© Rud Kjems
Artikel nr. 29.
| Runamo 1: De mystiske
tegn i Blekinge © Rud Kjems Artikel nr. 29. |
| I midten af 1800-tallet blev et af nordisk arkæologis største mysterier endelig opklaret. Det var et gammelt
mysterium, for allerede i 1100-tallet blev det første forsøg på at løse det gjort. Mysteriet knyttede sig til nogle
sære tegn på en klippe i en fjern ødemark i Blekinge. Var der tale om en indskrift gjort af mennesker? Eller var
tegnene blot et udslag af naturens til tider lunefulde spil? Gennem århundrederne besøgte mange lærde mænd
klippen med tegnene, men ingen af dem formåede at skabe fuld klarhed over sagen. Så besluttede det danske
Videnskabernes Selskab sig for, én gang for alle, at få løst mysteriet. Det kom der en ganske spændende historie
ud af, som vil blive fortalt i denne og to følgende artikler. |
| PÅ VILDSPOR Ikke så få videnskabsmænd er mellem år og dag faret vild, fordi de lod sig styre af ønsketænkning og glemte, at hypoteser blot er hypoteser. Opstemte af den hellige ild, der griber enhver forsker på vej ad nye, ukendte stier, greb de med begejstring ethvert lille spor, som passede ind i deres forudfattede opfattelse af problemet, og næsten ubevidst blev alle modstridende vidnesbyrd siet fra. Det er forresten en såre menneskelig svaghed, og vi kender den alle fra os selv. Vi slipper som regel godt fra en sådan overdreven subjektivitet, men for videnskabsmanden, der fanges i sin egen ønsketænkning, kan det få triste følger. Det er historien om Runamo et godt eksempel på. Som alle gode historier rummer den både komiske og tragiske elementer. Jeg er ikke klar over, om historien er fast pensum for arkæologistuderende, men den burde være det. Den vil være en god ballast at have siddende i baghovedet, når den nyuddannede arkæolog kaster sig over forhistoriens svage og ofte tvetydige spor. SAXO OG RUNAMO Runamo er en klippe i Blekinge i Sverige. Ordet Runamo betyder noget i retning af "bakken (eller klippen) med runer på". Den omtales - dog uden at stednavnet nævnes - første gang i Saxos Danmarks-krønike, der er skrevet omkring år 1200. I den såkaldte "fortale" skriver Saxo følgende om klippen i Blekinge: |
| "Skåne ligger ud i én Strækning, men Halland og Bleking skyde ud derfra hver til
sin side, ligesom man kan se to Grene paa et Træ, og slynge sig vidt fra hinanden,
den ene til Norge og den anden til Gotland. Ved Bleking er der ellers en stor
Mærkværdighed, en Klippe nemlig med en vej over, der er ligesom bestrøet med
underlige Tegn og Bogstaver. Der løber nemlig en Fjældsti lige fra den søndre
Kyst ind i Værende-Vildmark, og langs ned med begge sider, et lille Stykke fra
hinanden, gaar der to Render, og den jævne Plads der midt imellem er overalt
ligesom besaaet med Tegn, der aabenbar skal være en slags Skrift, thi uagtet Stien
gaar bestandig op og ned, snart højt paa Fjæld, snart dybt i Dal, saa kan man dog
tydelig spore, at Bogstaverne gaa bestandig ud i en Række. Dette syntes Kong Valdemar, Hellig-Knuds velsignede Søn, var en underlig Ting, og fik lyst til at vide udtydningen derpå, hvorover han udskikkede sine visse Bud, som skulle berejse den Klippe, se vel til, at de kunne opspore alle de Tegn, der var, og skjære dem ud i Stokke, som de stod, til Punkt og Prikke; men de kunne ingen mening faa ud af det hele, fordi Ridserne vare udslidte dels af Vandløb og dels af Fodtraad, saa Stregerne løb i hinanden og forvildede Læseren. Heraf ser man, at selv hvad man indgraver i Stenen saa fast, kan dog i tidens Længde af Vandløb og Regnskyl udslettes" (1). |
 |
| Desværre har ingen af de runestokke overlevet, som kong Valdemars runemestre hjembragte fra Blekinge. Men de har ganske givet lignet den, som her er afbildet. Den er fundet i Slesvig og dateres til 1100-tallet. Staven er 15 cm lang, og på den kan læses et digt i det oldnordiske versemål. Digtet fylder alle stokkens fire sider. |
| Også et andet sted i sin krønike nævner Saxo indskriften i Blekinge - nemlig i den
syvende bog, hvor han fortæller, at kong Harald Hildetand til minde om sin far lod "med
Kunst beskrive hans Daad paa den før omtalte blekingske Klippe" (2). Harald Hildetand
er én af de danske sagnkonger. Han skal have levet omkring år 600, og det siges, at han
samlede Danmark til ét rige, og at han faldt i Bråvallaslaget mod den svenske kong Ring.
Muligvis er Harald Hildetand blot en sagnskikkelse og har altså aldrig eksisteret.
Læseren har sikkert bemærket, at de to udsagn fra Saxo er i modstrid med hinanden.
Først fortæller han, at en tydning af tegnene var umulig, hvorefter han i den syvende bog
oplyser, at Harald Hildetand lod runerne indhugge til minde om sin far. Nogle har
forklaret denne uoverensstemmelse med, at kong Valdemars udsendte runemestre under
opholdet i Blekinge kan have opsnappet lokale savn, der udlagde indskriften som
Haralds hyldest til sin far. Efter Valdemar den Stores mislykkede forsøg på at tyde indskriften skulle der gå lang tid, omkring fem århundreder, før et nyt iværksattes af Ole Worm, - pionéren indenfor dansk oldtidsforkning. Han var i første del af 1600-tallet travlt optaget af at forberede sit store runeværk Danicorum Monumentorum libri sex (1643) og var selvfølgelig interesseret i at få indskriften i Blekinge med. Han sendte derfor i 1627 sin amanuensis, den norske student Jonas Skonvig, til Runamo, der nu for første gang optræder som stednavn i de skriftlige kilder. Runamo ligger på den gamle landevej mellem Ronneby og Bräkne-Hoby. Den er en del af den gamle kystlandevej, som har bundet det vestlige og det østlige Blekinge sammen. I middelalderen var den en del af trafikvejen Margaretastien, der forbandt Malmö og Kalmar. At der er tale om en endnu ældre vej viser det store antal oldtidsminder, der som perler på en snor ligger langs vejen. Det er i og for sig ikke så mærkværdigt, at vejforløbet har så mange år på bagen. Det er nemlig en "naturlig" vej - forstået sådan, at den netop er lagt så langt fra havet, at den passerer indenfor klippekystens indskæringer og de dale, der herfra rækker lidt ind i landet. Det er et vildt og øde skov- og klippelandskab. |
| Den gamle kystlandevej forenede det østlige og det vestlige Blekinge i hundreder af år. Kortet viser landevejens forløb i middelalderen, hvor den sikrede forbindelsen mellem middelalderbyerne Sölvesborg (1), Elleholm (2), Ronneby (3), Lyckå (4) og Avaskär (5). |  |
| Der er bevaret en gammel skildring af en natlig rejse i april 1586 ad vejen mellem mellem
Ronneby og Bräkne-Hoby. Den er skrevet af den tyske købmand Samuel Kiechel: "Efter måltidet rejste vi fra Ronneby gennem det vilde, stenede bjerglandskab over klippeflader, som på nogle steder var så glatte og jævne, at man skulle tro, de var støbte eller slebet til af menneskehånd; det er både farligt og ubehageligt at ride derigennem. På vejen skiltes jeg og mine rejsekammerater fra hinanden, men mødtes igen en mils vej senere. I løbet af natten for vi vild, og det varede længe, før vi traf på folk" (3). Den gamle vej blev opgivet som landevej i begyndelsen af 1600-tallet, men eksisterer skam den dag i dag, - på nogle strækninger som moderne skovvej og på andre som en mere eller mindre tilgroet sti. Der kom desværre ikke meget ud af Jonas Skonvigs anstrengelser. Han kunne konstatere, at de gamle tegn var så medtagne, "att dett vmueligt nogen dem kand lese" (4). Han fandt dog fire runer på række, som gav mening. De dannede ordet lund. Skonvig lavede også på stedet en ret primitiv tegning. |
| Øverst ses Jonas Skonvigs primitive skitse af Runamo fra 1627. Kun ordet lund lykkedes det ham at læse. Det ses yderst til højre på skitsen. Nederst ses, hvordan Worm præsenterede Runamo i Danicorum monumentorum 1643. Illustrationen er lavet på baggrund af Skonvigs skitse, men der er så sandelig pyntet på indskriften, og Skonvigs tilfældige streger er blevet til nydelige runer. | 
|
| Ved et besøg omkring år 1700 skal den svenske oldforsker Björner have læst ordet Harald. Og i Eric Dahlberghs berømte værk fra 1716, Svecia antiqua et hodierna, er afsnittet om Blekinge smykket med en vignet af Runamo efter et kobberstik lavet af Johan van den Avelen. Vignetten viser den nedlagte landevej med det krydsende runebånd. I baggrunden ses en flok lærde, som ivrigt studerer runerne, og en barhovedet mand i forgrunden peger på ordet lund, - det eneste ord, man på daværende tidspunkt med sikkerhed mente at kunne læse i indskriften. |
| Kobberstikket af Runamo i Erik Dahlberghs storværk Svecia antiqua et hodeerna fra 1714. Rune-båndet er kopieret fra Ole Worms runeværk Danicorum monumentorum (1643). Men skoven er skildret helt anderledes - langt mere dramatisk og storslået. |  |
| De følgende hundrede år blev Runamo besøgt mange gange - uden at man dog kom gådens løsning nærmere. I 1747 udgav Peder Mützell en latinsk afhandling om sin hjemegn, Dissertatio de territorio Bräkne. Heri bragte han den hidtil mest udførlige beskrivelse af Runamo og meddelte, at han havde genfundet ordet lund (5). I bogen er der også en tegning, som dog ikke fortæller meget. I 1753 eller1754 besøgte den danske historiker Jacob Langebek og tegneren Abildgaard Runamo, og Abildgaard aftegnede indskriften. I sit værk Ingvar Saga (1762) påpegede den svenske oldforsker N.R Brocman som den første det selvmodsigende i, at Saxo først oplyser, at indskriften er ulæselig - og senere, at den er Harald Hildetands hyldest til sin far. Brocman besøgte selv Runamo i 1764 og fandt der kun revner og sprækker, som efter hans mening var forårsaget af regnvand. Brocman blev således den første, som på skrift afviste, at der var tale om en indskrift. På foranledning af Jacob Langebek foretog den svenske tegner C.G.G Hilfeling i midten af 1770'erne en rejse rundt i de gamle østdanske provinser for at afbilde de historiske mindesmærker, bl.a. Runamo. På hans tegning er runerne indskrevet i en lang slange forsynet med et tydeligt hoved i den ene ende. Måske er det Hilfelings tegning, som har givet anledning til, at runebåndet blev kaldt "den haraldinske slange". Betegnelsen kan dog godt være ældre. |
 |
| Den haraldinske slange, som tegneren Hilfeling afbillede den i 1770'erne. |
| Hilfeling har selv kortfattet beskrevet indskriften: "Figuren hvorudi de formeente Ruuner staae, ligner fuldkommen en Slange, som med sine bugter haver næsten 34 Danske allens længde, hvilken ovenpaa det flade bierg er indhugget. Hovedet hælder ned hvor Bierget Docerer til et morads kaldet Damkiærr. Hist og her sees Streger der ligner Ruuner, men på de fleste Stæder ere naturlige ridser, ligesom og Slangens Conture eller Paralel linier mange Stæder ved Kunst synes at være hugget, men og hist og her bliver det naturlige Spalter, hvoraf kommer, at vid Stæderne aaaaaa vandet har tæret og igennemskaaret Figuren Saa man haver kundet udtage løse Steene, hvorefter nu dybe huller sees" (6). I bogen Utkast till Blekinges historia och beskrifning (1792-93) hævdede den svenske rigsantikvar, professor Nils Henrik Sjöberg, at man stadig kunne læse syv af runerne i det slangelignende bånd. Det var bogstaverne f, u, k, n, l, t og m, men de fandtes spredt og uden sammenhæng. Sjöberg var - i lighed med den danske historiker P.F. Suhm - af den opfattelse, at indskriften ikke handler om Haralds far, men snarere om hans morfar. Sjöberg bedømte Runamo således: "Man finner således, att denne minnesvård är ganska otydlig, men därföre icke obetydlig" (7). Blandt de besøgende var også den holstenske antikvar Martin Friedrich Arendt, som i årene 1799-1823 til fods opsporede nordiske oldtidsminder. Af samtiden blev han regnet for en skarpsindig runeforsker. Modsat de fleste andre besøgende hævdede Arendt, at tegnene blot var ridser og sprækker dannet af naturen. Også den legendariske leder af Oldnordisk Museum i København, Chr. Jürgensen Thomsen, besøgte Runamo. Det skete i 1820, og Thomsen hjembragte en del klippestykker, som han vist selv huggede ud af runebåndet. Stykkerne blev senere registreret og anbragt på museet, hvor de ikke længere er at finde. |
 (Illustration: G. Hentze (8)) |  |
| EKSPEDITIONEN TIL RUNAMO I begyndelsen af 1830'erne var den københavnske bisp Peter Erasmus Müller i færd med at forberede en kommenteret udgave af Saxo og ønskede i den forbindelse at få skaffet klarhed over mysteriet om de sære tegn på Runamo-klippen. Han henvendte sig derfor til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, som han i øvrigt selv var medlem af. Her viste man sig interesseret i at få løst gåden, for hvis der virkelig var tale om en runeindskrift, så var Runamo et betydeligt oldtidsminde, og så var det yderst påtrængende at få indskriften skrevet af, før yderligere forvitring gjorde det umuligt at læse den. Fra folk, som havde besøgt Runamo, vidste man, at denne nedbrydende proces allerede var godt i gang. Videnskabernes Selskab besluttede derfor på et møde at udpege en kommission til undersøgelse af spørgsmålet og bevilgede samtidig 200 rigsbankdaler sølv til formålet. Efter grundige forberedelser forlod en ekspertgruppe i juli 1833 København for at tiltræde rejsen til Blekinge. Rejseselskabet bestod af antikvaren og runologen Finnur Magnússon, litteraten og filologen C. Molbech, tegneren C.F. Christensen samt mineralogen J.G. Forchhammer. Ikke mindst Forchhammers rolle var vigtig, da det påhvilede ham at afgøre, hvorvidt de sære tegn var menneskers værk eller blot naturskabte mønstre. Det var i øvrigt første gang, en ekspert i sten og klippe skulle gæste Runamo. Men lad os, før turen går til Blekinge, kikke nærmere på ekspeditionens hovedperson, Finnur Magnússon, som havde fået det betydningsfulde hverv at læse indskriften. Finnur Magnússon fødtes i 1781 på Skálholt, bispesædet i det sydlige Island, og det lå i kortene, at hans fremtid ville blive de gamle bøgers verden. Hans morfar, Finnur Jónsson, var biskob på Skálholt, mens farbroderen var oldforskeren Jón Òlafsson. Finnur Magnússon blev 15 år gammel sendt til København for at læse på universitetet. I 1809, hvor Magnússon var tilbage i Island og virkede som embedsmand i Reykjavík, indtraf én af de ejendommeligste hændelser i øens historie, - en hændelse, som fik stor betydning for Magnússons videre skæbne. Dette år, om sommeren, kom den danske eventyrer Jørgen Jørgensen til Island med et engelsk handelsfartøj. Med et snuptag tog han magten over øen og udråbte sig selv som Islands konge. I Island fik han siden navnet Jörundur hundadagakonungur, fordi hans ca. fem uger lange regeringsperiode stort set faldt sammen med den periode, der i den islandske almanak bærer betegnelsen hundadagar. Jørgensen, der var flygtet fra dansk militærtjeneste og havde tilsluttet sig englænderne, henvendte sig efter kuppet til blandt andre Finnur Magnússon og tilbød ham en ledende stilling i det nye kongerige, men Magnússon sagde bestemt nej og udtrykte utvetydigt, at han ubetinget støttede den danske konge. Da den danske kronprins Frederik fik efterretninger om Magnússons kompromisløse trofasthed, fik denne i kronprinsen en støtte for livet, og da kronprinsen senere blev konge under navnet Frederik VI, var han stærkt medvirkende til, at Magnússons karriere fik et så flot forløb. Jørgen Jørgensen havde kalkuleret med, at englænderne ville støtte ham i hans nye status som konge, men han tog alvorligt fejl. Efter en formel klage fra Danmark sendte englænderne et skib til Island. Jørgensen blev anholdt og fængslet, og det var så slutningen på det kongerige. |
| Finnur Magnússon i "lærd positur" med to af sine kære bøger. Han tilhørte den sidste generation af oldforskere for hvem, sagaer og sagnstof fremstod som pålideligt kildemateriale. En ny tids lærde stod på spring. De forkastede den sværmeriske historieskrivning og bragte historien og arkæologien ind i videnskabenlige baner. |  |
| Magnússon vendte senere tilbage til Danmark og udgav i årene 1824-26 sit store værk
Eddalæren og dens oprindelse i fire bind. Læser man værket i dag, så er man ikke i
tvivl om, at det er skrevet af en særdeles belæst og flittig person, men det viser også et
lidt ukritisk gemyt, hvis fantasi og idérigdom ofte fører til konklusioner, materialet ikke
kan bære. Men det vil være uretfærdigt udelukkende at bedømme Magnússon med
moderne øjne. Han var barn af sin tid, og i hans samtid blev sagnstof og sagaer stadig
betragtet som troværdige skildringer af fortiden. Og Magnússon var da også af sine
samtidige regnet for en særdeles lærd og seriøs forsker. Det antages, at han har været en
af hovedkræfterne bag det vigtige storværk Grønlands historiske Mindesmærker, der
udkom i tre tykke bind i årene 1838-45. Dette værk spiller en rolle den dag i dag og
citeres ofte. Johan Georg Forchhammer var professor, først på Polyteknisk Læreanstalt og siden ved Københavns universitet. Han var en af sin tids mest betydningsfulde geologer især med speciale i Danmarks og Færøernes geologi. Christian Molbech var leder af Det kongelige danske Bibliotek, - en af tidens mest indflydelsesrige intellektuelle - især velbevandret i historie og litteraturhistorie. Endelig var C.F. Christensen både kendt som teatermaler og landskabsmaler. Den danske ekspedition satte først kursen mod Lund, hvor den blev varmt modtaget af biskop Faxe, som forsynede selskabet med en introduktionsskrivelse til provst Wulff, sognepræsten i Hoby. Her ankom man den 14. juli om morgenen, og den gæstfri sognepræst stillede sig velvilligt til rådighed for ekspeditionen. Allerede om formiddagen gik turen ud til Runamo-klippen, og Wulff sørgede for, at der blev hyret lokale folk, som snart gik i gang med at fjerne jord, græs og mos fra båndet med tegnene, som Wulff i øvrigt selv mente var naturlige revner of sprækker. Samme dag besøgte selskabet en nærliggende klippe, Maklamo, som havde et lignende bånd forsynet med tegn. Efter et nøjere studium af disse, var det danske selskab forvisset om, at der her var tale om et naturprodukt. Besøger man stedet i dag, så vil man opleve et landskab helt anderledes end det, Magnússon og hans fæller besøgte. I 1833 lå Runamo placeret i et lyst løvskovslandskab, og herfra kunne man gennem det grønne løv skimte havet. Siden har granskoven taget magten og lukket af for ethvert glimt af det blå hav. |
| Den danske ekspedition i fuld gang med arbejdet på Runamo. Bemærk påklædningen - høj hat og kjole. Der var stil over det dengang. Det er sikkert Magnússon til venstre. Knælende studerer han trapgangens revner og sprækker. Og personen til højre er nok Forchhammer i færd med at undersøge et stykke klippe fra trapgangen. Den fine tegning er lavet af ekspeditionens tegner C.F. Christensen. |  |
| Tilbage igen ved Runamo tog man fat på arbejdet. De hyrede arbejdsfolk havde fået
afrenset omkring 25 m af båndet, der som en slange snoede sig hen over klippen. De
formodede runer dækkede godt 8 m af slangen. Forchhammer var med det samme på
det rene med, at selve båndet ikke var menneskeskabt, men dannet af naturen. Der var
nemlig tale om en såkaldt trapgang opstået i tidernes morgen ved at lavaagtig stenmasse
(trap) var trængt op i klippens revner og havde udfyldt disse. Trapsten er i øvrig
karakteristisk ved, at den under forvitring slår revner, der står vinkelret på skillelinien
mellem trappen og klippen. Magnússon kunne hurtigt konstatere, at udtrykket den
heraldinske slange var misvisende. Runeristerne havde ikke haft til hensigt at lave en
slange, hvor indskriften skulle hugges i. Det var trapgangen og ikke en udhugget slange,
der bugtede sig hen over den gamle landevej, og det såkaldte slangehovede var blot
fremkommet som en tilfældighed ved den måde, mosset og græsset afgrænsede
trapgangen. Efter en omhyggelig granskning af klippen konkluderede Forchhammer, at der i trapgangen både var menneskeskabte linier og revner dannet ved naturlig forvitring. Derefter studerede han linierne i båndet én for én og trak med kridt de linier op, som han vurderede var menneskeskabte. Runeeksperten i selskabet, Finnur Magnússon, tog ikke del i denne sortering af linierne - af forsigtigheds hensyn. Forchhammer var nemlig ikke runekyndig, og ved at lade ham gøre arbejdet alene, så sikrede man sig, at sorteringsarbejdet foregik uden skelen til, om de opkridtede streger nu gav nogen mening rent skriftmæssigt. Da mineralogen var færdig med opkridtningen, tog C.F. Christensen fat på en omhyggelig aftegning af båndet, idet han gengav de menneskeskabte linier i tyk streg og de naturskabte i tynd. Endelig lavede han også en aftegning af båndet, hvor ingen af linierne var fremhævet. Efter to dages undersøgelser var arbejdet i Blekinge slut, og tilbagerejsen kunne tiltrædes. |
| NYE LINKS TIL
SAMLINGEN: Astronomi Bladet Netmagasin om astronomi, høj kvalitet. The Archaeology Channel Helt nyt: Se film om arkæologi på nettet. Stonehenge Masterplan for den gamle helligdoms fremtidige skæbne. Orkney Archaeological Trust De vindsuste øer mod nord rummer en vrimmel af megalitanlæg. Guder & grave Nationalmuseet præsenterer bronzealderen. Det kulturhistoriske centralregister Gå på opdagelse i nationalmuseets register over fund og oldtidsanlæg. Astroarchaeology in Ireland Oplev Newgrange og andre spændende irske anlæg.
| NOTER
KILDER
|
| KIK I ARKIVET! | Der er sikkert én eller anden af de gamle artikler, som vil interessere dig. Så KIK I ARKIVET! |
 |
|
