Genopstandelse i påskemorgensolens lys

© Jonathan Lindström (Oversættelse: Rud Kjems)

Artikel nr. 19.

Jeg vil i det følgende præsentere en ny teori vedrørende orienteringen af tidlige kristenbegravelser i Sverige - med afstikkere til Finland og Estland. Men først vil jeg knytte nogle kommentarer til de forestillinger, som almindeligvis bringes på bane vedrørende forhistoriske graves orientering.

Studiet af gravorienteringer i Sverige hart været domineret af to typer af fortolkninger, - eller man kunne i stedet kalde dem fordomme, da de ofte uden videre er blevet taget for gode varer. Den ene opererer med en astronomisk orientering af de enkelte gravanlæg, - en meget præcis orientering udstukket på baggrund af omhyggelige astronomiske observationer. Da der kan iagttages astronomiske fænomener i alle retninger - f.eks. op- og nedgange af sol, måne, stjerner og planeter - så vil man altid kunne finde et fænomen, som svarer til et bestemt anlægs orientering. Hidtil er det ikke lykkedes på overbevisende måde at dokumentere eller bare sandsynliggøre, at der virkelig har været tilstræbt en præcis astronomisk orientering af de pågældende anlæg. Der er tværtimod gode argumenter for, at det ikke forholder sig således. Alligevel er tolkninger af denne slags populære, - omend sjældent blandt arkæologer. Til gengæld optræder de hyppigt i New Age-kredse, hvor man til stadighed er optaget af at genfinde en svunden guldalders tabte indsigt i tilværelsens mysterier.

En anden udbredt teori, der stadig fastholdes af en del arkæologer, bygger på antagelsen af, at gravene blev orienteret efter solens opgang (eller nedgang) på det tidspunkt, hvor den begravede døde. Én, som døde ved midsommer, fik således sin grav orienteret mod nordøst, og ved et dødsfald ved juletid orienteredes graven mod sydøst osv. Hvis det virkelig forholdt sig således, ville det være muligt at rekonstruere dødshyppigheden i løbet af året, hvilket kunne give værdifulde oplysninger om livsvilkårene i forhistorisk tid. Tillige kunne man høste interessante informationer om forskelle i dødeligheden blandt mænd og kvinder, voksne og børn med mere.

Det er imidlertid ret indlysende, at denne fortolkning af gravorienteringer er formet af den tid, hvor den opstod, - nemlig i 1970'erne og 1980'erne, hvor især økonomiske og materielle værdier var i fokus. Trods stor popularitet har heller ikke denne fortolkning vist sig holdbar, - i hvert fald ikke, når det drejer sig om svenske grave. Der er tilmed gode argumenter for at forkaste teorien.

Jeg har i tidligere arbejder fremlagt en anden fortolkning af gravenes orientering i det forhistoriske Sverige baseret på et stort indsamlet materiale og kombineret med etnografiske og historiske data. Udgangspunktet har været ikke at søge komplicerede forklaringer, hvis mere enkle var nærliggende. Jeg er nået frem til følgende:

Træsnittet viser middelalderkirken i Gamle Uppsala. Den menes bygget på det sted, hvor der tidligere lå et hedensk tempel. De tre høje i forgrunden er de såkaldte kongegrave.

(fra "Danmarks, Norges og Sverigs Historie", bind 1, 1867)

  KIRKE FRA DET 11. ÅRHUNDREDE

Lille angelsaksisk kirke fra slutningen af det 11. århundrede, - altså samtidig med de svenske vikingetidsgrave, der omtales i artiklen.

(detalje fra Bayeux Tapetet)

VIKINGETIDSGRAVENE I STOCKHOLM-OMRÅDET

Det er altså min formodning, at de forhistoriske grave i Sverige er tilnærmelsesvis orienteret mod solopgangen på nogle få vigtige "datoer", - vigtige både rent kalendermæssigt og i religiøs forstand. Med dette som udgangspunkt vil jeg nu beskæftige mig med orienteringen af vikingetidsgrave i Stockholm-området - med afstikkere til andre svenske egne og til Finland og Estland. Gravene, der er fra det 11. århundrede, er uden tvivl kristne eller i hvert fald stærkt påvirkede af kristendommen. Der er tale om kistebegravelser med ubrændte lig og ingen eller få gravgaver, - tydeligvis en ny tradition, som afgørende bryder med de gamle hedenske sædvaner.

Den generelt accepterede fortolkning af de groft østvest orienterede kister, hvor den begravede har hovedet mod vest og fødderne mod øst, giver ingen problemer. Det afsjælede legeme er parat til at rejse sig fra graven på opstandelsesdagen, når Kristus vender tilbage "med solopgangen". Således anbragt i kisten vil den genoplivede møde sin frelser ansigt til ansigt.

Et stort antal grave i Stockholm-området er orienteret med en interessant afvigelse i forhold til østvest-retningen. Der er tale om ialt 130 grave fordelt på 29 lokaliteter. Det er selvfølgelig svært præcist at angive en kistebegravelses astronomiske orientering, men selv med en vis usikkerhed i beregningerne er der en tydelig tendens til, at "gennemsnitsretningen" bliver tæt på øst-nord-øst - eller mere præcist ca. 73º azimuth. Denne orientering er et klart brud med den forudgående, hedenske praksis.

Kikker vi os nu omkring, vil vi finde denne specielle afvigelse repræsenteret mange andre steder, - f.eks. i vikingetidsgrave i Småland i det sydlige Sverige. Vi kan også finde den i en gruppe lidt yngre finske grave, som fortrinsvis kan dateres til det 11. og 12. århundrede. Disse grave er hjemmehørende i den tidlige fase af korstogs-perioden, og også her er der tale om et brud med tidligere begravelsesformer. Også i det sydlige Estland findes der grave med denne særlige orientering. De hører hjemme i århundrederne efter de tyske korstog i den tidlige middelalder.

Sammenfattende kan det altså siges, at vi både i og undenfor det nordiske område finder denne særlige orientering af grave, - en orientering, der dukker op ved kristendommens komme og betegner et brud med tidligere traditioner. Denne nyorientering kan muligvis fortolkes på flere måder, men især én hypotese synes at trænge sig på. Idéen om, at gravorienteringen har noget at gøre med solopgangspunktet i horisonten på det tidspunkt, hvor den begravede døde, er som tidligere nævnt usandsynlig. Hvis den var rigtig, så måtte vi godtage, at flere generationer af mennesker udelukkende døde i sommerperioden, hvor solen står op i nordøst, - eller at mennesker, som døde på andre tidspunkter af året, måtte vente med at komme i jorden til sommerperioden. Begge dele forekommer lige usandsynligt.

Lad os istedet forsøge en fortolkning, hvor vi tillægger begravelsesformen såvel hedenske træk som påvirkninger fra den nye religion, kristendommen. Lad os forestille os, at de tidlige kristne grave blev tilnærmelsesvis orienteret mod solopgangen ved en vigtig kristen højtid. Men hvilken? Svaret er ret indlysende. Det må være påsken, den største og vigtigste af de kristne højtider. Netop i påsken fandt Kristi genopstandelse sted, og selv om det ikke nævnes i Biblen, så er der i folketroen mange eksempler på, at påsken også regnedes for det tidspunkt, hvor alle døde kristne en dag vil genopstå. Det er i øvrigt almindeligt accepteret, at det er genopstandelsesmotivet, som ligger til grund for traditionenen med at orientere kristne grave østvest.

På kirkemødet i Nikæa år 325 blev man enige om følgende regel vedrørende påskens indplacering i året: Påskedag fejres søndag efter den fuldmåne, der indtræffer på eller nærmest efter forårsjævndøgn (21. marts). På den måde placeres påsken et sted i kalenderen mellem 22. marts og 25. april. Buen X-Y på illustrationen viser det udsnit af horisonten, hvor påskesolen gennem årene har sin opgang i Stockholm-området. Langt størsteparten af de stockholmske grave var orienteret mod netop dette udsnit af horisonten. På illustrationen er endvidere angivet, hvor solen står op ved sommersolhverv og vintersolhverv.

BIRKAKORSET

Lille kors fra det 10. århundrede fundet i en grav i Birka, Sverige. Stilen er umiskendelig nordisk, og der er ikke tilsigtet en realistisk gengivelse af Kristusfiguren.

NYE INTERESSANTE INDBLIK

Det ensartede mønster i gravorienteringen kombineret med de historiske data støtter klart formodningen om, at de tidlige kristne grave var tilnærmelsesvis orienteret mod påskesolens opgang. Dette giver os nye, interessante indblik i datidens kultur og gør det muligt at drage nye konklussioner:

• Undersøgelsen af de stockholmske grave støtter den almindeligt accepterede teori om, at de forhistoriske grave var tilnærmelsesvis orienteret mod solopgangen på velkendte tidspunkter af året, hvor religiøse fester fandt sted.
• Vi kan konkludere, at påsken efter al sandsynlighed blev fejret i det centrale Sverige af de mennesker, som i vikingetiden orienterede deres grave øst-nord-øst. Konklussionen, som ikke kan kaldes kontroversiel, giver os et interessant indblik i traditionerne vedrørende gravorientering samt visse oplysninger om den tidlige kristendoms historie i Sverige.
• Vi må også formode, at påsken blev fejret på det rette tidspunkt, hvilket jo er af meget stor betydning i forbindelse med alle religiøse højtider. For på forhånd at kunne fastsætte det rette tidspunkt for påsken, så måtte man være fortrolig med den Julianske kalender. Der er ingen grund til at formode, at almindelige mennesker dengang har haft en sådan indsigt. Mere sandsynligt er det, at datidens missionærer og præster holdt rede på den Julianske kalender og fastlagde påsken. Da skrevne kilder begynder at dukke op i det 12. århundrede, er det denne kalender, som er i brug. Blandt almindelige mennesker har den gamle nordiske kalender sikkert stadig været den foretrukne. Så sent som i 1900-tallet var der fortsat visse elementer fra den gamle kalender i brug, - f.eks. den første vinterdag (i oktober) og den første sommerdag (i april).
• Ved at undersøge gravorienteringer - uden at kaste sig ud i alt for fantastiske astronomiske spekulationer - kan man få spændende indblik i religiøse og kalendermæssige forhold i slutningen af vikingetiden, hvor den gamle og den nye tro kæmpede om herredømmet. Det er nok ikke gået helt stille af, og man kan forestille sig, at striden har spidset sig til, når de stridende parter hver for sig fejrede deres højtider.

Kirken og den fremspirende svenske stat nøjedes ikke med at beslaglægge de hedenske helligsteder og bygge kirker ovenpå dem. Man lagde også beslag på højtiderne. Påsken måtte således konkurrere med de hedenske fester, og det er uden tvivl det, der ligger til grund for Adam af Bremens oplysning fra 1000-tallet om, at de kristne blandt sveerne var tvunget til at købe sig fri fra at deltage i den hedenske fest (blotet) i Uppsala.

Til slut vil jeg prøve at udpege nogle interessante områder, hvor fremtidige undersøgelser bør sættes ind. Man kan, som det er fremgået af ovenstående, finde "påske-orienteringen" i det østlige Sverige samt i Finland og Estland. Der er grund til at tro, at man andre steder har haft andre traditioner, - f.eks. på Gotland, hvor befolkningen vedblev at være hedensk helt frem til vikingetidens slutning. Undersøgelser af forskellige områder i Nordeuropa kunne give interessante oplysninger om den tidlige kristendom. Også orienteringen af kirkerne er interessant i denne sammenhæng. I det sydlige Sverige finder vi i kirkernes orientering næsten den samme afvigelse fra stik øst, som vi har fundet i de tidlige kristne grave. På Gotland er orienteringen anderledes og mere i overensstemmelse med de hedenske sædvaner. Alt i alt kan vi nu udskille de forskellige traditioner, der lå bag gravorienteringen i perioden fra tidlig vikingetid til begyndelsen af middelalderen, hvor kirkebyggeriet tog fart.

JÆTTENS TÅ OG SOLHESTEN.

KIK I ARKIVET!

Lyst til flere spændende historier? Så KIK I ARKIVET!