© Rud Kjems

Artikel nr. 31.

Nu er der måske én og anden, som vil spørge: "Kan det ikke tænkes, at Magnússon alligevel havde ret - at han virkelig læste noget på klippen?" Nu ved vi jo ganske vist, at "tegnene" i trapgangen ikke har det fjerneste med menneskeskabt skrift at gøre, men kunne det tænkes, at naturens luner havde maget det således, at revnerne og ridserne ved et tilfælde dannede en læselig skrift? Akkurat som hvis man kastede 100 terninger, og de alle sammen blev til seksere. Jeg må bedrøve spørgerne, for selv ikke dette lille plaster vil kunne lægges på såret. "Runeindskriften", som Magnússon oversatte, er nemlig ifølge nutidens runeforskere det rene volapyk.

Men måske står der trods alt noget på klippen. I 1987 udsendtes på Dansk Historisk Forlag bogen Helleristningernes tale, i Norden og Amerika af Jon Galster. Bogen er først og fremmest en præsentation af den engelskfødte professor Barry Fells studier af bronzealderens skriftsprog! Barry Fell har undersøgt forskellige "indskrifter" rundt om i Norden og i Canada og dateret dem til bronzealder - og mest overraskende: de er alle skrevet på dansk. Jo - det er en lidt vidtløftig bog, der bestemt ikke giver Magnússon noget efter. Dens sidste to kapitler er helliget Runamo, som Galster og Fell har undersøgt i fællesskab. De påpeger, at Hilfelings afbildning af runebåndet som en slange er vigtig på trods af, at den er yderst primitiv og slet ikke står mål med de tegninger, som Magnússon og Worsaae hjembragte fra Blekinge.

• Runamo-båndet er en trapgang.
• Der er ingen tvivl om, at en del af tegnene er naturgivne sprækker.
• Der er dog også índføjet runer, som passer godt med det runealfabet, der blev brugt på Harald Hildetands tid.
• Alt dette underbygges af, at Runamo-båndet blev forsynet med et slangehoved, og det er oplagt, at det er Midgårdsormen, der bugter sig henover Runamo-klippen.
• Runerne på Runamo er tilsyneladende påvirket af den islamiske kultur. I hvert fald kan man et sted på båndet læse sentensen: "Muhammed er Guds budbringer".

Som det fremgår af listen over benyttede kilder, så har Runamo sat sine spor i både ældre og nyere faglitteratur, men historien har såmænd også inspireret skønlitterære forfattere. Mens debatten om Runamo bølgede frem og tilbage, brugte den store romantiske svenske digter, Esaias Tegnér, Runamo i sit digt Helgonabacken, som skildrer kampen mellem hedningedommen og kristendommen. Han lod hedningekvinden Gerda, hvis far er den berømte jætte Finn, få sit hjem i Runamo. Hertil kommer fra Danmark Axel Hvide, der siden skulle blive kendt som Absalon, Saxos beskytter. Digtet, der aldrig blev færdiggjort, handler om det hede kærlighedsforhold mellem Axel og Gerda. I følgende strofe er Runamo - ikke uden humor - inddraget:

I de følgende strofer ledsager vi de runekyndige på rejsen til Blekinge, hvor de finder stien og indskriften. Men ak - skriften er slidt af hyrder og får og sprængt af "frost i tusende År". Ordene kan ikke længere læses, og kongens udsendte må drage hjem med uforrettet sag og med skam og sorg fortælle kongen, at de ikke har kunnet løse opgaven. De triste nyheder tager ikke modet fra kongen, tværtimod. Han rejser sig fra sin stol og udbryder begejstret: "Kan Lærdom ej råde de Runer af Old, vel op! Vi prøver med Spyd og Skjold." Inspireret af Runamo giver Valdemar sig i kast med at udbygge og befæste sit rige, og de gamle daners ry bliver "løftet til Liv på ny". Digtet afsluttes med følgende strofe:

Finnur Magnússon er også blevet portrætteret i en roman, - nemlig i Gorm Rasmussens Skyggers levetid - en guldalderroman fra 1995. Det er en udmærket og velskrevet bog, som afslører, at forfatteren har kikket dybt i kilderne. Den kan anbefales alle, som interesserer sig for Magnússon og Runamo. Men - skildringen af den lærde islænding svarer ikke til det billede, jeg har dannet mig af ham. Hans liv er skildret sådan lidt gråt i gråt - lidt trist. Sådan tror jeg ikke det har været - bortset fra de sidste år. For mig at se har Magnússon levet et spændende liv, hvor nye videnskabelige udfordringer hele tiden dukkede op og blev modtaget med nysgerrighed og begejstring. Så jeg forestiller mig hans tilværelse langt mere farverig og rummende megen mere glæde, men jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at Gorm Rasmussens Magnússon er mere "rigtig" end min!

Runamo optræder såmænd også i en dansk spændingsroman, som udkom sidste år. Den er skrevet af Ole Frøslev og bærer titlen Den haraldinske slange. Den beretter historien om arkæologen Bondo, som under en researchopgave for Nationalmuseet kommer i konflikt med en nynazistisk gruppe med navnet Odins klan. Medlemmerne af gruppen er en sølle flok, hvis forkvaklede livssyn hviler på en ulækker blanding af nazisme og moderne asatro. Et af bogens dramatiske højdepunkter er et jævndøgnsblot på Runamo-klippen. Højdepunkt er nu så meget sagt, for bogen er ikke særlig vellykket. Personerne lever slet ikke, og handlingen bliver aldrig rigtig spændende. Desværre, for Runamo-historien kunne udmærket have fungeret som et fundament for en spændingsroman, hvor fortid og nutid dramatisk fletter sig ind i hinanden. Men i Ole Frøslevs bog er Runamo blot en tom kulisse. Synd og skam, at mulighederne, der gemmer sig i det gamle mysterium, ikke blev bedre udnyttet!

Når man med interesse har læst de fleste af kilderne vedrørende Magnússon og Runamo, så kommer man selvfølgelig ikke udenom et besøg på stedet. Derfor satte jeg sidste sommer i selskab med min kære hustru kursen mod Blekinge, og lad det være sagt med det samme - det er dybt beklageligt, at dette skønne land ikke forblev en del af det danske rige. Landet er vildt og herligt, præget af skov og klippe og mod syd afgrænset af en dejlig skærgårdskyst.

Under opholdet i Blekinge boede vi i Ronneby på Hotel Strandgården - et lille gammeldags, men meget hyggeligt hotel. Det ligger i et af byens yderkvarterer, og hotellets have skråner ned mod den vandrige Ronnebyå, som smukt snor sig igennem byen. Ved ankomsten vidste jeg kun, at Runemo skulle befinde sig i nærheden af den mindre by Bräkne-Hoby, der ligger en halv snes kilometer vest for Ronneby. Jeg spurgte den hjælpsomme vært, men han havde end aldrig hørt om Runamo. Værten kontaktede en bekendt i byen, der var interesseret i lokalhistorie, og denne kendte udmærket historien om Runamo, men stedet havde han aldrig besøgt. Han rådede os til at køre til Bräkne-Hoby og spørge de lokale om vej.

Det gjorde vi så. Som det er karakteristisk for mange svenske småbyer, så spreder Bräkne-Hoby sig over et større område og består mest af enkeltliggende huse med haver og mange store træer. Vi gik ind på det lokale postkontor, hvor den venlige dame uden slinger i valsen gav os en præcis beskrivelse af vejen til Runamo-klippen. Da nogle af jer måske en dag kommer på disse kanter, så bringes beskrivelsen her:

Fra landsbyen Bräkne-Hoby følges den gamle sydgående landevej, som lidt udenfor landsbyen passerer under hovedvejen E 22. Kort efter passagen under broen dukker en vej op på venstre hånd. Den fører mod Mörtjuk, og den vælger man. Snart dukker skiltet Runamo op og angiver, at man skal svinge til venstre. Nu kommer man ind på en uasfalteret skovvej i et spor. Det går kun langsomt fremad, for vejen er meget ujævn og fører af og til over stærkt skrånende, nøgne klippeflader. Flere lysninger med små gårde passeres, og efter ca. tre kilometer er det slut med bilkørslen. Bilen efterlades på en lille vendeplads, og turen går videre til fods ad stien til højre. Den er afmærket med et R. Efter en lille vandretur på omkring 500 meter gennem det smukke blekinske skov- og klippelandskab dukker Runamo-klippen op.

Lige med et dukkede et lille turistskilt op og fortalte os, at vi var nået frem til Runamo. Vi var nu ikke i tvivl, for lidt forude så vi den berømte trapgang krydse den gamle landevej. Efter at have studeret revnerne og sprækkerne i trapgangen, så forstår man godt, at folk har ladet sig snyde. Nogle af tegnene ligner så afgjort runer, - eller mere præcist: meget sjusket udførte runer.

Når man nu kender stedets historie, så er et besøg en betagende oplevelse. Selvom sprækkerne ikke er runer, så er stedet jo alligevel historisk, og siddende på klippen med trapgangen, kan man ikke undgå at fornemme historiens vingesus. Man ser for sig kong Valdemars udsendte runemestre, som forvirrede forsøger at kopiere tegnene i træ, eller Skonvig, som finder ordet lund i slangebåndet, eller Forchhammer med kridt i hånden i færd med at skille de naturlige streger fra de kunstigt indhugne. Man hører Berzelius' skoggerlatter, da hans ledsager beretter om runelæseren, der stående på hovedet læste indskriften ved Maklamo - og lyden af Lund-proffessorens hamre, da han konstaterede, at tegnene fortsatte langt ned i klippen. Man fornemmer de mange besøgendes undren, tvivl eller begejstring, når de efter en anstrengende rejse nåede frem til stedet, men også en tristhed ved tanken om den tragedie, Magnússons besøg her resulterede i. Tiden står ligesom stille på Runamo, men stemninger og tanker myldrer frem.

I dansk oversættelse noget i retning af:

Samtlige navne på mindestenen vil være kendte for de, som har læst artiklerne om Runamo. Andre navne kunne være vedføjet - og i hvert fald et mangler så afgjort. Det er J.J.A. Worsaaes - den nye tids ærgerrige videnskabsmand, som gjorde op med sværmerierne, og som én gang for alle fik gjort en ende på den vidtløftige debat om den haraldinske slange. Synd og skam, at man skulle glemme netop ham.

Jeg skrev i sommeren 2000 til Blekinge museum bl.a. for at få oplysning om, hvornår og af hvem mindestenen ved Runamo var rejst. I svaret fra museet hedder det bl.a.: "Tak för dit mail om Runamo. Vi har inga uppgifter om stenen - Min teori är att det är apotekaren Moses Söderström (1778-1857), som står bakom minnesstenen efter Berzelii och Tegnérs besök vid Runamo. Han var Riksantikvarieämbetets ombud i Blekinge och han var bekant med Worsaae, den danske arkeologen, som avfärdade runteorin i sin skrift i 1843." I brevet står der også følgende: "I din text står namnet Finn Magnusen. Vem är det?" Det virker lidt ejendommeligt, at man på Blekinge Museum ikke kender Finnur Magnússon, som dog må anses for at være hovedpersonen i Runamo-dramaet.

Jeg har siden fundet oplysninger, som tyder på, at museet ikke har ret i sin formodning om, at apoteker Moses Söderström er initiativtager til mindestenen. Som en personlig bekendt af Worsaae, ville han nok heller ikke have glemt af få hans navn med på stenen. Jeg har fundet de opgældende oplysninger i en lokalhistorisk bog om Bräkne-Hoby sogn udkommet i 1962. Heri står der i en billedtekst følgende: "Til höger syns den märkesten föreningen (hembygdsföreningen) låtit flytta til platsen" (2). Det er lidet sandsynligt, at man på egnen havde en hjemstavnsforening i midten af 1800-tallet. Vurderet udfra disse oplysninger og indskriftens udseende vil jeg tro, at mindestenen er rejst i begyndelsen af 1900-tallet.

1. Illustrationen er fra bogen: Galster, Jon: "Helleristningernes tale - i Norden og Amerika"
2. Wirén, Folke: "Historien om Runamo. En debat i åtta sekler kring ett berg, som lurade de lärde"

KILDER

• Berzelius, J.J.: "Om Runamo och dess inskrift" (Kong. Vittenhets Historie och Antiquitets. Academiens Handlingar. Fjortonde delen. 1838)
• Björkquist, Karl-Axel/Persson, Thomas: "Gammal Landz wäg Kongs Lÿden kallad" (Blekingeboken 1973)
• Frøslev, Ole: "Den haraldinske slange" (2000)
• Galster, Jon: "Helleristningernes tale - i Norden og Amerika" (1987)
• Hardis, Arne: "Den haraldinske slange" (Weekendavisen, 24.-30. juli 1998)
• Kjær, Iver: "Runer og revner i Blekinge og bag voldene. Oldgranskeren Finnur Magnússons berømmelse og nederlag" (i bogen: Scavenius, Bente (red.): "Guldalderhistorier - 20 nærbilleder af perioden 1800-1850" (1994))
• Magnusen, Finn: "Den ældste nu bekjendte, først nylig dechiffrede Danske Indskrift" (Dansk Ugeskrift, nr. 119 og 120, Juni 1834)
• Magnusen, F.: "Runamo og runerne: En Committeeberetning till det Kongelige Danske Videnskabers Selskab, samt trende Afhandlinger angaaende Rune-literaturen, Runamo og forskjellige særegne (tildeels nylig opdagede) Oldtidsminder" (København 1841)
• Nilsson, Sven: "Några anteckningar om Runamo i Bleking" (Kongl. Vitterheds Historie och Antiquitets. Academiens Handlingar. Sextonde Delen. 1841)
• Odelberg, Wilhelm: "Jacob Berzelius and Antiquarian Research" (Laborativ Arkeologi 8. Journal of Nordic Archaeological Science, The Archaeological Research Laboratory, Stockholm University, 1995)
• Rasmussen, Gorm: "Skyggers levetid - en guldalderroman" (1995)
• Rørdam, Valdemar: "Runamo" i digtsamlingen "De sorte nætter" (1913)
• Saxo Grammaticus: "Danmarks Riges Krønike" (fordansket af N.F.S. Grindtvig, 1924-udgaven)
• Valsson, Páll: "En runologs uppgång och fall" (Scripta Islandica: Isländska Sällskabets årsbok 48 for 1997)
• Wirén, Folke: "Historien om Runamo. En debat i åtta sekler kring ett berg, som lurade de lärde" (i bogen: Wirén, Folke (red.): "Bräkne-Hoby. En sockenbok redigerad av en hembygdsförening" (1962))
• Worsaae, J.J.A.: "Runamo og Braavalleslaget" (1844)
• Worsaae, J.J.A: "Tillæg til 'Runamo og Braavalleslaget'" (1845)

Vil du læse flere spændende artikler? Så KIK I ARKIVET!