Orkney 1: Crantit-jættestuen

© Rud Kjems

Artikel nr. 5.

Redaktør og ansvarhavende: Rud Kjems.

rudkjems@hotmail.com

ORKNEY ØERNE - ET MEGALITISK SLARAFFENLAND

De fleste danskere kender ikke meget til Orkney Øerne. De forestiller sig en lille øgruppe langt mod nord med et koldt klima, - og var der ikke noget med nordboerne? Det er kun det sidste, der er rigtigt! Øerne ligger ikke særlig langt mod nord, - ja den nordligste af øerne ligger faktisk et halvt hundrede kilometer sydligere end Oslo. Det er heller ikke koldt på Orkney Øerne. Det forhindrer den varme Golfstrøm, hvis effekt er så stor, at det omgivende havs temperatur året rundt kun varierer 5º. Også lufttemperaturen varierer meget lidt, - knap 10º i løbet af året, og så er der meget sjældent frostvejr på øerne. Noget af det, der overrasker den besøgende, er de palmer, der ses i en del haver. De er ofte 2-3 meter høje og står ude også om vinteren, men det hænger altså bl.a. sammen med, at frostvejr forekommer så sjældent. Til gengæld ser man yderst få træer og kun træer af beskeden højde. Her er forklaringen den meget saltholdige havluft.

Allerede i 800-tallet var Orkney Øerne befolket af norske vikinger, og de oprindelige beboere rettede sig hurtigt ind efter de nye herrer. Senere indlemmedes øerne i det dansk-norske rige, og nordboernes herredømme varede helt frem til slutningen af 1400-tallet, hvor øerne kom ind under Skotland. Endnu den dag i dag bygger øernes befolkning i væsentlig grad på en skandinavisk kulturarv, selvom det gamle sprog, Norn, nu næsten er gået tabt.

Øgruppen, der består af over 70 øer, har en beskeden udstrækning, - fra nord til syd ca. 85 km, og fra øst til vest ca. 37 km. Kun 20 af øerne er beboet året rundt, og her bor de ca. 22.000 mennesker, som i dag befolker øgruppen. Langt de fleste - knap 17.000 bor på hovedøen, Mainland, hvor også hovedstaden Kirkwall er beliggende. En mængde små og større færger varetager trafikken mellem øerne, og det er ikke forbundet med særlige problemer at besøge selv de fjerneste øer.

Orkney Øerne har meget at byde sine gæster. Dejlige landskaber, barske klippekyster, hyggelige småbyer, et rigt fugleliv, sæler ved strandene og meget mere. Helt i særklasse er de arkæologiske levn omfattende bl.a. dysser, jættestuer, stenalderlandsbyer og stenkredse. Et slaraffenland af megalitanlæg.

Kirkwall under en dramatisk tordenhimmel. Orkney-boerne har til alle tider haft et godt byggemateriale ved hånden, - en slags sandsten, der mange steder ligger frit tilgængelig ved kysterne. Husene på billedet er bygget af denne stenart, som også ses i muren i forgrunden og i byens fortove. Huset til højre er det eneste bemalede, vi så på rejsen. (© Rud Kjems)

Jeg kan på det varmeste anbefale ægteparret Delday's lille pensionat i Kirkwall. Adressen er følgende: Lerona, Cromwell Crescent, Kirkwall, Orkney. Telefon nr.: 00441856874538.

KIRKVALL

Kirkwall er en lille hyggelig by med knap 8.000 indbyggere. Blandt byens seværdigheder bør især nævnes domkirken, opført af nordboerne, og museet, der råder over interessante samlinger. Byen har flere hyggelige caféer og restauranter. Anbefales kan bl.a. restauranten på byens fine gamle hotel, The Kirkwall Hotel, der knejser ved havnen.

ET BESØG PÅ ORKNEY ØERNE

Sommeren 1998 var jeg sammen med min kone på Orkney Øerne for at tage disse megalit-herligheder i nærmere øjesyn. Rejsen derop viste sig at være lidt kringlet. Først fløj vi fra Billund til Manchester. Efter nogle timers ophold her fløj vi til Aberdeen, hvor vi overnattede. Tidligt næste morgen gik vi igen i luften, og knap en time senere var vi endelig fremme ved vort bestemmelsessted, Kirkwall, hovedstaden på Orkney Øerne. Vi havde allerede hjemmefra bestilt "bed and breakfast" hos ægteparret Sylvia og Willy Delday, som bor i den østlige udkant af Kirkwall. Det viste sig at være et heldigt valg. Overalt var det skinnende rent, og vort værelse var stort og lyst. Mrs. Delday holder af nips og figurer, - især figurer af dyr. På badeværelset talte jeg over tyve pipfugle, og også i haven var der en vrimmel af dyr og nisser.

Værtsfolkene var usædvanligt tiltalende og hjælpsomme. De fandt hurtigt ud af, at vi var interesserede i arkæologi, og en dag fortalte Willy, at der var gjort et enestående fund på øerne, - en urørt, jordfri jættestue var kommet for dagens lys. Jeg må have været lidt åndsfraværende ved den lejlighed, for jeg opfattede det således, at fundet var gjort på én af de øer, vi ikke skulle besøge under vores ophold. Realiteten var, at jættestuen var fundet få kilometer udenfor Kirkwall, - og at arkæologerne var i fuld gang med udgravningen, mens vi opholdt os der. Arkæologerne var tilmed glade for at få besøg og vise fundet frem. Men alt det fandt jeg desværre først ud af, da vi atter var tilbage i Danmark.

Havde jeg været mere opmærksom, så ville jeg for anden gang i mit liv have oplevet det uhørt sjældne at kikke ind i nyåbnet, urørt og jordfri megalitgrav fra stenalderen. Første gang det skete var i 1966, hvor jeg i en periode arbejdede som assistent for Viborg Stiftsmuseum. En kold novemberdag blev jeg sammen med en kollega sendt til Kobberup ved Skive for at kikke nærmere på en stor sten, som ejeren af stedet var stødt på under markarbejde. Stenen viste sig at være én af dækstenene i en stor stenkiste. Her fik jeg det forjættende kik ind i et flere tusinde år gammelt, jordfrit gravkammer. Det var sandt at sige ikke nogen hverdagsbegivenhed, for sidst man fandt et jordfrit kammer var i 1890, - og der er i øvrigt ikke dukket andre op siden 1966. Jeg vil i en senere artikel fortælle hele den spændende historie om Kobberup-fundet. På Orkney Øerne blev jeg takket være mig selv snydt for oplevelsen. På den anden side: så heldig har man vel ikke lov at være to gange i livet! Snydt blev jeg nu alligevel ikke, for jeg oplevede en perlerække af enestående oldtidsanlæg på Orkney Øerne: stenalderlandsbyen Skara Brae (3100 f.Kr.), dyssen Midhowe med sit 23 meter lange kammer delt op i 12 sektioner, jættestuen Maes Howe (2800 f.Kr.), som af mange regnes for forhistoriens smukkeste, den imponerende og smukt beliggende stenkreds The Ring of Brodgar (2600 f.Kr.)og mange flere.

BYGGEMATERIALET

På Orkney Øerne har megalitbyggerne lige ved hånden haft et særdeles brugbart byggemateriale. Der tale om sandsten, som er lejret horisontalt og ret let lader sig splitte op i store stenplader med lige sider. Og stenmaterialet er som sagt let tilgængeligt, da det ligger frit fremme ved mange af kysterne. En dygtig stenmester har forholdsvis hurtigt kunnet producere stenplader i de længder, bredder og tykkelser, han har haft brug for. Et ideelt bygningsmateriale til en lang række formål såsom brolægning, husbyggeri og ikke mindst gravbygning. I Maes Howe, én af Europas flotteste jættestuer, sidder der i hver side af gangen to kæmpemæssige stenplader. Den største er 5,60 m lang, 1,20 m høj og 17 cm tyk. I det 4,50 m høje gravkammer er der med stenplader af forskellig størrelse skabt et arkitektonisk smukt hele med glatte vægge og en flot konstrueret "falsk hvælving". Men de danske stenmestre behøver såmænd ikke bøje nakken! Hvad de præsterede med et langt vanskeligere bygningsmateriale, er al ære og respekt værd.

DANSKE JÆTTESTUER

Arkæologerne anslår, at der i Danmark blev bygget 2000 til 3000 jættestuer, hvoraf ca. 700 stadig ekststerer i mere eller mindre velbevaret tilstand. Man har i enkelte danske jættestuer fundet rester af over 100 gravlagte. Tidligere forestillede man sig, at der var tale om kollektive begravelser, altså begravelser af såvel høj som lav, i modsætning til dyssetiden, hvor kun høvdingen og hans familie fik et så prominent gravsted. I dag har man forladt idéen om kollektive gravlæggelser i jættestuerne. Det var fortsat kun "de fine", som fik lov at hvile i stenkamrene.

THE CRANTIT TOMB

I maj 1998 var en traktor ifærd med at pløje en mark hørende til Crantit Farm på Orkney Mainland, da dens ene hjul pludselig sank i jorden. Det lykkedes føreren at få traktoren på ret køl igen, og han opdagede, at der var opstået et mindre hul i jorden, hvor hjulet var sunket i. Et kik ned i hullet åbenbarede, at det førte ned til et stenbygget kammer. Da fagfolk nåede frem til stedet, stod det klart, at der var tale om en velbygget jættestue fra stenalderen. Dem er der fundet mange af på Orkney Øerne, men Crantit er den første intakte og urørte jæsttestuen fundet i nyere tid. Gennem hullet kunne arkæologerne se, at der lå fragmenter af ben på gulvet. Man havde fundet en urørt, jordfri jættestue, som i omkring 5000 år havde holdt på sine hemmeligheder.

Når jættestuen har overlevet intakt, skyldes det bygherrernes dygtighed i arbejdet med sten og det faktum, at der kun i begrænset omfang har foregået landbrugsaktiviteter på stedet. I forrige århundrede og begyndelsen af dette blev der fundet og udgravet mange jættestuer på Orkney Øerne, men det foregik med en helt anden teknik end nutidens, og resultaterne var derefter. For første gang i nyere tid stod arkæologerne med en velbevaret, intakt jættestue, som måske kunne give svar på nogle af de spørgsmål, som længe har været diskuteret blandt fagfolk. Man ville f.eks. gerne finde ud af, om ligene var lagt "hele" i graven, - eller om kødet var blevet skilt fra benene først eventuelt gennem en midlertidig begravelse i jorden eller en henlæggelse af ligene på stilladser i det fri, som det kendes fra flere naturfolk. Arkæologerne var også interesseret i at finde ud af, hvorvidt jættestuerne var fælles begravelsespladser for alle stammens medlemmer, - eller om kun høvdingen og hans slægt blev stedt til hvile her. Herhjemme er arkæologerne efterhånden enige om, at det kun var høvdingen og hans slægt, der blev gravlagt i jættestuerne. Med hensyn til spørgsmålet om ligenes tilstand ved henlæggelsen i gravkammeret, mener danske arkæologer, at begge begravelsesformer blev praktiseret. Crantit-jættestuen gav desværre ikke svar på nogle af spørgsmålene, så indenfor skotsk arkæologi er meningerne fortsat delte.

Arkæologerne tog fat på udgravningen af jættestuen onsdag den 15. juli 1998. Efter at have udstukket et 20 x 20 meter stort felt, gik man igang med at fjerne overjorden ivrigt overvåget af et filmhold fra BBC, som her fik spændende optagelser til det populære britiske tv-program, "Meet the Ancestors". Senere samme dag blev de første fotografier af gravkamret taget, - igennem det lille hul, traktoren havde lavet i loftet. Det viste sig at være vanskeligere end antaget. Et lille digitalkamera med indbygget lys blev fastgjort til en metalstang og derefter sænket ned gennem hullet. Fotografen var henvist til at "skyde i blinde", og optagelserne var da heller ikke særlig gode, men dokumenterede, at jættestuen var velbygget og opført i den sædvanlige Orkney-stil.

Udsnit af murværket i gravkamret. De gamle orkneyere var dygtige til at arbejde i sten, men de havde også et "føjeligt" materiale, - en sandsten, der ligger frit tilgængelig ved mange af øernes kyster. (© The Crantit Tomb Dig)

På tredjedagen nåede man efter at have fjernet et 40 cm tykt lag af jord og sten ned til oversiden af kamrets dæksten. Arkæologerne havde på forhånd været helt klar over, at udgravningsaktiviteterne ovenpå jættestuen kunne destabilisere dens konstruktion, og man var lige fra starten gået forsigtigt frem. Alligevel gik det galt. En uheldigt placeret fod på en beskadiget dæksten fik dele af denne til at falde ned i kamret. Det viste sig heldigvis senere, at det nedskredne kun anrettede mindre skader på kamrets gulv. Netop gulvet var for alvor i arkæologernes søgelys. Det var undersøgelsen af gulvet, der skulle give arkæologerne svar på en række spørgsmål vedrørende begravelserne, så det var uhyre vigtigt at sikre sig, at lignende uheld ikke gentog sig. Det lykkedes gennem det lille hul i loftet at etablere en nødtørftig afstivning af loftet, men dette var alligevel så ustabilt, at arkæologerne tvivlede på, om det ville holde natten over. Der var ikke andet at gøre end at håbepå, at det holdt, og så påbegynde arbejdet med at fjerne de mest ustabile dæksten næste dag. Før fyraften blev et stort telt placeret ovenpå udgravningen.

De følgende dage arbejdede man med at fjerne dækstenene, og undervejs opdagedes små ophobninger af menneskeben på gulvet. Benene var hårdt angrebne af tidens tand og dele af dem helt nedbrudt. Mere bekymrende var det, at gulvet tydeligvis var præget af, at det flere gang havde været udsat for rindende vand. Arkæologerne havde håbet på, at spørgsmålet om ligenes tilstand ved begravelsen kunne besvares udfra kemiske prøver af gulvoverfladen. Der er tale om så svage spor, at indtrængende vand hurtigt vil nedbryde dem, så arkæologerne kunne kun krydse fingre for, at visse dele af gulvet ikke havde været udsat for vandet. Det blev nu også konstateret, at gangen var blevet solidt blokeret af sten, efter at den sidste begravelse havde fundet sted. Den 19. juli fandt man i en del af gravkamret en større ophobning af skeletdele omfattende bl.a. tre kranier.

Den største ophobning af skeletdele i kamret. To kranier ses tydeligt i forgrunden. Desværre blev der ikke fundet lerkar eller andre oldtidssager. (© The Crantit Tomb Dig)

Man kunne nu også danne sig et indtryk af graven, der består af tre små kamre åbnende sig mod hinanden og tilsammen dannende et "trekløver". Der er tale om en lille jættestue. Modsat de fleste orkneyske megalitgrave, som ligger gemt i imponerende høje opført på den flade jord, var Crantit-jættestuen bygget ind i siden på en naturlig bakke og meget lidt synlig i landskabet.

Colin Richards "fanget" under udgravningen af Crantit jættestuen. (© The Crantit Tomb Dig)

ENDNU EN ROOFBOX?

Den 22. juni fandt arkæologerne i overliggeren ved gravens indgangsparti et stort hak skåret ned i stenens overside, og meget taler for, at konstruktionen har haft samme funktion som "roofboxen" i Newgrange-jættestuen, - nemlig at gøre det muligt for den opstående sols stråler at trænge gennem gangen og ind i gravkammeret til de døde. Da arkæologerne indefra kikkede ud gennem "boxen", kunne de konstatere, at den "sigter" mod horisonten i retningen øst-syd-øst. Gravens orientering er senere blevet undersøgt af astronomen Frank Zabriskie, nu bosiddende pensionist på Orkney Øerne. Han er nået frem til, at solens stråler to gange om året formår at bane sig vej til gravkammeret, - nemlig i dagene omrking den 16. oktober og den 16. februar. Det er i dag umuligt at sige noget om, hvorfor man har valgt disse "datoer", og måske har kun den ene af dem haft betydning. Frank Zabriskie peger selv på den 16. februar, der kunne være det tidspunkt, hvor de gamle orknyere efter vinterpausen tog fat på forberedelserne til den kommende sæsons landbrugsaktiviteter.

Fotoet er taget gennem gangen mod jættestuens indgangsparti, som ses solidt blokeret. Den lysebrune, vandretliggende sten, der ses lidt over midten af billedet, er overliggeren med "lysboksen", hvilket vil sige hakket i dens overside. (© The Crantit Tomb Dig)

Crantit-udgravningens ene leder Colin Richards, lektor i arkæologi ved Glasgow Universitet, er overbevist om, at der er tale om en ny "roofbox" eller "lightbox", som han mere dækkende kalder konstruktionen.

- Det er et meget spændende fund, udtaler han, og enhver der kender noget til neolitisk byggestil ved vide, at hakket i overliggeren er noget helt specielt. Der har ganske givet ikke været tale om astronomi i den forstand, vi i dag kender det, men orienteringen af graven har på én eller anden måde sammenhæng med den dødekult, der praktiseredes dengang.

Hans medleder Beverley Ballin-Smith, som også er ansat ved Glasgow Universitet, er mere skeptisk:

- De gamle orknyere var særdeles dygtige stenmestre, og i relation hertil er jeg ikke tilfreds med måden, hvorpå hakket i overliggeren er udhugget. Det er nemlig ret skødesløst lavet. Jeg ville have forventet større omhu i forbindelse med en så væsentlig konstruktion.

Nogle af dækstenene er fjernet, så to af kamrene er synlige, og man aner "trekløver-formen". Det har desværre hidtil ikke været muligt at fremskaffe tegninger over graven eller oplysninger om dens dimensioner. (© The Crantit Tomb Dig)

Midt i august var Crantit-udgravningen tilendebragt. Ialt fandt man i gravkamret skeletdele af fire mennesker: en fuldvoksen kvinde, en pige, et barn, hvis køn ikke kunne bestemmes, og rester af et individ så dårligt bevaret, at intet kunne siges om hverken køn eller alder. Til arkæologernes store skuffelse blev der ikke fundet keramik eller andre oldtidsager. Til gengæld kunne de glæde sig over at finde helleristninger - parallelogrammer og zig zag-mønstre - på én af gravkamrets bærende sten. Der pågår fortsat undersøgelser af en række prøver taget i graven, så måske er der stadig overraskelser på vej. Jættestuens fremtid er endnu ikke afgjort. Ejeren af Crantit Farm er interesseret i at den bevares på stedet og gøres tilgængelig for publikum. Colin Richards sammenfatter udbyttet af udgravningen således:

- Jeg har været involveret i undersøgelser af oldtidsanlæg på Orkney Øerne i snart mange år, men havde aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være med til at åbne en intakt megalitgrav. Skønt gravkamret skuffede med hensyn til fund, så har arkitekturen - især "lyskassen" og helleristningerne - overtrumfet alle forventninger. Vore iagttagelser vil medføre, at mange af de kendte stengrave på Orkney Øerne fremover bliver genstand for nye undersøgelser.

Følgende kilder er benyttet:

1: "Crantit Tomb Dig" - website, som desværre ikke længere eksisterer.

2: "British Archaeology", nr. 38, okt. 1998, p. 5