Granhammarsmannen - "den svenske Ismand", 2. del

© Jonathan Lindström

(oversættelse fra svensk: Rud Kjems)

Artikel nr. 42.

Med lidt god vilje kan bronzealdermanden, der blev fundet i 1953 i Upplands-Bro nordvest for Stockholm, godt betragtes som Sveriges svar på Ismanden fra Alperne. I den første artikel blev der gjort rede for fundet af Granhammarsmannen og udførligt berettet om den lidt besværlige udgravning. Her i den anden og sidste artikel fortæller Jonathan Lindström om publiceringen af fundet, som utroligt nok hurtigt gik i glemmebogen. Endelig argumenterer Lindström overbevisende for, at fundet fortjener en ny tilbundsgående undersøgelse med moderne metoder. Derfor har Lindström vækket den svenske Ismand "til live" - endnu engang!

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems: rudkjems@gmail.com 

SENSATIONEN SOM HURTIGT BLEV GLEMT

Få dage efter at udgravningen af Granhammar-fundet var afsluttet forudsagde avisen Morgontidningen, at Granhammarsmannen snart ville være en god bekendt af alle skolebørn i 1950'erne. Den spådom blev gjort til skamme. Wilhelm Holmqvist skrev en kort maskinskreven rapport i løbet af sommeren 1953 og et antal analyser gennemførtes, men først i løbet af 1959 publiceredes fundet i tidsskriftet Fornvännen. Dermed klingede forskernes interesse for det enestående fund ud.

Ejendommeligt nok var det ikke Wilhelm Holmqvist selv, som publicerede fundet i Fornvännen. Han overlod arbejdet til to andre forskere: Andreas Oldeberg, ekspert i bronzealderens metalhåndværk, beskrev redskaberne - og osteologen Nils-Gustav Gejvall tog sig af skelettet. Når Holmqvist afstod fra arbejdet, så hang det nok sammen med, at han på dette tidspunkt var fuldt optaget af sine flerårige udgravninger på Helgö i Mälaren. Kortfattet gengives her indholdet af afhandlingerne i Fornvännen:

Fundet kunne groft dateres til bronzealder udfra de fundne redskaber. Pollenanalysen viste, at der kun var få granpollen i leret omkring skelettet, mens der i jordlaget ovenover var mange. Da grantræet først blev almindeligt i Mälaren i yngre bronzealder, så indikerede pollenforekomsterne, at Granhammarsmannen havde levet i ældre bronzealder for omkring 3000 år siden.

Skelettet havde tilhørt en kraftigt bygget mand i 50-års alderen. Han havde været ca. 175 cm høj med et ret firkantet ansigt og gode, men nedslidte tænder. Hug- og/eller stikmærkerne på undersiden af venstre arm og i venstre side af hovedet vidnede om, at han havde mødt en brat og voldsom død, før han blev smidt eller faldt i vandet. Måske var der tale om en fisker, som blev dræbt af en konkurrent. Hvis dramaet foregik om vinteren, blev liget måske efterladt på isen for siden at gå til bunds.

På sig havde han båret en del værktøj: benprene, en hvæssesten, en flintskraber, et fyrtøj bestående af et stykke ildslagningsflint og et stykke svovlkis, en stav - eller muligvis et kastespyd - med dupsko af bronze, en skæftet bronzesyl samt en kæp med krumt håndtag og muligvis forsynet med en syllignende bronzespids i enden. Nogle bearbejdede træstykker, som også blev fundet, kan være rester af en ruse eller et andet fangstredskab.

NYT LYS OVER GAMLE BEN

Fundet var - og er - sensationelt, hvilket tilsyneladende aldrig gik op for de to udgravere. Når man tænker på det røre, som fundet af den middelalderlige Bockstensmannen frembragte i 1930'erne, så er det mærkværdigt, at interessen for Granhammarsmannen så hurtigt fortog sig. Bortset fra enkelte kortere beskrivelser i forskellige lokalhistoriske skrifter har der været stille om Granhammarsmannen i 40 år. Han er ikke blot ukendt i offentligheden, men også - med få undtagelser - blandt aktive fagarkæologer. Det er ubegribeligt med tanke på, at fundet, skønt mindre velbevaret, er i kategori med Bockstensmannen fra Halland og Ismanden i Alperne.

Tollundmanden blev kvalt og smidt i en mose ved Silkeborg for omkring 2000 år siden. Det utroligt velbevarede ansigt "taler" direkte til os. Tollundmanden fik ikke sine redskaber med i døden. Bortset fra en skindhue og et skindbælte om livet var han nøgen. Omkring halsen sad stadig det reb, han var blevet kvalt i. (foto ©: Jørn Kjems)

Både Ismanden og Granhammarsmannen er fængslende menneskeskæbner, som taler til os fra en fjern fortid. De er vidnesbyrd om et levende hverdagsliv, som engang udspandt sig. Oldtidsgrave kan være nok så fundrige, og dog afspejler de kun en særlig rituel situation. I hvor høj grad gravfundene afspejler det almindelige liv ved vi ikke.

Der er flere gode grunde til endnu engang at vække Granhammarsmannen af hans tusindårige Tornerosesøvn. Nye metoder og ny viden betyder, at vi i dag er i stand til at foretage mere dybgående undersøgelser end 1950'ernes videnskabsmænd. Den usædvanlige død tiltrods giver Granhammarsmannen os et uvurderligt indblik i en fjern tids hverdagsliv. Både skelettet og de fundne oldsager rummer et væld af oplysninger. Desuden vil det skabe stor opmærksomhed, hvis en så dramatisk menneskeskæbne fra fortiden hales frem i lyset. Det vil sætte fokus på en af oldtidens perioder, som længe har været henvist til at leve i skyggen af den vældige interesse, som ombejler vikingetiden. Granhammarsmannen kan gå hen og blive en udmærket vejviser til bronzealderen - en periode, hvor der fandt store forandringer sted, forandringer som fik mindst lige så stor betydning for udviklingen som vikingetidens rigsdannelser.

Set i lyset af ovenstående blev der i 1998 indledt et forskningsprojekt, der detaljeret vil tage det enestående Granhammar-fund op til en nyvurdering.

PROBLEMER OG SPØRGSMÅL, DER SKAL BELYSES

Beslutningen om at tage Granhammarsmannen op til revurdering indebærer ikke, at vi kaster vrag på det arbejde, som blev udført af specialisterne i 1950'erne. De har i det store og hele gjort et godt stykke arbejde udfra de vilkår og omstændigheder, de måtte fungere under, og deres resultater vil være en god platform at videreføre arbejdet fra. Til slut vil jeg omtale nogle af de problemer og spørgsmål, der vil danne udgangspunkt for de videre undersøgelser:

Genstandenes placering: Det er måske lidt forbavsende, at udgraverne ikke gjorde mere ud af at rekonstruere den oprindelige position af kroppen og redskaberne. Ganske vist havde mange af knoglerne, bl.a. størsteparten af overkroppens knogler, flyttet sig bort fra det oprindelige leje, hvilket nok skal tilskrives gasdannelser i undergrunden og dyreaktivitet. Der synes dog at have været så mange knogler på rette plads, at en nogenlunde rekonstruktion af kroppens leje skulle være mulig. Se mit rekonstruktionsforslag nedenunder.

Rekonstruktion af Granhammarsmannens leje.

 

De knogler, som er kommet ud af leje, synes alle at have flyttet sig mod nordvest, hvilket vil sige svagt ned ad bakke. Det foreslåede leje af kroppen bekræftes af fyrtøjets placering. Fyrtøjet består som nævnt af en flintesten og en kvarsitsten - to små, men relativt tunge sten, der sandsynligvis har været opbevaret i en pose eller lignende. At de to sten stadig ligger så tæt sammen viser, at de ikke har flyttet sig nævneværdigt, siden deres organiske hylster gik i opløsning. Placeringen tæt ved vidjen, dvs. ved bæltet, af det foreslåede kropsleje taler for, at rekonstruktionen er korrekt.

Den dødes fyrtøj - til venstre flintestenen og til højre kvarsitstenen.

Fåreknoglen: Lige op ad fyrtøjsstenene lå en delvis spaltet fåreknogle, som af udgraverne blev opfattet som en del af den dødes proviant. Det virker mærkværdigt, at Granhammarsmannen skulle have gemt et næsten færdiggnavet fåreben sammen med stenene til fyrtøjet. Måske skal vi i stedet tolke fåreknoglen som hørende til fyrtøjet - nemlig som en beholder, hvori opbevaredes det brændbare materiale, som gnisten fra kvarsitstenen skulle antænde. Det har sandsynligvis været fyrsvamp. Det var jo vigtigt, at dette materiale blev holdt tørt. Lignende benstumper er i øvrigt fundet sammen med fyrtøjssæt andre steder i Europa. En analyse af fårebenets overflade kan måske afgøre sagen.

Prene, syl og hvæssesten: Interessant er det, at de genstande, hvis findested er registreret af udgraverne, nærmest ligger på linie omkring skuldrene. Her finder vi sten- og metalgenstande og den stoklignende kæp. Kæppen må på en eller anden måde have været fæstnet til kroppen, for ellers ville den være flydt bort på vandet, mens den myrdede sank mod bunden.

Flere af genstandene giver som sagt indtryk af at have hørt sammen funktionelt. I hver ende af rækken af oldsager lå benprene. Hvæssestenen lå centralt, men et lille afslag af den lå ved den ene af rækkens ender, og det er betydningsfuldt. For selv om nogle af genstandene i rækken kan være havnet der tilfældigt, så indikerer fundomstændighederne, at redskaberne har været opbevaret i en beholder - en skuldertaske, en rygsæk eller en tøjpose. At denne beholder har haft relation til Granhammarsmannens overkrop bekræftes ikke bare af genstandenes placering, men også af den kendsgerning, at flere af genstandene har skader, som kan være opstået, da Granhammarsmannen blev hugget ned.

 

 

Tæt ved skelettet blev der fundet stumper af bearbejdet nåletræ - måske rester af Granhammarsmannens rygsæk. Stumperne kan dog også være rester af en ruse eller et andet fangstredskab.

 

Flere af genstandene omkring hoved og skulder hører sammen med andre genstande, hvis oprindelige placering er ukendt. Der findes i alt fire syle - tre af ben (prene) og en af bronze. Sidstnævnte er forsynet med træskaft. Hvæssestenen har en karakteristisk sliberille, der viser, at den har været brugt til slibning af sylene. Flinteeksperten Kalle Thorsberg har kikket nærmere på den flintsten, der blev antaget for at være en skraber. Thorsberg tror snarere, at også denne sten har været en slibesten. De små indhak, som findes på den, ville være velegnede til at skærpe metalspidser.

 

Flintestenen, som først blev antaget for at være en skraber, men som nok mere sandsynligt er en slibesten beregnet til metalspidser.

Var Granhammarsmannen en specialiseret håndværker? Som vi har set, har Granhammarsmannen været forsynet med et godt udvalg af syle i forskellige størrelser - og desuden værktøj, som kunne holde dem veltrimmet. Man kan undres over de mange syle. Har han været spealiseret indenfor et bestemt håndværk? Datidens mennesker har været selvhjulpne og har hver især behersket et bredt udvalg af færdigheder, men der har ganske givet også været folk, som var mere specialiserede end andre. Jeg spurgte arkæologen Thomas Johansson i Jämtland, hvorvidt Granhammarsmannen efter hans opfattelse havde været en specialiseret håndværker. Johansson, der er ekspert i oldtidens håndværksteknikker, svarede benægtende. "Selv på hverdage går jeg hjemme på gården tit rundt med flere syle på mig. De går let i stykker, så det er praktisk at have flere med. Og så vejer de jo ikke meget og er ikke i vejen," føjer Johansson til. Så vi lader tanken om en specialist hvile indtil videre. Sylene har i oldtiden været brugt til mange formål - ved tilvirkningen af sko og andre lædergenstande, ved fremstilling af kar af birkebark, ved kurvefletning mm.

Gådefulde genstande: Tæt ved skelettet fandtes nogle bearbejdede træstumper - af nåletræ. Det er måske resterne af en rygsæk. Samlingen af blåmuslinger behøver ikke nødvendigvis tolkes som proviant. Der kan være tale om en naturlig skalbunke. Bronzegenstanden, der har været tolket som en mejsel eller et beslag i enden af et spyd, sidder i et træskaft, som tilsyneladende er hugget over. Hvis der er tale om et spyd, kan det have siddet fast i kroppen på ham og fulgt med i dybet. En nærmere undersøgelse af genstanden kan måske afsløre, om det er en mejsel, et beslag eller noget helt tredje.

Af og til finder arkæologerne genstande, hvis funktion for længst er gået i glemmebogen. Måske hører den stoklignende kæp til den gruppe. Som stok har den ikke været brugt - den er alt for klejn. Har den været en del af en taske, eller en stor hammer, eller måske buen til et bor. Alle forslag er velkomne!

Den 37 cm lange kæplignende genstand er en gåde. Desværre gik den i flere stykker ved optagningen. Træarten er pil.

Hvad kan ny forskning afsløre? Der forestår mange undersøgelser - bl.a. en datering af bronzealdermanden. Noget peger i retning af, at dateringen til ældre bronzealder ikke er rigtig. Dels er pollenundersøgelser ret upålidelige, og dels synes ildslagningsstenen at tilhøre en senere fase af bronzealderen. Også bronzestykket, der både har været tolket som mejsel og beslag, giver problemer. For hvis det virkelig er en mejsel, så passer den ikke ind i det kendte fundmateriale fra ældre bronzealder.

Det vil selvsagt være af stor betydning at få lavet en C-14 datering, så vi kan få præciseret Granhammarsmannens alder. Bronzealderen var som tidligere nævnt en brydningstid, hvor store forandringer fandt sted - såvel erhvervsmæssige som sociale. Bevaret skeletmateriale fra Mälardalens bronzealder hører til sjældenhederne. Grundige undersøgelser af Granhammarsmannens skelet vil kunne give nye informationer, og isotopmålinger vil kunne afsløre hvilken slags føde, han levede af.

Granhammar-egnen i bronzealderen: Den nærmeste boplads har sandsynligvis ligget bare nogle få hundrede meter vest for findestedet, og Mälardalens største bronzealderrøse ligger blot en kilometer nordpå - på en ø i fjorden. Følger man fjorden yderligere mod nord finder man én af Upplands centrale bronzealder-bebyggelser med høvdingegraven Hågahögen og en stor bronzealderborg. Nogle af disse lokaliteter kan udmærket være indvævet i Granhammarsmannens skæbne - uden at det dog nogensinde vil kunne dokumenteres.

 

Granhammar-egnen i bronzealderen.

 

Hvordan mødte han sin død? Også omstændighederne ved selve mordet vil blive undersøgt. Retsoverlægen Robert Grundin ved Stockholm-politiet, som ved siden af sit daglige arbejde dyrker sin interesse for fortiden, vil kikke nærmere på Granhammarsmannens læsioner. Hugsporene på skelettet vil måske kunne afsløre mordvåbnets karakter. Hvis der har været tale om et sværd, så har morderen sandsynligvis været en betydende person, for sværd har nok ikke været hvermandseje i bronzealderen.

Morderens motiv vil vi aldrig få kendskab til. Det er usandsynligt, at der var tale om et rovmord, for den døde blev jo ikke frataget sine dyrebare metalredskaber og importerede flintstykker. Men der kan jo være tale om alt fra et jalousimord til et politisk drab. At motivet forbliver ukendt er dog af mindre betydning. Granhammar-fundet er ikke først og fremmest en mordgåde. Det helt centrale er, at fundet giver os gode muligheder for at udforske og anskueliggøre én af forhistoriens dårligst belyste perioder - den dynamiske bronzealder.

VI HAR TIDLIGERE BRAGT FØLGENDE ARTIKLER AF JONATHAN LINDSTRÖM:

Jættens tå og solhesten

Genopstandelse i påskemorgensolens lys

Granhammarsmannen - "den svenske ismand", 1. del

KIK I ARKIVET!

Masser interessante artikler I ARKIVET!