Guds borg ved Vårby Å

© Niels Ishøj Christensen

Artikel nr. 35.

Trelleborg og de øvrige ringborge er blandt de mest spændende fund fra Danmarks oldtid. Det er ringborgenes strenge og præcise geometriske opbygning, som har påkaldt sig opmærksomhed. Dateringen af ringborgene synes klarlagt af arkæologerne. De henlægger dem til 900-tallet, og Harald Blåtand får æren for at have opført dem. Men måske skal historiebøgerne skrives om. Forskellige spor peger nemlig i retning af, at borgene blev opført længe før Harald satte sig på kongemagten.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems. rudkjems@gmail.com 

TRELLEBORG ER ÆLDRE END HIDTIL ANTAGET

Vikingeborgen Trelleborg spillede en central rolle, da man fejrede sommerens begyndelse under den allertidligste kristendoms tid i Danmark. Historien herom er så overraskende, at mange vikinge-interesserede efter læsningen af denne artikel vil have det som Jeppe i baronens seng, der vågner, gnider de vantro øjne og udbryder: Men, hvad er dog dette? En vikingeborg, der efter alt hvad sagkundskaben siger er opført af Harald Blåtand 980-81 som en kongs- og forsvarsborg….har den nogen forbindelse med religion og tidlig kristendom i Danmark? Det er jo helt ude af trit med de arkæologiske kendsgerninger!

Alligevel vil jeg i det følgene forsøge at lirke en sprække op ud imod denne side af Trelleborgs skjulte og indtil i dag helt ukendte historie. Helt jordbundet hanker jeg sammen med arkæologerne op i de lange støvler og tager afsæt i nogle våde engdrag i Vestjylland. Ved Nybro enge 10 km nordvest for Varde skulle i 1998 føres en gasledning ind ude fra Nordsøen. Inden arbejdets påbegyndelse var Varde Museum på pletten, og ude i det våde engområde dukkede nogle meget velbevarede egestolper op i søgegrøften. De virkede så friske i overfladen, at man kunne tage dem for at være af ny dato. Men dendrokronologiske analyser af nogle afsavede skiver fortalte, at de var fældet sommeren 791 efter Kristus, dvs. i tidlig vikingetid.

En udgravning afslørede et 57m langt og ca. 3,5m bredt nord-sydgående forløb af 3 stolperækker. Arkæologerne så dem som pæle, der sammenhørende tre og tre på tværs havde forankret en vejbane henover det oprindelige, bløde terræn omkring Søvig Bæk. Flere dendrokronologiske undersøgelser afslørede, at de omkring 100 fundne stolperester var fældet i tidsrummet, 741-834, og at anlæggelsen af vejbanen sandsynligvis havde fundet sted 761.

Denne datering er opsigtsvækkende i forbindelse med Trelleborg ved Slagelse, Fyrkat ved Hobro og Aggersborg overfor Løgstør. Nærmeste paralleler til det vestjyske vejforløb er netop sporene efter korsgaderne i disse vikingeborge. De er anlagt efter samme princip: nedrammede egestolper, tre og tre på tværs, som efter alt at dømme har fastholdt tre rækker af langsgående syldstolper, hvorpå selve korsgadernes ca. 3m brede træbrolægning har hvilet. Noget tyder altså på, at gaderne som integrerede dele af de danske trelleborge blev anlagt i sidste halvdel af 8. årh., dvs omkring 200 år tidligere end det, vi almindeligvis tror i dag!

Da Trelleborg i Vestsjælland blev udgravet i 1930'erne var arkæologerne uenige om bygherrens identitet. Nogle holdt på Harald Blåtand, andre på Svend Tveskæg. I dag peger arkæologerne vist nok i samlet flok på Harald Blåtand, men bygherren skal nok findes længere tilbage i historien. Den sjællandske ringborg har en diameter på 137 meter. Bemærk, at borgens orientering er forskubbet lidt i forhold til verdenshjørnerne.

Her fra kan vi videre sætte spørgsmålstegn ved den traditionelle datering af Trelleborgs opførelse til slutningen af vikingetiden, 950-1000, på grund af flere forhold: Stolperester fra brostolper og en spærring i bunden af borgens inderste voldgrav, som i 1979 efter dendrokronologiske analyser fik tillagt fældningstidspunktet 980-81, stammer ikke fra selve det centrale borgkompleks. Det er ikke usansynligt, at de har tilhørt forskellige anlæg, som er etableret på et senere tidspunkt under en genanvendelse af cirkelvolden og voldgraven. Ved udgravningen af Trelleborg 1934-42 kunne det konstateres, at nogle af de fire oprindelige portåbninger på et tidspunkt var blevet afspærret og omdannet til væveværksteder. Dendrokronologiske undersøgelser af to træstolper fra Fyrkat-borgens sydport, fundet ved udgravningerne i 1970-erne gav årstallene 780 og 840. Det giver os en idé om, hvad portenes oprindelige brugstid kan have været.

Flere arkæologiske resultater fra ud- og indland peger på den tidlige datering: En meget nær parallel til Trelleborg og Fyrkat, Oost-Souburg på den tidligere ø, Walcheren i den sydhollandske Zeeland-provins, som omkring 800 var en del af det karolingiske rige, havde sin første fase inden 880-90.

Rekonstruktionstegning af borgen Oost-Souburg, Zeeland. Ringborgen, som har været omgivet af en betragtelig vandfyldt voldgrav, har som de danske ringborge fire porte og korsgader, der deler det omkransede borgareal op i fire lige store dele (efter Trimpe Burger 1973).

Og den cirkelrunde borg med fire portåbninger ligesom ved de danske trelleborganlæg, fundet i den skånske by, Trelleborg, blev anlagt i 800-tallet.

Den skånske ringborg blev i 1988 fundet i den centrale del af byen Trelleborg. På rekonstruktionstegningen er de endnu ikke undersøgte partier af borgen angivet med stiplede linier. Arkæologerne registrerede to byggefaser. Tegningen viser den 2. fase, der har mange fællestræk med de danske ringborge (efter Jacobsen, Arén, Arén og Blom 1995).

Nære paralleller til stolpesporene efter de krumvæggede langhaller - Trelleborghustypen - som blev lagt i firlængede gårde eller karréer i de tre danske trelleborge, er nu arkæologisk udgravet mange steder i Danmark, og det ser ud til at byggeriet af dem var i fuld gang i 800-tallet, og indledtes allerede i 700-tallet. Tillige afslører nyere arkæologiske analyser, at ringvolden på Trelleborg rummer fire byggefaser og viser, at der imellem fase to og tre er gået et længere tidsrum, om hvis længde der ikke kan siges noget videnskabeligt sikkert (Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1990). Der levnes med andre ord plads for den mulighed, at Trelleborg i virkeligheden ikke blev opført "i et hug" 980-81, men derimod efter anlæggelsen i slutningen af 700-tallet havde en længerevarende brugstid igennem ca. 200 år med flere udvidelser, renoveringer og genbrug.

SAXO OMTALER MULIGVIS ÉN AF RINGBORGENE

En eftersøgning af mulige, skriftlige kilder til Trelleborgs tidlige historie i begyndelsen af vikingetiden fører til Saxos, Gesta Danorum. Her får vi midt i 8. bog et glimt af et "trelleborg" i fortællingen om danerkongerne, Sivard og Jarmerik. Sivard har efter kampe imod slaverne mistet Jylland og Skåne, og frem til sin død bevarer han kun magten over Sjælland. Kongesønnen med det slavisk klingende navn, Jarmerik, og hans bror er taget som gidsler af slaverkongen, Ismar, på Fyn. Det er svære tider for danernes rige. Men takket være lige dele snilde og mod får brødrene held til at flygte. Og med en ny hærstyrke nedkæmper Jarmerik svenskekongen og genvinder Skåne. Derefter besejrer han de slaviske stormænd, der har siddet på magten over Fyn og i Jylland, og lader dem slæbe til døde efter okser.

De slagne, slaviske høvdinge, som for en tid satte sig på magten på Fyn og i Jylland, slæbes til døde på Jarmeriks befaling (illustration af Gudmund Hentze fra Saxos "Danmarks Riges Krønike" fordansket ved N.F.S Grundtvig (1924)).

Efter sejrene opfører han, ifølge Saxo, med beundringsværdig kunstfærdighed en bygning til sit store krigsbytte. Han konstruerer en høj af græstørv og lægger en masse store kampesten som fun-dament. Den nederste del omgives med en vold, i midten er der kamre og rundt om et brystværn, hvor en række af vagtposter til stadighed bevogter det hele. Fire overmåde store porte, en på hver side, giver uhindret adgang. I dette prægtige anlæg opdynger den unge, sejrende konge alle sine erobrede skatte.

Jarmerik og hans "trelleborg" omtales ikke i andre kildeskrifter, hverken danske eller udenlandske. Nogle af de tidligste danske konger, vi regner med som virkelige historiske skikkelser, er Sigfred Hvide og Godfred, som nævnes i de frankiske rigsannaler. Ifølge optegnelserne her søger sakserhøvdingen, Widukind, presset af Karl d. Store tilflugt hos Sigfred i 780'erne, og under året 804 omtaler annalerne Godfred som danernes konge. Sidstnævnte fortæller Saxo om sidst i Gestas 8.bog. Så hvis Jarmerik er en virkelig, historisk skikkelse, som han har fået kendskab til fra mundtlige kilder i sin samtid, må denne konges regeringsperiode have ligget før 804, antagelig engang i anden halvdel af 8.årh. Det kan derfor ikke udelukkes, der er en forbindelse imellem en historisk Jarmerik og det ældste Trelleborg, dateret som jeg har foreslået ovenfor.

De få skriftlige kilder udover Saxo til belysning af de politiske forhold i Danmark omkring 800 fortæller om nære forbindelser til Frankerriget. På den tid lå to normanniske slægter af henholdsvis danernes og sveonernes rod i strid om kongemagten. I de frankiske rigsannaler omtales bl.a. "Halptan", der ankommer i spidsen for en dansk delegation til et møde i Saksen, som Karl d. Store lader afholde 782 i forbindelse med indførelsen af en ny frankisk forfatning i området. Han er muligvis identisk med den fornemme daner, Halvdan, som ifølge annalerne tilbyder frankerkongen sin tjeneste 807. Normannerkongen i Jylland (og måske også på Fyn), Sigfred Hvide af sveonernes slægt, støtter derimod sakserne og Widukind i modstanden imod den frankiske fremtrængen. Hans efterfølger, kong Godfred, opfører en vold fra "Østersalt til Vesterhav" (Danevirke, Kovirke?) til forsvar imod truslen sydfra.

At skattebetaling kan være byrdefuld, er en gammel sandhed. Her ses nedbøjede frisere i færd med at betale skat til kong Godfred (efter "Danmarks, Norges og Sverigs Historie" 1. del, 1867).

Godfred myrdes 810, og straks derefter indleder hans brorsøn, Hemming, fredsforhandlinger med frankerne. En af deltagerne i delegationen, der tiltræder en fredsaftale i 811, er Osfred fra Skåne. Senere på året dør Hemming, og en anden af Godfreds brodersønner, Sigfred, samt et kongsemne fra danerslægten, Anulo, melder sig som kandidater til tronen. Der udbryder nu åben krig imellem de to slægter. Både Sigfred og Anulo falder i kampene, men danerne går af med sejren, hvorefter brødrene, Harald og Reginfred bestiger tronen i 813. De stadfæster freden med frankerne, men bliver senere samme år fordrevet, da Godfreds brødre vender tilbage fra deres eksil i Sverige. Reginfred dræbes det følgende år, hvor også Karl d. Store dør. Efter et mislykket forsøg på at genvinde magten tilbyder den anden kongebroder, Harald (Klak), frankerkongens efterfølger, kejser Ludvig d. Fromme (814-40) sin tjeneste i kampen mod Godfredsønnerne. Ludvig accepterer i modsætning til faderen, Karl fuldt ud og fromt romerkirken og paven som kristenhedens suveræne overhoved. Og i 826 lader danerkongen sig selv og hele sin familie døbe i St. Albans Kirke i Mainz, med Ludvig som gudfader. Efter dåbsfestlighederne i det kejserlige hofkapel i Ingelheim vender Harald hjem, ledsaget af romersk-katolske munke og præster, og genindsættes med frankisk støtte som danernes retmæssige konge. I hans følge er blandt andre den frankiske missionær, Ansgar - senere ærkebiskop over Hamburg-Bremen. Men året efter bliver Harald Klak igen fordrevet fra tronen, og må leve resten af sine dage som landflygtig konge syd for Ejderen.

I Trelleborg i Skåne har man genopført en mindre del af ringvolden og lavet en rekonstruktion af én af portene. (Foto: © Rud Kjems)

De politiske konflikter i den tidlige vikingetids Danmark, ifølge de frankiske annaler, ligger tilsyneladende i forlængelse af det scenario, som Saxo opruller i historien om kongerne Sivard og sønnen Jarmerik: Daner-kongeslægten er klemt imellem sveonerne og slaverne, taber Jylland, Fyn og Skåne og bevarer kun Sjælland som sit kerneland. Men en af danerslægtens konger formår at vende udviklingen, nedkæmper sveonerne og de slaviske stormænd, og genvinder de tabte dele af riget. Hvis der - som jeg tror - er en kerne af historisk sandhed i Saxos beretning, finder den sandsynligvis sted nogenlunde samtidig med at Karl d. Store gennemfører en række sejrrige felttog imod de svært overvindelige saksere i syd. Og min hypotese er, at danerkongen Jarmerik i virkeligheden bliver hjulpet til sine lokale sejre takket være militær støtte fra Karl d. Store. Den når til ham via Mecklenburg, kontrolleret af den slaviske stamme, Abodriterne, som på den tid var frankernes allierede.

Igennem en række sejrrige felttog til Italien i 770'erne var Karl i realiteten blevet romerkirkens øverste herre i stedet for dens beskytter - og paven degraderet til hans øverste hofbiskop. I centrum for de ledende frankere stod troen på en omnipotent, almægtig Jesus Kristus sådan, som det kommer til udtryk i indledningen til deres lov i Østflandern: "Leve Kristus, som elsker frankerne. Han bevarer deres ret, oplyser deres herskere med sin nåde, beskytter deres hærfolk, forlener dem med tro, fred, glæde og lykke. Jesus Kristus, Herrernes Herre". På det ideologiske plan frem mod år 800, spejlede Karl d. Store sig i billedet af Guds søn som den unge, sejrende Kong Kristus - og det samme gjorde sandsynligvis den historiske kongeskikkelse bag Saxos Jarmerik.

Med denne baggrund bliver de efterfølgende, ledende daneres tætte kontakter til frankerne forståelig. Forudsætningerne var et tidligt konge-kristent samarbejde med frankerne, realiseret af kong Jarmerik. I de sidste årtier af 8.årh. nedkæmpede han i stil med Karl d. Store på gammeltestamentlig vis den lokale, hedenske fjende som en sejrende kong David. Widukinds og saksernes endelige, totale overgivelse til frankerkongen i 785, såvel som danerkongens sejr over de lokale slaviske stormænd på Fyn og i Jylland betød vendepunktet: nu var Guds rige endelig kommet nær, og en ny tids Davids- og Kristuskonger skulle virkeliggøre gudsfredens samfund på gammel hedensk jord, såvel i Frankerriget som i Sydskandinavien.

Efter sine sejre blev Jarmerik betragtet som en lykkemand af himlens nåde, en messias og Kristi stedfortræder, som havde banet vejen for en ny himmel og en ny jord. Det var i Concordia-perioden, hvor der eksisterede en tæt forbindelse imellem jødedommen og kristendommen. Endnu var der intet afgørende skel imellem kong David og kong Kristus. I kredsen omkring kongen stod indflydelsesrige kristne af ikke-romerkirkelig observans, bl.a. jødiske og jødekristne rabbinere og irske vandrebiskopper og -munke, og de påvirkede ham til at indføre kristendommen i landet som en konkret åbenbaring af Det ny Jerusalem, som ifølge profetierne i Johannes Åbenbaring 21,1 skulle komme ned fra himlen med Helligånden efter Kristi endelige sejr.

Det fører til en storstilet anlæggelse af en række borge - Trelleborg, Fyrkat og Aggersborg - baseret på sakral geometri og en syntese af nordiske, frankiske og slavisk/saksiske byggetraditioner. På jorden skal de - anlagt i korsets tegn - afspejle Guds og Kristi himmelborg og binde landets forskellige dele sammen som fremtidige religiøse og økonomiske samlingspunkter.

DEN SAKRALE GEOMETRI OG ASTRONOMI BAG TRELLEBORGS GRUNDPLAN

Konkrete anvisninger for Trelleborgs indretning og brug bliver i stort omfang henten hos profeten, Ezekiel, kap.40-48 i Det gamle Testamete. Som beskrevet her spiller kongen en central rolle ved årets store højtider. Så bliver borgens porte åbnet på nymåne- og helligdage, og han leder offerhandlingerne og gudstjenesterne med processioner fra norport til sydport og omvendt (Ez.46). "Fyrsten skal være iblandt dem; når de går ind skal han også gå ind, og når de går ud skal han også gå ud" (Ez.46.10). På hele folkets vegne skal han bringe offergaverne ind gennem den åbne østport.

Nogle af offergaverne, som bringes til helligdommen på årets nymånedage, gemmes i de 13 store, krumvæggede magasinbygninger, anlagt i en halvcirkel i tempelborgens forgård imod sydøst. Større værdier og skatte, som bl.a. tidens velhavende jødiske og jødekristne langdistance-handelsmænd bringer som offergaver og tiende bringes ind igennem portene i ringvolden og opmagasineres i skatkamrene, de 16 halbygninger inde i selve borgen.

 

 

 

Plan over det ny tempel i Jerusalem på baggrund af Ezekiels Bog (efter Nielsen og Strange 1988).

Begivenhederne omkring påske- og pinsetiden, er særlig betydningsfulde. Tempelborgens kors-gader er anlagt med en sydlig "vridning" i forhold til ret øst på ca.10,5 gr. Det betyder, at den opgående sol skinner ind gennem den åbne østport den 1. marts. Dermed respekterer Trelleborgs konstruktører datoen for sommerens begyndelse efter traditionen i Frankerriget. Den første nymåne, der herefter ved klart vejr ses træde frem som en tynd segl på vesthimlen umiddelbart efter solnedgang regnes som årets første måne, og ved dens fuldmåne er påsken inde. Frem til denne begivenhed kommer et mylder af mennesker fra nær og fjern og slår deres telte op i "forårs-byen", der opstår rundt om gudsborgen. Siden ses solen ved klart vejr synkende i vestporten omkring d. 10. april. Det er tegnet på Guds og Kristi helligånds nedstigning til jorden - pinsen - tiden for sommerens begyndelse efter gammel nordisk tradition. Med andre ord fastlægges påsken og pinsen af de tidlige kristne på Trelleborg igennem en kombination af gammel sol- og månetids-regning, hvor påsketiden følger fuldmånens årlige tidsforskydninger inden for den faste tidsramme, som hvert år markeres af solen i øst- og vestporten d. 1.marts og 10. april. (Det betyder, at der nogle år efter 1.marts kan iagttages en 13. skud-fuldmåne inden årets rigtige påskemåne tændes).

Men hvordan havde arkitekterne i praksis udstukket kvadratet og cirklen med den samme omkreds? På næssets endnu ubebyggede overflade kunne de, ved at tage udgangspunkt i cirklen med en radius på 130 alen, identisk med borgvoldens inderfront, have gjort det efter fremgangsmåden, foreslået på tegningen ovenover. Først havde de under hensyn til solens og fuldmånens op- og nedgange på bestemte tidspunkter af året fastlagt denne cirkels diametre, A-A1 og B-B1 vinkelret på hinanden som de to rette linier, borgens korsgader senere skulle komme til at følge. Derpå afsatte de, indskrevet i denne cirkel med centre på diameteren A-A1, to cirkler, hvis radier var nøjagtig halvt så store som den store cirkels, dvs. 65 alen. Med centrum i henholdsvis B og B1 afsatte de efterfølgende dele af to store cirkler, der tangerede de to indre cirkler og skar den forlængede diameter A-A1 i punkterne N og M. Hermed havde de på ren geometrisk basis, og kun med udgangspunkt i indercirlens radius på 130 alen, fundet den korrekte radius. O-N og O-M for cirklen, der blev identisk med voldens yderfront, med den samme omkreds som kvadratet C-C1-C2-C3.

I dialog med forfatteren?

Niels I. Christensen vil meget gerne i debat med læserne. Så har du spørgsmål, kritik, kommentarer mm., så kontakt ham:

Adresse: Gladsaxevej 100, 2860 Søborg.

Telefon: 39 67 07 12.

E-mail: nielsis@worldonline.dk

Traditionerne fra Trelleborg-tiden er baggrunden for, at Pinsen siden i det historiske Danmark - i modsætning til de andre nordiske lande - bliver den folkelige vårfests tid. Her står man op tidligt pinsedags morgen for at se solen danse af glæde over Kristi nærvær i naturen - eller solen er den dansende Kristus selv! I det sydlige Djursland og på Mols lyder det i karlenes pinsevise" i middelalderlig folkevisestil: "Nu ønske vi eder en pinsefest, /: Fryder eder I unge folk:/ den herre Jesus være jer gæst. /:Glæder eder I gamle og:/. Over hele Danmark afholder man efter gudstjenesten pinsesammenkomster under åben himmel, om muligt i en nærliggende skov. Fra Nordsjælland tidligt i 1800-tallet har vi beretninger om gildegårde eller danseringe i Kirkelte og Bidstrup Hegn. Det er cirkelrunde pladser indhegnet med lave jordvolde, hvor ungdommen kommer sammen og fester og danser. I skovfattige egne af Vestjylland, f.eks. ved Vedersø laver hyrderne pinselørdag en hytte af langtørv og grene. Først udstikker de en cirkel i jorden, en fod dyb og en fod bred med en åbning imod øst. I midten bliver den runde forhøjning med grønsvær på deres bord, hvor de pinsedag holder gilde med mjød og kage. Udenom fordybningen er der en græsbænk, og udenom igen et dige af jord, hvor der er plantet grene, og pigerne kommer med blomster og hænger op i grenene. Bagefter danses der på det græsklædte hedestykke rundtom, og lystighederne varer nogle steder i Vestjylland lige indtil 3. pinsedag.

Ved Trelleborg bærer den forbistrømmende å, Vårby Å, endnu i dag sit navn som et ekko af ceremonierne og livet, der udspillede sig her ved de store vårfester i tidlig vikingetid.

De danske ringborge er så absolut et besøg værd. Efter en rundtur på volden har man erhvervet et ganske godt indblik i disse anlægs karakter - langt at foretrække fremfor kun at studere grundplaner i arkæologibøgerne. Her ses den opstigende fuldmåne over Trelleborgs østport. (Foto: © Niels Ishøj Christensen)

 

VÆSENTLIG LITTERATUR

Ravn, M. (1999): Nybro. En trævej fra kong Godfreds tid. KUML.

Frandsen, L. B. (1999): Vestjysk vej. SKALK nr .4/99

Nørlund, P. (1948): Trelleborg. Kbh.

Olsen, O. & Schmidt, H. (1977): Fyrkat. En jysk vikingeborg I. Kbh.

Jacobsson, B. m.fl. (1995): Trelleborgen - en av Harald Blåtands danska ringborgar. Trelleborgs Kommun

Olsen, O. (1999): De gådefulde vikingeborge. I: Da Danmark blev til. Kbh.

Nielsen, L.C. (1990): Trelleborg. I: Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. Det kongelige Nordiske Oldskriftsselskab. Kbh.

Zeeberg, P. (overs.) (2000): Saxos Danmarkshistorie 1. Kbh (s.363, afs. 4 ff)

Christensen, N. I. (1999): Kong Kristus. Kronik i Dagbladet INFORMATION d. 31/3-99

Christensen, N.I. (2000): Fabeldyret i Jelling. Kronik i dagbladet POLITIKEN d.13/1-00

Christensen, N.I. (2000): Kristus før Harald Blåtand. Artikel i WEEKENDAVISEN 22.-28/12-00

Christensen, N.I. (2001): Guds borg i Danmark - På sporet af det skjulte Trelleborg. Bogmanus, endnu uudgivet.

Lawlor, R. (1982): Sacred Geometry. Thames & Hudson. London.

Michel, J. (1972): The Dimensions of Paradise. London.

Grane, L. (1973): Kirken i historien. De første otte århundreder. Kbh.

Aagård. A-M. (red.): Det ny Jerusalem. Guds by og de skiftende forventninger. Viborg.

Roth, C. (ed.) (1966): The Dark Ages. Jews in Christian Europe 711-1096. Tel-Aviv.

Pázator, E. & Roslund, C. (1999): Orientation of Danish Viking Fortresses. I: C. Esteban & J.A. B. Belmonte, Proceedings of the International Conference "OXFORD VI & SEAC 99"

Olrik, A. & Ellekilde, H. 1926-51 Nordens Gudeverden. Bd.1: Vætter og helligdomme. Bd.2, Aarets ring. Kbh.

Liebgott, N.-K. (1973): Kalendere. Folkelig tidsregning i Norden. Nationalmuseet. Kbh.

Uldall, Kai (1929-30): Dansehøj, pinsebod og gildesvold. I: Fortid og nutid, Kbh.

Andersen, Harald (1977): Jordbordet. SKALK nr.4/77

TIDLIGERE ARTIKLER AF NIELS ISHØJ CHRISTENSEN

Rillesten 3: "Som kunne den være strøget med en tommelfinger"

"Hjulkors i Tanum - en arkæoastronomisk undersøgelse"