© Jonathan Lindström

(oversættelse fra svensk: Rud Kjems)

Artikel nr. 41.

Sent en junidag i 1953 - ifølge Sven Beckmans efterladte papirer - vandrede en dreng og hans far hen over markerne tilhørende herregården Granhammar i Västra Ryds sogn 25 km nordvest for den svenske hovedstad. Drengen var den 13-årige Thomas, og faderen arkitekten Walter Nathanson, som ejede herregården.

En halv kilometer borte skimtedes Granhammars hvide facade. Herregården blev opført af Hårleman i slutningen af 1700-tallet. Walter Nathanson havde overtaget gården efter sin far, der var død seks år tidligere. Fra hovedbygningen, som lå omgivet af avlsbygninger og landarbejderboliger, strakte sig en vældig allé mod nord, og fra den udgik en beskeden markvej, som ledte indover et meget lavtliggende område, hvor jorden var fugtig og ikke stort bevendt som landbrugsjord. For at bedre på forholdene havde Nathanson ladet iværksætte en dræning af arealet, og ned mod Lillsjön havde man allerede etableret et dige, hvor en elektrisk pumpe hele døgnet pumpede vand bort. Og nu var man i gang med at nedgrave drænrør.

Nathanson og hans søn var netop på vej ned i marken for at se, hvor langt landarbejderen David Zetterström var kommet i dagens løb. Arbejdet foregik med hakke og spade. Zetterström havde for at lette det strenge arbejde udgravet renden til drænrørene i bunden af en gammel grøft. Den udgravede rende, som var gravet ned i undergrundens blåler, var ca. en meter dyb. Langs kanten lå jord og blåler kastet op i dynger.

Far og søn var på vej nordud langs grøften, da de pludselig fik øje på et menneskekranie placeret ovenpå en af dyngerne - et mildt sagt uventet syn. De bemærkede, at der foran på kraniet - hvor ansigtet havde været - var et stort hul. Walter Nathanson skyndte sig nu op til enden af grøften, hvor David Zetterström stadig var i fuld gang med gravearbejdet. Den muskuløse landarbejder iklædt skjorte og blå arbejdsbukser, lettede på kasketten, da han fik øje på godsejeren. Nathanson spurgte Zetterström, hvorfor han dog havde fortsat arbejdet efter det makabre fund. "Grøften skal jo gøres færdig," havde den pligtopfyldende Zetterström blot svaret.

Ovenstående beretning er baseret på sønnen Thomas Nathansons erindring af den særlige junidag i 1953. Han er i dag en herre i nærheden af de 60 år.

Fundet af kraniet bekymrede Walter Nathanson, for der kunne jo være tale om et mordoffer, som var gravet ned. Han rådførte sig med sin godsforvalter, der vist var mest interesseret i at få videreført dræningsarbejdet. En overgang tænkte Nathanson på at underrette politiet, men afstod fra det, fordi kraniet trods alt så så gammelt og patineret ud, at der måske var tale om et oldtidsfund. Så i stedet kontaktede han Historiska Museet. Alt tyder på, at han foretog indberetningen sammen med Sven Beckman, der var formand for Stockholms-Næs Hembygdsförening. Både Nathanson og Beckman fik nemlig senere begge et takkebrev samt en kontant belønning på 50 kr. fra Riksantikvarämbetet.

UDGRAVNINGEN

Udgravningen gik i gang, og folk fra nær og fjern dukkede op for at kikke på. Nathansons søn Thomas var ofte blandt de nysgerrige. Selvom stemningen lige fra starten var god, så var arkæologernes arbejde ikke båret af den store entusiasme. Man havde endnu ikke fundet oldsager i forbindelse med skeletresterne, og for at få frilagt fundet var man nødsaget til at fjerne flere kubikmeter tung lerjord. Det dæmpede nok også begejstringen, at der overalt i udgravningsfeltet piblede grundvand op. Problemet blev nogenlunde afhjulpet ved opførelsen af nogle småvolde. Eftersom undergrunden var blåler uden forstyrrende kulturlag, så var der tale om en let aflæselig overflade, hvor selv små arkæologiske spor ville aftegne sig klart i blåleret.

Holmqvist og Almgren har uden tvivl startet udgravningen, hvor de første skeletrester var dukket op. Det færdige felts udstrækning kendes desværre ikke, for arkæologernes notater siger ikke noget eksakt herom. Et af Nathansons børn mener, at der var tale om et rektangulært felt lagt vinkelret på drængrøften. Et andet af børnene anslår, at feltet var 3 x 1,50 m eller større. Vurderet udfra arkæologernes notater, så har feltet mindst været på 2 x 1,80 m. Holmqvist noterer i sin rapport, at man ihærdigt søgte efter manglende skeletdele i et udvidet område. To af de fremdragne genstande blev fundet ved kanten af feltet. Eftersom udgravningen i den tunge lerjord blev udført med hakke og spade, og tiden var knap, så har feltet nok højst andraget nogle få kvadratmeter.

Efter alt at dømme dukkede et af udgravningens fineste fund op tidligt i forløbet - på et tidspunkt, hvor arkæologerne endnu ikke havde erkendt de særdeles fine bevaringsforhold, blåleret repræsenterede. Det kan muligvis forklare følgende mærkværdige hændelse. Nathansons søn Thomas sad som så ofte på kanten af udgravningen og fulgte arkæologernes arbejde med at grave og skrabe, mens dyngerne langs feltet voksede og voksede. Pludselig fik han øje på en lille gylden spids monteret i et træskaft. Genstanden mindede mest om en kastepil uden styrefjer. Han gjorde arkæologerne opmærksom på genstanden. "Laver du sjov med mig? Den må du gerne få. Den hører ikke hjemme her," sagde den ene arkæolog og rakte Thomas genstanden. Forbavset tog drengen imod gaven og bragte den med hjem - et nyt, spændende legetøj!

Senere - efter at arkæologerne havde afsluttet udgravningen og forladt herregården - besluttede de heldigvis at kikke endnu engang på Thomas' nye legetøj. De telefonerede til Granhammar og meddelte, at de alligevel gerne ville have den lille genstand. Og selvom Thomas fandt det lidt uretfærdigt, så måtte han tilbagelevere gaven, og hans far tog det lille redskab med til Stockholm, da han næste gang besøgte sit kontor i hovedstaden.

Tilbage i Stockholm fik Holmqvist og Almgren nu lejlighed til at kikke nærmere på genstanden. De var overrasket over metallets glans og funderede over, om der kunne være tale om elektron - en legering af guld og sølv, som var velkendt i Orienten. "Den må være kommet fra Ægypten," skal den ene af arkæologerne have udtalt. De havde begge gode kundskaber vedrørende antikkens historie. De havde tilsyneladende fra starten ladet alle muligheder stå åbne, før de gik i gang med at indkredse en mere saglig tolkning baseret på data - en frugtbar arkæologisk fremgangsmåde.

Ved den første gravedags afslutning besøgte Walter Nathanson udgravningsfeltet. Her fik han at vide, at udgravningen ville fortsætte næste dag. Nathanson tilbød arkæologerne, at de kunne overnatte på herregården, så de slap for køreturen frem og tilbage. Det sagde de pænt ja tak til. Nathanson og hans hustru havde fem børn, og Zetterströms to døtre hjalp til i køkkenet, så et par munde fra eller til ved spisebordet spillede ingen rolle.

Heller ikke næste dag, fredag, var man færdig, men efter nogle timers arbejde lørdag formiddag kunne arkæologerne pakke sammen. De havde bl.a. fundet en samling blåmuslinger tæt ved skelettet og antog, at disse havde indgået i den dødes proviant. De diskuterede, om der kunne være tale om en druknet fisker. Skelettet var fundet på et niveau, som i oldtiden havde været bunden af en fjord. Holmqvist havde på milimeterpapir indtegnet de skeletdele og genstande, hvis eksakte placering det var lykkedes at registrere. Også redskaberne og nogle af skeletdelenes dybde i forhold til den nuværende markoverflade blev målt og noteret. Endelig lavedes også et profil - et lodret tværsnit, der viste de forskellige jordlag fra markoverfladen til bunden af udgravningen.

Det spændende fund fandt selvfølgelig vej til de svenske avisers spalter. Her skal blot medtages de to første artikler om fundet. De dukkede op få dage efter, at udgravningen var afsluttet. Derfor kan det ikke undre, at de begge rummer unøjagtigheder. For eksempel optræder der i den ene artikel en hund, skønt en sådan ikke er nævnt i arkæologernes notater og da heller ikke træder frem, da fundet senere blev publiceret.

Morgentidningen, 16. juni 1953:

3000 ÅR GAMMEL TATOVØR FUNDET VED MÄLARSTRAND

En bronzealdersvensker, som indtil videre går under betegnelsen Granhammarsmannen, er så småt ved at være godt kendt af 50'ernes skolebørn. Foreløbig er det videnskabsmændene ved Historiska Museet, som nænsomt tager sig af det ca. 3000 år gamle kranie og andre skeletdele - samt adskiligt værktøj, der hører til fundet.

Fundet blev gjort i forrige weekend af docent Wilhelm Holmqvist og dr. Bertil Almgren under en udgravning på godset Granhammar i Västra Ryd ved Mälaren mellem Enköbing og Stockholm. Om mandagen fik Morgentidningen lejlighed til at se fundet, der kommenteres af docent Holmqvist.

-Vi kan allerede placere menneskeskelettet i bronzealderen, siger docenten. Men selvfølgelig forestår der meget arbejde, før alt er undersøgt til bunds. Heldigvis har vi mange hjælpekilder - f.eks. skal der laves en pollenanalyse af jorden, og skelettet skal dateres ved en C 14-undersøgelse. Det er et unikt fund. Vi har intet lignende i Sverige.

Granhammarsmannen blev fundet ved dræningsarbejde. Fundet lå en meter under markoverfladen, under grundvandsspejlet, på gammel fjordbund. Området blev inddiget for nogle år siden. Efter alt at dømme har bronzealdermanden fået en brat død. Enten er han druknet eller er blevet myrdet og smidt i havet.

Skelettet lå indkapslet i blåler, og en stor klump ler blev optaget og taget med til museet. En mængde blåmuslinger sad fast i leret. Man fandt også et fåreben, som må have ligget i mandens madpose, samt en del værktøj bl.a. to benprene, en spydspids af bronze, en mejsel og en syl af bronze med bevaret træskaft. Sidstnævnte redskab har måske været brugt til tatovering. Bronzealderens svenskere smykkede sig med tatoveringer, fortæller docent Holmqvist. Mandens fyrtøj - en stump svovlkis og en flintesten - blev også fundet. Også en hvæssesten tilhører samlingen.

- Kraniets ansigtsparti er knust, men kalotten er hel, og den er nok så interessant - en høj kortskalle med lav pande. Tilmed er hjernen bevaret, ganske vist indskrumpet, men umiskendelig mandens hjerne, siger docenten.

At skelettet er så velbevaret må formodes at være blålerets fortjeneste. Findestedet opgives at have ligget 15-20 m under havoverfladen, da bronzealdermanden døde, og der var som nævnt tale om en brat død. Oldtidsfundet vil på et senere tidspunkt blive belyst i en videnskabelig afhandling.

Dagens Nyheter, 16. juni 1953

HISTORISKE DETEKTIVER AFSLØRER 3000 ÅR GAMMEL MORDGÅDE

Den formodede stenaldermand fra Granhammar gods i Västra Ryds sogn er i virkeligheden fra bronzealderen, har Historiska Museets eksperter fastslået. Engang for 3000 år siden befandt han sig ude på det, der dengang var Saltsjön og siden blev til Mälaren, og der blev han brutalt angrebet med en økse, hvorefter han sammen med sin hund styrtede i vandet og druknede.

Det var en kraftig mand med stærke muskler og en kort, høj hovedskal. Hvordan benene så ud, må være usagt, da man blot fandt kraniet, armene og større partier af kroppen, men ikke de nedre ekstremiteter. En fårebov havde han med i sin madpose. Det bedste, marvenen, havde han allerede sat til livs. I madposen havde der også været en mængde blåmuslinger. Med sig havde han desuden et par flintesten og et stykke svovlkis til at gøre ild med, en spids syl af bronze med træskaft samt et spyd med bronzespids.

Derude på vandet blev han som nævnt efter alt at dømme overfaldet og tildelt et kraftigt hug i hovedet, hvorved hans venstre øjenbrynsben blev hugget bort. Hans fjende har også tilføjet ham en mængde snitsår så dybe, at de tydeligt aftegner sig på kraniet.

Et helt billæs med blåler, knogler og værktøjsrester er blevet fragtet til Historiska Museet, hvor man nu er i gang med at rekonstruere det gamle drama. Endnu er man ikke helt færdig. Man venter stadig på resultatet af pollenundersøgelserne, og ført når de foreligger, kan regnskabet gøres endeligt op.

Lignende fund er ikke tidligere gjort i Sverige. I Danmark har man en række fund af oldtidsmennesker, men ingen af fundene er paralleller til Granhammarsmannen. Antikvar Wilhelm Holmqvist og fil. Lic. Bertil Almgren er godt tilfredse med, at de denne gang har fået mulighed for at udforske en gammel kriminalgåde.

Jættens tå og solhesten

Genopstandelse i påskemorgensolens lys

Der er meget mere interessant I ARKIVET!