Helleristninger som astrologisk tegneserie

© Niels Ishøj Christensen

Artikel nr. 38.

Vi nærmede os de rige helleristnings-områder ved Tanum nordfra. Forlod Europoavej E6, der binder Bohuslen sammen fra nord til syd, og kørte ind i landet. Der kom et ekko af oldtid i stednavnene. Vik, Lur, Torim, Ek, Hallind. Navnene fortalte, at vi var i et område, der oprindelig havde været norsk. Ved Ulvesked snoede grusvejen sig op over en skyggefuld skovås, så det knitrede under vores dæk. Efter turen ned på den anden side forandrede landskabet sig pludselig.

Godt at være på cykel, så vi kunne nå at opleve det. Markerne bredte sig ud. De snævre og lidt dystre dalgange var borte. Landskabet smilede os i møde med spredte gårde, levende hegn og trægrupper på en fortrolig og kendt måde. Her var gammelt sletteland, som vi kendte det fra Nordsjælland. Fossum - navnet havde den samme efterklang som de hjemlige: Farum, Nærum, Virum.

Lettet om hjerterne cyklede vi raskt ned mod hovedlandevejen. Ikke længe efter råbte min søn, "Se"! På en klippe, delvis bortsprængt ud imod vejen, sad en rest af oldtidens tegn opmalet i rødt. Vi var i helleristningernes landskab. Snart dukkede "kringletegnet" op, der viste os, at vi var nået frem til en interessant seværdighed. Det var den store Fossum-helleristning - af mange betragtet som den livligste og bedst komponerede blandt alle helleristninger i Sverige.

Der var parkeringsplads og andre turister. Klippen skød sig stor og hvælvet ud af græsskråningen oppe imellem træerne og skrånede imod sydøst. Fra naturens side forsynet med lange, lige sprækker på kryds og tværs. I hele sin udstrækning var den større og mere bar, end vi forestillede os på forhånd. Omkring 16 m lang og 6-7 m bred. Det meste blot en isskuret granitoverflade, ru og vejrbidt, som lå uudgrundelig grå, blå, grøn og violet og skiftede i takt med lyset. I sig selv et mysterium. Ikke så mærkeligt, at folk før i tiden forestillede sig klipperne som vækster, der levede og groede meget langsomt ud af jorden. Her troede man kraften nedefra koncentreret, tilbad, ofrede og udhuggede for at få del i den.

Men klippens vestlige del var anderledes. Lange, sorte striber på den skrå, okkerfarvede flade røbede, at vandet fandt vej og løb her ved regn og tøbrud. Netop, hvor oldtidens kunstnere havde indhugget deres mylder af skibe, gude- og jætteskikkelser. Bronzealderfolkene havde valgt stedet, hvor forårets smeltevand og den livgivende regn viste sig. Efter gammel skandinavisk folketro sagde man, at Thor på Peder Stols dag den 22/2 smed en varm sten i vandet, så isen og sneen begyndte at smelte nedefra. Hvor den stærkeste mørkfarvning af klippen vidnede om den kraftigste vandstrøm, hævede Fossum-helleristningens største Thor-lignende skikkelse sin økse.

Naturen og dens elementer af vand, ild, jord og luft skulle indgå som levende deltagere henover klippens kunstværk. Thor, Daghda eller hvad forårets livgivende gud nu kaldtes dengang, dukkede frem først, når det tidligste smeltevand pløjede en rende åben nedover den sne- og isdækkede klippe. Her åbenbarede naturen selv myten om forårets skabelse. Omkring den store forårsguddom var flere skikkelser i aktivitet: bueskytter, dansere, spydmænd og flere øksesvingere. Dyr blev ofret og skibe bemandet - alle medaktører i striden imellem vinter- og sommermagter, sneens og ildens ærlige kamp.

Hele sceneriet lignede en beskrivelse af den endelige sejr. Frit strømmende vand nedover klippen. Vækst i jorden. Frie vandløb og åbne kyster, så havgående sejlads og handel kunne starte. Flåder af skibe udgik fra klippen. Ude på den store klippeflade trådte andre opmalede figurer os i møde. Mere isolerede og oversete. De fleste besøgende dvælede ved det vestlige, for-årsmyldrende felt og havde så set Fossum-helleristningen. Men hvad skete på klippens østlige del? Grupperne af figurer, vi så dér, var overraskende. Ingen bøger eller beskrivelser læst hjemmefra havde vist os alle helleristningens billeder i sammenhæng. Vi var kun blevet præsenteret for den vestlige del. (Se Baltzer: Hällristningar från Bohuslän, pl. 49-50).

Pludselig så vi, at hele Fossum-hellen fortalte os en beretning i tegneserieform, som skulle læses fra øst mod vest. Længst mod øst kom to skikkelser med hævede økser frem bag en stor cirkel. Længere nede var de på vej omgivet af tre hunde. Ved jorden, hvor gangbrædtet for turisterne lå, stod de på et skib med front imod hinanden. Og vestligst på hellen hævede de lurerne - en levende illustration på anvendelsen af de elegante instrumenter fra bronzealderen.

Da Bohuslenpræsten Axel Em. Holmberg beskrev hellen i 1845, fortolkede han den til en rørende historie om tre staldbrødres eventyr. Ristningerne viste, hvordan de på en jagt uventet og forræderisk blev overfaldet af fjender fra havet, som dræbte eller sårede en af dem. Til højre så Holmberg de tre hovedpersoner siddende med stave i hænderne, "muligvis i gang med en idrætsøvelse". Men Holmberg gik alene ud fra det vestligste, billedrige felt. Han kendte ikke alle Fossum-hellens ristninger, som først blev opdaget senere. Derfor kunne han umuligt få øje på de to gennemgående mandsfigurer med økser, sværd og rejst køn, som vi så klart i 1986. Og han kunne ikke få ideen, som meldte sig ved oplevelsen af hele overfladen:

Den fortalte en sammenhængende historie om et tvillingepars vandring fra øst mod vest. I virkeligheden er Fossum et bevis på, at man havde en eller anden form for astrologi og tro på stjerner i Skandinaviens bronzealder. Hellen skulle nemlig tilsyneladende afspejle stjernebilledet Tvillingernes gang over himlen.

Da jeg senere på året stod på Fossum-hellen igen, en stjerneblinkende oktobernat, viste det sig ganske konkret. Fra klippens naturlige midtpunkt så jeg tvillingestjernerne, Castor og Pollux sitre over hinanden på himlen mod øst. Der var tomt under dem, men omkring midnat hævede en ny, lysstærk stjerne sig over Gramsåsen på den anden side af Fossum-dal. Det var Lille Hund - og det skete nøjagtig i den retning, hvor tvillingeparret på hellen var på vej med hunde, set fra midten.

Helleristningen var altså udformet som en kosmisk vejviser. Fra dens midte havde man iagttaget, hvordan tvillingestjernerne bevægede sig året igennem, og nedfældet dette som en genspejling af himlens rytme. I bronzealderen omkring 1500 f.Kr. befandt Solen sig ved midsommer midt imellem stjernebillederne Tvillingerne og Løven. I nutiden står den imellem Tyren og Tvillingerne på samme tidspunkt. Det betød, at tvillingestjernerne Castor og Pollux dengang havde en lidt anden årsrytme end i dag. På nordøsthimlen kunne man se dem dukke frem som klare morgenstjerner kort tid efter midsommer - efter at de havde passeret Solen i tidsrummet, vi nu kalder maj og juni. For bronzealderens mennesker så det da ud, som om de kom ud af Solens morgenlys.

Begivenheden kan ikke iagttages ved midsommer i dag. Men på Fossum-hellen er den indhugget mod nordøst - set fra midten - i den retning, det skete dengang. Dér ser vi Castor og Pollux, netop kommet ud af Solen - den store cirkel. Og som stjernerne stod på himlen, med den lyssvage og mindste Castor øverst, sådan er de også hugget ned i klippen.

Herfra bliver de øvrige dele af Fossum-hellen forståelige. Efter at have været hos Solen om sommeren, startede Tvillingerne deres rejse igennem vinterhalvårets mørke verden, ledsaget af hunde. Det var hen på sommeren, hvor Lille Hund for første gang dukkede frem over Gramsåsen sidst i juli. Omkring 20 dage senere dukkede Store Hund (Sirius) op, lavt over horisonten imod sydøst. For oldtidens mennesker hørte hunden underverdenen til. Tvillingerne var da på vej imod det dybeste mørke.

Meget tyder på, at troen på himlens tvillinger i bronzealderen ikke var et isoleret fænomen i det nordlige Bohuslen. Tanum og Fossum var dele af en fælles, sydskandinavisk kulturkreds med de samme religiøse ideer. I Skåne og Danmark afspejles det i mange fund. De to orientalske krumsværd fra Rørby ved Kalundborg er et af de tidligste eksempler (ca. 1700 f.Kr.). Et andet er de to små bronzefigurer fra Stockhult i Skåne med kraftige, fremhævede lægmuskler som på helleristnings-tvillingerne i Fossum (1400 f.Kr.).

Flere eksempler kan nævnes: De sammenhængende lurer fra Boeslunde og Brudevælte på Sjælland. Viksø-hjelmene fra samme område med deres højt svungne oksehorn, vidtåbne øjne og rovfuglenæb på forsiden. Parvist udformede bronze-pragtøkser fremdraget i Viby ved Roskilde. Tvillingefigurerne fra Grevensvænge ved Næstved, udstyret med hjelme og pragtøkser én miniature.

Svarene forbliver antydninger og glimt. Vi kan f.eks. gå til den legendariske, danske folkemindesamler, Evald Tang Kristensen og de mærkeli-ge sagn, han fik fortalt i Østjyllands lavloftede stuer. De handlede om Attis og Wattis. Når folk færdedes ude i landskabet, kunne små bitte folk pludselig dukke op og bede folk hilse Attis og sige, at Wattis var død. Det var de såkaldte bjergfolk, som ifølge folketroen især holdt til ved højene. Situationen kendtes også på Sydfyn og de syddanske øer. Her kunne folk berette, at der pludselig blev råbt fra højene, når de passerede. Så bad bjergfolkene dem sige til Sortøje, at Lille Vitte var død. I Bohuslen kaldtes det største og mest besøgte helleristningsfelt ved Tanum, udover Fossum, for Vitlycke. Navnet antyder, at den store klippeflade var stedet, hvor man dyrkede og ofrede til den ene af Tvillingerne, Vitte.

Folkesagn og stednavne rummer levn af troen på de guddommelige tvillinger, Sorte og Hvide, over- og underverden, Castor og Pollux. En tro og tradition med stjernedyrkelse og dobbeltkonger, som efter al sandsynlighed kom til Sydskandinavien med folk fra Østeuropa og det østlige middelhavsområde ved bronzealderens begyndelse.

• Columbus, nr. 1 1987
• Populär Arkeologi, nr. 3 1988

• "Som kunne den være strøget med en tommelfinger" (Rillesten 3)
• Hjulkors i Tanum - en arkæoastronomisk undersøgelse
• Guds borg ved Vårby Å

I DIALOG MED FORFATTEREN?

• Adresse: Gladsaxevej 100, 2860 Søborg
• Telefon: 39 67 07 12
• E-mail: nielsis@worldonline.dk

Spændende læsning!. Så KIK I ARKIVET!