7

Moderne arkæoastronomi

© Rud Kjems

I denne korte indføring i arkæoastronomien har eksemplerne været hentet fra den europæiske forhistorie. Det er også denne periode, som arkæoastronomerne har været mest optaget af, hvilket uden tvivl hænger sammen med den overvældende interesse, der blev skabt omkring Stonehenge i midten af 1960’erne. Men som fortalt i indledningen beskæftiger man sig i arkæoastronomien med mange andre kulturer og tidsperioder. Som et eksempel på bredden af disse aktiviteter kan det nævnes, at f.eks.Europas middelalderkirker er inddraget i undersøgelserne.

Tidligere var det mest almindeligt, at arkæoastronomer kastede sig over enkeltmonumenter, - en stenkreds hist og en stenrække her! Ud af den store mængde anlæg var det ikke svært at finde enkelte, der var astronomisk interessante. I dag er man langt mere kritisk og klar over, at mange af disse udvalgte monumenter måske kun ved et tilfælde viser “astronomiske træk”. Den moderne arkæoastronomi fokuserer på grupper af ens anlæg i det samme geografiske område. Hvis man i sådanne grupper ved de enkelte anlæg finder fællestræk, der tyder på, at astronomi har været involveret, så har man mere fast grund under fødderne. Flere interessante grupper med sådanne fællestræk er fundet mange steder i Europa.

 

Fig. 12: Stenkredsen "The Merry Maidens" i Cornwall hører til én af de bedst bevarede i England. Den har stadig alle sine 19 sten i behold. Nordøst for kredsen, nogle hundrede meter borte, står to meterhøje monolitter kaldet "The Pipers". Sagnet fortæller, at 19 unge piger blev omskabt til sten, fordi de dansede på sabbatten. Den samme historie er knyttet til flere andre britiske stenkredse. (foto: © Rud Kjems)

Også i dag er der kun få arkæologer, som arbejder seriøst med arkæoastronomi. Det hænger først og fremmest sammen med, at arkæoastronomien gennemgående har et dårligt ry i arkæologkredse. Det er nok velfortjent, for der har altid blandt arkæoastronomerne været et useriøst islæt, - mennesker med en rigelig fantasi og et for ringe kendskab til arkæologi, hvilket har medført, at arkæologiske spor ofte er blevet fejlbedømt eller overfortolket. Det har f.eks. givet sig udslag i vidtløftige teorier om, at der i stenalderens bondesamfund fandtes en elite, som begav sig af med videnskab på et niveau, der næsten nærmede sig nutidens. Og helt ude på overdrevet kan man finde “forskere”, som helt alvorligt arbejder med teorier om, at Stonehenge og andre bemærkelsesværdige oldtidsmonumneter i virkeligheden er bygget af rumvæsener. Forhåbentlig får arkæologerne og den seriøse del af arkæoastronomien med tiden et bedre samarbejde etableret. Det kunne betyde et nyt gennembrud for den spændende forskningsgren. Noget tyder på, at et sådant er på vej godt hjulpet af den første egentlige videnskabelige bog om arkæoastronomi, som udkom i 1999. Bogen af skrevet af den britiske forsker Clive Ruggles og bærer titlen Astronomy in Prehistoric Britain and Ireland. Læs min anmeldelse af bogen!