© Niels Ishøj Christensen

Artikel nr. 54.

SKIBET I KIRKEN

Jeg erindrer mine drengeårs juleferier i Gudhjem på Østbornholm. Kirken, bygget i blå og gråbrun granit, modtog os med varme Nytårsdag. Nedenfor sad alle fiskekuttere i isen. Frosten havde indelukket det sejlende liv i et stivnet greb. Ud fra kysten lyste Østersøen tæmmet og hvid.

Det sidste skib, fri for frost og vinter, hang inde i kirken. En stolt brig over vore hoveder. Hvor var den på vej hen? Under den langsommelige gudstjeneste, fyldt med salmer og alt for mange ord, blev skibsmodellen levende i min drengefantasi.

Netop i de år fandtes Robinson Crusoe som tegneseriehefte i serien Illustrerede Klassikere. Min born-holmske kammerat lå inde med bladene, som blev indgående studeret i feriedagene. Under nytårsgudstjenesten stævnede kirkebriggen med os på togt til Sydhavet i Robinsons fodspor.

Skibet i kirken i Gudhjem blev skænket som gave i 1906. Det indgår i en stor flåde af skibsmodeller (over 1200), der er ophængt i kirker overalt i Danmark. Men hvorfra stammer skikken med kirkeskibene? Og hvorfor? Det ældste danske findes i Ho kirke i Vestjylland - en model fra ca. 1600-1610. Gruppen af nogenlunde jævnaldrende er lille - i alt seks skibe fra Sæby, Torrild, Kerteminde, Sejrø, Hvidovre og Rønne. Dertil kommer en gruppe udaterede skibe, hvoraf nogle kan være ældre.

Det er således sikkert, at skibe fandtes i kirkerne hos os 200 år efter, at det var almindeligt i det øvrige Europa. Den ældste, bevarede skibsmodel fra lidt før 1450 stammer fra en spansk kirke. På et italiensk maleri fra ca. 1500 ses et kirkerum med flere skibe ophængt under loftet. Andre spredte eksempler fra 1500-tallet kendes i England, Tyskland, Portugal og Sverige. Især langs Den Engelske Kanal og i Bretagne var skikken tidligt udbredt. Vi har overleveringer om skibsgaver til kirker ved Dieppe i Normandiet både i 1200- og 1300-tallet. Disse tidlige skibe var små og udført i sølv. Siden har kystegnenes valfartskirker i de katolske lande modtaget modelskibe som gaver. Skibene er skænket til kirkerne, dels som tak for frelse ved forlis og stranding, dels i forbindelse med udrejse og hjemkomst.

I Danmark har vi ingen oplysninger om skibe i kirkerne før reformationen. Det ser ud til, at en skik, der startede i det katolske Europa, fik en sen og rig blomstring i det protestantiske Danmark - især i det 19. og 20. århundrede.

Men skibet var i det skjulte nærværende allerede i katolsk tid. Blandt relikvieskrinene i Vor Frue kirke i København fandtes i slutningen af middelalderen nogle i skibsform. Og et bådformet gemme til røgelse findes på Nationalmuseet.

I den tidligste kristendoms tid blev kirken opfattet som det St. Peders skib, Kristus talte fra. Bispen var styrmanden, præsterne mandskabet og menigheden passagererne. Da de første kirkebygninger rejstes her i landet i det 11. århundrede, blev den almindelige betegnelse for menighedens langhus: skibet. Man har spekuleret på, om der er sket en tidlig sammenblanding af de to græske ord, "naós" og "navs", der betyder henholdsvis tempel og skib. I så fald kunne forbindelsen imellem gudshuset og skibet være skabt ved en sproglig forveksling, indført til landet med kristendommen.

Tanken er besnærende, vi er jo vænnet til at tro, kulturen ensidigt er opstået ved påvirkninger sydfra. Langt mere sandsynligt er dog, at forbindelsen er et resultat af mødet imellem den indførte kristendom og rodfæstede skandinaviske traditioner.

På trods af Ansgars virke i Danmark i 850'erne blev en stormand ca. 100 år senere begravet i sit 20 m lange skib - Ladbyskibet - ved Kerteminde Fjord på Østfyn. Efter fundet at dømme en rent hedensk begravelse. På sin rejse til Valhal havde han med sig fået hunde og heste - sikkert de dyr, der havde trukket skibet op til gravstedet. Der var seletøjer, bidsler, stigbøjler, pilespidser, skjold og økse. Desuden guldindvirket tøj, dunpuder og andet kostbart udstyr.

Skibsbegravelsen var en udløber af meget gamle traditioner i Norden. Allerede i bronzealderen omkring 900-800 f.Kr. omgav man de afdøde med et skib, idet deres urner blev sat i skibsformede stensætninger, som skulle sikre en vellykket rejse til det hinsides. Skikken blev udviklet til de monumentale samlings- og gravpladser, markeret med bautasten: skibssætningerne, som var i brug frem til vikingetiden.

HELLIGSKIB PÅ HJUL

Et kalkmaleri i Kirkerup på Sjælland fra ca. 1350 viser Moses, der farer til himmels i en båd med højt opsvungne stævne, sat på hjul. Det afspejler opfattelsen af skibet som forbindelsen til det høje. Hjulene fortæller, hvordan man i den tidligste katolske tid konkretiserede forestillingerne om overnaturlige rejser til og fra jorden med virkelige både, trukket i optog ved bestemte fester og højtider.

Fra Rhinlandet fortæller en middelalderberetning om et skib, som en gruppe vævere i forbindelse med fest og løssluppenhed rullede over land på en vogn. Hvor det kom frem, var der glæde, dans og musik til langt ud på natten - men under gejstlighedens vrede, for man mente, besætningen var Bacchus, Venus, Neptun, Mars eller andre onde ånder. Næsten samtidig i året 1113 hører vi om biskop Otbert fra Liege, der foretog en sejltur på Maasfloden i Belgien. Indbyggerne i den lille by, Huy, spændte 30 heste foran hans båd og trak ham op gennem gaderne til markedspladsen. Herover blev biskoppen meget vred, skønt de erklærede, det blot var for at more og ære ham.

Oldtidens gamle forbindelser imellem skibet og det hellige lod sig ikke uden videre rive over i folks bevidsthed, selvom kirkens mænd arbejdede på det. I det katolske Flandern i Belgien bevaredes optogene med rigtige skibe i de såkaldte kermesse- og ommegangprocessioner som accepterede kirkelige ceremonier. Det samme var tilfældet langs Nordvestfrankrigs kyster og ud i Bretagne, hvor de stadig afholdes. Andre steder i det nordlige Europa blev de forbudt med reformationen og levede videre som rent verdslige fastelavns- og forårsoptog.

På dette område indtager Danmark dog en særstilling som protestantisk land, idet kontakten mellem det hellige og skibet, trukket i optog, holdes ved lige gennem lejlighedsvise kirkeskibsprocessioner. Når et nyt kirkeskib skal indsættes eller det gamle repareres og fornyes, kan vi stadig opleve skibet højtideligt ført forbi stranden og gennem havnebyen som i katolske lande.

I Korsør gik man endda så vidt, at kirkeskibet i ældre tid regelmæssigt blev taget ned og ført med i de årlige fastelavnsoptog, stående på fire sabler. Her indgik helligskibet frem til 1800-tallet i de folkelige, religiøse fester udenfor kirken som i middelalderen og oldtiden.

SKIBSSÆTNING OG SAMLINGSPLADS

Det sted i Sydskandinavien, hvor man bedst fornemmer det hellige skibs kontakt med ophøjede og lykkebringende verdener, er Kåseberga på Skånes sydkyst. Der står den vældige skibssætning, Ales Sten, 67 m lang. De 58 bautasten vejer 5-6 tons stykket. Det har krævet utrolige ressourcer at få fragtet dem op til det vindblæste højdedrag. Hvad drev mennesker i oldtidens samfund til at gøre det? Sikkert et fælles ønske om at komme i kontakt med gudemagter, som horisonten rundt øvede indflydelse på havet og jorden. Fra stenene er der frit syn ud over Østersøen og ind over Sydskånes sletteland. Bevidst er skibssætningen anlagt, så stævnene af kvartsitsandsten peger imod solens op- og nedgang ved vinter- og sommersolhverv. Folk har holdt rede på årets tider ved hjælp af deres orientering. I forening viste sol og skibssætning, når man skulle fejre årets vendepunkter.

Den tyske historieskriver, biskop Thietmar af Merseborg, bekræfter overleveringen om møder ved Lejreskibet. Han fortæller år 1012 om Ledrun (Lejre), hovedsædet i kongeriget på Sjælland, hvor alle mødtes hvert niende år for at fejre guderne. Det skete på tidspunktet for Herrens åbenbaringsfest (6. jan.). Der blev ofret 99 mennesker og ligeså mange heste, hunde og haner (eller høge). Biskoppen hævder, disse vederstyggeligheder ophørte i 934, da den tyske konge, Henrik Fuglefænger, gennemførte en straffeekspedition mod det hedenske Danmark og tvang kongen, Gnupa, til at modtage dåben.

Tallet 99 hænger sammen med månen. Der falder nemlig altid 99 fuldmåner i løbet af 8 (sol-)år. En sådan 8-års cyklus var central i de gamle sjællænderes og skåningers kalender.

Foruden festerne i Lejre har vi overleveringer om vinteroffer-stævner hvert niende år i skovene nord for Ringsted, hvor 99 mænd, 99 heste, 99 hunde og 99 høge eller haner blev givet til dødsgudinden, Hel. Det betyder, at der bragtes et offer for hver af 8-års-periodens 99 fuldmåner. Ofrene, opdelt fire grupper, repræsenterede de fire elementer ved kulthandlingerne. 99 og 8 (hvert 9. år) fortæller med andre ord, at man beregnede tiden ved hjælp af både sol og måne i førkristen tid. På dette område understreger den næsten ens orientering, NV-SØ, slægtskabet imellem Tingstenene og Ales Sten. Begge blev anlagt, så det var praktisk muligt at fiksere solens og månens vendepunkter ved horisonten ved hjælp af længdeakserne.

Takket være den næsten intakte skibssætning på Kåseberga er det muligt at rekonstruere stenenes kalender-funktion i praksis:

1. Midvinter- og midsommersolhvervet blev fastsat ved hjælp af de to store stævnsten af kvartsit. En iagttager med NV-stenen i ryggen kunne ved midvintertid fra morgen til morgen gradvist se den opgående sol glide ind bag stenen i SØ. Det var tiden for årets korteste dage. Når den omkring vores nuværende 6. januar igen kom til syne ved stenens venstre side og begyndte at forskubbe sig nordover, var lyset tiltagende og et nyt år indledt. Ved midsommertid kunne årets længste dage registreres på lignende måde, blot set fra skibssætningens modsatte ende i forhold til solnedgangen og stævnstenen i NV.
2. Man holdt regnskab med månens gang ved hjælp af stenene i skibssætningens sider. I dag står 28 imod NØ og 27 mod SV, men da den svenske arkæolog, Oscar Montelius, beskrev oldtidsmindet først i 1900-tallet, opregnede han 28 i hver side. 28 er det antal døgn, månen gennemløber fra første til sidste kvarter i hver fuldmåneperiode. Ved en markering på stenene i en af siderne kunne man døgn for døgn holde regnskab med dens forskellige faser og regne sig frem til, hvornår fuldmåne og nymåne indtraf, selvom det var overskyet.
3. Stenene indgik i regnskabet med månefaserne imellem midvinter og midsommer. Omkring årets korteste døgn iagttog man (eller regnede sig frem til), hvilket kvarter månen stod i - uanset om det var 1., 2., 3. eller sidste - og opregnede derpå de følgende 13 månekvarterer på sidestenene. Det 13. kvarter efter midvinter var tiden for sommerens begyndelse (sidst i marts, først i april). Så tog man hul på en ny periode og talte de næste 13 faser, hvorefter det var midsommer. Det samme regnskab blev gentaget fra midsommer til midvinter. På den ene række sidesten holdt man altså regnskab med fuldmåneperioderne á 28 døgn - datidens »måneder«, som svarede til himlens virkelige måner. På den anden talte man årets månefaser - datidens »uger« á 7 dage.
4. Man brugte endelig stenene til et sidste regnskab, der drejede sig om de 99 fuldmåner indenfor hver 8-års periode. I dette forløb regnedes med 7 grupper á 14 fuldmåner på stenene (=98), hvorefter man koncentrerede sig om den 99. månes indtræden ved hjælp af de sidste 14 sten. Det varslede en ny 8-års periodes begyndelse.

• Til venstre: månedsberegningen.
• Til højre: ugeregnskabet.
• I midten: vinter- og sommersolhverv.

(Grundplan efter Oscar Montelius, 1917)

Et enestående bevis på kontinuiteten imellem det hedenske helligskib og den kristne kirke findes i Jelling i Østjylland. Der ligger Danmarks to største høje, som traditionen forbinder med Kong Gorm og Dronning Thyre. Da sydhøjen - Gorms høj - blev udgravet 1941, fandt man ved bunden to mærkelige rækker af mandshøje bautasten, der i en vinkel åbnede sig mod nordhøjen. De afstedkom teorier om et såkaldt hedensk trekant-vi, der skulle have ligget på stedet før højens opførelse. Teorien blev siden, med arkæologen P.V Glob som drivkraft, forkastet. Og i dag er man enige om, at stenrækkerne med rimelighed kun kan tolkes som resterne af en meget stor, ca. 150 m lang skibssætning, der engang lå på pladsen med stævnen op til nordhøjen.

Det må have været Nordens største stenskib, Gorms høj blev bygget henover. Udgravningen i 1941 afslørede, at højen var fuldkommen tom. Den var ikke som nordhøjen opført for at rumme et gravkammer, men skulle tilsyneladende tjene monumentale formål. Markerede den et magt- og religionsskifte, hvor skibssætningen blev sat ud af kraft?

Især i Jylland finder vi lignende store - ofte fladtoppede - høje i forbindelse med middelalderkirkerne. 72 ligger direkte på selve kirkegården, 84 mindre end 100 m fra kirkegårdsdigerne. Man byggede med forkærlighed de nye, kristne gudshuse, hvor en storhøj i forvejen lå som egnens samlingssted og rituelle centrum.

Den oprindelige helligplads i Jelling blev omformet. Nordhøjen blev bygget større og sydhøjen anlagt, så det ny sted fremtrådte som et højpar. Siden vandt den kristne kirke fodfæste på stedet, og det allerførste lille gudshus af træ blev lagt imellem højene i det område, der tidligere havde været omsluttet af skibssætningen. Kristus indtog skibets plads!

Den lille runesten fra Jelling er en mindesten i stil med Bækkestenen. Dens indskrift lyder: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyre sin kone - Danmarks bod". Sandsynligvis har denne sten været en del af Jelling-skibssætningen - og er blevet flyttet, da sydhøjen opførtes.

Runestenene fortæller om den kontinuerlige brug af skibssætningerne frem til 900-tallet - også efter, at den kristne kirkes mænd havde vundet indflydelse i landet. Fremstående slægter og familier rejste mindesten og gravlagde deres afdøde ved de hedenske helligdomme på samme måde, som man praktiserede det ved de kristne kirker i udlandet. Midt i Lejre-skibssætningen lå en krigergrav fra vikingetiden. Skibet var i færd med at smelte sammen med kirken. Men de hedenske helligskibs-traditioner holdt sig længst på øerne og i Skåne. Kristendommen skulle først vinde fodfæste i ly af storhøjene i Jylland, før den kunne vinde terræn i øst.

NYTÅRSSKIBET

Ifølge den hedenske tidsregning fastsattes vinterens nytårsfest ikke direkte efter solhvervet, men efter den første fuldmåne med nytænding i det ny sol-år. Det var mest praktisk at mødes og feste efter månen, fordi man kunne følge med i dens faser og regne sig frem til mødetidspunktet uden besvær. Når det var ved at indtræffe i januar eller først i februar drog alle til Distinget - vinterens store fest - opkaldt efter en gruppe af kvindelige guddomme, Diserne. Fra nær og fjern mødtes folk til handel, offerceremonier, selskabelighed og fest.

Det var nu, man satte sin lid til gudeskibet, der skulle bringe lykke i det nye år. Rigtige skibe blev bragt op på vogne eller slæder og trukket over land til gudernes ære. Man dansede, mimede og gennemspillede kommende begivenheder omkring Frejs skib, Skibsladnir, eller Balders, Ringhorne, som udtryk for kollektive ønsker og håb for fremtiden. Det nye års afgrøder skulle sikres, og gudeskibet kunne f.eks. være lastet med plov og sædekorn.

Men vintertiden havde sine egne magter, der stod kaos og undergang nær. Det var underverdensguderne i pagt med dyrene ved siden af sommerens og himmelens skikkelser. Den frugtbare og gode verden kunne gå under, og omkring skibssætninger og skibsoptog dramatiserede folk striden mellem vinter og sommer, underverden og himmel, der selvfølgelig endte med sidstnævntes sejr.

Det er baggrunden for skikken med at føre både rundt i byerne til fastelavn. Frem til 1950'erne blev den endnu praktiseret i 15-20 mindre, danske søkøbsteder, hovedsagelig på øerne og især på Fyn. Tilbage i tiden kendes skikken fra over 65 byer. Ingen tilsvarende traditioner i Europa kan forklare de danske bådoptogs oprindelse. På visse måder minder de om sydligere landes karnevalsoptog, hvor skibe indgår. Men bådoptogene Danmark var helt egenartede i deres udformning og repræsenterede en selvstændig, lokal tradition med mere eller mindre direkte forbindelse tilbage til skibssætningernes tid.

I optogene optrådte fantastiske skikkelser med mytologisk baggrund: "Vildmanden", klædt i bark, mos og løv, overgroet med hår og skæg, der kom med den ny spirende vegetation fra skoven. "Stodderen og kællingen", de to udslidte, der repræsenterede den gamle vegetation. "Halmmanden", der som et omvandrende neg stod for den ny afgrøde og kommende høst. "Bjørnen og bjørnetrækkeren", den tæmmede og overvundne vinter.

Især i Kerteminde var bådoptoget mere ægte og oprindeligt end andre steder i landet. I tiden inden gik søfolk fra hus til hus i byen og dens omegn for at samle ind til festen og indbyde alle familier. Foruden penge blev samlet æg, mel og ikke mindst rigelige mængder af snaps. Fastelavnsoptoget var en kollektiv livsytring af glæde og håb omkring båden som det centrale symbol.

Der går skjulte tråde imellem skibsgraven ved Ladby og bådoptogene i Kerteminde. Endnu hænger de to modelskibe, "Håbet" og "Dannebrog" i byens kirke som vidnesbyrd om den tid, da vores fælles velstand og fremtid hang sammen med skibet og dets guder.

• Henning Henningsen: Kirkeskibe og kirkeskibsfester, Kbh. 1950.
• Henning Henningsen: Bådoptog i danske søkøbsteder og i udlandet, Kbh. 1953.
• H. Hellmuth Andersen: Kongegrav, Skalk nr. 4/85.
• Oscar Almgren: HälIristninger och kultbruk, Stch. 1926-27.
• J. Carter & V. Malmström: Stenålderskalendrar i Sverige?, Forskning och Fremsteg nr. 5/79.
• Torsten Capelle: Schiffsetzungen, Praehistorische Zeitschrift, band 61/1986.
• Ole Crumlin-Pedersen: Både I Kulten, i "Både fra Danmarks oldtid", Roskilde 1988.
• O.S. Reuter: Germanische Himmelskunde, München 1934.
• P.V. Glob: Kong Haralds kumler, Skalk nr. 4/69.
• Harald Andersen: Sydhøjen, Skalk nr. 3/85.

Rillesten 3: "Som kunne den være strøget med en tommelfinger"

"Hjulkors i Tanum - en arkæoastronomisk undersøgelse"

"Helleristninger som astrologisk tegneserie"

"Guds borg ved Vårby Å"