© Rud Kjems

Artikel nr. 21.

Vi har før beskæftiget sig med det mærkelige fænomen "lysbokse", som indtil videre kun kendes fra De britiske Øer (se eventuelt artiklerne Vinduet til de levendes verden og The Crantit Tomb). Den første blev fundet i 1963 i den berømte irske jættestue Newgrange, da arkæologen Michael J. O'Kelly var i gang med en årelang restaurering af det gamle monument. Han fandt en gådefuld konstruktion over indgangen til jættestuen, - en ca. to meter lang kasse bygget af stenplader. Kassens ene ende åbnede sig ud mod det fri lige over indgangspartiet, mens den anden mundede ud i gangens loft et par meter fra indgangen. O'Kelly, som i starten ikke havde den fjerneste idé om formålet med den unikke konstruktion, kaldte den "a roofbox" (en tagkasse). Han erfarede senere, at solens stråler én gang om året - ved solopgang i ugerne omkring vintersolhverv - kan passere gennem stenkassen og videre gennem den lange gang og helt ind i gravkamret ca. 20 meter inde i højen. Det overbeviste ham om, at stenkassen virkelig var konstrueret med dette formål for øje. Denne opfattelse er i dag almindelig accepteret i den arkæologiske verden. Hvis O'Kelly fra starten havde opfattet stenkassen således, så havde han sandsynligvis foretrukket betegnelsen "lightbox" fremfor "roofbox". Man kan indenfor britisk arkæologi træffe begge betegnelser, men flere og flere engelske arkæologer synes at foretrække "lightbox". Fænomenet har endnu ikke fået et dansk navn. Det vil jeg hermed råde bod på. Jeg kalder det "en lysboks" ikke at forveksle med en "lyskasse", som er en mere nutidig foreteelse.

Newgrange's lysboks: Nederst i forgrunden ses den smukt dekorerede randsten, som markerer jættestuens indgang. Til højre for indgangen - bag den dekorerede randsten - står den "stendør", som engang blokerede indgangen. Over indgangen ses lysboksens åbning, der i sin tid har været lukket med to store kvartssten. Lysboksen er en aflang stenkasse, hvis bagende munder ud i gangens loft. (foto: © Clive Ruggles)

I 1998 blev der måske fundet en lysboks i en nyopdaget jættestue, Crantit Tomb, på Orkney Øerne. Der var dog tale om en langt simplere konstruktion, - blot et lidt groft udformet "kikhul" i én af de sten, hvormed indgangen i sin tid blev blokeret. Undersøgelser har vist, at solstråler to gange om året - ved starten og slutningen af vinterperioden - via "kikhullet" kan passere gennem gangen og ind i gravkamret. Hvorvidt dette har været tilsigtet eller ej er der delte meninger om blandt britiske arkæologer. Skeptikerne henholder sig til, at "kikhullet" ikke er særlig pænt lavet. Bygherrerne ville have kælet mere for konstruktionen, hvis den virkelig havde været tænkt som en væsentlig funktion vedrørende dødekulten. Andre arkæologer opfatter "kikhullet" som en simpelt udført lysboks.

Nu er der imidlertid dukket en ny lysboks op i Irland, og den ligner næsten til forveksling den, som O'Kelly fandt i Newgrange-jættestuen. Den nye lysboks blev "genopdaget" af amatørarkæologen Martin Byrne i jættestuen Cairn G på gravpladsen Carrowkeel. I et brev til mig fortæller Byrne, at han blev gjort opmærksom på lysboksen i new-age bogen Pi in the Sky. Af bogen fremgik det fejlagtigt, at lysboksen skulle befinde sig i Cairn K, en anden af gravpladsens jættestuer. Men oplysningen ledte Martin Byrne på vej, og han fandt den som nævnt i Cairn G. Byrne fortæller i brevet også, at O'Kelly vistnok besøgte Cairn G for en snes år siden i forbindelse med en visit i "The Sligo Field Club". Carrowkeel-gravpladsen omfatter i alt 14 jættestuer og hører til de mindre kendte gravpladser i Irland. Til gengæld er den én af de smukkest placerede. De 14 jættestuer er nemlig opført på de højeste partier af Bricklieve Mountains nordlige ende. Bricklieve Mountains ligger i grevskabet Sligo.

Carrowkeel-jættestuerne blev i sin tid ikke registreret med navne men med bogstavbetegnelser. På fotoet er angivet otte af jættestuernes placering på de højeste partier af Bricklieve Mountain. Cairn G ses i midten. (foto: © Martin Byrne)

Jættestuerne, som er bygget af kalkstensplader, kan ses på mange kilometers afstand. Den unikke placering og "synligheden" indikerer, at Carrowkeel i sin tid var et "helligområde" af ganske særlig betydning. Den højst placerede af de 14 jættestuer ligger 321 meter over havet, og fra den kan man skue udover ikke færre end fem grevskaber.

De 14 jættestuer, som ligger placeret i et af de mest mennesketomme og øde områder i Irland, lå upåagtede hen i tusinder år. Først i slutningen af forrige århundrede blev de genopdaget af naturforskeren R.L. Praeger. Han vendte desværre tilbage til stedet i 1911 for sammen med en ledsager, R.A.S. Macalister, at undersøge jættestuerne nærmere. På blot 12½ dag blev de 14 anlæg undersøgt, og det på en så hårdhændet måde, at flere af dem næsten blev totalt ødelagt. Praeger og Macalister fandt i jættestuerne store mængder brændte ben. De døde havde altså været på ligbålet, før de blev flyttet til deres endelige hvilested. Sammen med resterne af de døde blev der fundet perler, bennåle, smykker og lerkar af en type, som er fundet i mange andre irske jættestuer. Carrowkeel-gravpladsen har faktisk givet navn til denne lerkar-type. Carrowkeel ware pottery kaldes den.

R.L. Praeger udstyrede ikke jættestuerne med egentlige navne, men nøjedes med at betegne dem med bogstaver. Cairn A, Cairn B, Cairn C og så videre. Jættestuen med lysboksen bærer som nævnt betegnelsen Cairn G, - et trist navn til et så spændende oldtidsanlæg!

Jættestuerne er ret små og udstyret med meget korte gange. Flere forskellige typer gravkamre er repræsenteret. Cairn G's gravkammer er af samme type som Newgrange-jættestuens, - "korsformet" kunne man kalde det. Det består af et centralt kammer, to mindre sidekamre (et til hver side) og et mindre endekammer. Cairn G og de andre jættestuer på gravpladsen ligger gemt i høje opført af større og mindre sten (cairn=stenbygget høj). Cairn G's høj har en diameter på 21 meter. Adgangen til jættestuen var blokeret af en stor stenplade, som stadig kan ses udenfor indgangen. Gulvet i både kamret og sidekamrene er lagt af groft tilhuggede kalkstensfliser.

"Det var et meget symmetrisk og smukt stykke arkitektur, jeg bevægede mig ind i. Jeg havde det privilegium at være den første til at kravle ind i jættestuen, og jeg gjorde det med ikke så lidt ærefrygt. Inde i kamret tændte jeg tre stearinlys og stod en stund og ventede på, at min øjne skulle vænne sig til den lidt dunkle belysning. Herinde var intet forandret, siden den sidste bronzealder-mand forlod jættestuen for tre til fire tusinde år siden. Et lysebrunt lag af støv lå overalt. Selve kamret var tomt, men i de tre bikamre, som åbnede sig ud mod hovedkamret, lå der en hel del brændte ben. Der lå også nogle flade sten, hvorpå de brændte ben sandsynligvis var båret ind i graven, efter at kremationen havde fundet sted på det blussende ligbål udenfor. I bikamrene lå også små stenperler, benredskaber lavet af kronhjortegevirer og mange dårligt bevarede fragmenter af lerpotter. Og i små nicher i væggene var lagt flade sten, hvorpå der var anbragt forkullede knoglerrester stammende fra mindre børn." (R.L. Praeger: "The Way That I Went" (1937))

Praeger's datering viste sig senere at være forkert. Jættestuen er bygget i stenalderen og over 5000 år gammel. Det fremgår af Praeger's tegninger af jættestuen, at lysboksen på opdagelsestidspunktet var blokeret - vistnok af én stor sten. Ved Newgrange har der efter alt at dømme været brugt to blokeringssten. Lysboksen i Cairn G er som nævnt meget lig den i Newgrange, men hvor Newgrange lysboks fanger den opgående sols stråler ved vintersolhverv, så er lysboksen i Cairn G rettet mod strålerne fra den nedgående sol ved sommersolhverv. Den meget korte gang bevirker, at lysboksen udmunder i selve kamret, hvorfor solstrålerne er i stand til at finde vej til gravkamret i en længere periode, - godt en måned på begge sider af sommersolhvervet. Solens op- og nedgangspositioner ved solhvervene flytter sig en anelse år for år takket være præcessionen (uddybende oplysninger findes i artiklen Den lille arkæoastronom og i kapitlet Himmellegemerne tegner genkendelige mønstre). Op- og nedgangspositionerne har siden Cairn G's opførelse flyttet sig omkring 1° i vestlig retning (ca. 2 sol-diametre). Martin Byrne's undersøgelser har vist, at solstrålerne aldrig har kunnet trænge ind i jættestuens endekammer, hvis indgang er flankeret af to tagbærende, opretstående sten. De har kun kunnet ramme stenvæggene i det venstre bikammer. Så måske har solen alligevel ikke spillet hovedrollen.

Cairn G's akse peger mod det punkt i horisonten, hvor månen har sin "mest nordlige" nedgang. Denne yderposition når månen hvert 18,6. år. Tre andre af gravpladsens jættestuer er orienteret på samme måde, hvilket indikerer, at sammenfaldet med måne-cyklen kan være tilsigtet. (Tegning: © Martin Byrne)

Hvis Cairn G virkelig er astronomisk orienteret, så betyder det ikke, at dens bygherrer har været astronomer, der med forskerøjne iagttog himmellegemernes vandringer. Det har der ikke været tale om. De forhistoriske bønder har højst sandsynligt betragtet solen, månen og stjernerne som guder eller som gudernes redskaber. Derfor har det været vigtigt at følge med i, hvad der skete på himmelhvælvingen. Bevægelserne her har dannet grundlag for varsler og forudsigelser og har meddelt menneskene, hvornår tiden var inde til årligt tilbagevendende ritualer og fester.

De fleste af de oplysningerne, der ligger til grund for denne artikel, stammer fra amatørarkæologen Martin Byrne, der som nævnt "genopdagede" Cairn G's lysboks. Han beskriver desværre ikke i detaljer lysboksen, men fotografier viser en lysboks, der tilsyneladende er identisk med den i Newgrange-jættestuen. Jeg er selv ret overbevist om, at begge de irske lysbokse blev konstrueret med henblik på at lede solens/månens stråler ind i gravkamret på bestemte tider af året. Hvilken betydning det har haft for de gravlagte og deres samtid, kan vi selvfølgelig kun gisne om. Vi må nøjes med at konstatere, at himmellegemerne tilsyneladende har spillet en vigtig rolle i dødekulten.

Da Newgrange's lysboks blev opdaget, regnedes den for en unik konstruktion. Det er interessant, at der faktisk eksisterer to næsten ens udformede bokse, og at den i Cairn G udmærket kan være den ældste. Vi står således med to identiske bygningskonstruktioner, som tilsyneladende har relation til himmellegemerne. Men at der virkelig er tale om lysbokse, kan ikke afgøres på dette spinkle grundlag. Fremtiden vil vise, om nye fund og yderligere undersøgelser vil sikre den spændende teori fastere grund under fødderne.

Martin Byrne's oplysninger vedrørende Cairn G er så vidt jeg er orienteret endnu ikke blevet kommenteret af irske fagarkæologer. Men spændende ser det ud, og jeg vil vende tilbage til sagen, hvis der dukker nye oplysninger op om den lille jættestue på Carrowkeel-gravpladsen.

Gå på opdagelse efter flere spændende artikler! KIK I ARKIVET!