© Rud Kjems

Artikel nr. 3.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems 

rudkjems@hotmail.com

Et af de mest spændende aspekter ved Newgrange er de mange smukke helleristninger. I det indre af jættestuen ses bl.a. denne kombination af tre spiraler.

UDGRAVNINGEN OG RESTAURERINGEN AF NEWGRANGE

Jættestuen Newgrange blev opdaget i 1699, da stedets ejer Charles Cambell blev nysgerrig efter at erfare, om der mon ikke kunne gemme sig noget værdifuldt i den store høj på hans jord. Samme år var den wallisiske antikvar Edward Lhwyd på rejse i Irland og hørte her rygter om en "hule", der skulle være fundet ved floden Boyne. Han satte straks kursen derhen og kunne besigtige jættestuen forholdsvis kort tid efter, at den var blevet fundet. I breve til sine venner berettede han udførligt om sine iagttagelser. Fire af disse breve er bevaret og har været til stor gavn for de arkæologer, der siden har beskæftiget sig med monumentet. Lige siden Edward Lhwyd's dage har interesserede hver sommer gæstet Newgrange, og for de fleste har besøget været en enestående oplevelse.

Under Den anden Verdenskrig og i årene lige derefter gled jættestuen lidt i baggrunden. Der var andre og mere nærliggende ting at rette opmærksomheden imod. I begyndelsen af 50'erne begyndte publikum igen at strømme til i sommermånederne, - og strømmen tog til år for år. I Irland var man nu for alvor ved at blive bevidste om, at man rådede over et af de absolut prægtigste munomenter fra Europas forhistorie, og at jættestuens bevaringstilstand lod meget tilbage at ønske. Anlægget var skæmmet af træer og buske, og flere steder var højfylden skredet langt ud over randstenene. Heller ikke indendørs så det for godt ud. I selve kammeret var der ingen forstyrrelser. Det solide, velkonstruerede kammer havde utroligt nok modstået trykket fra den overliggende højmasse gennem årtusinderne. Men i den lange gang var der problemer, idet flere af sidestenene var presset ud af deres oprette stilling og hældede mere eller mindre ind mod gangen. Flere af disse sidesten var slebet glatte af tøjet fra de mange besøgende, som flere steder i gangen nærmest måtte klemme sig igennem. Højen var også mærket af, at mange besøgende udover visitten i graven også inkluderede en bestigning af højen. Newgrange trængte til en kærlig hånd, og i 1961 besluttede man at gå igang med arbejdet, som både omfattede udgravninger og restaureringsopgaver.

Ledelsen af det betydningsfulde projekt blev lagt i hænderne på professor Michael J. O'Kelly og hans hustru Claire. Arbejdets omfang viste sig langt større end forudset og kom til at strække sig over 13 år, - fra 1962 til 1975. Hver eneste sommer i denne periode var O'Kelly og en større arbejdsstyrke, heraf mange frivillige, travlt beskæftiget med at aflure højen dens hemmeligheder. Det lykkedes selvfølgelig ikke at afsløre alle hemmeligheder, men resultatet af anstrengelserne bragte meget mere for dagens lys, end nogen havde forventet.

Højen med jættestuen er omgivet af en stenkreds, som i dag består af 12 oprejste sten med en gennemsnitshøjde på et par meter. Af Edward Lhwyd's beskrivelse fra 1699 fremgår det, at der også dengang var 12 sten i kredsen. Udfra stenenes indbyrdes afstand og kredsens størrelse nåede O'Kelly frem til, at kredsen måske oprindelig har bestået af 35-38 sten. Forbeholdet skal ses i lyset af, at det ikke lykkedes at finde helt sikre spor - f.eks. stenforede fundamenthuller - af de manglende sten. Faktisk hældede O'Kelly vist mest til den anskuelse, at kredsen aldrig var blevet færdiggjort. De nuværende 12 sten står ikke i en cirkel, og den rundkreds de danner er forskudt i forhold til højen. Den sten i kredsen, som er anbragt længt væk fra højen, er placeret ca. 18 m fra højfoden, og stenen tættets på højen blot 7 m fra højfoden.

Højen er forsynet med tætstillede randsten, men da O'Kelly startede på arbejdet, var en stor del af randstenskæden skjult under den udskredne højmasse. Udgravningen afslørede, at samtlige 97 randsten stadig var på plads. Stenene varierede i størrelse fra 1,70 m til 4,5 m og var anbragt liggende. Højden fra jordoverfladen til toppen af randstenene var ca. 1,20 m, og O'Kelly kunne konstatere, at bygherrene havde bestræbt sig på, at oversiden af stenene befandt sig i samme niveau hele vejen rundt om højen. Ialt 31 af randstenene var udsmykket med enestående helleristninger.

Udgravningen viste endvidere, at der oprindelig over randstenskæden hævede sig en omkring 3 m høj støttemur, som holdt sammen på højmassens sten og græstørv. På den sydøstlige side af højen - ved og omkring indgangspartiet - var murmaterialet først og fremmest hvide kvartssten. I forbindelse med restaurationsarbejdet blev den hvide mur genopført, og enhver besøgende vil erfare, at den har tilført monumentet en forbløffende storslåethed. På højens øvrige sider havde der til støttemuren været anvendt en blanding af almindelige sten. Højen, der ikke er cirkelrund, har et tværsnit på 78,6 til 85,3 m. Toppen af højen er flad med en diameter på 32 m, og højen har oprindelig været 12-14 m høj.

Gravens indgangsparti findes som sagt på den sydøstlige side af højen. Herfra træder man ind i den 18,95 m lange gang. Den er orienteret i retningen nordvest-sydøst og markerer anlæggets akse. Sidestenene i gangen, 22 i den venstre side og 21 i den højre, er store ensartede stenplader sat på højkant. Gangens overliggere er af det samme materiale og anbragt, så de som tagsten overlapper hinanden. I nogle tilfælde hviler de direkte på sidestenene, - i andre tilfælde, hvor sidestenene ikke har den tilstrækkelige højde, er der indskudt mindre sten mellem sidesten og overligger. Gangen har en gennemsnitshøje på 1,50 m og er lavest på den første strækning. Længere inde øges højden til 2,00 m og på tærsklen til kammeret når den med 3,60 m sin største højde. Også mange af stenene i gangen (16 af sidestenene og 10 af overliggerne) bærer smukke helleristninger. Ved udgravningen fandt O'Kelly stenen, som i oldtiden blokerede indgangen til graven. Den er nu opstillet umiddelbart til højre for indgangen.

Kamret med de tre nicher og gangen er anlagt i korsform. Kamret er 5,25 m langt målt fra indgangen til bagvæggen i den nordlige niche, - og 6,55 m bredt målt mellem bagvæggene i de to sidenicher. Loftet i kamret er konstrueret som en falsk hvælving af horisontalt liggende stenplader, der fra siderne skyder sig ud over hinanden og indsnævrer kamret op mod loftet, som udgøres af en enkelt stenplade. Lofthøjden i kamret er 6 m. I østnichen, der er den største af de tre blev der fundet to stenbassiner, mens de to øvrige måtte nøjes med et hvert. Der blev fundet ligrester i alle tre nicher, også under stenbassinerne, hvis funktion man ikke har et nøjere kendskab til. Ialt 18 af kamrets sten er prydet med helleristninger.

NEWGRANGE'S GRUNDPLAN

Som det ses er højens nærmest æbleformet. Pilen i nederste højre hjørne peger mod sydøst, hvor solen står op ved vintersolhverv. Udenfor højen ses de resterende 12 sten af stenkredsen. Stenene er tilsyneladende sat op på to cirkler, der er "sammenbyggede". Den ene cirkel har centrum i midten af højen (X), og på dens cirkelbue står de fem sten, der er mærket med et b. Den anden cirkel har centrum midt i jættestuens bagvæg (Y), og på dens bue står de fire sten mærket a. Bemærk at den nordligste a-sten således både fungerer som kredssten og randsten. Stenene mærket med et c falder uden for systemet, da de hverken står på den ene eller den anden cirkel. Der kan være tale om faldne sten, som ikke er genrejst på de korrekte positioner.

Som omtalt havde kamret modstået årtusindernes tryk fra den overliggende høj, mens skaderne i gangen var så store, at det blev nødvendigt helt at frilægge størstedelen af denne og genopbygge den fra bunden. Herved blev det opdaget, at flere af stenene havde helleristninger på steder, der har været skjult for de besøgende i graven.Også på flere af randstenene blev der på bagsiden fundet "skjulte" helleristninger. Nogle forklarede fænomenet med, at der var tale om genbrugssten, som tidligere havde tilhørt et helt andet oldtidsanlæg. Flertallet af arkæologer har dog afvist denne teori og mener, at de skjulte billeder må have haft en speciel kultisk-religiøs betydning i forbindelse med Newgrange-jættestuen og altså blev lavet med henblik på denne. Hvori denne betydning har bestået vil sikkert for altid være en gåde.

Den mest bemærkelsesværdige opdagelse blev gjort i 1963, hvor undersøgelsen af en underligt placeret stenplade over indgangen førte til opdagelsen af "the roofbox", som vil blive behandlet i de følgende to afsnit.

Et andet særdles vigtigt resultat af O'Kelly's arbejde var dateringen af jættestuen. Tidligere havde der været divergerende meninger om dens alder, men efter udgravningen lå det fast, at Newgrange blev bygget omkring 3200 f.Kr. Dermed er den ældre end både Stongehenge og Avebury, - og også flere århundreder ældre end pyramiderne i Ægypten.

DEN BERØMTE ROOFBOX

Mange besøgende havde gennem årene bemærket kanten af en mærkelig placeret stenplade i højen over jættestuens indgang. Stenen, som var delvis dækket af den vildtvoksende vegetation på højen, er smykket med et elegant mønster udhugget i relief på forkanten. Lige siden 1830'erne havde forskellige antikvarer fra tid til anden kommenteret stenen, og det var manges opfattelse, at den ikke lå på sin oprindelige plads, men på grund af forstyrrelser var havnet i højen over indgangen. Flere havde endda forsøgt at flytte stenen, men heldigvis var den så solidt forankret i højen, at det ikke lykkedes.

Udsnit af udsmykningen på forkanten af den mystiske stenplade.

Ved udgravningen viste det sig, at den dekorede sten udgør overliggeren i en flad, vandretliggende kasseagtig stenkonstruktion opbygget direkte på to af de yderste overliggere i gangen. Den omhyggeligt konstruerede kasse er bygget omkring to meter ind i højen ovenpå og parallellelt med den underliggende gang. Kassen er en meter bred, samme bredde som gangen, med en åbning i begge ender. Ved yderenden med den dekorerede overkant er den 55 cm høj, men indsnævres undervejs ind i højen, så inderenden af kassen får en højde af 40 cm. Som sagt er kassen åben i begge ender, og inderenden ses som en bred smal spalte i gangens loft. En lignende konstruktion var aldrig tidligere fundet i et oldtidsanlæg, og udgraverne havde i starten ikke den fjerneste anelse om meningen med den. Derfor var det også svært at finde en betegnelse på fænomenet, så O'Kelly kaldte den ganske simpelt for "a roofbox" (en tagkasse).

Nederst i forgrunden ses den smukt dekorerede randsten, som markerer jættestuens indgang. Til højre for indgangen står den "stendør", som engang blokerede indgangen. Over indgangen ses roofboxens åbning, der i sin tid har været lukket med to store kvartssten. Roofboxen er en aflang stenkasse, hvis bagende munder ud i gangens loft. (foto: © Clive Ruggles)

Når folk i dag besøger Newgrange, vil de over indgangen til jættestuen finde roofboxen siddende smukt indrammet i den genopførte hvide kvartsmur, og så vil de fleste uvægerligt spørge sig selv: hvilken funktion kan den dog have haft? Michael O'Kelly var længe i vildrede. Der ville jo kunne fremføres mange teorier. Men hvilken værdi ville det i det hele taget have at komme med forslag vedrørende en bygningsdetalje, som efter alt at dømme har sammenhæng med længst forglemte religiøse forestillinger og kultiske ritualer?

Flere forslag blev bragt på bane. I Keopspyramiden i Ægypten er der fundet "luftkanaler", som fra pyramidens overflade fører ind til både dronningekamret og kongekamret. Som antydet mener nogle, at der er tale om luftkanaler. De fleste hælder dog mere til den antagelse, at kanalerne kan have været tænkt som de døde ånders adgangsvej til de levendes verden og tilbage igen. Har roofboxen haft det samme formål? Har man på visse dage fjernet de blokerende kvartsblokke, så forfædrenes ånder kunne forlade graven og forene sig med de nulevende i forbindelse med særlige højtider? Når det så påny blev hverdag - og ånderne var vendt hjem til det tyste mørke gravkammer - blev "stenvinduet" igen blokeret af kvartsblokkene.

I sin søgen efter en forklaring vente O'Kelly også blikket mod de danske jættestuer, hvor der i mange tilfælde er fundet store mængder potteskår ved indgangspartiet. Undersøgelser har vist, at skårene er de sørgelige rester af lerkar, som har været placeret på toppen af randstenene ved indgangen og på jorden foran denne. Der har uden tvivl været tale om offergaver i form af mad og drikke tiltænkt guderne eller forfædrene inde i graven. Der er ofte tale om store mængder lerkar, men interessant nok tyder det på, at de mange kar er blevet sat ud ved ganske få lejligheder. Kunne det tænkes, at Newgrange-folket havde placeret deres lerkar med mad og drikke i roofboxen, som forfædrene - eller i hvert fald deres ånder - havde adgang til "ad bagdøren"? Det var sådan set en lovende teori, som dog måtte forkastes af O'Kelly, - af gode grunde! Der blev nemlig ikke under den årelange udgravning fundet et eneste lerkarskår!

I forgrunden ses tre af stenkredsens sten. Selve indgangspartiet er rykket lidt ind i højen og indgangen ligger tilbagetrukket flankeret af grå stenmure. Uden om indgangspartiet lyser den 3 m høje støttemur af kvartssten godt op, og bag muren rejser sig svagt den flade, græsklædte høj (foto: © Clive Ruggles).

Som nævnt andetsteds er Newgrange helleristninger "abstrakte". Som lægmand har man lov til at være fantasifuld, og jeg vil tillade mig at foreslå, at ristningen ovenfor kunne være en nogenlunde realistisk fremstilling af arbejdet med at slæbe én af de store sten, som siden blev brugt i jættestuen. Fra den store sten (skåltegnet) i midten udgår der otte reb, og for enderne af dem ses som små punkter de ihærdigt arbejdende stenslæbere. Bemærk lige under "stenen" endnu et skåltegn, som er omgivet af en halvcirkel.

"Præcis kl. 8.54 sås det første glimt af solen over horisonten. Fire minutter senere trængte det første strålebundt af direkte sollys gennem roofboxen og gangen og helt ind i kamret, hvor det belyste gulvet og nåede hen til forkanten af stenbassinet i den bagerste niche. Imens lysstrålen langsomt blev bredere og adstadigt flyttede sig henover kamrets gulv, blev gravkamret på dramatisk vis illumineret af den vandrende lystunge. Selv i de tre nicher blev et væld af detaljer synlige i det indirekte lys, der reflekteredes fra gravkamrets gulv. Med 17 cm nåede strålebundtet sin maksimale bredde, før det kl. 9.09 begyndte at snævre sig ind, og præcis kl. 9.15 forsvandt lyset med ét efter at have illumineret graven i 17 minutter."

En tilkaldt ekspert, dr. Jon Patrick, sandsynligvis astronom af uddannelse, foretog forskellige opmålinger og beregninger. Han fandt frem til, at lysstrålen i oldtiden havde haft en bredde på 40 cm mod de nuværende 17. Den reducerede bredde hænger sammen med, at nogle af gangens sidesten på grund af trykket fra højen er presset ud af deres oprindelig lodrette stilling og nu læner sig ind mod gangen. Det dramatiske "lysshow" i gravkamret har således været endnu mere effektfuldt i oldtiden. Jon Patrick konkluderede, at Newgrange's bygherrer bevidst havde indkalkuleret midvintersolen, da de afstak jættestuens placering. Observationer har siden vist, at graven er illumineret en uges tid på begge sider af vintersolhvervet den 21. december.

Modstandere af teorien har hævdet, at illuminationen af graven - det irske vintervejrlig taget i betragtning - kun sjældent har kunnet opleves. Det holder imidlertid ikke stik. De følgende 11 år blev der nemlig holdt øje med jættestuen i tiden omkring vintersolhverv, og hvert eneste år kunne fænomenet opleves én eller flere gange i perioden 18. til 24. december.

Vi kikker her ind i den bagerste niche i gravkamret. Forneden i forgrunden ses kanten af stenbassinet, og på bagvæggen anes tre indristede spiraler. Det var disse spiraler, som efter rygterne blev oplyst af solstråler ved vintersolhverv. I virkeligheden når solen kun gulvet frem til stenbassinets forkant (foto: © Clive Ruggles).

Da Michael O'Kelly fandt roofboxen, stod han overfor en unik konstruktion, som aldrig var fundet andetsteds. Men sidste år dukkede der ved en arkæologisk udgravning noget op, som kunne være endnu en roofbox. Det foregik på de forblæste Orkney Øer nord for Skotland. "Nyheder, nye og gamle" vil senere vende tilbage med oplysninger om dette spændende fund.