Mere om Birkendegård og endnu en "roofbox"

© Rud Kjems

Artikel nr. 6.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems. rudkjems@gmail.com 

MERE OM BIRKENDEGÅRD-KREDSENE

© Rud Kjems

Jeg har tidligere berettet om det gådefulde fund ved Birkendegård øst for Kalundborg. Optakten var et luftfoto af en mark med mærkelige kredsformede aftegninger. Efter at have studeret fotografiet, formodede arkæologen Thorkild Ramskou, at mærkerne var stenspor, og at der på stedet engang havde stået et imponerende oldtidsanlæg bestående af tre koncentriske cirkler, hvoraf den yderste havde en diameter på hele 320 meter. I 1969 foretog Ramskou en mindre udgravning på stedet. Den bekræftede hans formodning, idet han fandt flere stenspor tilhørende den ydre kreds. Sporene var allerede dengang ret svage, og der er en betydelig risiko for, at landbrugsaktiviteter i løbet af få år vil ødelægge de sidste spor af det imponerende monument. Ramskou sammenlignede anlægget med de berømte stenkredse Stonehenge og Avebury i England. Han kom også ind på de på det tidspunkt meget populære teorier om, at mange oldtidsanlæg bevidst var astronomisk orienteret. Min artikel om Birkendegård blev til på baggrund af artiklen "Et dansk Stonehenge?" skrevet af Thorkild Ramskou og blev bragt i "Nationalmuseets Arbejdsmark", 1970. Artiklen slutter således:

"Hvad der hidtil er sket ved Birkendegaard, er kun en prøvegravning, der havde til formål at fastslå naturen af luftfotografiets hvide pletter, og det kan med sikkerhed siges, at de er mærker efter store oprejste sten. Hvad det står tilbage er at undersøge, om de cirkelfragmenter, der nu anes, går hele vejen rundt. Om der er rester af andre konstruktioner, der ikke har afsløret sig på fotografiet, om der er nogen regelmæssighed i stenenes placering, så se som i Stonehenge kan have haft kalendermæssig betydning, forholdet mellem gravhøjen og cirklerne, og sidst men ikke mindst må hele anlægget dateres."

Artiklen i "Nationalmuseets Arbejdsmark" var tilsyneladende det eneste skriftlige, Thorkild Ramskou efterlod sig vedrørende stenkredsene ved Birkendegård. I Nationalmuseets arkiver er der ingen oplysninger om anlægget, har man oplyst mig. Umiddelbart før marts-artiklen blev sendt ud på nettet, fik jeg imidlertid kendskab til, at Ramskou havde skrevet endnu en artikel om Birkendegård. Artiklen findes i lokalårbogen "Fra Holbæk Amt", 1971-72, og den røber, at Ramskou i 1970 vendte tilbage til Birkendegård og foretog en ny udgravning, - også denne gang af beskedent omfang. I årbogen fortæller han følgende om den nye udgravning:

"I 1970 fortsattes undersøgelserne syd for den lille høj på toppen af bakken i centrum af cirklerne. Denne gang i den mellemste cirkel, der afslørede nye forhold. Her fandtes overhovedet ikke, hvad der kunne tolkes som fundamenter for oprejste sten. Derimod fandtes der et par store gruber, nedgravede i undergrunden, fyldte med sten og bålrester, samt en del lerkarskår. Alle desværre små og overbrudte, så de ikke umiddelbart kunne give en datering af anlægget. Men grubernes placering stemmer stadig med de punkter, der kan ses på luftbilledet, så sammenhængen mellem yderste og næste kreds er evident.

Giver lerkarskårene måske ikke nogen nøjagtig datering af anlægget, giver de dog et fingerpeg, idet de må stamme fra yngre bronzealder eller fra den ældste jernalder.

Men hvad det egentlig er, vi her er truffet på, må stadig stå hen i det uvisse. De foreløbige undersøgelser har indtil nu vist, at der i den ydre cirkel kan have stået oprejste sten, der nu er forsvundet. Men samtidig ses, at der både i den ydre cirkel og i den nærmeste indenfor har været brændt bål, gravet gruber, ligeledes med bålrester og lerkarskår, men hvad man i sin tid har foretaget sig og hvorfor, er langtfra klarlagt.

Hvad skal man tro om dette spøgelsesagtige monument på Birkendegårds jorder? Arkæologerne har en stor og rummelig rubrik, hvor man anbringer mange ting, der ikke umiddelbart er forståelige. Det er den kultiske rubrik. Men uden tvivl, det er i den cirklerne omkring den lille stenhøj skal placeres. De har aldrig tjent noget praktisk eller jordisk formål, og alene deres nøjagtige geometriske placering henviser dem til noget kultisk.

Det er kun på de britiske øer man kan finde noget, der svarer til anlægget på Birkendegård, nemlig de såkaldte "henge-monuments", der har hentet deres navn fra det berømte Stonehenge. Og der er ingen tvivl, det har drejet sig om et monument af samme karakter, uden at man derfor skal tro, at cirklerne på Sjælland kan have haft samme betydning som astronomisk observatorium. Der er på Birkendegård ikke tale om noget astronomisk anlæg af nogen som helst art. Og tro endelig ikke, at der har stået meterhøje sten med overliggere. Det har vi aldrig haft materiale til her til lands.

Det ene står dog fast, at det har drejet sig om en kultplads, der har været anvendt i lange tider, og at hvad man der har foretaget sig har været lagt i faste baner. Dette også ment rent geometrisk. Ellers ville man ikke finde de tre concentriske cirkler med centrum i den lille høj på toppen af bakken.

Men den endelige tolkning må vente til mange flere undersøgelser er gjort, og så kan det endda være, at den smutter i den sidste ende. Noget videre end i dag kan man forhåbentlig dog nå."

Det er efterhånden en almindelig antagelse, at de kredsformede tømmerkonstruktioner i hengerne i virkeligheden har været enorme bygninger, - vel sagtens brugt som templer. Tegningen her er lavet på baggrund af kredsformede strukturer fundet på hengen Durrington Walls, der lige som Mount Pleasant ligger i Sydengland.

Sådanne undersøgelser lader stadig vente på sig, mens landbrugsmaskinerne hvert år yderligere fjerner sporene af det gådefulde anlæg. For gådefuldt er det, og Ramskous sidste udgravning i 1970 bragte ikke nogen afklaring. Det er yderst interessant, at den mellemste kreds ikke har bestået af oprejste sten, men af gruber nedgravet i undergrunden, - gruber indeholdende bålrester, lerkarskår og sten. Det leder tanken hen på Stonehenge, hvor der også er fundet en kreds af gruber, i alt 56. De danner en nøjagtig udmålt cirkel og omkranser det cirkulære område, hvor Stonehenge's stenkonstruktion er opført. Alt tyder på, at gruberne er blevet fyldt op kort tid efter, at de blev gravet. I gruberne er der bl.a. fundet trækul, lerkarskår og skeletdele. Formålet med gruberne kendes ikke, men de har sandsynligvis haft noget med dødekulten at gøre. Tilsyneladende har Ramskou fundet noget lignende ved Birkendegård.

De af Ramskou nævnte "henge-monumenter" er aldrig fundet uden for Storbritannien. Det er Stonehenge, der har givet navn til dem. Betegnelsen "henge-monumenter" blev første gang brugt i 1932 af de to britiske arkæologer Thomas Kendrick og Christopher Hawkes. Definitionen på "en henge" har ændret sig gennem årene. Den nyeste udgave er formuleret af den britiske arkæolog Geoffrey Wainwright, som i 1960'erne og 1970'erne udgravede tre af de største britiske "henge-monumenter". Wainwright, som så absolut er den største autoritet på området, beskriver anlæggene således:

"Et henge-monument defineres i dag som et cirkulært område af variabel størrelse indesluttet af en vold og en voldgrav. Volden, der som regel ligger yderst, er brudt af én eller flere indgange. Næsten 100 monumenter af denne type er fundet på De Britiske Øer fra Cornwall til Orkney Øerne. Seks områder kan fremvise bemærkelsesværdige koncentrationer af henge-monumenter: Salisbury Avon, Mendips, Thames Valley, Ripon i Yorkshire, Boyne i Irland og Moray Firth i Inverness. Henge-monumenterne findes i mange størrelser, - fra små anlæg som Fargo Plantation med en diameter på 10,6 m til kæmpeanlæg som Avebury og Durrington Walls med diametre på omkring 300 m. De bygningsmæssige strukturer, der er fundet spor af på henge-monumenterne, varierer enormt fra anlæg til anlæg, og i nogle tilfælde er der slet ikke fundet spor af sådanne. De steder, hvor bygningsmæssige strukturer er konstateret, har det drejet sig om sten- og tømmerkonstruktioner, gruber og begravelser. Anlæggene har vist sig så forskelligartede, at rubriceringen af dem under én fællesbetegnelse efterhånden forekommer meningsløs. Men betegnelsen "henge-monumenter" er så indarbejdet, at den nok bliver hængende ved i årene fremover, - indtil en bedre betegnelse dukker op. Det er i virkeligheden kun den omgivende vold og voldgrav, der adskiller de 100 britiske henge-monumenter fra andre kredsformede ceremonielle oldtidsanlæg som f.eks. Stanton Drej og Cefn Côch."

(Geoffrey Wainwright's bog "The Henge Monuments" (1989))

Geoffrey Wainwright fortæller i sin bog, at flere af henge-monumenterne blev udgravet i sidste øjeblik. De stadig mere og mere effektive landbrugsmaskiner havde tæret så hårdt på anlæggene, at de ville have været helt udslettet i løbet af få år. Thorkild Ramskous undersøgelser viste, at Birkendegård-monumentet allerede for 30 år siden var stærkt truet, og det forekommer derfor helt uforståeligt, at en ny generation af arkæologer overhovedet ikke har vist interesse for at redde de svage spor af det enestående anlæg. I marts-udgaven af "Nyheder, nye og gamle" fremgik det, at en kreds af mennesker for nogle år siden arbejdede med planer om at etablere et oldtidscenter ved Birkendegård. Desværre var de ikke istand til at sikre sig den nødvendige økonomiske opbakning. Jeg vil ved en senere lejlighed fortælle mere om disse planer, som burde hentes frem af skuffen igen. Hvor findes de nødvendige penge?

Besøg Stig Linanders hjemmeside, hvor der bl.a. er spændende ting vedrørende astronomi og fugle.

SÅ ER DER FUNDET ENDNU EN "ROOFBOX"

© Rud Kjems

Den 12. april om aftenen fandt jeg i min postkasse en meget interessant e-mail fra Stig Linander, som tidligere har vist interesse for min hjemmeside. Stig skrev: "Faldt over noget, jeg tænker ku' interesse dig. Men du kender den nok allerede." I brevet var der et link til BBC's hjemmeside, som jeg nysgerrigt klikkede mig ind på. Her kunne jeg under overskriften "Ancient tomb captured both Sun and Moon" læse, at der i Irland var dukket en ny "roofbox" (eller "lightbox") op. Nyheden var lanceret af BBC den 8. april. Jeg havde ikke hørt om opdagelsen, før Stigs meddelelse nåede mig.

Den første "roofbox" blev fundet i 1963 i forbindelse med restaurationsarbejde på den berømte irske jættestue Newgrange (se artiklen: "Vinduet til de levendes verden"). Den næste blev fundet i en nyopdaget jættestue på Orkney Øerne i sommeren 1998. Her er tale om en mere primitiv konstruktion, og arkæologerne er uenige om, hvorvidt der virkelig er tale om en "roofbox" (se artiklen: "Crantit-jættestuen på Orkney Øerne). Med den tredje og sidste "roofbox" er vi igen tilbage i Irland, og her er tale om en konstruktion, der meget ligner den i Newgrange-jættestuen: en langstrakt "lyskasse" bygget af sten og placeret over gangens loft og parallelt med dette.

Jættestuen, hvor den nye "roofbox" er opdaget, findes ved lokaliteten Carrowkeel i grevskabet Sligo på vestsiden af Irland. I området er der en del jættestuer og andre megalitanlæg. Jættestuen med "roofboxen" har ikke noget "rigtigt navn", men må nøjes med betegnelsen "Cairn G". Jeg vender senere tilbage med en mere udførlig beretning om det nye fund.