© T. Klitgaard Fuur
Artikel nr. 60.
| Den gådefulde Tollundmand © T. Klitgaard Fuur Artikel nr. 60. |
| HIMILCOS REJSE MOD CORNWALL CA. 450
FVT. |
| Fønikernes kultur var
baseret på havet. Da de ikke
rådede over tilstrækkelig
dyrkbar jord, satsede de på
søhandelen og grundlagde en
række blomsternde kolonier
og handelspladser.
|
|
| Sådan kunne man indlede beretningen om den første af oldtidens kendte rejser mod
nord omtalt af den græske geograf Strabo (63 f. Kr.- 20 e. Kr.) i hans værk
"Geographika", digte sig ind i en senere arkæologisk bevist samhandel mellem Norden
og folkene fra Middelhavet.Vi ved, at der fra områder ved Limfjorden allerede i
stenalderen fandt samhandel sted med eksport af flint til såvel England som Tyskland. Så
langt nede som i Sydtyskland har man fundet flint hjemmehørende i Limfjordsområdet.Vi
ved også fra dysser og stenkredse, lige fra Malta og op langs Spanien og Frankrigs
vestkyst til England og Irland og videre op til Orkney og store dele af Skandinavien, at
der har været en vis kontinuitet mellem disse folk, en ensartethed ved gudedyrkelse,
begravelse, i deres brug af stenkredse til forudsigelse om årstiden, hvornår der var
midvinter, midsommer, hvornår man skulle høste, hvornår de døde kunne mødes med
guderne (læs for eksempel om det fantastiske anlæg Newgrange på Irland). Så samhandel mellem nord og syd kan føres årtusinder tilbage; vi har ikke været en lille isoleret enklave, os heroppe i nord, slet ikke. Mange har da også forsøgt, ligesom jeg i det ovenforstående, at give fortiden liv ved på en digterisk måde at beskrive det ukendte, forgangne, men ikke mange arkæologer tager det lægfolk og digtere skriver og har skrevet om vores fortid for gode vare; det ligger ligesom i ordene: Lægmand og digter. Der er da heller ingen, lige fra Øhlenschlæger over Grundtvig til Johannes V Jensen og videre frem til Ebbe Kløvedal Reich og Michael Larsen, der har påstået, at deres værker var andet og mere end digt og fiktion, tænkte situationer, men at jeg, i et nyligt udgivet seriøst og meget digert værk om jernalderen skal læse om Tollundmanden på Silkeborg Museum, at han er død ved hængning, senere skåret ned og af venlige mennesker fået sin udhængte, kvalte tunge skubbet ind i munden igen, de udstående, vidt åbne øjne lukket, ansigtet lagt i rolige folder, så det så ud, som lå han og sov, før de smed ham i mosen, er dog mere end nogen fantasifuld digter og lægmand nogensinde nogen steder har turdet vove at påstå. Manden, der har skrevet bogen, er da også arkæolog, professor og ikke kendt for at have skrevet fiktion om vores fortid. Hans arkæologiske viden vil jeg på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved, endsige turde betvivle, det ved jeg alt for lidt til, men at komme med en så uhyrlig og søgt påstand i et seriøst og dyrt, ja landskendt værk om vores fortid, er ikke en professor værdigt. Hans manglende omtale af cimbrerne fra Nordjylland og deres lange, 15årige togt sammen med teutonerne fra Thy og andre stammer rundt om i Europa for at finde nyt bosted og til sidst ende deres dage i to store slag mod romerne i Norditalien, kan jeg bære over med; her er der kun skrevne kilder og ikke fundet så meget som en knogle. I den slags situationer er en arkæolog, om jeg så må sige, ude på herrens mark, her skal fantasi og digt til, sammenfatning af myter, sprog, ritualer, historiske kilder, nedskrevet sladder og overtro, samt en veludviklet sans for det levende, sikkert en del mere end en saglig og videnskabelig arkæolog vil lægge navn til. Lad mig i den forbindelse nævne to, som for mig, på en redelig og meget overbevisende måde, har beskæftiget sig med emnet (udover de mange, der er blevet fascineret af cimbrertogtet og skrevet om det i romanform, den mest berømte vel nok Johannes V Jensen), nemlig: dr. phil. Gudmund Schütte i hans bog: "Hedenskab i Danmark" og Bibliotekar Jens Bråten i hans bog: "Kimbrerne". Begge meget læseværdige og med masser af litteraturhenvisninger. Men tilbage til Tollundmanden. Han blev fundet d, 8-5-1950 i Tollund Mose lidt vest for Silkeborg af tørvegravere, som først troede, det var et nylig mord, de stod overfor, så velbevaret var liget. Politiet blev tilkaldt og senere den nyudnævnte rigsantikvar P. V. Glob fra Nationalmuseet. Ikke siden 1898 havde man fundet noget lignende og mærkværdigvis kun en 4 - 5 kilometer derfra. Liget blev forsigtigt udgravet og blotlagt, og det blev fastslået, at det var et flere tusind år gammelt moselig, en mand, man havde med at gøre. På hovedet bar manden en "læderkyse" med hagerem, om halsen en flettet lædersnor, om livet et læderbælte. Ikke andet. Efter en nøje gennemfotografering af liget blev det ført til Nationalmuseet i København, hvor man af mangel på midler og på grund af utilstrækkelige konserveringsfaciliteter, valgte kun at konservere hovedet. For mig en skamplet på den daværende regerings manglende bevilling og interesse for vort lands historie. Hovedet har heldigvis i dag fået sin krop tilbage og udført så fornemt, at ingen kan fornemme, den er kunstigt lavet. |
| De danske moselig, som er
berømte viden om, kendes
især fra Jylland. Tollund,
hvor Tollundmanden blev
fundet, betyder måske Thors
lund. Tollund ligger nordvest
for Silkeborg. (foto ©: Jørn
Kjems)
|
|
| Som på P. V. Globs foto i hans bog "Mosefolket", ser man mandens hele krop, som da
han blev fundet: den brune læderagtige hud, føddernes næsten livagtige bevarelse, de
blotlagte knogler ved hænder og knæ og ved det øverste stykke af låret. Når man står
foran dette hoved, dette rolige, næsten sovende ansigt, forstår man, at her ligger ikke en
hængt, en kvalt, her er foregået noget andet. Ingen udspilede øjne, intet forvrænget
ansigt, ingen tunge ud af halsen, ingen brækket halshvirvel. Den mand er ikke død ved
hængning til trods for lædersnoren om halsen, den mand er gået roligt ind i døden. Ingen
kan modelere sådan et ansigt, heller ikke vores forfædre kunne, selvom de var dygtige
med deres hænder. Den påstand er uhyrlig og ikke en forsker værdig. At manden har
været hængt er uomtvisteligt, men først efter hans død. Både hos den romerske historiker Tacitus, som er fra det første århundrede og hos den 700 år senere Nordens apostel, Ansgar, bliver der omtalt, hvordan vores forfædre ofrede i hellige søer og moser, hængte lig op i hellige lunde og kun hanner, ni af hver slags. I ni dage ofrede man, dræbte og hængte op i træerne rundt om et mosehul eller en sø inde i skoven, en hedensk skik, som i en noget fortyndet form delvis er videreført helt op til vore dage i det pyntede juletræ. Så mit bud er, at Tollundmanden har været ofret, fået begge pulsårer skåret over, fået lov til at dø en rolig død og derefter hængt op i et af lundens hellige træer; derfor snoren om halsen. Jeg vil endda vove den påstand, at jeg kan fortælle, hvilken side han lå på de sidste sekunder, inden han døde, nemlig den side, hvor hans lårknogle er blottet. Som de fleste vil vide, slappes endetarmen, når man dør, afføringen løber ud af kroppen; i Tollundmandens tilfælde ned af venstre balle. Ved ophængningen i træet, og de dage han har måttet hænge der, er hans sårbrud ved knæ og arme samt afføringen på venstre balle blevet bearbejdet af fluer og maddiker, måske hakket i af fugle, krager og alliker, inden han blev sænket i mosen. Deraf hans blottede knogler. At han ved ofringen har været klædt som høvding, en betydelig mand, ses af hans "læderkyse" og rem om livet, og at vores forfædre har været stærkt knyttet til den keltiske kultur ses af samme. For hvorfor ellers Tollundmandens "læderkyse" på hovedet og rem om livet? Når kelterne gik i krig med risiko for at møde døden, bar de kun spyd og skjolde, ellers nøgne, indsmurt i hvid kalk fra isse til fod. Kamp og mod skulle vises, kunne ses bagefter i rødt blod. Kun høvdinge bar hjelme, havde rem om livet til det sjældne og kostbare sværd. "Læderkysen" har været båret som hovedbeskyttelse under hjelmen. Enhver, der har været soldat, ved, hvor frygtelig ondt det kan gøre at måtte bære hjelm uden "indmad". Helt umuligt. Så Tollundmanden har ikke været nogen almindelig kriger eller forbryder fanget og brugt til lejligheden. |
| Gundestrupkedlens
bundplade. Den store
sølvkedel, som vejer ca. 9
kg, blev fundet i 1891 i
Rævemosen ved Gundestrup
øst for Års. Udfra kedlens
billedeverden anses den for
at være keltisk. Blandt andet
tyren, som dominerer
bundpladen, er et typisk
keltisk symbol. Det vides
ikke, hvor kedlen er
fremstillet, men forskerne
mener, at den må være fra et
sted i Sydøsteuropa.
|
|
| At han heller ikke har været bonde eller slave, tyder hans forfinede ansigtstræk på. Der
er ikke noget groft og tungt over ham, noget arbejdsslidt. Han har aldrig været udsat for
hårdt, legemlig arbejde. Og for at føre det helt ud til kanten med fare for at komme med
en ligeså uhyrlig påstand som vor føromtalte professor, så tror jeg ikke engang, han er
fra vores nærområde. Hans krogede næse tyder på sydlandsk herkomst. Faktisk tror
jeg, han er føniker. Ja, nu griner professoren endelig, det høres tydeligt. Det er ham vel
undt, han trænger til det. DEN STORE REJSE NORDPÅ En forsommerdag år 450 f.v.t. netop omkring det tidspunkt, hvor Tollundmanden er blevet ofret, sendte fønikerne, et dygtigt handel og søfartsfolk med hjemsted i Karthargo, Nordafrika (i dag Tunis), en flåde mod nord ført af en af deres bedste admiraler, Himilco. At fønikerne nåede langt omkring, nogen påstår sågar til Sydamerika, vidner en af datidens nedskrevne beretninger om: 25 år efter Himilko sejlede en anden af fønikernes admiraler, Hanno, hele vejen rundt om Afrika og nedskrev, de to år rejsen varede, alt hvad han så og oplevede, og den beretning er bevaret. Men det er en helt anden historie. Himilco blev sendt mod nord for at finde en søvej til tinminerne i Cornwall (Sydvestengland), fordi man havde måttet afstå den vigtige havne- og handelsby Massalia (i dag Marseille) i Sydfrankrig til etruskerne og grækerne efter de voldsomme kampe på Sicilien og Sardinien om retten til handel i det nordlige Middelhav, og at man nu af den grund måtte betale i dyre domme for det livsvigtige tin. Fønikerne brugte tin til at glatte og stryge en af deres mest kostbare og efterspurgte handelsvarer, det dyrebare purpurklæde. Man havde store tinminer i kolonien Gades (Cadiz i Sydspanien), men slet ikke nok til at dække efterspørgslen. I Massalia havde de kunnet supplere deres minedrift i Gades med tin fragtet fra England ad de store Vesteuropæiske floder sålænge byen havde været deres, men nu, hvor den var gået tabt til grækerne var den mulighed udelukket, blevet alt for dyr. |
| Rekonstruktion af fønikisk krigsskib fra omkring 300 før vor tidsregning. |
|
| At Himilco virkelig nåede frem til både Cornwall og Danmarks kyster ved man fra en
anden, som 100 år senere gjorde ham turen efter, nemlig den evige konkurrent,
grækeren, i det her tilfælde i skikkelse af admiral Pythias fra Massalia, hvis rejse 700 år
senere blev nedskrevet og genfortalt af romeren Rufus Festus Avienus i skriftet: "Ora
Maritima", et skrift som på alle måder ville være et oplagt emne for oversættelse af en af
vore latinkyndige. ( Skriftet er udgivet på engelsk af forlaget: Ares Publishers, Inc,
Chicago, Illinois og er oversat fra latin af J. P. Murpby, S. J.). Og selvfølgelig kendte fønikerne til Nordstjernen, det stationære omdrejningspunkt i stjernebilledet "Lillebjørn", blot kaldte fønikerne stjernebilledet for "Sjakalen", da der ikke findes bjørne i Afrika. Jeg bilder mig ind, at et af Himilcos skibe er blevet sendt videre mod nord, mod Danmark for at tilhandle sig en ligeså kostbar og efterstræbt vare som det dyrebare purpurklæde, nemlig det gyldne rav, en vare, fønikerne ikke havde kunne få fat i siden tabet af Massalia, og som blev brugt i hele middelhavsområdet, ikke bare til smykker, men også bl.a. som lægemiddel, og at han her er strandet på en af vestkystens lumske revler, måske i den dengang åbne Ringkøbing fjord, hvorefter han er blevet overfaldet af de lokale, plyndret og røvet, fået sine folk slået ned og selv, som et værdifuldt trofæ, ført på vogn som fange til den store offerfest i Tollund. Det er i hvert fald, hvad jeg har fantaseret mig til i nedenforstående prosadigt: |
TOLLUND CA: 450 FVT. Fjerde gang var min af de ni mænd, |
| KIK I ARKIVET! | Der er sikkert én eller anden af de gamle artikler, som vil interessere dig. Så KIK I ARKIVET! |
 |
|
