Rillesten 5:

Rillesten i Store Dyrehave

© Aksel Smith-Petersen

Artikel nr. 37.

Aksel Smith-Petersens har studeret rillestenene i Store Dyrehave og er nået frem til, at rillerne ikke er lavet med kløvning for øje. Han ønsker ikke at involvere sig i teorier om, hvorvidt rillerne har relationer til astronomi eller skal tolkes som afløbsriller for offerblod, men fremfører på ren teknologisk basis nogle argumenter for sin opfattelse af de omdiskuterede sten.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems.

rudkjems@gmail.com

STORE DYREHAVE

Store Dyrehave syd for Hillerød er i geologisk henseende en særpræget landskabstype, bl.a. kendetegnet ved vandreblokke fra istiden. Disse er mange steder synlige i overfladen i et antal, som har påkaldt geologernes interesse, se f.eks. V. Milthers (1935).

Historisk-arkæologisk er det interessant, at der på adskillige af disse blokke er riller fremkommet ved menneskers bearbejdning. Der har tidligere været fremsat den teori (F. Kaul & K .Krogh (1990)), at rillerne er lavet med det formål at kløve stenene for at bruge dem til kvadersten ved bygning af slotte og kirker i 15-1600-årene.

I det følgende skal der på teknologisk grundlag fremføres nogle grunde til at antage, at rillerne er fremstillet langt tidligere og kun er blevet (mis)brugt til kløvning i forbindelse med fremskaffelsen af bygningssten til de nævnte byggerier.


RILLESTENENE

Der er rillesten i de fleste afdelinger af Store Dyrehave med den største koncentration på begge sider af Kongevejen (201)mellem KM29 og KM3l. På fig.1 er med prikker indtegnet de fleste af de registrerede eksemplarer:

Fig. 1: Store Dyrehave. Ved den meget omfattende registrering, som Carsten Carstensen foretog i 1999, fandt han i Store Dyrehave ca. 250 rillesten. (se eventuelt RILLESTEN 4)

 

TYPE A: Rillen er ubeskadiget.

Rillestenene kan efter deres tværsnit inddeles i fire hovedtyper:

TYPE B: Stenen er kløvet ned igennem rillen. De to stykker af stenen kan ligge tæt sammen eller være fjernet fra hinanden.

TYPE C: Stenen er kløvet ned gennem rillen, og kun den ene af de to dele ligger tilbage.

TYPE D: Stenen er kløvet således, at kun en "flis" er spaltet fra og hovedparten af stenen ligger tilbage.

Endelig er der nogle få eksempler på rillesten, som ikke kan indpasses i nogen af de nævnte kategorier, f.eks. sten med to parallelle riller. Og der er overgangsformer, som når f.eks. sten er spaltet som Type D langs største delen af rillen, mens en stump af den ubeskadigede rille (Type A) er bevaret. Typerne A og B er hver repræsenteret med nogle få eksemplarer, mens resten er fordelt nogenlunde ligeligt mellem typerne C og D.

Rillesten type A med intakt rille. Store Dyrehave, afd. 117. (foto: © Aksel Smith-Petersen)


RILLERNE

Rillerne er 30-50 mm dybe og har et U-formet tværsnit med let skrånende sider. Bunden er afrundet til en næsten perfekt cirkel-form og er glat, som var den slebet. Nedenstående tværprofiler er optegnet i størrelsesforholdet 1:2 efter voksaftryk af nogle af rillerne. Det ses, at bundens krumning svarer til en cirkel med en diameter på ca. 10 mm.

Tværprofiler efter voksaftryk af nogle af rillerne i forholdet 1:2.

Aftryk af riller i sten fra forskellige afdelinger i skoven viser, at rille-tværsnittets form varierer meget lidt fra sted til sted. I den udstrækning dele af rillen er bevaret på den kløvede sten, har disse dele de samme egenskaber, som beskrevet ovenfor for de intakte riller. Med en enkelt undtagelse ligger rillerne centralt på den opadvendende flade af de jordfaste blokke. I længdesnit har rillerne nogenlunde konstant dybde og afsluttes som regel uden at være ført helt ud til fladens kant. Afslutningen er udført med en regelmæssig afrunding med glat (slebet?) overflade ligesom rillernes øvrige flader (fig.2).

fig.2

I nogle tilfælde af blokke, kløvede som Type B, forløber brudlinien (fladen) langs med rillen i dennes længde, men danner en vinkel med rillen uden for denne, se fig.3.

fig.3

Kløvet blok type B, begge dele bevaret. Store Dyrehave, afd. 137. (foto: © Aksel Smith-Petersen)

STENKLØVNINGSTEKNIKKER

Kvadersten fremstillet ved kløvning af natursten har været anvendt som byggemateriale i årtusinder. Af de forskellige teknikker, der har været anvendt, er formodentlig den mest almindelige kløvning med kiler.

KLØVNING MED KILER

Knud Høgsbro Østergaard (1962) har ved sine undersøgelser af middelalderkirker i Vestjylland fundet spor af denne kløvningsteknik, som han påviser har været anvendt næsten uændret i 2000 år.

KHØ's detaljerede beskrivelse af fremgangsmåde og værktøjer kan kort resumeres som følger: Efter at stenhuggeren ud fra sin erfaring har fundet stenens naturlige spalteretning, indhugges i den ønskede kløvelinie en række kilehuller med V-formet tværsnit og i en afstand af 10-15 cm. I hvert hul anbringes en jernkile med en foring af jernblik på siderne, således at kilen spænder mod hullets sider uden at røre dets bund. Man slår så på kilerne med en mukkert, så de alle spænder lige meget, og stenen kløves langs den ønskede linie.

Rillesten type C med næsten vellykket kløvning. Store Dyrehave, afd. 136. (foto: © Aksel Smith-Petersen)


KLØVNING VED BRÆNDING

F. Kaul og K. Krogh (1990) viser, at også en anden teknik har været anvendt. I bygningsværker fra 15-1600-årene ses eksempler på indbyggede kvadersten, der øjensynlig er fremstillet ved kløvning, og hvor halvdelen af den rille, langs hvilken kløvningen er foregået, stadig ses på stenens kant. De halve riller har samme karakter, som de tidligere beskrevne riller, dvs. de er kontinuerte og har en glat overflade. En bedømmelse af formen af rillens bund er vanskelig, dels fordi kløvfladen kan være behugget, dels fordi spaltningen ikke nødvendigvis er sket gennem rillens symmetriakse. Forfatterne antager, at kløvningen er foregået ved varmepåvirkning, hvilket underbygges af beretninger om en lignende teknik, som er blevet anvendt af nutidige stenhuggere. I flg. disse gik man frem som følger: efter at den bedste kløveretning er fundet, hugges med spids mejsel en rille i stenen, der hvor kløvningen skal foregå. Når rillen er færdig, fyldes den med klude og twist vædet med en brændbar væske, som derpå antændes. Når ilden er brændt ud, hældes der vand på, og stenen flækker smukt efter rillen ved 2-3 velrettede hammerslag.

Kløvet sten type D. Mislykket kløvning, da rillen ikke er lagt rigtigt i forhold til stenens naturlige spalteretning. Store Dyrehave. (foto: © Aksel Smith-Petersen)


DISKUSSION

Det er vel muligt, at kløvningen af de omtalte kvadersten kan være foregået i 15-1600-årene ved brænding i riller, som ovenfor beskrevet, og at (i hver fald nogle af) de flækkede sten, som ses i Store Dyrehave, kan være rester af denne proces. Der er imidlertid gode grunde til at antage, at rillerne ikke blev lavet af 15-1600-årenes stenkløvere, men var lavet (lang tid?) forinden og slet ikke lavet med henblik på kløvning, men tjente helt andre formål. Dette begrundes i følgende:

1. Forekomsten af rillesten af Type A, altså med intakte riller, er vanskelig at forklare, hvis man vil antage, at rillen er lavet med kløvning for øje: Hvorfor skulle man have fremstillet den smukke rille i stenen, når man så blot har ladet den ligge uden at bruge den?

2. Rillerne på de tilbageværende sten i Store Dyrehave og til dels også på de indbyggede kvadersten er smukt forarbejdede med en glat overflade, som ikke er frembragt med mejsel, men må være slebet. Dvs. at rillerne er fremstillet på en tid, hvor man ikke havde værktøj af jern, eller hvis man havde, så har man ønsket at spare på det. Det kan næppe have været tilfældet i 15-1600-årene.

3. Ved kløvningen fungerer rillen som kærv eller brudanviser, dvs. den virker på samme måde som diamantens fine ridse, der får rudeglasset til at knække. Jo skarpere kærven er, jo større er spændings-koncentrationen, og derfor mere effektiv til at fremkalde brud. Hvis rillerne var lavet med henblik på kløvning, ville deres smukt afrundede bund være uhensigtsmæssig, en spids bund ville have været mere effektiv.

4. F. Kaul og K. Krogh bemærker, at det er et gennemgående træk, at rillen ikke føres helt ud til stenens kanter, som fig. 2, og foreslår som en mulig forklaring, at man ville risikere at beskadige stenen, hvis man førte rillen helt ud til kanten. Dette er en misforståelse af brudmekanismen: enhver, der har prøvet at skære et stykke rudeglas med en diamant, ved, hvor vigtigt det er at føre snittet helt ud til kanterne for at undgå, at bruddet løber skævt. Det viser sig da også, at i nogle tilfælde er kløvningen af stenene i Store Dyrehave løbet skævt, formodentlig netop fordi rillen ikke er ført ud til kanterne. Forfatterne refererer da også, at den moderne stenhugger lader rillen gå helt ud til fladens kant i begge ender. At rillerne ikke føres helt ud til kanterne tages derfor som et bevis på, at de ikke har været lavet med kløvning for øje.

5. De moderne stenhuggere, som Kaul, Krogh og Østergaard har som kilde til deres viden om de to kløvemetoder, fortæller samstemmende, men af hinanden uafhængigt, at den vellykkede kløvning er helt afhængig af, om man finder stenens naturlige spalteretning; hvis man ikke gør det, vil man i stedet for den ønskede kløvning få en afskalning af en mindre flis. I Store Dyrehave er mange sten spaltet som Type D, dvs. at rillen ikke har været lagt i overensstemmelse med stenens rigtige spalteretning. Dette tages af undertegnede som et bevis på, at rillerne ikke har været lavet med kløvning for øje, men med et helt andet formål. Stenhuggerne i 15-1600-årene har forsøgt at kløve alle sten med riller uden hensyn til spalteretningen, - med et antal fiaskoer som Type D til følge.

6. Der foreligger en tredie mulighed: at rillestenene har været kløvede, da 15-1600-årenes stenhugger fandt dem i skoven. Han har så blot samlet stumperne op og tildannet dem til kvadersten. Om dette har været tilfældet, får vi opklaret den dag, da geologerne ud fra forvitringsgraden er i stand til at kvantificere aldersforskellen på de tydeligt forskellige forvitrede flader: vandreblokkens "oprindelige" overflade, rillens slebne overflade og kløvefladen.


KONKLUSION

Ovenstående er et bidrag til, men næppe den endelige løsning på rillestenenes gåde. Der bør derfor være mulighed for at studere dem yderligere i tiden fremover, hvilket kun kan sikres ved at de fredes. I dag dyrkes skoven med så grove midler, at stenene snart vil forsvinde eller blive ødelagt. Se f.eks. fotoet nedenunder, der viser en "losseplads" af vandreblokke, indsamlet i afd. 200, som formodentlig vil blive tildækket.

"Losseplads" af vandreblokke. Store Dyrehave, afd. 200. (foto: © Aksel Smith-Petersen)

Aksel Smith-Petersens artikel har tidligere været bragt i NoMus, 8. årg. nr. 4, december 1995. NoMus er medlemsblad for Nordsjællandsk Museumsforening.

LITTERATUR

  • F. Kaul og K. Krogh (1990): En lidet påagtet stenkløvningsteknik - og om oldtidsminder som stenbrud. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed.
  • V. Milthers (1935): Nordøstsjællands Geologi. DGU. København.
  • K. Høgsbro Østergaard (1962): Kvaderstensteknik. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed.

TIDLIGERE ARTIKLER OM RILLESTEN

KIK I ARKIVET!

Se alle de spændende artikler I ARKIVET!