Genvej til guderne
© Rud Kjems
Artikel nr. 43.
| Orkney 4: Genvej til guderne © Rud Kjems Artikel nr. 43. |
| EN BRITISK SPECIALITET Omkring 3800 f.Kr. begyndte stenalderbønderne på De Britiske Øer at opføre en ny type anlæg. Store, uregelmæsigt runde, pladser blev indrammet ved hjælp af volde og voldgrave, og ejendommeligt nok var volde og voldgrave mange steder afbrudt af passager, som gav adgang til det omkransede område. De britiske arkæologer kaldte i starten disse anlæg for causewayed camps udfra den betragtning, at der måtte være tale om en slags fæstninger. Siden har undersøgelser vist, at anlæggene nok har haft en bred vifte af funktioner: boplads, fæstning, begravelsesplads, markedsplads, kvægindhegning og ceremonielt center er nogle af de formål, arkæologerne knytter til anlæggene. De har derfor ændret typebetegnelsen til causewayed enclosures. Sandsynligvis er anlæggene først og fremmest ceremonielle centre. Så vidt jeg ved, var bønderne på De Britiske Øer de første, der opførte den nye type anlæg. Siden vandrede idéen over på kontinentet, og lignende anlæg er fundet i mange europæiske lande, også i Danmark. Her kalder vi dem Sarup-anlæg. Causewayed enclosures blev erkendt som en ny anlægstype, da man før sidste krig undersøgte arkæologiske spor på toppen af Windmill Hill ved Avebury i Sydengland. Windmill Hill er fortsat det største anlæg, som er fundet på De britiske Øer. Det indrammede område har tværmål, der veksler mellem 87 og 304 m. Disse anlæg er de første eksempler på, at mennesker i det forhistoriske Europa har sluttet sig sammen om større fællesopgaver, og man kan forestille sig, at de omkransede pladser har været centre for et større geografisk område. |
| Det ældste anlæg ved Sarup.
Helligpladsen var omgivet af
et lidt kompliceret system af
små voldgrave, og inden for
disse har stået en 650 m lang
palisade bygget af meget
svære egestolper. Det
indhegnede areal var på hele
90.000 kvadratmeter.
|
|
På flere henges er der fundet huller efter svære stolpekredse. Nogle arkæologer tolker stolperne som tagstolsper, der har båret taget på en cirkelrund bygning. Her ses et rekonstruktionsforslag. | Undersøgelser viser, at causewayed enclosures havde udspillet deres rolle omkring 2900
f. Kr. På dette tidspunkt havde man allerede i nogle få århundreder opført en ny type
anlæg, henges, som efter alt at dømme er en videreudvikling af causewayed enclosures.
Noget tyder på, at man med hengerne har filtreret det verslige fra og næsten
udelukkende brugt dem som religiøse monumenter - som genveje til guderne. Hengerne
har mange fællestræk med causewayed enclosures, men designet er mere stramt og
geometrisk. Det indrammede område er rundt, til tider cirkeltrundt og andre gange ovalt,
og den omkransende vold og voldgrav brydes kun af få indgange. Ofte én eller to, af og
til tre eller fire. Man kan få det indtryk, at færre nu har fået adgang til det indrammede
areal, måske kun de udvalgte. Oftest er hengerne placeret på lavt eller svagt skrånende
terræn tæt ved vand. De er næsten alle sammen konstrueret, så voldgraven findes på
indersiden af volden. Det viser klart, at henges ikke er bygget med forsvar for øje. Rent
praktisk har vold og voldgrav markeret grænsen mellem det det indviede og det
uindviede, men volden og graven har sikkert også haft en dybere symbolsk betydning
funderet på religiøse forestillinger og en opfattelse verden, som vi kun vagt kan nærme
os. Stonehenge, der er blandt de tidligste henges, har givet navn til typen. På mange henges, bl.a. Stonehenge, blev der rejst stenkredse, stolpekredse og andre konstruktioner af sten eller træ. Nogle af stolpekredsene har sandsynligvis båret tagkonstruktioner - bygningsværker, der må tolkes som templer eller dødehuse. Henges findes i mange størrelser. En opmåling af samtlige henges viser en gennemsnitsdiameter på 105 m (ydersiden af volden). De mindste anlæg, minihenges, har diametre på under 10 m, mens de største, superhenges, har diametre på over 400 m. Henge-monumenter er ikke fundet udenfor De Britiske Øer, så der er tale om en britisk specialitet. |
| Mount Pleasant, en af de
britiske superhenges, i
Dorset. Inde på hengen har
man fundet stolpehuller af en
for længst hensmuldret
trækonstruktion af
koncentriske stolpekredse,
som måske har båret et
vældigt tag - resterne af et
tempel eller et dødehus?
|
|
RING OF BRODGAR I denne artikel kikker vi nærmere på én af de berømte henges på Orkney Øerne, Ring of Brodgar. Den indgår i det enestående ceremonielle center på øgruppens største ø, Mainland. Centret, der sandsynligvis var en fælles helligplads for øerne, er anlagt på lavt terræn mellem søerne Loch of Stenness og Loch of Harray. Det ret flade landskab domineres af søerne. Rundt om i horisonten rejser Mainlands bakkeland sig, så landskabet tager form af en gigantisk skål, som helligpladsen ligger midt i. Kun mod sydvest er skålen åben og åbenbarer et fascinerende udkik til naboøen Hoy's småbjerge. Man kan kun gætte på, hvorfor centret blev placeret i dette karakteristiske landskab, men når man står i bunden af skålen blandt resterne af helligpladsens monumenter, så fornemmer man alligevel klart, at det har været det rigtige valg. Her har der været mulighed for at få de højere magter i tale! Helligcentret er tidligere beskrevet i artiklen Helligpladsen mellem søerne, var i funktion gennem ca. 1500 år. Det har rummet mindst 30-40 monumenter af forskellig alder: jættestuer, monolitter (høje oprejste sten), gravhøje og henge-anlæg. Ring of Brodgar hører til blandt Storbritanniens mest storslåede oldtidsminder - både i kraft af sin størrelse og fremtræden og sin placering i bunden af det skålformede landskab. Hengen ligger på den smalle tunge land mellem de to søer omgivet af gravhøje. De første beskrivelser og illustrationer af Ring of Brodgar stammer fra midten af 1700-tallet, og lige siden har oldtidsinteresserede valfartet til de fjerne øer mod nord. |
| Helligpladsen mellem søerne.
Omtrent midt på kortet ses
Ring of Brodgar. De små
mørke punkter syd herfor
markerer nogle af de mange
gravhøje omkring hengen.
Lidt øst for anlægget ses
monolitten The Comet Stone,
der måske har været en del
af monumentet.
|
|
| Der foreligger ingen sikker datering af anlægget, men det formodes, at hengen er opført
omkring 2500 f.Kr. Egentlige arkæologiske undersøgelser begrænser sig til en beskeden
udgravning i 1973, hvor professor Colin Renfrew to steder undersøgte voldgravens
beskaffenhed samt udgravede et mindre felt udenfor voldgraven. Trods det beskedne
format, gav udgravningen mange nye oplysninger om anlægget. Renfrew gennemførte
endvidere en geofysisk undersøgelse af det omkransede område indenfor stenkredsen
for at finde spor af konstruktioner, som måske engang har rejst sig her. Resultatet var
negativt, men det betyder ikke, at der ikke har eksisteret sådanne konstruktioner. Det
geofysiske apparatur virker nemlig ikke lige godt alle steder, hvilket har noget med
jordbundsforholdene at gøre. Kun fremtidige udgravninger vil kunne vise, om der
gemmer sig noget spændende inde på hengen. Selvom den cirkelrunde voldgrav gennem årtusinderne er blevet fyldt godt op med aflejret materiale, så er den fortsat meget synlig. Etableringen af voldgraven har været et gigantisk arbejde. Den er nemlig - fra top til bund - mejslet ud af den faste klippe, hvilket må være foregået med kiler og hakker. Voldgraven, som er 10 m bred foroven og op til 3,40 m dyb, har en omkreds på ca. 350 m. Det er anslået, at op mod 4700 kubikmeter klippe er blevet hentet op fra voldgraven. I de nedre dele af denne er siderne lodrette, og det er måske her, bygherrene har udkilet de sten, som senere rejstes i hengens kæmpemæssige stenkreds. Stenene kan dog udmærket været hentet andetsteds - måske ved Vestra Fiold ca. 9 km borte. Renfrew fandt intet spor volden, men den må have været her engang. Det ville have været et kæmpe ekstraarbejde at borttransportere materialet fra voldgraven. Det meste af volden er nok vendt tilbage til voldgraven - uden tvivl hjulpet godt på vej af de bønder, som gennem tiderne dyrkede jorden her. Nogle få henges, bl.a. Stonehenge, har volden placeret indenfor voldgraven, men langt de fleste har den yderst. Det har ganske givet også været tilfældet på Ring of Brodgar, hvor stenkredsen inde på hengen står så tæt på voldgraven, at der ikke har været plads til nogen indvendig vold. To steder brydes voldgraven af indgange placeret diametralt overfor hinanden - den ene mod nordvest, den anden mod sydøst. |
| Ring of Brodgar set fra
nordvest med Loch of
Harray i baggrunden. Helt
ude i horisonten rejser
Mainlands småbakker sig.
Den dybe voldgrav, som er
hugget direkte ned i klippen,
ses i forgrunden. (foto ©:
Rud Kjems)
|
|
| Arkæologerne anslår, at der til arbejdet med at etablere vold og voldgrav er medgået ca.
80.000 mandetimer. Det betyder, at 100 mand beskæftiget 8 timer pr. dag har kunnet
klare arbejdet på ca. 3 måneder. Dertil kom så arbejdet med at transportere og rejse de
mange sten i kredsen og eventuelt rejse andre konstruktioner på det omkransede
område. En betydelig indsats, som måtte klares ved siden af det daglige hårde slid for at
bjerge føden. Præstationen sættes yderligere i relief, når den sammenholdes med den
kendsgerning, at orknierne i datiden sjældent blev ældre end 35-40 år. DEN VÆLDIGE STENKREDS En tegning af Richard Pococke fra 1760 viser, at der dengang stod 17 sten i kredsen. Heraf var de 4 beskadiget og omtrent halveret i størrelse. Andre sten lå omstyrtet på hengen. På et tidspunkt - sandsynligvis i midten af 1800-tallet - har man rejst en del af de væltede sten, så der i dag er 29 stående sten, og yderligere syv kan identificeres i form af stumper i jorden. Den største af de stående sten er 4,20 m høj. Men oprindelig har der stået hele 60 sten i den vældige kreds, hvis diameter er 103, 60 m. Stenene er af den lokale sandsten og som nævnt mejslet ud af voldgraven eller hentet længere borte. Orknierne var meget dygtige stenmestre og i stand til at udkile stenplanker af de vandretliggende sandstensforekomster - i de ønskede længder, bredder og tykkelser. Dette håndelag er dokumenteret til fulde i de enestående orkniske jættestuer. De 60 sten har stået på en præcist udlagt cirkel. Med omhu og tålmodighed er det ikke vanskeligt at udtegne en sådan cirkel. Den ene ende af et langt reb, måske af plantefibre, blev bundet til en stolpe sat i hengens centrum. Med rebet godt udstrakt har man så målt hele cirklen rundt og markeret kredsens periferi med pinde. At der virkelig har været tilsigtet stor nøjagtig fremgår af den omhu, hvormed de 60 sten blev placeret i kredsen. De er nemlig hele kompasset rundt anbragt med intervaller på 6 grader (målt fra midten af den ene sten til midten af den næste) med en gennemsnitsunøjagtighed på bare 9 bueminutter. Målt i meter er de 6 grader ca. 5,40 m af omkredsen og de 9 bueminutter 14 cm. Trækker man en linie fra den østligste sten, nu bare en stump, til den vestligste, så får man en næsten præcis øst-vest orientering. På samme måde får man en næsten præcis syd-nord orientering ved at trække en linie fra den sydligste sten til det sted, hvor den nu forsvundne nordligste sten må have stået. Alt tyder således på, at hengen bevidst er udlagt efter verdenshjørnerne. |
| Ring of Brodgars grundplan.
Desværre vides der intet om,
hvad der i sin tid udspillede
sig inde i stenkredsen, men
det har efter alt at dømme
haft relation til kult og
religion. Det lader sig heller
ikke afgøre, hvilke guder,
man søgte at anråbe, men
det er sandsynligt, at
himmellegemer har tilhørt
gudeskaren.
|
|
| Det er langtfra nogen enkel opgave at placere 60 tonstunge sten med indbyrdes ens
afstande på en så stor cirkel. Det må have været noget af en udfordring for
stenalderbønderne, som hverken kunne læse eller skrive. Regnefærdighederne har også
været yderst beskedne, men sans for det geometriske har de i hvert fald haft. Hvorfor
kredsen netop skulle have 60 sten er ikke godt at vide. Måske var der et eller andet
særligt ved det antal! Stonehenge havde oprindelig 60 sten i den yderste kreds, 30
opretstående og 30 overliggere. Tallet 30 går i øvrigt igen i andre britiske megalitanlæg -
måske inspireret af månens cyklus? På Ring of Brodgar har man muligvis først opstillet
de fire sten, som markerer verdenshjørnerne. Herved er cirklen blevet splittet op i fire
lige store cirkelbuer, som hver skulle rumme 14 sten. Placeringerne af disse har man
sikkert fundet ved at måle frem og tilbage med reb og målepind. Det er mest sandsynligt,
at der forud for etableringen har foreligget skitser af anlægget - malet på skind eller ridset
i træ. Under alle omstændigheder er opstillingen af stenkredsen udtryk for dygtigt
landmålerarbejde. THE COMET STONE Monolitten The Comet Stone, der står placeret på en lav cirkulær platform, 13 m i diameter, 137 m sydøst for Ring of Brodgar, har måske på en eller anden måde sammenhæng med hengen. På platformen ses stumperne af yderligere to sten, som har rejst sig her. De tre sten har dannet en retvinklet trekant, der åbner sig mod hengen. Lignende opstillinger af tre sten er fundet andre steder i Storbritannien - bl.a. i forbindelse med superhengerne Avebury og Stanton Drew. De britiske arkæologer kalder konstruktionen for en cove. Hvilket formål disse konstruktioner har tjent, vides ikke, men nogle af dem synes at være astronomisk orienteret - f.eks. Avebury's cove. |
| The Comet Stone står som en vagtpost øst for Ring of Brodgar. Bemærk de to stenstumper, der sammen med The Comet Stone har indgået i en trekantet konstruktion, hvis formål ikke kendes. (Foto ©: Andy Burnham - besøg evt. hans hjemmeside og se flere arkæologiske fotos!) |
|
Alexander Thom | DEN MEGALITISKE YARD Den berømte britiske arkæoastronom Alexander Thom påstod, at et stort antal britiske oldtidsanlæg, fra Cornwall til Orkney, var udlagt med en måleenhed på 0,829 m - the megalithic yard eller MY kaldte han meget passende enheden. Senere undersøgelser har vist, at Thom ikke havde ret i sin påstand. Nogle anlæg blev udlagt ret upræcist, og man kan forestille sig, at bygherrerne blot har skridtet afstandene ud. Andre, f.eks. Stonehenge og Ring of Brodgar, er så præcist udlagt, at der må have været benyttet en fast måleenhed, men ikke den samme fra anlæg til anlæg. Indrømmes skal det dog, at stenkredsen på Ring of Brodgar passer godt ind i Thom's teori. Den har nemlig en diameter på nøjagtig 125 MY. Det er ikke godt at vide, hvad der lå til grund for de valgte måleenheder. Det kunne eventuelt være en voksen mands skridtlængde. Jeg har selv moret mig med at definere måleenheder udfra kroppens dimensioner - i lighed med bl.a. de gamle ægyptere. Jeg fandt f.eks. ud af, at jeg med udbredte, strakte arme kan spænde over 174 cm, hvilket er 4 cm mindre end min højde. De 174 cm er 2 MY plus 8 cm. Undersøgelser har vist, at datidens orkniske mænd havde en gennemsnitshøjde på ca. 170 cm. Går vi nu ud fra forholdet mellem min højde og spændvidde, 178:174, og omregner forholdet i relation til stenalderbondens højde, så har han kunnet spænde over ca. 166 cm, hvilket er præcis 2 MY. Så Thom har måske ikke ramt helt ved siden af. Det kan udmærket tænkes, at man i datiden som enhed har benyttet spændvidden af en voksen mands udbredte arme. Thom hævdede ovenikøbet, at den megalitiske yard var så standardiseret i oldtidens Storbritannien, at der fra egn til egn højst var en afvigelse på 1 mm. Det er selvfølgelig noget sludder, og det er absurd at forestille sig, at en bondekultur af analfabeter over flere århundreder har benyttet en måleenhed med en millimeters nøjagtighed. Den magalitiske yard er et fantasifoster, som blev til på baggrund af vore dages rationelle måde at betragte verden. Og måske er der mere hold i den megalitiske spændvidde!? |
RING OF BRODGAR SOM MÅNEOBSERVATORIUM! Ring of Brodgar er indenfor en afstand af 250 m omgivet af 13 gravhøje - de fleste syd og sydøst for hengen. Der har ganske givet været en del flere. En sådan ophobning af monumenter omkring et centralt monument kendes fra andre ceremonielle centre. Mest udtalt ses det på Salisbury Plain i Sydengland, hvor stormonumentet Stonehenge ligger omkranset af flere hundrede gravhøje. Tankegangen bag disse ophobninger synes logisk nok. Ved at blive gravlagt tæt ved vigtige kultiske anlæg kom man i nærheden af de højere magter - heriblandt forfædrene. Der er ingen tvivl om, at det var stormændene og deres kvinder, som blev begravet omkring de prominente monumenter. For Alexander Thom var hengen og højene mere end blot en helligdom og gravlæggelser. Herom skriver han bl.a.: "Brodgar-anlægget er det mest perfekte eksempel på et megalitisk måneobservatorium i Storbrittanien. Først blev sikkert stenkredsen og voldgraven etableret på den lille bakke. Herfra kan man nemlig iagttage fire "forsigter" (karakteristiske elementer i den omgivende horisont/RK), som markerer månens op- og nedgange ved både de ydre og de indre månehverv. Senere, 1000 år eller der omkring, blev anlægget - ved opførelsen af de omliggende høje - udbygget til et fungerende observatorium. De enkelte anlæg i observatoriet er placeret med en sådan akkuratesse, at vi med kendskabet til præcessionen kan datere det færdige observatorium til omkring 1600 f.Kr." ("Megalithic Rings. Plans and Data for 229 Monuments in Britain" s. 329) Thom antog således, at højene blev placeret rundt om hengen udfra en forudlagt plan baseret på månens ekstreme op- og nedgange. Sagt med andre ord markerede hengen og højene sigtelinier, der pegede mod de punkter i horisonter, hvor månen gik op eller ned ved solhvervene. Læs eventuelt mere om månehvervene i kapitlet Himmellegemerne tegner genkendelige mønstre. |
| Det er nærmest umuligt at tage et totalbillede af Ring of Brodgar, fordi den er så stor. På et totalbillede bliver de store sten til tændstikker - det syner ikke rigtig af noget. Her er vi gået lidt tættere på, og menneskene i baggrunden viser, at der virkelig er tale om høje sten. (Foto ©: Rud Kjems) |
|
| Arkæologerne og den seriøse del af arkæoastronomien afviser tanken om, at
stenalderbønderne opførte astronomiske observatorier. Der er intet i det arkæologiske
materiale, der peger i den retning. Sådanne fantastiske teorier opstår som sagt, når man
betragter oldtiden med nutidens rationelle briller. Stenalderbønderne har ganske givet
været stærkt optaget af himmellegemernes vandringer og kendt til de mønstre, de
tegnende over deres hoveder, men de har ikke studeret sol, måne og stjerne på et
niveau, der blot nærmer sig moderne videnskab. Himmellegemerne har været vigtige
elementer i datidens religiøse forestillinger, men kendskabet til de mønstre, de tegnede
på himlen, har selvfølgelig også haft en praktisk anvendelse - dels som grundlag for
oldtidsbøndernes kalender, og dels som basis for kendskabet til verdenshjørnerne. Den
sidste anvendelse var vigtig, når man begav sig på rejser bort fra de vante landskaber. Datidens interesse for himmelhvælvingen afspejler sig i orienteringen af mange af oldtidsanlæggene. Det har nogle gange været af vigtighed at indbygge astronomiske elementer i anlæggene - ikke for at fastholde en erhvervet videnskabelig viden, men snarere for at tilføje en guddommelig dimension til værket. Man kunne kalde fænomenet for kultisk astronomi. For det meste er der i udlægningen af sådanne orienteringer ikke tilstræbt nogen større præcision, men der er dog en del undtagelser - f.eks. den irske jættestue Newgrange. Den er anlagt, så den opgående sols stråler kun én gang om året, i dagene omkring vintersolhverv, trænger ind gennem den lange smalle gang og helt ind i gravkamret. LITTERATUR
|
I SERIEN OM ORKNEY ØERNE ER TIDLIGERE BRAGT: |
| KIK I ARKIVET! | Mere læsestof? . Så KIK I ARKIVET! |
 |
|
