© Rud Kjems
Artikel nr. 30.
| Runamo 2: Mysteriet i
Blekinge opklares © Rud Kjems Artikel nr. 30. |
| I den første artikel om Runamo præsenteredes et af nordisk arkæologis længstvarende og største mysterier: den
mærkelige indskrift på en fjern klippe i Blekinge. Den skildrede videre en dansk ekspedition, som i 1833 besøgte
Runamo-klippen og aftegnede dens stærkt nedslidte linier og streger. I denne måneds artikel fortælles det,
hvordan Runamo-gåden endelig løstes efter en dramatisk strid, som både danske og svenske videnskabsmænd var
indblandet i. Nytilkomne bør starte med den første artikel: DE MYSTISKE TEGN I BLEKINGE. |
| INDSKRIFTEN TYDES Atter hjemme tog Magnússon fat på at tyde den afskrevne indskrift, men han kom ingen vegne. Selvom han ikke var i tvivl om, at det han havde for sig var runer, så var han ude af stand til at få tegnene til at danne forståelige ord. Det gav slet ingen mening. Men så - i maj måned året efter - faldt brikkerne på plads: "Men på den ovennævnte 22de mai om eftermiddagen, da jeg havde efterset den 1ste correctur af det 1st aftryk af den kobberplade, der forestiller de af indskriftens characterer, som af prof. Forchhammer være erkjendte for at være indhugne eller frembragte ved kunst, fik jeg tilfældigviis det indfald, at forsøge indskriftens læsning bagfra eller fra höire til venstre. Strax læste jeg da, uden mindste hindring, ordet hiiltekinn (hildekinn eller hyldekinn) og de övrige fulgte snart efter uden nogen synderlig besværlighed, ved at læse indskriften således, men ellers efter de regler, hvorefter man i Island (og flere lande) fordum har plejet, samt tildels endnu plejer at oplöse de såkaldte binderuner (indviklede eller sammenflettede runer). Efterhånden nedskrev jeg ordene, samt fandt straks, at de vare med undtagelse af selve begyndelsesordene, affattede i det oldnordiske sprog, og udgjorde fuldkommen regelrette, ja endog allitererede vers i det såkaldte FORNYRDALAG (oldtidens versemål også kaldet starkadarlag (Stærkodders versemål), sandsynligviis af det kvad, som denne kæmpeskjald siges at have digtet om braavalleslaget, i hvilket Harald Hildetand omkom)." (1) Finnur Magnússons tydning af Runamo-indskriften lyder som følger: "Hildekind indtog (modtog) Riget (Rigerne, - regjeringen), Gard indhuggede, Ole eed gav, Odin vie (eller hellige) runerne! (Gid) Ring faa fald paa muld! Alfer, ekskovsguder Ole (hade, - skye, forlade)! Odin og Frej og Asers slægt ødelægge, ødelægge vore fjender! Unde Harald en stor sejr." (2) |
| Udsnit af C.F. Christensens tegning af trapgangen med Magnússons tolkning af indskriften forneden. Som det ses har han nummereret de enkelte tegn i et system, der både omfatter romertal og almindelige tal. |  |
| Det er som nævnt i den foregående artikel fra sagnverdenen, vi kender Harald Hildetand, der i Magnússons tydning bliver til Harald Hildekind. Denne uoverensstemmelse forklarede Magnússon med, at Harald havde ændret tilnavn. Navnet Hildetand fik han først sent i livet, mens han i ungdommen havde heddet Hildekind - en hentydning til, at et hug tildelt ham af en modstander senere lægedes. Det stemmer fint sammen med Saxos beretning om, at kæmpen Vesete tildelte Harald et voldsomt slag på kinden. Harald, som ifølge sagnhistorien blev det sidste skud på den navnkundige Skjoldunge-æts stamme, underlagde sig på et tidspunkt Sverige og indsatte sin søstersøn Ring som konge der. Haralds fortrolige rådgiver, Brune, var opfostret sammen med kong Ring, og begge konger brugte Brune som deres hemmelige sendebud. Da Brune på én af sine rejser var så uheldig at falde i en elv og drukne, iklædte Odin sig den dødes tøj, og i skikkelse af Brune overtog Odin dennes hverv som rådgiver og sendebud - uden at nogen opdagede det. Med sit rænkespil ville Odin sætte ondt blod mellem de to konger - udfra de bedste hensigter. Odin ville nemlig spare den ældede og næsten blinde Harald for den forsmædelige "strådød". En konge af Haralds format fortjente heltedøden i et berømt slag, hvilket ville sikre ham en plads ved langbordet i Valhalla. Rænkespillet lykkedes til fulde, og de to konger enedes om at afgøre tvistighederne i et slag på Bråvalla-sletten. Bråvalla er sandsynligvis et fiktivt stednavn, men det blev på Magnússons tid almindeligvis stedfæstet til egnen omkring Bråviken. Forberedelserne til slaget var grundige og tog samfulde syv år. Endelig oprandt kampdagen, og på ny forløb det hele efter Odins plan. Harald fik en værdig død og en ligeså værdig ligbrænding. Hans aske blev ført hjem til Lejre, mens han selv indtog sin velfortjente plads i Valhalla. Ring havde vundet slaget og berøvede danskerne Skåne, så de ikke for hurtigt genvandt fordums styrke. Som statholder i Skåne indsatte han høvdingen Ole, der senere skulle blive Danmarks konge. |
| "-- men fandt dog ej før efter
en halv Dags Forløb Kong
Haralds Legeme; og det var
intet Under, thi højt over
Stangen og op over Hjulene
paa hans Vogn laa der fuldt
med døde Kroppe --" (3) (træsnit: Gudmund Hentze) |  |
| Som det ses, så var Magnússons tydning af indskriften og sagnenes beretning
nogenlunde overensstemmende. Magnússon forestillede sig, at Harald på vej med sin
hær mod Bråvalla-sletten havde slået lejr i nærheden af Runamo, hvor han lod hugge
indskriften som en bøn til guderne om sejr i det nært forestående slag. Dette er dog i
strid med Saxos oplysning om, at Harald til minde om sin far lod "nogle runeristere
indhugge hans bedrifter på en klippe i Blekinge." Denne uoverensstemmelse synes dog
ikke at have anfægtet Magnússon. Biskop P.E. Müller, initiativtager til Runamo-ekspeditionen, var naturligt nok én af de første, Magnússon lod tilflyde de gode nyheder. Det skete pr. brev, da biskoppen netop i disse dage opholdt sig andetsteds på Sjælland. Müller blev selvfølgelig begejstret og skrev blandt andet i sit svarbrev: "Dette overgik langt min Forventning og endog mit Haab. Runernes Læsning forekommer mig, efter hvad jeg herude kan skjönne, ligeså rigtig som ingenieus." (4) Offentligheden fik kendskab til Magnússons bedrift i juni samme år i bladet Dansk Ugeskrift, hvor Magnússon i en artikkel aflagde en foreløbig rapport om sin tydning af Runamo-indskriften. Først i 1841 kunne han lægge sidste hånd på sit egentlige værk om runelæsningen. Runamo og runerne kom det til at hedde, en imponerende tyksak på hele 742 sider. Det var dog kun en mindre del, som direkte handlede om Runamo. Størsteparten af bogen indeholdt dels en række almene betragtninger om runerne og dels en præsentation af et stort antal hjemlige og udenlandske runeindskrifter. Magnússons bog vakte stor opsigt ude om i Europa og blev omtalt i videnskabelige publikationer i bl.a. Holland, Tyskland og Rusland, hvor det kejserlige videnskabsakademi i 1842 i en bog på tysk, præsenterede Finnur Magnússons store opdagelse. Hele 148 sider fyldte redegørelsen. |
| TO BERØMTE SVENSKERE SÆTTER
SPØRGSMÅLSTEGN VED TYDNINGEN Med Magnússons tydning af Runamo-indskriften var én af den nordiske arkæologis største gåder løst, men allerede inden Runamo og runerne var færdigtrykt, havde et par svenskere puttet lidt malurt i bægeret. Drevet af nysgerrig og skepsis, efter at have stiftet bekendtskab med Magnússons tolkning af indskriften, besluttede den kendte svenske kemiker, Jöns Jacob Berzelius, i 1836 at aflægge Runamo et besøg. Han tog imidlertid først til København, hvor han fik lov til at kikke på Magnússons materiale og endda lånte et kobberstik af indskriften med Magnússons runelæsning vedføjet. Så gik turen til Blekinge, og ledsaget af en lokalkendt fandt han frem til Runamo, hvor han med det samme konstaterede, at de såkaldte runer var tydeligst der, hvor vognhjulene gennem tiderne havde slidt mest på klippen. Det styrkede hans skepsis, og efter en grundig undersøgelse var han overbevist om, at samtlige tegn var naturlige revner og sprækker. Berzelius' ledsager fortalte, at der på et andet sted, endnu længere inde i skoven, skulle findes en aldeles lignende slange med indristede tegn. Han vidste dog ikke præcis, hvor denne anden indskrift var at finde, men havde hørt, at kun et eneste menneske havde formået at tyde den, men denne havde da også stået på hovedet, da han læste den. Senere kommenterede Berzelius sin ledsagers beretning med ordene: "Så kan också enfalden ibland blifva uddhvass." (5) |
| J.J. Berzelius, svensk kemiker og internationalt kendt for sit banebrydende arbejde indenfor analytisk kemi. Berzelius fandt mange nye grundstoffer og bestemte grundstoffernes mængdeforhold i en lang række forbindelser. |  |
| Berzelius berettede om sin undersøgelse af Runamo-indskriften på et møde i det svenske
akademi i september 1836. Her redegjorde han sagligt og grundigt for sine iagttagelser
og fremlagde en række argumenter for, at indskriften i trapgangen måtte være naturens
værk. Han påpegede endvidere, at det ville være tydeligt for enhver, som besøgte
Runamo, at det i dette skov- og klippelandskab ville have været uhyre svært at føre en
stor hær frem i bare nogenlunde orden. Man ville have valgt en anden vej til slagpladsen.
Han fremhævede også det usædvanlige i, at indskiften var lavet på en horisontalt
liggende klippeflade og ikke på en vertikal. Endelig fandt han det mærkeligt, at nogen
ville vælge at lave indskriften i en trapgang fyldt med revner og sprækker, hvor man for
det første måtte hugge i et meget hårdt stenmateriale, og for det andet let risikerede, at
større eller mindre stykker af overfladen løsnede sig. Til slut i foredraget gydede
Berzelius lidt olie på vandene: "Det ligger mig fjernt at ville undervurdere professor Finn Magnússons forsøg på at fortolke Runamo-indskriften. Jeg kan ingenlunde bevise, at disse figurer ikke kunne være tegn, som blev indristet af menneskehånd og som rummer en mening, der, hvis det forholder sig sådan, ville være særdeles fortjenstfuld at udforske. Jeg har blot villet anføre de omstændigheder, som vækker min tvivl om, at det forholder sig sådan." (6) På trods af, at Berzelius i København havde lovet ikke at offentligøre noget om sin undersøgelse, før Magnússons bog var færdig, så brød han dette løfte, for to år senere blev foredraget offentliggjort i akademiets skrifter. Berzelius havde hermed forbrudt sig mod en uskreven regel i videnskabernes verden, hvilket ikke var særlig flatterende for den store kemiker. Mens Magnússon ikke for alvor tog til genmæle, så forsvarede Forchhammer sig og påstod, at den store svenske naturvidenskabsmand, hvis han havde været lidt mere omhyggelig i sin undersøgelse af indskriften, ville være nået til samme resultat som han selv og Magnússon. En anden kendt svensk videnskabsmand, professor Sven Nilsson fra Lund, blandede sig nu i striden. Han havde især gjort sig bemærket indenfor naturvidenskaben, men var også kendt for sin store viden om historiske og arkæologiske emner. Nilsson besøgte Runamo i 1840 og var ikke umiddelbart i stand til at afgøre, om der var tale om runer eller naturlige sprækker: "- jeg vil ikke fortie, at jeg ved første øjekast anså figurerne på den horisontalt liggende trapgang for menneskeværk, skønt jeg aldrig tidligere havde set så besynderligt grenagtige og så ujævnt og ringe indhugne runer som disse. --- Endvidere tilstår jeg åbent, at jeg nok ville have opfattet de streger, jeg så, som virkelige bogstaver, hvis jeg ikke havde kendt baron Berzelius' beskrivelse af dem. Ja, uden kendskab til denne havde jeg måske forladt stedet uden at have foretaget en mere detaljeret undersøgelse." (7) Men en grundig undersøgelse blev foretaget. Til dette formål havde professoren medbragt to stålhamre. Den ene, der havde en skarp æg, blev brugt som mejsel og den anden som hammer. Med dette værktøj lavede han en indhugning tværs over en af de formodede runer og opdagede, at der fra bunden af stregen gik en fin revne længere ned i trappen. Flere steder i trapgangen lå der løse fliser, som Nilsson tog op, og han kunne hver gang konstatere, at "runerne" fortsatte som fine streger i klippen under fliserne. Herefter var den svenske professor ikke i tvivl om, at stregerne var naturskabte. Udsagnene fra de to kendte svenskere har uden tvivl bekymret Magnússon, og det har nok ikke beroliget ham nævneværdigt, da en tredje svensker, afholdsagitatoren Peter Wieselgren, nu stillede sig på Magnússons side. Wieselgren, som ikke var videnskabsmand, gav følgende forklaring på, hvorfor runerne fortsatte som fine streger ned i stenmassen : "På et bjerg, hvor kreaturerne samler sig i sommerheden og efterlader sig en ætsende væske, kan denne, som mest samler sig i runeindhugningerne, vel ætse sig stadig dybere ned, hvis ikke regnen alene kan antages at kunne fortsætte en sådan runeindhugning." (8) Wieselgren var i øvrigt meget bekymret over den nedslidning, der vedvarende fandt sted og truede med at udslette indskriften. Han forslog derfor, at stedet indhegnedes og overdækkedes med et tag. Så kunne videnskaben engang i fremtiden udrede gåden. |
| WORSAAE SÆTTER DET SIDSTE PUNKTUM Det mest smertelige angreb på Magnússons runelæsning skulle dog komme fra en dansker - den unge arkæolog J.J.A Worsaae, som i 1844 udsendte skriftet Runamo og Braavalleslaget. Der var tale om en beskeden tryksag på 38 sider udstyret med fem billedtavler. Men der var indhold i det lille hæfte. Velskrivende, præcis og kontant lykkedes det Worsaae at redegøre detaljeret for Runamo-sagen og nå frem til den nødvendige konklusion. Det lille skrift er én af perlerne i dansk arkæologisk litteratur, og vore dages arkæologer kan såmænd her lære en hel del om publicerings-teknik. Worsaae, som i 1844 blot var 23 år gammel, er med fuld ret blevet betegnet som Danmarks - og måske verdens - første "rigtige" arkæolog. Han blev i 1843 knyttet til Museet for Nordiske Oldsager, og hans indsats skulle med tiden blive afgørende for, at arkæologien ledtes ind i videnskabelige baner. Også på europæisk plan var Worsaae en lysende skikkelse, og takket være ham var Danmark i årtier et forbillede på arkæologiens område. Han udarbejdede den første samlede oversigt over Danmarks forhistorie, som blev fremlagt i værket Danmarks Oldtid, oplyst ved Oldsager og Gravhøje (1843). Det var endvidere Worsaae, som først indså, at køkkenmøddingerne var menneskelige efterladenskaber, og endelig var det også ham, der tog initiativ til at inddele bronzealderen og jernalderen i underperioder. |
| J.J.A. Worsaae revolutionerede arkæologien i Danmark og førte dansk arkæologi frem til en ledende position i Europa. I 1866 blev han direktør for Oldnordisk Museum og tog bl.a. initiativ til, at oldtidsanlæggene herhjemme blev registreret. |  |
| Worsaae var så sandelig "den ny arkæologis" mand, hvorimod Magnussson var
prototypen på den traditionelle oldforsker, hvis epoke var ved at rinde ud. Oldforskeren
lagde ingen særlig vægt på at opsøge oldtidsminderne ude i terrænet, men foretrak
studerekamret, hvor de gamle sagn og sagaer, som dengang tillagdes stor værdi som
kildemateriale, blev sat under lup. Worsaae indledte sin lille bog om Runamo med en kritik af de arbejdsmetoder, oldforskningen hidtil havde benyttet sig af. Han lagde ud med at redegør for, hvordan de store ulykker, som i begyndelsen af 1800-tallet hjemsøgte Danmark, vendte folks blik "mod den glandsfulde fortid, som Oehlenschlägers muse havde åbenbaret". Han noterede videre, at "jo større begeistringen for Nordens oldtid var, desto mindre måtte man vente, at oldtidslevningerne bleve sete i deres sande lys", og han klandrede forskerne for, at de alt for ukritisk havde inddraget sagnverdenen. Worsaae sluttede sin indledning med følgende betragtninger, der skulle blive en programerkæring for hans efterfølgende pionérarbejde indenfor dansk arkæologi: "Det skridt, som oldtidsvidenskaben altsaa nu har at giöre fremad, maa være ved kritikens hjelp, saavidt muligt, at udrense og opklare levningerne fra oldtiden. Rigtignok ville mange troessætninger og mange smukke hypotheser på denne maade gaae til grunde. Men vi bör dog glæde os over, at den blotte begeistrings tid har været; thi uden den ville vi aldrig være komme til det punkt, hvorpaa vi nu befinde os, og vi bör tröste os ved, at vi, istedetfor poetiske betragtninger af Nordens oldtid, i fremmtiden ville erholde paalideligere resultater, som kunne give kjærnefulde bidrag til udviklingen af det nye nordiske folkeliv." (9) |
| Romantikkens idealisering af oldtiden kom til udtryk både i videnskaben og kunsten. Herhjemme var det først og fremmest Oehlenschlägers digt Guldhornene, der startede den romantiske bølge indenfor kunsten. Også billedkunstnerne tog de nye strømninger til sig, - blandt andre J.L. Lund, som i 1838, midt under Runamo-striden, skabte dette billede, Nordisk Offerscene fra den Odinske Periode. |  |
| Worsaae var lige fra starten skeptisk overfor Magnússons løsning af Runamo-gåden.
Dels fæstede han som nævnt ikke megen lid til de gamle sagns sandhedsværdi, og dels
fandt han det for fantastisk, at Magnússon kunne påvise en sammenhæng mellem Saxos
gamle beretning og en fjern klippe i Blekinge. Det fremgår i øvrigt af Worsaaes bog, at
han allerede i 1842 besøgte Runamo. Det blev dog kun til et kortvarigt ophold, men nok
til at overbevise ham om, at "runerne" var naturens værk. I sommeren 1844 vendte han tilbage medbringende de afbildninger af klippen, som var blevet lavet på Magnússons ekspedition. Med sig havde han også maleren Zeuthen, som skulle forsøge sig med en ny aftegning. Worsaae fandt hurtigt ud af, at de gamle tegninger kun dårligt gengav de mange ridser og revner i trapgangen, og han var på det rene med, at selv den dygtigste tegner ville være ude af stand til at lave en fyldestgørende afbildning, hvor alle de små, fine linier i klippen kom med. Alligevel forsøgte Zeuthen sig, og han fik da også fremstillet nogle aftegninger, som var mere detaljerede end de gamle. Worsaae følte sig sikker på, at han - set i lyset af den begejstring, Magnússons runelæsning havde fremkaldt - ville få svært ved at overbevise omverdenen om, at naturen havde spillet islændingen et puds. Så for at have de bedst mulige kort på hånden, lod han lave gipsafstøbninger af fire partier af trapgangen. |
| To forskellige opfattelser af det samme stykke af Runamos trapgang. Øverst ses C.F. Christensens tegning. De linier, som Forchhammer anså for menneskeskabte, er trukket op med sort. Den nederste version er lavet af Worsaaes tegner, Zeuthen, ved besøget på Runamo i sommeren 1844. | 
|
| Henimod slutningen af sin redegørelse om Runamo røber Worsaae, at han - trods sit
opgør med den gamle forskning - ikke helt havde frigjort sig fra den traditionelle
tankeverden. Han fik under sit ophold i Blekinge tid til at undersøge en klippe med
helleristninger. I klippen var der indristet et halvt hundrede skibe. Det skal lige
indskydes, at man på Worsaaes tid henførte sådanne helleristningerne til vikingetiden,
hvor vi i dag henfører dem til bronzealderen. Om helleristningerne skrev Worsaae: "Som fuldkommen enestaaende i Blekinge og det sydlige Sverige kunde man med (god?) grund formode, at denne klippe maatte være et höist ualmindeligt mindesmærke, ja endog at det var den, hvorpaa Harald Hildetand satte et minde over sin fader, hvis bedrifter under alle omstændigheder, hvad enten han heed Haldan den Stærke eller Rörik, sikkert fornemmelig ere udövede i vikingefærd." (10) |
| Runamo-trapgangen er langtfra den eneste i Blekinge. Worsaae undersøgte bl.a. en trapgang ved Busemåla. Et stykke af denne er vist på tegningen. |  |
| Worsaae retter også i sin bog bebrejdelser mod professor Forchhammer. Havde denne
været mere omhyggelig i sine undersøgelser af trapgangen, så var Magnússon aldrig
blevet lokket på glatis. Worsaae afslutter sin lille bog med en advarsel til alle oldforskere: "I oldtidsvidenskaben har navnlig phantasien hidtil spillet en altfor stor rolle og det kunde ikke være anderledes, saalænge den endnu var i sin tidligste barndom. Men i læsningen af Runamo synes phantasianskuelsen at have naaet sin störste höjde, og det er neppe nogen dristig slutning, at videnskaben af frygt for lignende feiltagelser nu nok vil vide at tage en mere kritisk retning og saaledes arbejde sig fremad, om end med langsommere, så dog med sikrerer skridt." (11) |
| DEN HELT STORE NEDTUR Worsaaes redegørelse for Runamo-sagen var så overbevisende, at stort set alle snart indså, at Magnússon havde ladet fantasien løbe af med sig. På et møde i Videnskabernes Selskab i november 1844 forsvarede Forchhammer sig bl.a. med, at Worsaae ikke havde geologisk viden nok til at kunne afgøre sagen. Magnússon, som sikkert på dette tidspunkt var klar over, at læsningen af indskriften var en katastrofe, tog ikke rigtig til genmæle, og den tredje af ekspeditionens videnskabsmænd, Molbech, udtalte- lidt sent, at han lige fra begyndelsen havde været skeptisk overfor Forchhammers og Magnússons arbejde med indskriften. Et af selskabets medlemmer, filologen J.N. Madvig, afsluttede debatten om Runamo med at slå fast, at Magnússons læsning var en absurditet. I den følgende tid lykkedes det på mærkværdig vis Forchhammer at lægge røgslør over sin medvirken i sagen, hvorved Magnússon sad alene tilbage med hele ansvaret hvilende på sig. Året efter udsendte Worsaae skriftet Tillæg til 'Runamo og Braavalleslaget', hvor han dels tilbageviste Forchhammers forsøg på at forsvare sig, og dels på ny bebrejdede Forchhammer, at han på trods af at have benyttet vendinger som "kunstige udhugne streger" og "sandsynligvis runer" alligevel ikke ville påtage sig sin del af ansvaret for, at Magnússon var gået videre med sagen og havde udarbejdet den fatale tolkning. Den ubehagelige oplevelse i forbindelse med Runamo-sagen afholdt i øvrigt ikke J.G. Forchhammer fra senere at tage del i arkælogiske undersøgelser. Han var således med til i 1848 - sammen med bl.a. Worsaae - at påvise, at de skaldynger, som nu bærer betegnelsen køkkenmøddinger, er vore forfædres affaldsdynger. Men Magnússons dage som betydende oldforsker var forbi, og efter sigende skal Grundtvig have været den eneste kendte kulturpersonlighed, som bevarede tilliden til Magnússons resultater og faktisk forventede, at denne ad åre ville få fuld oprejsning. Mange i samtiden har ganske givet moret sig hjerteligt over at se de lærde træde sådan ved siden af, og historien fik da også en besk kommentar i det vittige og satiriske ugeblad Cosaren: "Vi tillade os at henlede d' Herrer Forchhammers og Finn Magnússons Opmærksomhed på Asphalt-Fourtouget udenfor Charlottenborg. Der kan sikkert gøres flere, for videnskaben værdifulde Opdagelser i Runelitteraturen, når de mange revner i denne Hallands-åske Trapgang nøjaktig blive undersøgte." (12) For islændingen blev sagen en dyb tragedie, og hårdt ramt var han i forvejen. Hans kone havde forladt ham i 1836, og tynget af økonomiske problemer havde han været nødt til at sælge ud af sine islandske håndskrifter og flytte til en mere beskeden bolig. Det var som om fortrædelighederne ingen ende ville tage, for i den samme periode blev han hovedperson i en ny pinlig sag. Han havde nemlig også forsøgt sig med en tolkning af indskriften på det skotske Ruthwell-kors, og også her havde fantasien spillet ham et puds. Det medførte i 1845 en pinagtig diskussion med den norske historiker P.A. Munch, som skånselsløst blottede Magnússons i bund og grund forfejlede tolkning. Mindre kendt i dag er Magnússons tolkning af en amerikansk helleristningssten. Den blev publiceret i 1837 i den danske oldforsker Carl Christian Rafns værk Antiquitates Americanae eller De gamle Nordboers Opdagelsesreiser til America fra det 10de til det 14de Aarhundrede. Tolkningen blev udført i fællesskab af Rafn og Magnússon, hvorved fremkom følgende tekst: "Thorfinn og hans 151 fæller gjorde landnam". Indholdet passede fint på den Thorfinn Karlsevne, der optræder i Erik den Rødes saga. Heri fortælles det, at Thorfinn gjorde forsøg på at kolonisere Vinland. Det vakte selvfølgelig opsigt, at nordboerne havde efterladt sig en indskrift i Amerika. Det var der heller ikke tale om. Tegnene på stenen var ikke runer, men indianske helleristninger. Skæbnen var vistnok så nådig, at afsløringen af denne fejllæsning først åbenbaredes efter Magnússons død. Var Finnur Magnússon da i virkeligheden en charlatan, en svindler? Nej, det er der intet som helst, som tyder på. Han var en umådelig flittig natur og fik meget fra hånden. Anset var han også i sin samtid, hvilket bl.a. kom til udtryk i de mange udmærkelser, han gennem årene blev tildelt. Han skal have været en beskeden mand, vellidt af alle. I en nyere biografi er han karakteriseret således: "Finnur Magnússon var en meget sympatisk, hjælpsom, kyndig og klog mand, som indimellem havde svært ved at sætte grænser for sin fantasi." (13) Alt i alt kan man kun beklage og føle sorg over, at den flittige islænding fik en så hård skæbne. Magnússon, der for resten ikke bar nag til Worsaae, døde den 24. december 1847 på Klampenborg badeanstalt efter nogen tids sygdom. Han blev 66. Magnússon blev begravet på Assistens Kirkegård. Ingen synes at have keret sig om den afdøde, for først i 1881 fik behjertede mennesker rejst en sten på graven. Stenen stod i 100 år, hvorefter den forsvandt ved et uheld i forbindelse med en omlægning af kirkegården. Den er ikke siden dukket op. Før vi forlader Magnússon, skal vi opleve ham i en gladere situation - ja nærmest i en helterolle. Han var nemlig den første oldforsker, der så det tomme gravkammer i nordhøjen i Jelling. Det skete den 3. juni 1820, hvor han uforfærdet ad skrøbelige stiger steg ned i kammeret vel vidende, at den ubefæstede højfyld hvert øjeblik kunne skride ned og begrave ham levende. Selvfølgelig vil Runamo- sagen altid klæbe til Magnússons navn, men lad os også mindes den sympatiske islænding for hans flid og de resultater, han trods alt nåede i sit arbejde. |
NOTER
KILDER
|
| KIK I ARKIVET! | Lidt spændende at læse?. KIK I ARKIVET! |
 |
|
