Orkney 2: Jættestuen Maes Howe

© Rud Kjems

Artikel nr. 25.

Vore dages arkæologer hylder det princip kun at udgrave de oldtidsminder, hvis eksistens er truet. Det hænger sammen med den kendsgerning, at de arkæologiske spor som oftest tilintetgøres i udgravningsprocessen. Det gælder om at gemme mest muligt til de kommende generationer af arkæologer i erkendelsen af, at de vil stå bedre rustet med hensyn til udgravningsteknikker og måleudstyr.

Sådan var holdningen ikke i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor arkæologien tog de første skridt på vej mod at blive en moderne videnskab. Den tids oldforskere gik som regel løs på de oldtidsanlæg, der udefra så mest lovende ud, og det foregik ofte på en måde, som vi i dag ville betragte som hærværk. Datidens hårdhændede metoder medførte, at mange af forhistoriens prægtigste anlæg blev udgravet på en i vore øjne brutal og lemfældig måde, hvorved meget blev overset og gik tabt for evigt. Det gik bl.a. ud over jættestuen Maes Howe på Orkney Øerne, - et af forhistoriens absolutte klenodier.

Omkring midten af forrige århundrede var der især to personer, som tegnede billedet med hensyn til arkæologien på Orkney Øerne. Den ene var en lokal embedsmand, George Petrie. Han var - også set med nutidige øjne - en dygtig udgraver, og han efterlod sig et righoldigt materiale om såvel sine egne som andres arkæologiske undersøgelser. Den anden, James Farrer, var britisk parlamentsmedlem for Durham South. Han tilbragte i mange år sine sommerferier på Orkney Øerne travlt optaget af at udforske de mange oldtidsminder. James Farrer var sammenlignet med Petrie en middelmådig udgraver, - alt for hårdhændet i sin fremgangsmåde og uden blik for detaljerne. Det blev desværre Farrer, som kom til at stå for udgravningen af Maes Howe.

Da Farrer en eftermiddag i juli 1861 beordrede sit arbejdshold til at gå løs på Maes Howe, var det direkte foranlediget af, at en gruppe antikvarer fra Aberdeen og Edinburgh med skib var på vej mod Orkney Øerne. James Farrer ville gerne have noget at vise frem, når det lærde selskab dukkede op. Arbejderne startede med at grave i siden af højen og stødte på gangens loft, som blev gennembrudt. Gangen viste sig at være fyldt helt op med jord og sten. Farrer vurderede nu, at det ville være lettere at skaffe sig adgang til graven fra toppen af højen. Det viste sig at være rigtigt, og efter at stenpladerne i gravkamrets loft var blevet fjernet, kunne Farrer stige ned i det særdeles velbyggede rum, hvis gulv var dækket af store mængder "affald", - som Farrer benævnte det. Efter et par dages arbejde var gulvet i gravkamret ryddet, uden at Farrer tilsyneladende skænkede det tanke, at der i "affaldet" kunne gemme sig vigtige arkæologiske spor. Han havde nemlig i gravkamret fundet noget andet, som helt lagde beslag på opmærksomheden, - nemlig et stort antal graffiti i form af runeindskrifter. Det var de første runeindskrifter, som blev fundet på øerne. Samlingen af runeindskrifter er fortsat den største, der nogensinde er fundet.

Farrer og hans arbejdere var altså ikke de første, der brød gravfreden i Maes Howe. Nordmændene havde gjort det seks århundreder tidligere. Der er ingen tvivl om, at det lærde selskab fra Skotland har gjort store øjne, da Farrer kunne fremvise det ryddede gravkammer. Antikvarerne har sikkert lige så lidt som Farrer interesseret sig for det bortskaffede "affald". Det var runeindskrifterne, det drejede sig om, og allerede året efter blev fundet publiceret i monografien "Notice of Runic Incriptions discovered during recent excavations in the Orkney's". Kopier af indskrifterne blev i øvrigt sendt til Oldnordisk Museum i København.

Maes Howe blev opført på fladt terræn syd for Loch of Harray og omtrent 1000 meter øst for stenkredsen Stones of Stenness, som på dette tidspunkt allerede havde flere århundreder på bagen. Området skulle med tiden udvikle sig til et af De britiske Øers vigtigste ceremonielle centre. Arkæologerne anslår, at jættestuen har været i brug fra omkring 2800 f.Kr.

Højen, hvori jættestuen gemmer sig, er opbygget af sten og ler. Den er i dag oval af form, men har efter alt at dømme tidligere været cirkelrund. Den ændrede form er forårsaget af udgravningerne i forrige århundrede. Disse har også reduceret højden, som oprindelig har andraget ca. 8 meter. Højens diameter er 32 meter. Jættestuen er et eksempel på ypperligt stenbyggeri, - både med hensyn til det arkitektoniske og det rent håndværksmæssige. Bygherrerne har også rådet over et særdeles anvendeligt byggemateriale i form af de store sandstensaflejringer, der ses ved mange af øernes kyststrækninger. Sandstenen, som er aflejret horisontalt, er relativ let at bryde, og den lader sig uden de helt store vanskeligheder tildanne i de længder, bredder og tykkelser, der nu er brug for. Gode eksempler herpå er de to vældige stenplader, der som sidesten - placeret overfor hinanden - dominerer jættestuens gang. De er af næsten samme størrelse: ca. 5,60 meter lange, ca. 1,20 meter høje og ca. 0,17 meter tykke.

MAES HOWE OG SOLEN

Maes Howe er med rette én af Europas berømteste jættestuer, - lige så berømt som Newgrange-jættestuen i Irland. De er begge så absolut på top-ti listen over europæiske megalitanlæg. Lidt uretfærdigt er det næsten altid de to jættestuers astronomiske orientering, der fokuseres på. Deres bygningsmæssige kvaliteter bliver ofte overset. Begge jættestuer er orienteret efter vintersolhvervet, - Newgrange efter den opgående sol og Maes Howe efter den nedgående sol, hvis stråler passerer gennem gangen og belyser kamrets bagvæg nogle minutter hver dag i ugerne på begge sider af vintersolhvervet. Arkæologerne mener, at de to jættestuers orientering efter vintersolhvervet er tilsigtet. Med hensyn til Newgrange er det især lysboksen over indgangspartiet, der har overbevist dem.

1) Ca. 800 m sydvest for Maes Howe står en 3,20 meter høj monolit, The Barnhouse Stone. Stenen har et karakteristisk udseende, - slank og smal forneden og bred og kraftig foroven. Når den nedgående sol på årets korteste dag sender sine stråler gennem gangen og ind i jættestuens gravkammer, så passerer strålerne direkte henover toppen på The Barnhouse Stone. Det er derfor overvejende sandsynligt, at monolitten har været en del af den originale plan, som lå til grund for opførelsen af jættestuen.

2) Ved en geofysisk undersøgelse i 1990 blev der i området mellem jættestuens indgang og den omgivende grav og voldgrav fundet en uventet struktur i jorden. En lille udgravning afslørede et stenforet hul, der efter al sandsynlighed oprindeligt har været fundamentet for en opretstående sten. Den forsvundne sten har - så vidt jeg er orienteret - ligesom The Barnhouse Stone stået på jættestuens akse som yderligere en markering af solhvervsorienteringen.

The Barnhouse Stone (Foto: © Andy Burnham)

3) Jættestuens indgang var oprindelig blokeret af en stor massiv stenblok. Den ses i dag til venstre for indgangen. Her står den i en niche, og der er ingen tvivl om, at nichen blev bygget som en "opbevaringsboks" for dør-stenen. Stenens bredde modsvarer fint gangens, men i højden har den ikke slået helt til, og mindre blokeringssten må have været benyttet for at lukke gabet mellem dør-stenens overkant og gangens loft. Men måske er "den for lave dør-sten" en tilsigtet detalje, så gabet imellem blokeringsstenen og loftet har fungeret som en lidt simplere udgave af Newgrange-jættestuens lysboks. Denne havde haft to blokeringssten, hvoraf den ene blev fundet ved udgravningen i 1963. Tydelige gnidespor i lysboksens bund afslørede, at blokeringsstenene ofte havde været fjernet og atter genindsat. De små blokeringssten, som sandsynligvis har været benyttet ved Maes Howe, kan have haft samme funktion. Måske blev de fjernet én gang om året ved vintersolhverv, så den nedgående sols stråler kunne trænge ind til de døde med budskabet om, at mørketiden var på retur, og at den svækkede sol nu igen ville vokse sig stor og stærk til glæde for både levende og døde. Hvem ved?

Orkney Øerne er uhyre rige på oldtidsanlæg, og ikke uden grund har man kaldt dem for arkæologernes paradis. Vi vil ved en senere lejlighed vende tilbage til de smukke, vindblæste øer.

(Vigtigste kilde: "Prehistoric Orkney" (1995) af Anna Ritchie.)

Læs eventuelt en tidligere artikel om Orkney Øerne:

ORKNEY 1: CRANTIT-JÆTTESTUEN