fem skåltegn. Det mindste af disse er slet ikke rundt, og der er i virkeligheden blot tale om et tilfældigt afslag langs en sprække i stenen.

Under den totale solformørkelse den 6/7 1230 f.Kr. befandt planeterne Merkur og Mars sig henholdsvis til højere og til venstre for solen, mens den meget lysstærke Venus og den lyssvage Saturn var placeret ca. 25° nedad til venstre. Kun Merkur, Mars og Venus har været klart synlige under formørkelsen, og deres positioner stemmer fint med tre af skåltegnene. Det fjerde skåltegn, som befinder sig længst nede til højre på selve "løvefiguren", modsvarer positionen for den mest lysstærke stjerne i stjernebilledet Løven. Stjernen hedder Regulus, som betyder "den lille konge". Det er i øvrigt et af de ældst kendte navne, som har været hæftet på en bestemt stjerne. Ved mit første tolkningsforsøg i 1991 opfattede jeg det venstre skåltegn som Denebola, - den næststærkeste stjerne i Løven. Dette var en "nødløsning" foranlediget af, at den meget mere lysstærke planet Venus ved et uheld var havnet udenfor dataskærmens synsfelt. Fejlen blev opdaget i december 1993.

Der er tale om et gnideaftryk gengivet i Antikvarisk Tidsskrift för Sverige II (1869). Gnideaftryk vil jo altid været spejlvendte, og det er Hildebrands også. Jeg har tilladt mig at præsentere det retvendt her.

Helleristningens solbillede (de koncentriske ringe/RK) er overdrevet med hensyn til størrelse og ligger lidt udenfor ekliptika i relation til de tre skåltegn, der repræsenterer Merkur, Mars og Venus. Solen var det vigtigste himmellegeme, hvilket i afbildninger kunne markeres ved en overdrivelse af størrelsen. Det er et princip, som kendes fra mange andre ældre billedfremstillinger. "Værdiperspektiv", kaldes det. På helleristningen er afstanden mellem planeterne - og afstanden mellem stjernerne i løvefiguren - blevet komprimeret med faktoren 2,50, hvilket har været nødvendigt for at holde sammen på sceneriet.

Allerede i 1984 havde jeg en mistanke om, at de to skåltegn ved siden af solskiven på Apseberget (en anden kendt svensk helleristnings-lokalitet/RK) kunne være Venus til venstre og Merkur til højre, men jeg havde dengang ingen mulighed for at teste denne hypotese. Nu her bagefter viser det sig, at jeg havde ret, og jeg har siden opdaget, at både Venus og Merkur optræder i form af skåltegn på helleristninger i Boglösa og Evenstorp.

"Svanen" eller "hesten" er placeret ovenover et pragtfuldt skib med 66 såkaldte bemandingsstreger. Ved skibet ses også skåltegn, og dets skrog er dekoreret med et fint udført spiralmønster. Skibet er tilsyneladende orienteret parallelt med ekliptika, hvilket giver anledning til den formodning, at billedet skal opfattes som et solskib undervejs på sin årlige færd over himmelhvælvet. Det store antal bemandingsstreger kan i dette tilfælde ikke uden videre tolkes som besætningen på et jordisk skib, eftersom der savnes bevis for, at så store skibe overhovedet har eksisteret i bronzealderen.

Hvis billedet virkelig skal forestille solskibet på himmelhvælvingen, så må man i stedet formode, at stregerne langs rælingen muligvis har angivet antallet af dage regnet fra en vigtig dato i årsforløbet. Billedet af den formørkede sol befinder sig over den 14. streg (plus/minus 1 streg), og denne streg kunne så svare til den 6/7, hvilket indebærer, at den første streg står for den 23/6. Netop på denne dato - kl. 4.48 om morgenen - indtraf sommersolhvervet år 1230 f.Kr. Bronzealdermenneskene har således kunnet datere solformørkelsen til den 14. dag efter sommersolhvervet."

(Oversat til dansk efter afsnittet "Den första säkert identifierade hällristningsfiguren" i Göran Henrikssons bog "Arkeoastronomi i Sverige" (1994))

Solformørkelses-scenariet, som Henriksson forestiller sig det. Skibet (stjernebilledet Hydra) er i virkeligheden godt 2 meter langt. (efter Henriksson)

Stjernehimlen som den tog sig ud ved solformørkelsen den 6. juli 1230 f.Kr. kl. 8.59 lokal tid. Under formørkelsen har det været muligt med det blotte øje at se planeterne og de klareste sjerner. Sammenlig stjernekortet med skitsen af helleristningerne overover. (efter Henriksson)

I det citerede afsnit starter Henriksson meget fornuftigt med at opstille en hypotese om, at mange af helleristningerne er afbildninger af himmellegemer. Helleristningstegnene kan optræde enkeltvis eller i grupper, og i sidstnævnte tilfælde er det absolut tænkeligt, at der er tale om afbildninger af stjernebilleder. Mange arkæologer har gjort sig lignende tanker, og det er indenfor arkæologien almindelig accepteret, at f.eks. de såkaldte "hjulkors" er solsymboler. Der er således heller ikke noget i vejen for, at de koncentriske ringe i Henrikssons redegørelse skal symbolisere solen. Langt mindre sandsynligt er det dog, at ringene skal symbolisere en formørket sol, men det er nu denne hypotese, Henriksson tager afsæt fra.

Ved hjælp af sit computerprogram finder han frem til, at Ekenberg i bronzealderen har oplevet tre totale solformørkelser. Af disse tre vælger han fornuftigt nok den, som tidsmæssigt passer bedst til arkæologernes datering af helleristningerne. Det er solformørkelsen i år 1230 f.Kr. Henriksson "spørger" dernæst computeren, om der under formørkelsen har optrådt synlige himmellegemer i nærheden af solen. Det har der, - nemlig planeterne Mars, Venus og Merkur samt enkelte lysstærke stjerner i stjernebilledet Løven. Herefter studerer Henriksson tegninger af helleristninger i håb om at finde en "figur", som svarer til de konstellationer, computerprogrammet har hentet frem. "Figuren" finder han blandt helleristningerne ved Ekenberg.

Tilsyneladende er Henriksson på fornuftig vis ved at nærme sig noget, der ligner et bevis. Alligevel sidder man under læsningen med en svagt ulmende følelse af, at det går for let, - at det er for logisk! Uroen forstærkes, da Henriksson finder et skåltegn "for meget" på Hildebrands gamle tegning. Den forstyrrer sceneriet, men kan heldigvis "fjernes", for der er jo blot tale om "et tilfældigt afslag langs en sprække i stenen." Henriksson kan have ret!

I det følgende afsnit fortæller han, at han også ved andre helleristnings-lokaliteter - Apseberget, Boglösa og Evenstorp - har set soltegn flankeret af skåltegn repræsenterende planeter. "Nu her bagefter viser det sig, at jeg havde ret," skriver han. Det er stærke ord, når man betænker, at de begrunder sig på flere tusind år gamle tegn, hvis betydning, vi kun kan gisne om, - indmejslet i sten af mennesker, hvis forestillingsverden, vi kun har vage fingerpeg om. Generationer af arkæologer har af jorden fremgravet en imponerende viden vedrørende de materielle sider af bronzealdermenneskets tilværelse. De åndelige fortaber sig i tidens afgrund. Små vage glimt kan udledes af bronzealderens billedverden og gravskikke, men der er langtfra tale om noget entydigt.

Følelsen af, at Henrikssons bevisførelse "går for let" bekræftes, da han tolker helleristningen af pragtskibet som en kalender, hvis formål har været at fastholde datoen for solformørkelsen i år 1230 f.Kr. Der er ikke noget bevis for, at skibet og de andre helleristninger er samtidige eller har noget med hinanden at gøre. Og det er mildt sagt fantasifuldt at forestille sig, at placeringen over "den 14. streg" hænger sammen med en præcis tidsangivelse. Her har Henriksson for alvor bortkastet de principper, som normalt omgærder videnskabeligt arbejde. Billedlig talt forsøger han at samle et puslespil uden at bekymre sig om, at brikkerne kan stamme fra flere forskellige spil. Af de umage brikker får han stykket noget sammen, der ligner en helhed. Men da brikkernes herkomst er uvis, bliver det en højst utroværdig helhed, som man intet som helst kan bygge på.

"Nyheder, nye og gamle" har tidligere bragt en artikel om en bronzealder-solformørkelse. Den var skrevet af forfatteren Michael Larsen, som selv havde illustreret artiklen med denne smukke akvarel. Læs Michael Larsens teori om en solformørkelse år 1596 f.Kr. i artiklen "OLDTIDENS DANSKERE TEGNEDE SOLFORMØRKELSEN."

Der har til alle tider hersket et lidt køligt forhold mellem arkæologien og arkæoastronomien. Arkæologerne er lidt sarte, - og af og til lidt for sarte. De bryder sig ikke om, at andre betræder deres enemærker og udfordrer dem med teorier, der strider mod de gængse. Mange arkæologer var tidligere totalt afvisende overfor arkæoastronomien. Det har ændret sig til det bedre, og det er i dag almindelig accepteret af arkæologer, at mange oldtidsanlæg er orienteret i relation til himmellegemerne, - først og fremmest solen og månen. Man kan i disse år så afgjort mærke en mildning i arkæologernes holdning til arkæoastronomien.

Hvis arkæoastronomien skal udvikle sig fremover, er der kun én farbar vej, og det er samarbejde mellem arkæoastronomiens forskere og arkæologerne. Arkæoastronomien vil simpelthen visne bort, hvis det ikke lykkes at komme i dialog med arkæologerne og gøre dem mere interesseret i sagen. Det indebærer, at begge parter må "flytte" sig. Arkæoastronomiens folk må vise større respekt for arkæologien og lade være med at hidse sig op, hvis arkæologerne piller ved deres teorier. Arkæologerne må lade være med at spille fornærmet, når de møder forskere som Henriksson. Henriksson og folk af hans kaliber mener det jo også alvorligt og fortjener ikke at blive mødt med hovedrysten og ringeagt. Begge parter må prøve at holde temperamentet i ave. De må sætte sig ned og få en venlig dialog i gang. Det gør ikke noget, hvis parterne ikke får løst alle stridsspørgsmål, for det gør de næppe. Frugtbar uenighed er bedre end strid og kan give uventede resultater.

Det fremgår af Göran Henrikssons bog, at han har involveret sig i heftige rivegilder med arkæologerne. Men det fremgår også, at han ved flere lejligheder kvit og frit har stillet sin store astronomiske viden til rådighed for svenske arkæologer. Og det er vejen frem! Det vil åbne dørene for et positivt samarbejde, som ganske uvægerlig vil få den længe savnede dialog i gang.

"BILLEDER HUGGET I STEN"

"OLDTIDENS DANSKERE TEGNEDE SOLFORMØRKELSEN"

"HERRESTRUPSTENEN IGEN"

"JÆTTENS TÅ OG SOLHESTEN"

KIK I ARKIVET!

Vil du gerne læse flere spændende artikler? Så KIK I ARKIVET!