Rillesten 2: Alle rillerne er kløveriller fra nyere tid!

© Rud Kjems

Artikel nr. 15.

I artikel nr. 14 bragte vi forhenværende statsskovrider E. Laumann Jørgensens afsluttende indlæg - DE FORHISTORISKE SYMBOLRILLER - i en meget langstrakt debat om de såkaldte rillesten. Debatten har i snart 20 år bølget frem og tilbage mellem fagarkæologerne og en kreds af amatørforskere med Laumann Jørgensen som talerør. Begge parter har gennem årene stået ret stejlt overfor hinanden, og temperamenterne har af og til været lidt i kog. Laumann Jørgensens teori går ud på, at rillestenene rundt om i Danmark kan opdeles i to typer. Den ene type fremviser smalle, stejle riller med flad bund. Det er tekniske kløveriller efterladt af stenhuggere, som af en eller anden grund aldrig gennemførte kløvningen. Den anden type er forsynet med brede riller, hvis tværsnit er u-formet. Siderne er slebet, og bunden er bred og buet. Disse riller er efter Laumann Jørgensens mening forhistoriske. De er ikke blevet lavet for at kløve stenen, men er rituelle, religiøse symboler. Arkæologerne derimod tolker begge typer riller som kløveriller, og de mener, at rillerne er indhugget i stenene i nyere tid. Fremprovokeret af Laumann Jørgensen fremlagde arkæologerne Flemming Kaul og Knud J. Krogh i 1990 museumsverdenens syn på rillestenene i form af en artikel i "Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie". Artiklen kaldte de "En lidet påagtet stenkløvningsteknik - og om oldtidsminder som stenbrud". Vi vil i det følgende præsentere nogle af arkæologernes synspunkter og argumenter og Laumann Jørgensens kommentarer til disse.

Kaul og Krogh starter med at fastslå, at en egentlig teknisk bearbejdning af marksten først påbegyndes i Danmark i forbindelse med det storstilede stenkirkebyggeri, som indledtes omkring år 1100. Rent håndværksmæssigt kulminerede middelalderens stenhuggerkunst med kvaderstenskirkerne. Herom skriver forfatterne:

"Som regel har man valgt marksten, der kunne kløves midt over til to kvadre. Efter kløvningen blev de to stenblokke yderligere behugget i siderne, så kløvefladerne fremtrådte som en temmelig præcis afgrænset, retvinklet firkant. Dertil kom, at denne firkantede flade blev behugget med stor omhu, så den blev fuldstændig plan. I nærværende skriftrækkes årbog for 1962, s. 37-53, har Knud Høgsbro Østergaard under titlen 'Kvaderstensteknik' givet en grundlæggende fremstilling af den teknik, der blev anvendt ved kløvningen og den videre bearbejdning af marksten i det middelalderlige kirkebyggeri. Idet der henvises til denne afhandling, skal her blot anføres, at den stenkløvningsteknik, der kan iagttages i det middelalderlige danske kirkebyggeri, tilsyneladende går igen sted efter sted i én og samme udførelse. Langs den linje, hvorefter stenen tænktes kløvet, hugges med jævne mellemrum et antal kilehuller, netop store nok til at kunne rumme de kiler af jern, ved hvis hjælp stenen derefter blev kløvet."

(Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1990, s. 226-227)

Tim kirke. Detalje af kirkens sydmurs østre del. Kvader fra engang i 1100- eller 1200-tallet med fragmenter af to typiske kilehuller. Almindeligvis har den afsluttende tilhugning af kvaderens kontur og "facade" fjernet ethvert spor efter de kilehuller, der blev anvendt ved kløvningen, men af og til kan man dog - som her - støde på iøjnefaldende rester af kilehuller, som af en eller anden grund ikke er blevet hugget bort. Kvaderen (i midten) måler 52 gange 41 cm. (Foto: K. Krogh)

"Generelt synes der i denne periode ikke at være tale om, at man i større udstrækning kløver eller på anden vis bearbejder de marksten, der anvendtes i byggeriet. Kløvning af marksten som led i byggearbejder er således efter alt at dømme en håndværksmæssig færdighed, der på grund af ændret byggeskik går mere eller mindre af brug, da det store 'romanske' kirkebyggeri afsluttes i 1200-årene. Det er tilsyneladende først omkring 300 år senere, ved Kong Frederik I's (1523-33) påbegyndelse af de store byggearbejder, som indledte en ny tid i den danske befæstningskunsts historie, at kløvede sten, bearbejdede til kvadre, atter kommer til at spille en afgørende rolle i byggeriet, og atter bliver der gjort et voldsomt indhug i det råmateriale, som istidens vandreblokke, markstenene, udgjorde. Bemærkelsesværdigt er det, at kløvningen af stenene nu udføres på en anden måde end den, vi kender fra middelalderens kirkebyggeri. Den tradition for kløvning og bearbejdning af marksten, vi møder i det 'romanske' kirkebyggeri, har åbenbart ikke overlevet blandt de danske håndværkere. En ny og anderledes kløvningsteknik optræder efter alt at dømme enerådende på de utallige danske byggepladser, der i 1500-årene og 1600-årene under kongerne Frederik I, Christian III (1533-59), Frederik II (1559-88) og Christian IV (1588-1648) blev etableret for at skabe de mange befæstningsværker og herregårde, som i dette tidsrum rejste sig rundt om i landet."

(Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1990, s. 227)

Forfatterne påpeger, at der i kvadre fra 1500- og 1600-årene ikke hidtil er fundet kilehuller. Til gengæld ses på kvadrene meget ofte fragmenter af kløveriller med et V-formet tværsnit. Ejendommeligt nok er det et gennemgående træk, at rillen ikke føres helt ud til stenens kanter. Det forklarer forfatterne med, "at man måske løb en unødvendig risiko for at beskadige stenens yderste del, såfremt man havde hugget rillen helt ud til kanten." De fastslår endvidere, at det hidtil ældste eksempel på kvadre fremstillet ved kløvning med riller kan ses på Sønderborg Slot, og de nævner derudover forskellige herregårde, slotte og kirker, hvor den samme kløvningsteknik kan iagttages.

Sønderborg Slot. Detalje af rondel fra omkring 1530. To af kvadrene er udstyret med markante kløveriller. (Foto: K. Krogh)

Påstanden om, at den gamle kløveteknik ved hjælp af kiler blev forladt til fordel for kløvning ved hjælp af riller, understøttes ifølge de to arkæologer af tre skriftlige kilder. Den ældste er et bevaret regnskab vedrørende Sønder Omme Kirkes vestforlængelse i 1615-1622. Herom skriver de bl.a.:

"Forberedelserne til byggeriet i Sønder Omme indledes for alvor i 1616, da man begynder at samle markstensmaterialet: '172 Læs huggen Sten og Kamp at age af adskillige Marker og op til Kirken - 10½ dlr.' De følgende to år samles endnu 54 læs sten, og her fremgår det af regnskabet, at råmaterialet, vandreblokkene, i nogle tilfælde måtte graves fri og kløves på stedet. I 1617 anføres det således: 'holdt 2 Karle i 4 Dage at kaste Jord fra store Sten i Marken og brænde dem itu og siden vælte dem af Graven.' Og i 1618 skrives: '1 Karl 1 Dag at opkaste Sten og brænde dem sønder'.

Her er utvivlsomt tale om udnyttelse af større vandreblokke, der ligger så dybt, at der ved frilæggelsen ligefrem etableres en 'Grav' omkring stenen. Der tales derfor om, at karlene må vælte de blokke, som stenen ved sprængningen er blevet delt i, op af hullet eller graven. Når der det ene sted tales om at 'brænde dem (d.v.s. stenene) itu', og man det andet sted siger, at man skal 'brænde dem sønder', så rejser det spørgsmålet, om der ved den kløveteknik, som rillerne knytter sig til, tillige har indgået en - måske i selve rillen - koncentreret, stærk varmepåvirkning, en brænding."

(Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1990, s. 233)

Den anden kilde refererer til nogle forelæsninger holdt i 1728 af svenskeren Mårten Triewald. Heri omtales en metode til at udforme sten til byggeri ved hjælp af ild. Det oplyses således, at sten "kunde enl. dessa sprängas 'i så många klyfter man vill, och äfven till hvad figur som åstundas'. Efter stenens insmörjning med tjära, tran och talg el. annat fett skulle en tillmakning av ved el. kol göras. Efter eldning sprang den så sönder 'jämt efter de linier, man ritat med fettet'"

Den sidste kilde er af nyere dato. Det er oplysninger meddelt Nationalmuseet vedrørende stenhugger Egon Hansen (1908-1980):

"Sædvanligvis indledtes arbejdet med at stenen blev gravet fri, d.v.s at jorden umiddelbart omkring stenen blev fjernet. Når Egon Hansen gennem en nøjere vurdering havde fundet frem til, hvor han bedst kunne kløve stenen, huggede han med en spids mejsel en rille i stenen, dér hvor han ønskede kløvelinjen skulle forløbe. Rillen havde et udseende svarende til rillerne, der kan iagttages i kvadrene i 1500- og 1600-årenes bygværker. Det berettes, at mejslens spids under arbejdet måtte slibes om flere gange. Når rillen var færdighugget, placeredes klude og twist vædet med brændbar væske i rillen. Dette blev derpå antændt, og når ilden var brændt ud, blev der hældt vand på. Derefter flækkedes stenen smukt efter rillen ved 2-3 velrettede hammerslag. Egon Hansens søn beretter, at det ovennævnte arbejde kunne gennemføres på 3-4 timer. Særlig store sten måtte selvfølgelig kløves ad flere gange."

(Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1990, s. 237)

Egon Hansen er tilsyneladende "et særtilfælde", for kløvning ved hjælp af riller blev ifølge forfatterne opgivet igen i slutningen af 1700-årene, og den gode gamle middelalder-metode, kløvning ved hjælp af kiler, kom igen til ære og værdighed og har frem til nyeste tid været dominerende.

Laumann Jørgensen kommenterer i sin bog "Stjerner, sten og stænger - arkæoastronomi i Danmark" (1994) Flemming Kaul og Knud J. Kroghs artikel om stenkløvning. Laumann Jørgensen skriver bl.a.:

"Når imidlertid begrundelserne for, at Harreskovens stenriller skulle være af rent teknisk art og stamme fra de seneste århundreder, som det fremstilles i sidstnævnte artikel, klart afvises af hele 6 professionelle stenhuggermestre, f.eks. faglærer Tage Lorentzen, stenhuggersko1en, stenhuggermestrene Leo Rosendal, Lyngby og Knudsen, Roskilde m.fl., kan ingen undre sig, idet artiklens forudsætninger om teknik, arbejdsgang og tidsforbrug hviler på et helt forkert grundlag og alene henviser til udtalelser fra 3 noget tvivlsomme eksperter: en skærveknuser, en provst og et postbud. Disse forklarer, at en stenkløvning fandt sted i tidligere tid på følgende måde:

• Man gravede stenen fri. Derefter slog man på stenen for at finde dens ,,hjerte", idet man anså stenens naturlige kløveretning for at være ganske uden betydning for en heldig kløvning.
• Endelig blev stenen vendt om, da undersiden var bedst egnet til kløveriller. Kløveriller blev indhugget.
• Rillerne blev fyldt med klude, vædet i spildolie eller en anden brændbar væske. Efter antændelse blev stenen kløvet efter et par velrettede hammerslag.

At denne teknik kan bruges, skal ikke afvises, Kauls sagkyndige brugte 3-4 timer dertil. Når stenhuggermestre imidlertid altid med hamre, mejsler og blikkers - en teknik, der mindst går tilbage til jernalderen, lavede korte riller med stejle sider, kunne tilsvarende blokke deles på 10-20 minutter. Den først omtalte teknik må i hvert fald, i historisk tid, betegnes som "klamphuggeri". I bedste fald en nødløsning.

Mange rillesten vejer mere end 1000 kilogram og kan ikke uden videre vendes på stedet med simple hjælpemidler. Desuden er der aldrig påvist sodspor på de kvadrer i slotte og herregårde, hvor man kan identificere spor efter lange riller. Så kludemetoden synes ikke at have været i brug i 1500-I600-tallenes slots- og herregårdsbyggeri.

Denne konklusion blev forstærket af de indtryk, man fik på et seminar, der for en del år siden blev afholdt på Løvenholm gods på Djursland. Her gentog arkæologerne hypotesen om kløveriller i forhold til ikke alene "Harreskov-materialet", men også tilsvarende rillesten fra Løvenholmskovene. De tilstedeværende geologer og stenhuggermestre afviste, at de forhåndenværende riller, hverken kunne bruges til jernkiler og blikkers eller til kludemetoden. Konklusionen lød: "Alene profilerne af rillerne viser, at det ganske simpelt ikke kan lade sig gøre."

I den standende strid er det et vigtigt punkt, om rillerne går helt ud til kanten af stenene, eller om de ender og begynder et stykke fra kanterne. Den tyske rillestensforsker Detlef Schünemann i Verden/Aller har i tidsskriftet ,"Die Kunde", årgang 1992, side 67 ƒ.f. udarbejdet et katalog over de rillesten, han har fået kendskab til i løbet af de sidste ca. 20 år. Han benytter profilerne af rillerne som kriterium for en opdeling i typer og udskiller en speciel "Dansk Type", hvor rillerne begynder og ender ca. 6-10 cm fra stenenes kanter.

Da man i 1500-tallet løb på de mange søndrede helligsten (De var ødelagt med hensigt af kirkens folk ved Kristendommens indførelse), har det været naturligt at prøve at kløve dem efter de forhåndenværende riller. Deres riller var ikke ført ud til stenens kanter. Nej, for de var ikke oprindelig lavet til at fungere som kløvningsriller! Den tilsyneladende ændring af kløvningsteknikken i 1500-tallet kan altså udmærket have beroet på, at man gjorde en dyd af nødvendigheden for hurtigt at slippe igennem arbejdet med at skaffe sten til herregårdene og slottene.

Betragter man de kvadrer med riller, som er sat op i eller ved slotte, herregårde og andre bygninger, så er det bemærkelsesværdigt, at rillerne kun findes på stenens ene side. Er resten af kvadrenes sider blevet kløvet efter en anden teknik? Hvis man har prøvet at fjerne sporene efter kløvning af skønhedshensyn, hvorfor så ikke på alle sider?"

Desværre ser det ud til, at debatten om rillestenene nu er gået i stå. De to parter er efter tyve års debat kørt trætte. Det er en skam, for der synes fortsat at være en række spørgsmål, som ikke er fuldt ud belyst. Jeg hæfter mig bl.a. selv ved følgende:

• Kaul og Kroghs teori om, at "den romanske kløveteknik" med kiler blev glemt, fordi man i den efterfølgende "gotiske periode" næsten udelukkende brugte tegl som byggemateriale, virker ikke overbevisende. Ganske vist er der gennem tiderne mange eksempler på, at gamle håndværksteknikker er gledet i baggrunden, men det gjorde de kun, når nye og bedre teknikker overtog deres rolle. Selv i "den gotiske periode", hvor murstensbyggeriet dominerede, må der have forekommet kløvning af marksten, om end i mindre omfang end tidligere. Ifølge oplysningerne om stenhuggeren Egon Hansen tog det ham 3-4 timer at kløve en stor sten ved hjælp af en indhugget rille og brændbare klude. Som nævnt ovenfor har moderne stenhuggere oplyst, at den samme kløvning ville kunne klares på ca. 10-20 minutter ved hjælp af kile-metoden. Det virker lidet sandsynligt, at den hurtige kløvningsmetode blev forladt til fordel for én, som tog 10 gange så lang tid!
• Laumann Jørgensen gør i artiklen "Forhistoriske symbolriller" opmærksom på, at han har iagttaget to forskellige typer af riller. Den ene er snæver, nærmest V-formet med flad bund. Det er efter Laumann Jørgensens mening en teknisk kløverille. Den anden, som Laumann Jørgensen anser for forhistorisk, er åben, U-formet med nedadbuet bund og slebne sider. I Kaul og Kroghs artikel nævnes kun den V-formede type. De to arkæologer tager slet ikke stilling til teorien om de to typer, hvilket svækker deres argumentation, da netop udskillelsen af to typer er et af Laumann Jørgensens hovedargumenter for teorien om de sakrale riller.
• Rillesten lader sig kun sikkert datere, såfremt man finder dem i uforstyrrede, daterbare arkæologiske lag. I sit lille skrift "En enkel metode til adskillelse af tekniske kløveriller og sakrale kultriller" (1997) præsenterer Laumann Jørgensen en rillesten, som tilsyneladende er daterbar. Han skriver: "I en 900-tals kvindegrav inde i Grydehøj (ved Gl. Lejre/RK) fandt redaktør Harald Andersen, Skalk, for år tilbage en rillesten med langrille og med tværgående huggespor i rillebunden. Denne rillesten er en forhistorisk kultsten og er, efter et brandlag, den lå på, kulstof-14 dateret til de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse." Hverken Kaul eller Krogh har kommenteret dette fund.