© Rud Kjems

Enhver arkæolog drømmer om at få indblik i vore fjerne forfædres tankeverden og forestillinger. Men i realiteten arbejder arkæologen næsten udelukkende med de materielle levn fra dengang. Mellem arkæologen og den fjerne forfader befinder sig et dybt svælg af tid, som forlængst har opslugt alle erindringer om, hvordan den fjerne forfader opfattede sig selv og sin omverden. De fleste materielle levn fra disse svundne tider beretter udelukkende om praktiske forhold, - om hvordan man boede, fiskede, drev landbrug osv. Og det er rent ud sagt forbløffende, hvor megen viden af den art, arkæologerne har formået at fravristet de beskedne levn fra oldtiden. På en del genstande er der fundet billedlige fremstillinger, hvoraf mange utvivlsomt relaterer til kultiske og religiøse forestillinger. I samtiden har man ikke været i tvivl om disse billeders indhold og betydning. Betragtningen af dem har lukket op for et detaljeret og indviklet sæt forestillinger om guderne, naturen og himmelhvælvet mm., - eller sagt med andre ord: det verdensbillede vore fjerne forfædre havde inde i hovederne. For arkæologerne er billederne særdeles gådefulde. De kan i glimt give en antydning af en fuldkommen fremmed forestillingsverden, - men heller ikke mere.

Også gravene fra dengang antyder lidt om datidens tankegods og forestillinger. Når de døde fik mad og drikke med, kan det kun tolkes sådan, at døden dengang ikke blev betragtet som noget endeligt. Den har været opfattet som en overgangstilstand på rejsen ind i en ny tilværelse. Hvordan denne så har været opfattet, kan vi kun gisne om. Hvis det med tiden kan dokumenteres, at man i forhistorien har studeret og skaffet sig viden om Solen og Månens cyklusser og f.eks. brugt denne viden til konstruktion af primitive kalendere, så er der løftet endnu en lille flig, og lidt nyt lys er kastet over den tilværelse, vore fjerne forfædre levede.

Arkæologerne får aldrig deres drøm opfyldt. Hvad vore forfædre tænkte om sig selv og deres omverden vil bortset fra enkelte glimt forblive en hemmelighed. Men de få glimt er bedre end ingenting. De gør det nemligt muligt for os at lade fantasien spille og derved ane en verden, som på nogle områder ligner vores og på andre er fuldkommen fremmed. Arkæologien er jo netop så spændende og givende, fordi den formår at sætte fantasien i sving. Arkæologerne bryder sig dog ikke om for megen fantasi. De tør ikke rigtig give los og er bange for at dumme sig overfor kollegerne. Derfor er deres udgravningsrapporter ofte uden kød og blod, - kedelige og firkantede. Som lægmand er man heldigvis ikke hæmmet af sådanne hensyn, men kan lade fantasien spille. Det betyder ikke, at man skal fantasere! De forestillinger, man gør sig, skal naturligvis udspille sig på baggrund af de brikker til puslespillet, det er lykkedes arkæologerne at samle sammen. Ellers snyder man sig selv og ender i det rene nonsens med tosseteorier som den, der frejdigt slår fast, at Stonehenge og andre oldtidsmonumenter er opført af rumvæsener. Hvis Stonehenge blev bygget af gudelignende rumvæsener med en så eminent teknisk kunnen, at de efter behag kunne bevæge sig rundt mellem stjerner og galakser, så må det siges at være en yderst beskeden bedrift. Langt mere fantastisk er det da, at et "primitivt" bondesamfund i forhistorisk tid tog en sådan opgave på sig og gennemførte den. Der er slet ingen grund til at operere med rumvæsener og andet tankespind, for virkeligheden er skam fantastisk nok i sig selv. Det er med andre ord uomgængeligt, at man tager arkæologien alvorligt og gør den til grundlaget for sine aktiviteter som arkæoastronom.

Heldigvis er det herhjemme forbudt andre end professionelle arkæologer at udgrave levn fra fortiden. Sådan har det været i mange år, og det har reddet reddet utallige anlæg fra ødelæggelse. Det betyder dog ikke, at amatørarkæologer må nøjes med at læse faglitteratur om emnet. Rundt om i Danmark har museerne etableret et godt samarbejde med amatørarkæologer, - et samarbejde, der indebærer, at amatørerne får mulighed for at deltage i udgravninger side om side med professionelle arkæologer. Det har begge parter stor gavn og fornøjelse af. Hvis du har lyst til deltage i udgravninger, så bør du overveje et medlemsskab af foreningen SDA (Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer). Vil du vide mere om foreningen, så klik dig ind på SDA's hjemmeside.

Arkæoastronomen er privilegeret. Han kan arbejde på egen hånd og selv fastlægge, hvad han vil undersøge, - og hvornår det skal foregå. Han graver jo ikke i jorden og forstyrrer lagene, men nøjes med at undersøge og opmåle de sten eller jordbunker, som gennem århundreder har modstået vind og vejr og menneskelige aktiviteter. Når man dyrker arkæoastronomi på hobbyplan, er man selvsagt ikke i stand til at lave opmålingsarbejde på det niveau, arkæologerne bevæger sig. Sådanne opmålinger kræver brug af dyrt udstyr og kendskab til opmålingsteknik, og så er de uhyre tidskrævende. Men fortvivl ikke! Amatøren kan med en beskeden udrustning nå langt og komme hjem med spændende resultater efter en tur i marken.

Jeg taler som sagt af erfaring og har selv besøgt og undersøgt anlæg både herhjemme og i udlandet. Arkæoastronomi på amatørbasis er en dejlig hobby. Det er i sig selv interessant at besøge monumenter fra oldtiden, men hobbyen indebærer mange sidegevinster. Man oplever spændende egne og landskaber og får travet en masse kilometer i den friske luft, og endelig ser man mange andre ting end lige oldtidsminder. Så er det tilmed en hobby, det er let at komme igang med. En forudsætning er det dog, at man kender en del til arkæologi og astronomi. Resten lærer man hurtigt ude i marken. Men hvordan finder man frem til de oldtidsanlæg, man vil undersøge? Start med bogen "Vejviser til Danmarks oldtid", som er nævnt i litteraturlisten.Benyt derudover arkæologiske leksika, håndbøger og kort.

1) Vi finder sigtelinien: Som jeg skrev i artiklen om arkæoastronomi, så kan der i forbindelse med en stenkreds postuleres så mange sigtelinier, at én af dem nok skal vise sig astronomisk interessant. Men så er der højst sandsynligt tale om en tilfældighed, og det kan ikke bruges til noget. Som udgangspunkt vil det være mest fornuftigt at kikke på anlæggets akse, - nemlig linien, der kan trækkes fra kredsens centrum til midten af udliggerstenen. Hvis der i kredsen havde befundet sig en sten, som markant skilte sig ud fra de øvrige (f.eks. ved en betydelig større højde), så ville det være nærliggende også at undersøge linien, der kan trækkes fra kredsens centrum til midten af den markante sten, og måske også linien, som kan trækkes fra den markante stens midte til udliggerstenens midte. Men i "vores kreds" er der ingen sten, der afgørende skiller sig ud, så vi vil nøjes med at undersøge, hvordan anlæggets akse er orienteret. Læs mere om sigtelinier i kap. 5, Oldtidsanlæg med mulige astronomiske siglelinier.

2) Vi fastlægger stenkredsens centrum: Kun i ganske få stenkredse er der anbragt en sten, der markerer kredsens centrum. Det er da heller ikke tilfældet i "vores kreds", så vi må selv måle os frem til den rette position. Her får vi brug for målebåndet, og efter 3-4 målinger tværs over kredsen på forskellige positioner kan vi ret præcist fastlægge kredsens centrum.

3) Aksens orientering måles: Vi stiller os nu i cemtrum af kredsen med kompasset for at bestemme aksens orientering. Som kompas vil jeg anbefale det finske Suunto-kompas, der giver ret præcise målinger. Efter lidt øvelse kan man udføre målinger med højst en halv til en hel grads afvigelse. Kompasset fungerer som et sigteapparat. Med det ene øje kikker man ind i kompasset, hvor en gradskala med viser kan aflæses. Med det andet øje kikker man forbi kompasset mod det punkt, der sigtes efter, - i dette tilfælde midten af udliggerstenen. Ved et optisk bedrag ser det nu ud som om udliggerstenen ses inde i kompasset sammen med gradskalaen. Nu drejes kompasset forsigtigt sideverts, indtil viseren i kompasset og midten af udliggerstenen er i sammen punkt. Samtidig aflæses det gradtal, viseren angiver. Det kræver ikke megen øvelse at blive fortrolog med Suunto-kompasset, og man lærer hurtigt at påskønne dets anvendelighed. De tal, der aflæses på skalaen inde i kompasset, er azimut-grader, hvor 0° er lig nord, 90° lig øst, 180° lig syd osv. I forbindelse med azimutmålingen og vurderingen af den må bl.a. følgende tages i betragtning: