© Rud Kjems

Artikel nr. 23.

Der er mange spændende oplevelser forbundet med at interessere sig for arkæologi. Det kan være i form af interessante artikler i tidsskrifter og bøger, - men de stærkeste oplevelser fås dog, når man står overfor den ægte vare, - nemlig de arkæologiske vidnesbyrd om fortiden. Jeg har selv fornemmet historiens vingesus ved mødet med f.eks. Stonehenge, Pompeji og Cheops-pyramiden. Alligevel knytter min største arkæologiske oplevelse sig til en forblæst mark ved Kobberup syd for Skive.

I årene 1965-67 aftjente jeg min værnepligt som militærnægter, - dels i Kompedal Lejren og dels som medarbejder på Viborg Stiftsmuseum. På museet var jeg en stor del af tiden involveret i arkæologiske udgravninger, hvilket passede mig fortrinligt, da jeg allerede gennem en del år havde været meget optaget af arkæologien. Efter en kort oplæringsperiode kom jeg til at deltage i mange prøvegravninger sammen med bl.a. assistent Karl Johan Rubæk, der i øvrigt også i sin tid var kommet til museet som militærnægter. De fleste af disse prøvegravninger fandt sted på Skive-egnen.

Den 10. november 1966 var Rubæk og jeg på vej til Helstrupgård ved Kobberup. Her var gårdens ejer, Niels Jensen, tre dage tidligere med sin plov stødt på en stor sten i de udpløjede rester af en gravhøj. Han havde heldigvis straks underrettet museet. Da vi på gårdspladsen steg ud af den lune bil, mærkede vi den kolde novembervind i ansigterne, men vi var godt klædt på og interesserede i at komme ned i marken og se stenen og den overpløjede høj. Højen hævede sig kun svagt over terrænet, og i dens beskedne top sås tydeligt et hjørne af den store sten. Der var friske ridser i stenen, hvor ploven havde ramt den. Vi tog straks fat med hver sin skovl og fik hurtigt frilagt stenens overflade. Stenen var godt en meter lang på den længste led. Vest-nord-vest for stenen fandt vi flere store sten - pænt på række. Uden at sige noget højt til hinanden, var vi nu begge overbevist om, at stenene sandsynligvis var overliggere til en grav fra oldtiden. Der kom ekstra næring til fantasien, da rækken af nogenlunde lige store sten afsluttedes af en kæmpestor sten, der målte omkring to gange to meter. Kunne der gemme sig et urørt gravkammer under denne kæmpe?

I en periode var jeg sammen med museumsassistent Karl Johan Rubæk beskæftiget med prøvegravninger og småudgravninger på Skive- og Viborgegnen. Her er vi fotograferet under udgravningen af to bronzealdergrave i Grynnerup i Salling. Rubæk peger og forklarer lodsejeren om fundet. Jeg står yderst til højre.

På dette tidspunkt var vi sikre på, at vi var stødt på en oldtidsgrav bestående af en gang og et kammer - måske en lille jættestue fra yngre stenalder. Skovlene var for længst lagt bort og erstattet af graveskeer og børster, og i løbet af dagen fik vi frilagt hele anlæggets overflade. Anlæggets længde var - målt på overfladen - ca. 4,50 meter med kammeret mod VNV og gangen mod ØSØ. Vi bemærkede, at der mellem overliggerne var et smukt dække af mindre sten i mange forskellige størrelser. Det var tydeligt, at bygherrerne havde vidst, hvad de foretog sig, og at de havde haft det rette håndelag.

Hvad der gemte sig under dækstenene, fandt vi hurtigt ud af. Der var nemlig skredet lidt jord ned på det sted, hvor gangen begyndte, og vi kunne konstatere, at der var et hulrum under den første dæksten. Hullet blev gjort større, og vi kunne i dagslyset se, at jordoverfladen skrånede jævnt ned mod gravanlæggets bund. Vi var nu helt på det rene med, at vi havde afdækket et særdeles sjældent oldtidsminde - nemlig et jordfrit gravkammer. Et sådant var vist nok sidst fundet herhjemme i 1890. I de 34 år, der er gået siden fundet af Kobberup-graven, er der ikke fundet jordfri gravkamre. Der er således noget, der tyder på, at det kun sker én gang i hvert århundrede.

I stor hast blev der fremskaffet en stump stearinlys, og så vidt jeg husker, var jeg den første, der liggende på maven foran indgangen fik fornøjelsen af at opleve gravkammerets indre. Jeg stak hovedet ned i mørket og fik efterhånden ved lysets hjælp dannet mig et overblik over graven og dens indhold. Bortset fra jorden, der var skredet ind ved indgangen, var graven helt jordfri. Længst inde, hvor graven blev bredere, lå resterne af en begravelse, der blev foretaget for omkring 4.500 år siden. Der var tydelige rester af en trækistes tværplanker, og forrest i begravelsesområdet stod en genstand, som jeg antog for at være et mindre lerkar. Det viste sig senere at være et kar af bark. Men det, som mest sprang i øjnene, var et gulligt-hvidt, svampet materiale, der lige som groede op fra begravelsesområdet. Jeg havde forventet at finde en nærmest sort-hvid verden i stenkammeret og blev meget overrasket over den stærke gullig-hvide farve. Samme farvestrålende materiale er konstateret i nogle af de jordfrie grave, der blev fundet i forrige århundrede. Det er aldrig lykkedes at finde ud at, hvordan dette fænomen er opstået, og heller ikke fundet i Kobberup har hidtil kunnet løfte sløret.

Fotografiet er taget dagen efter åbningen af graven. I forgrunden ses jordmassen, der var skredet ind efter at den forseglende trædør var smuldret væk. Selve begravelsesområdet var helt jordfrit og dækket af et farvestrålende gullig-hvidt lag, hvis farvepragt det sort-hvide fotografi ikke yder retfærdighed.

Efter at Rubæk og jeg var kommet tilbage til nutiden, aftalte vi med Niels Jensen, at ingen - udover museets medarbejdere - foreløbig måtte høre om fundet. Vi ringede derefter til museet og fortalte om prøvegravningens heldige udfald, og snart efter dukkede nogle af stiftsmuseets medarbejdere op for at tage det spændende fund i øjesyn. Også de mente, at der højst sandsynligt var tale om en lille jættestue fra den tidligste jættestuetid. Næste dag lavede Rubæk og jeg en foreløbig tegning af stengravens overflade, og vi fik ligeledes taget en række fotografier. På museet blev det besluttet at give pressen adgang til udgravningsområdet på betingelse af, at der ikke blev bragt oplysninger om fundets beliggenhed. De fleste aviser benyttede udtrykket "et sted i Fjends", og heldigvis befandt stenkisten sig et godt stykke fra alfarvej, så selv de mest nysgerrige fik ikke noget ud af at køre rundt og lede.

MEDIERNE OG EKSPERTERNE TROPPER OP

Allerede den 12. november kunne Skive Folkeblad og Skive Venstreblad bringe udførlige reportager og billeder fra fundstedet. Og i de følgende dage var Kobberup-kisten omtalt i alle landets aviser - i mange tilfælde på forsiden. Også radio og TV dukkede op i Kobberup og lavede reportager om fundet. På dette tidspunkt var Rubæks og min rolle udspillet, og vi var i gang med nye prøvegravninger andre steder på Skive-egnen, men vi lagde i de kommende dage ofte vejen omkring Kobberup for at sikre os, at graven stadig var intakt. Der var trods alt en risiko for, at fanatiske samlere ville prøve at trænge ind i graven på jagt efter oldsager. Det ville have været skæbnesvangert for de skrøbelige træting i kammeret. Heldigvis fandt ingen gravrøvere frem til fundstedet.

Den 18. november var der - i sammenligning med de foregående dage - nærmest trængsel ved graven i Kobberup. Under ledelse af stiftsmuseets inspektør, Peter Seeberg, var en kreds af museumsfolk mødt op for at se det jordfri gravkammer. Tilstede var bl.a. museumsinspektørerne Oscar Marseen, Aalborg, Palle Friis, Hjørring, B.G. Stürup, Randers samt Poul Kjærum, Århus, - og derudover konservator Brorson Christensen, Nationalmuseet, samt museumsforstander Kaj Enna Jensen, Skive. Kikhullet ved indgangen blev nu gjort lidt større, så gæsterne mere mageligt kunne ligge og udforske gravkammeret i de medbragte stavlygters lys. Det var helt tydeligt, at synet af det jordfri kammer var en meget stor oplevelse for de tilstedeværende. Næsten enhver arkæolog drømmer om en dag at opleve et jordfrit oldtidskammer, og nu var drømmen gået i opfyldelse. Museumsinspektør Oscar Marseen sagde følgende om sine tanker og følelser i forbindelse med oplevelsen:

"Ingen nulevende dansk arkæolog har set noget tilsvarende, og jeg tvivler på, at nogen af os kommer ud for en så betagende oplevelse igen. I gamle beretninger har vi læst om nogen, der før århundredskiftet fik lov til at gå ind i sådan et urørt rum, og det har vist altid været alle museumsfolks drøm at være til stede i det historiske øjeblik, låget løftes over et velbevaret jordfrit kammer. Tænk, her gives man lejlighed til at se og beundre ting, som står, hvor de blev sat af et ligfølge for 4000 år siden. Inde i stenalderkisten bliver man revet med af samme følelse, som vil fange en, hvis man fik adgang til en af de ægyptiske pyramider. Her får vi endelig lejlighed til at se noget, vi aldrig har set før, og dette opvejer til fulde alle de sure timer, vi kan have, når vi gennem en menneskealder arbejder i marken. Fundet i Fjends har givet os den største løn, vi kan ønske os for et livs indsats." (Skive Folkeblad, 22/11 1966).

Rundt om gravresterne ses flere af de støttesten, som har holdt trækistens sidefjæle på plads. Det ene barkkar ses stående lidt til venstre for midten af billedet.

Museumsinspektør Poul Kjærum blev udset til at foretage udgravningen, og han gik i gang få dage efter museumsfolkenes besøg. Kjærum blev assisteret af Brorson Christensen, der på stedet foretog en konservering af de skrøbelige trægenstande. Vejret var stadig koldt og blæsende, og der blev derfor rejst et orangefarvet telt over stenkistens indgang. Teltet virkede som blikfang, og en-kelte nysgerrige fandt frem til stedet, men for det store flertal var fundstedets beliggenhed fortsat ukendt.

DEN VANSKELIGE UDGRAVNING

Der blev tale om en særdeles besværlig og fysisk krævende udgravning. Poul Kjærum havde inde i kisten ikke megen plads at bevæge sig rundt på. Gangen var snæver og lav. Længst inde i stenkisten videde graven sig noget ud og gav lidt bedre plads. Alligevel måtte Kjærum betjene sig af næsten akrobatiske bevægelser under sit arbejde med at fremdrage, tegne og fotografere fundet. Det gullig-hvide materiale frembød en yderligere vanskelighed. Det svampelignende lag måtte med stor forsigtighed fjernes, før udgravningen af de egentlige kulturrester kunne begynde.

Som belysningskilde benyttede Kjærum en gaslygte og en pandelampe. I umiddelbar nærhed af graven var der placeret en campingvogn. Her kunne Brorson Christensen arbejde med trætingene og Kjærum udføre det store skrive- og tegnearbejde, som også er forbundet med en arkæologisk udgravning. Efter godt tre ugers intenst arbejde med meget lange arbejdsdage var graven tømt, og udgravningen indstilledes indtil videre. I sensommeren året efter frilagdes stenkisten fuldstændigt, og området udenom kisten blev nøje undersøgt.

Kobberup-kisten viste sig at indeholde tre begravelser. Inderst i graven - under den store dæksten, hvor rummet vider sig ud til en slags kammer - har stået en trækiste lavet af fire sidefjæle. Kisten har været 1,30 meter lang og 1 meter bred. Af sidefjælene var intet bevaret, men det var dog let at fastlægge deres oprindelige placering på grund af en række støttesten anbragt mellem stenkammerets vægge og sidefjælene. Til gengæld var flere af kistens tværgående bundbrædder bevaret, og også fragmenter af kistelåget var til stede. I trækisten fandt Poul Kjærum enkeltgravsfolkets karakteristiske stridsøkse. Kobberup-kisten hører altså hjemme i enkeltgravskulturen, der er yngre end jæt-testuekulturen, hvor fællesbegravelser var "på mode". Forskerne har gennem en lang periode ment, at enkelt-gravskulturen kom til Danmark med et indvandrende - sydfra kommende - folk, hvis sæder og skikke snart bredte sig til den oprindelige befolkning. Mange forskere mener nu, at kulturen snarere er kommet hertil sydfra som et "modefænomen", der ret hurtigt har bredt sig fra det ene lille landsbysamfund til det andet.

Plantegning over kisten, som blev samlet inde i den smalle stenkrypt. Fragmenter af bundbrædderne ses midt i graven, og støttestenene røber de nu forsvundne sidefjæles placering. Her udfra kan trækistens ydre dimentioner omtrentligt ansættes til: lænde ca. 144 cm, bredde i nordenden godt 100 cm og bredde i sydenden godt 80 cm. © SKALK

Enkeltgravskulturens døde blev sædvanligvis begravet i simple kister under lave høje. I Nordjylland udviklede enkeltgravsfolket forskellige lokale gravformer - bl.a. store stenkister, som den i Kobberup må henføres til. Poul Kjærum har rigtigt gjort opmærksom på, at det jo egentlig ikke er helt korrekt at kalde Kobberup-graven en kiste, for den har jo snarere været en krypt. Det er endnu ikke lykkedes at finde spor efter trækister i andre nordjyske stenkister. Kjærum er af den opfattelse, at stenkisterne sandsynligvis alle skal opfattes som krypter. Fremtidige fund vil måske kunne afklare spørgsmålet.

Der blev fundet to bægre af bark i resterne af trækisten. Det ene ca. 15 cm højt, det andet lidt lavere. Der er aldrig tidligere fundet bevarede barkbægre i enkeltgravskulturens grave, så der var tale om store sjældenheder. I trækisten fandtes endvidere en arbejdsøkse af flint og den før omtalte stridsøkse, som i øvrigt kun er 11 cm lang. Endelig blev der fundet omkring 50 ravperler og tre ravhængesmykker.

Det var lidt overraskende at finde både økse og ravsmykker i samme grav, da de to fundtyper normalt kendetegner henholdsvis mands- og kvindegrave. Brugbare knoglespor var der ingen af, men det lykkedes Kjærum at lokalisere to adskilte områder, hvor der var rester af tandemalje. Der var med andre ord tale om en dobbeltgrav, og en mand og en kvinde havde således fundet deres sidste hvilested i trækisten. Her fandtes også spor af strå og dyrehud, og de døde har sandsynligvis været anbragt på et leje af strå, indsvøbt i dyrehuder, som det også senere var almindeligt i bronzealderens egekistegrave.

Som nævnt blev der kun fundet ubetydelige fragmenter af kistelåget, der måske kun har dækket den halvdel af trækisten, som befandt sig længst borte fra indgangen. I begravelsesområdet fandt Kjærum tillige resterne af et træfad, som oprindelig har haft en diameter på ca. 30 cm. Fadet har måske i sin tid været anbragt på kistelåget. Også her var der tale om en stor sjældenhed.

Kobberup-fundet gav endvidere det første vidnesbyrd om enkeltgravskulturens træskærerkunst i form af en lille knop med en diameter på 5 cm. Den blev fundet liggende på et stykke træ og har måske siddet på et låg.

Den tredje og sidst begravede fandtes i gangen, hvor liget var placeret direkte på stenkistens lergulv. Eneste gravgods var en flot stridsøkse. Alle tre begravelser har måske fundet sted indenfor samme generation, og der har uden tvivl været tale om personer, som rangerede højt i det lille samfund. Efter den sidste begravelse blev graven omhyggeligt lukket. Siden herskede gravfreden i årtusinder i stenkisten - indtil vi 1966 greb forstyrrende ind.

Barkkarrene er af en form, der også kendes fra bronzealderens egekistegrave. Også fadets form er kendt. Enkeltgravsfolket havde sådanne fade af ler, men det er første gang, typen træffes i træ. © Skalk

Det er yderst sjældent, at man finder træting bevaret i grave fra stenalderen. Når trægenstandene i Kobberup-kisten til dels har overlevet, hænger det sammen med, at der gennem tiderne har været meget tørt i graven. Det skyldes dels den omhu, hvormed stenkisten var bygget, og dels karakteren af den overliggende høj. Det kunne nemlig konstateres, at der gennem årene var foregået aldannelser i højen og den omliggende mark. Graven har således bogstavelig talt været beskyttet af et næsten hermetisk lukket skjold. Undersøgelserne viste endvidere, at højen over gravki-sten oprindelig har været af ret anseelig størrelse. Indgangen til graven har ligget lidt tilbagetrukket i forhold til højfoden, hvorved en lille forgård er blevet konstrueret. Poul Kjærum fandt her rester af en plankevæg, der har skullet hindre højfylden i at skride ned i forgården og blokere indgangen. Indgangen, som var forsynet med tærskelsten, har efter alt at dømme i sin tid været lukket med en trædør.

For den moderne arkæologi var det spændende og givtigt endelig at blive præsenteret for en jordfri stenaldergrav - tilmed en grav med bevaret træ. Træet gjorde det muligt at få foretaget den første kulstof-14 datering af en stenkiste fra enkeltgravskulturen. I forbindelse med dateringen blev der brugt trækul fundet i et lag flintral, der var udstrøet på gravbunden under trækisten. Trækullet var rester af 1-2 årige hasselgrene. Kulstof-14 prøven, der er korrigeret ved dendrokronologi, daterede fundet til år 2460 f.Kr. Men der er ved denne metode en vis usikkerhed, og det eksakte årstal befinder sig efter al sandsynlighed indenfor et område på ca. 100 år før eller efter år 2460 f.Kr. Det lange spand af år taget i betragtning, må det siges at være om ikke et skud i plet, så dog tæt på - og naturligvis af stor værdi for arkæologerne.

Rekonstruktionen af dobbeltkisten er ret sikker med hensyn til bunden og sidefjælene. Mere usikkerhed er der omkring dækbrædderne. Kjærum fandt spor, som tyder på, at de kun har dækket den inderste halvdel af trækisten. En lidt ejendommelig konstruktion! © Skalk

KILDER

• Diverse avisartikler fra årene 1966-69.
• Skalk, nr 6, 1966.
• Skalk, nr.1, 1967.
• Egne notater.

En tak til Poul Kjærum, der dels har hjulpet mig med at fremskaffe resultatet af kulstof-14 prøven, og dels har givet mig svar på forskellige spørgsmål. Ligeledes tak til John Simonsen, Skive Museum, for hjælp undervejs.

Artiklen har oprindelig været bragt i "Skiveegnens jul, 1991"

Bevarede oldtidsminder bør i princippet forblive, hvor de er fundet. Med Kobberup-kisten blev der gjort en undtagelse. Dens placering var meget generende for Niels Jensens markarbejde og lå så langt fra alfarvej, at kun få ville kunne finde frem til den. Kisten blev derfor fjernet fra marken ved Helstrupgård og genopbygget ved Moesgård Museum udenfor Århus. Genopbygningen foregik med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke, og 24 unge fra 13 lande var involveret i arbejdet, som blev udført i sommeren 1969. Nu kan tusindvis af turister hvert år opleve Kobberup-kisten, der har fået en fornem placering i Museumsparken. Enkelte stopper op og studerer kisten omhyggeligt, - ja kravler måske endda ind i det kølige kammer. Men de fleste vandrer ret hurtigt forbi, og kun få er vist klar over, at de har passeret et af det foregående århundredes mest interessante fund fra Danmarks oldtid. Inde på selve museet er fundene fra graven udstillet, men de virker her så små og ubetydelige, - forsvinder næsten i mængden.

Selv her 34 år efter har jeg stadig oplevelsen fra Kobberup prentet på nethinden, og jeg husker fortsat tydeligt den "lugt af stenalder", der vældede op mod mig, da jeg første gang stak hovedet ned i det lille kikhul. Afslutningsvis vil jeg gentage Oscar Marseens ord om, at nogen af os næppe "kommer ud for en så betagende oplevelse igen". Og dog var jeg meget tæt på en gentagelse. I sommeren 1998 holdt jeg sommerferie på Orkney Øerne. En dag fortalte min husvært mig, at der netop var fundet en jordfri jættestue Desværre misforstod jeg ham og fik det indtryk, at fundet var gjort på én af de øer, som lå uden for min rejserute. Først ved hjemkomsten til Danmark fik jeg opklaret misforståelsen og blev klar over, at fundet var gjort ganske få kilometer fra mit pensionat på Orkney Øerne. Ak ja, det blev kun ved den ene gang. Interesserede kan læse mere om den nyopdagede jættestue i artiklen CRANTIT-JÆTTESTUEN PÅ ORKNEY ØERNE.