© Rud Kjems

Artikel nr. 55.

Da isen trak sig tilbage fra det, vi i dag kalder Danmark, ved slutningen af sidste istid, åbenbaredes et nøgent, jomfrueligt landskab overstrøet med større og mindre sten. Disse var mange årtusinder tidligere blevet vristet løs af de norske fjelde af istids-gletcherne, som førte dem med sig sydpå. Da mildere vinde satte ind, veg isen tilbage og lod stenene ligge tilbage. Vore forfædre i bondestenalderen fik vældig glæde af de største af stenene, da de på et tidspunkt gav sig i kast med at bygge megalitanlæg. Til gengæld har de uden tvivl været godt trætte af de utallige småsten, som vrimlede frem af jorden og generede agerdyrkningen. Lige siden har det været en af landbobørnenes sure pligter at samle sten i marken.

Det ovennævnte megalitbyggeri indledtes omkring 3500 f. Kr., og et par århundreder senere stod der rundt om i det daværende Danmark omkring 20.000 dysser og ca. 6.000 jættestuer. Landet var dengang meget tyndt befolket i forhold til i dag, så opførelsen af de mange anlæg er udtryk for en næsten manisk byggeaktivitet. I samtlige disse anlæg er der benyttet store, utilhuggede marksten. Fra mange jættestuer kendes såkaldte tvillingesten - to sten fremkommet ved flækningen af en større sten. Meget taler for, at jættestuebyggerne selv har produceret tvillingesten ved spaltning, selv om det dog ikke kan dokumenteres med sikre spor. Det kan i stedet være isen, som har spaltet stenene, eller vejrliget, hvor en gentagen skiften mellem tø og frost har gjort arbejdet.

Bearbejdning af marksten optræder først i Danmark i forbindelse med bygningen af middelalderkirkerne i 1100- og 1200-årene. Dette byggeri kan på flere måder sammenlignes med opførelsen af dysser og jættestuer. Samme rasende byggeaktivitet inspireret af såvel religiøse strømninger som mere menneskelige motiver. Fart var der over kirkebyggeriet, og i løbet af blot ca. 150 år rejstes der i Danmark omkring 2.000 stenkirker.

I 1500- og 1600-tallet var der på ny bud efter de store marksten i forbindelse med opførelsen af befæstningsanlæg og herregårde, og i 1800- og 1900-årene blev stenene efterspurgt til vejanlæg og jernbaner. Det var nu ved at knibe med at finde store sten nok, hvorfor man i vid udstrækning begyndte at plyndre de gamle megalitanlæg for sten. Tidligere havde disse i et vist omfang været beskyttet af almuens tro på trolde og andet uvæsen. Det hed sig, at den slags utyske holdt til i de gamle oldtidsanlæg, og at det kunne få de alvorligste konsekvenser, hvis man begyndte at nedbryde dem. Men overtroen mistede sit greb i folk, og mange af de gamle stengrave forvandledes til stenbrud.

Også på anden vis blev der i 1900-tallet brug for store sten - nemlig som mindesten. I perioden 1919-38 rejstes der landet over et stort antal genforeningssten, og efter befrielsen i 1945 blev der rejst sten til minde om de landsmænd, der på den ene eller manden måde satte livet til i kampen for et frit Danmark. I denne forbindelse er det dog genforeningsstenene, vi vil dvæle lidt ved.

"OG ALDRIG MISTER DEN SIT HAAB, DER BLIVER MINDET TRO"

Ovenstående står at læse på en af de godt 550 sten, som rejstes efter genforeningen. Med skam må det meldes, at også enkelte af de sten hidhørte fra oldtidsanlæg. Der blev rejst sten i næsten alle størrelser - fra beskedne sten på få hundrede kilo til kæmper på 20-30 tons. Allerede året før genforeningsdagen - 9. Juli 1920 - blev de første sten rejst, og den sidste rejstes først 19 år senere. Ovenstående oplysninger stammer fra bogen Genforeningsmindesmærkernes historie skrevet af Johannes Vejlager og udgivet i 1939. Vejlager beskriver i bogen samtlige genforeningsmindesmærker og bringer mange interessante, til tider muntre, oplysninger om, hvordan man rundt om greb tingene an. Der er f.eks. beretninger om, hvordan man bar sig ad med at transportere og rejse de store genforeningssten, og "apropos Stonehenge", som det hedder i artiklens overskrift, synes jeg, det kunne være spændende at kikke nærmere på, hvordan man i nyere tid har håndteret store sten. Her i min hjemkommune, Spøttrup, blev der rejst to genforeningssten - i Otting og Rødding. Vejlager bringer om begge disse genforeningssten en fyldig omtale, som nedenstående bringes i deres helhed:

Paa Hjemvejen fra et Efteraarsmøde i Roslev i 1919, hvor der var blevet talt om Sønderjylland og den forventede Genforening, foreslog Gaardejer Kristen Sveigaard, Otting, at Sognets Beboere i Fællesskab skulde rejse en Mindesten for denne Begivenhed, "der", som Kristen Sveigaard udtalte, "er Naade over Naade og en Lykke, som kommende Slægter vil misunde Os at opleve". Sveigaard foreslog tillige at rejse Stenen paa den gamle Gravhøj Jeghøj, der er Sognets og Sallings højeste Punkt, og paa hvis affladede Top, der er trigonometrisk Station. Højens Sider er træbevoksede, saa Stenen kunde komme til at staa i smukke Omgivelser.

Der viste sig at være Stemning for Tanken, som ved forskellige Lej-ligheder blev diskuteret og i Løbet af Vinteren tog mere og mere fast Form. Og da Kristen Sveigaard på et i Sognet afholdt Møde midt Februar 1920 meddelte, at han efter lejlighedsvis Søgen paa forskellige Steder i Salling havde fundet en passende Sten ude paa Sørevlen ved Gammelhede i Rødding Sogn, og at Ejeren, Kristen Mikkelsen, Gammelhedegaard, gerne vilde skænke Stenen samt være behjælpelig med Laan af Materiale til Udgravningen o.l., blev der samme Aften nedsat et 3 Mands Udvalg til at arbejde videre for Sagen med Kristen Sveigaard som Formand.

Efter den lagte Arbejdsplan var det Meningen, at Stenen skulde læsses paa en svær Slæde og føres den 2 km lange Vej fra Sørevlerne til Kommunevejen Syd for Gammelhede. Planen maatte imidlertid opgives, da der den Vinter ikke kom nævneværdigt med Sne, og først i Slutningen af Maj Maaned var Sørevlerne saa tørre, at der kunde være Tale om at hjemkøre Stenen paa en Blokvogn. Lørdag den 29. Maj drog en Arbejdsstyrke paa 15 Mand til Gammelhede for at faa Stenen gravet frem og læsset paa den fra Skive laante svære Blokvogn og om muligt hjemkørt i Løbet af Dagen. Men det skulde gaa helt anderledes. Thi da Stenen blev gravet ud, viste den sig at være langt større end beregnet, men tillige af en meget smuk og tiltalende Form, og det var øjen-synligt, at det fra Nymølle Trælasthandel lejede Tømmer var for spinkelt og utilstrækkeligt til Opklodsning og Underlag for den 12,000 kg tunge Sten, hvorfor et Læs sværere og længere Tømmer maatte hentes fra Nymølle. Arbejdsstaben blev imidlertid i Løbet af Dagen mere og mere betænkelig, da den ikke mente det muligt at flytte Kolossen, hvis Opklodsning yderligere besværliggjordes ved, at naar Strandgruset var gennemgravet, var Undergrunden saa blød, at næsten alt, hvad der skulde klodses paa, sank ned i Jorden og blev væk. Men Stenens Størrelse og smukke Form forøgede tillige Arbejdsmodet, saa det inden Aften var lykkedes at faa tre Bjælker lagt under hver Side af Kolossen.

Næste Dag, efter Førstegudstjenesten i Otting Kirke, afholdtes der Møde paa Kirkepladsen for nærmere at drøfte Sagen. Og da man fandt, at det kunde blive vanskeligt for det lille Annekssogn, Herredets mindste, at rejse Amtets største Genforeningssten, vedtoges det at forespørge i Hovedsognet Odens, om det vilde være med til Rejsningen af den store Mindesten. Odensbeboerne var villige, og Sognets daværende Præst, M. Kragh-Müller indtraadte i det nedsatte Udvalg.

Imidlertid var der kommen flere forskellige Forslag om Stedet, hvor Stenen skulde rejses, og den oprindeligt foreslaaede Plads, Jeghøj, blev vraget til Fordel for en mindre, trekantet Plads lige øst for Otting Kirke, som gratis blev skænket af Ejeren, Jakob Goul.

Onsdag Morgen den 2. Juni drog der saa atter en Arbejdsstyrke til Gammelhede, denne Gang 25 Mand fra begge Sogne, for at læsse Stenen paa Blokvognen; men det lykkedes først efter to Dages Slid. Af Hensyn til Grundlovsdag og Marked i Skive laa Arbejdet stille til Onsdag den 9., men saa begyndtes der ogsaa Kl. 5 om Morgenen, for nu skulde Stenen til Otting, koste hvad det skulde være!

saa gik det hele ,"badovs" i Staa.

"Hvad skal vi dog gøre ved dette her?"

"Lad ryge og rejse det hele Besvær!"

"Lad ligge den grimme, genstridige Klods!"

"Nej holdt! Vi vil byde hver Hindring Trods!"

Saa sled man og stred et Par Timers Tid

med stor Energi og med megen Flid.

Og Skrænten blev klaret. "Hurra, Hurra!

Saa kom vi dog heldigt og vel herfra!"

Men Vanskelighedernes store Trop

var ikke forbi, thi nu sprang en Strop,

og dernæst en Kætting, og saa et Træk,

og derpaa en Firhammel sagde "Knæk".

En af de minderigeste Dage i Odens-Ottings Historie var endt, og den store, fintkornede Granitsten ført fra Gammelhede til Otting for der at rejses som et "Vidne for Slægter, der kommer og gaar, om Glæden i Genforeningens Lykkeaar."

Efter en Del Oprydnings- og Paafyldningsarbejde paa den lille Tre-kant øst for Kirken, hvor Stenen skulde staa, støbte Ungdomsforeningens mandlige Medlemmer med fagkyndig Bistand et solidt Fundament, hvis synlige Del er af Udseende som en stenbelagt Jordhøj.

Mindestenens indskrift, der bestemtes af Udvalget, da en Del indkomne Forslag ikke kunde samle fuld Enighed, er paa Forsiden:

TIL MINDE OM

SØNDERJYLLANDS

GENFORENING

MED DANMARK 1920

Paa Bagsiden:

GAMMELHEDE SKÆNKEDE MIG,

ODDENSE-OTTING REJSTE MIG

En svær Skibskætting er fastgjort paa tilhugne Stenpiller som et Værn for Mindestenen ud imod Vejen. Skibskættingen er tillige med en Flagstang skænket af P. Riis, Frammerslev, og et Flag er skænket af Frk. Oline M. Nielsen, Otting. Genforeningsdagen 9. Juli 1920 blev Mindestenen afsløret under stor Tilslutning fra de to Sogne. Pastor Kragh-Müller talte og afslørede Stenen. Desuden talte Udvalgsformanden m. fl., og den af Lærer Ørnbøll, Otting, forfattede Sang blev sunget som Vekselsang. Otting Kirkeværge, der har overtaget Stenen, værner og vedligeholder Pladsen og Mindestenen.

Amtets først rejste og næststørste Genforeningssten er rejst paa et Bakkedrag Nordøst for Rødding By, paa Toppen af en gammel Kæmpehøj, hvorfra der er vid Udsigt over Egnen og over Limfjorden og Kaas Bredning til Mors. Mindestenen rejstes i September Maaned 1919 af Egnens Beboere, særlig Valgmenighedens Medlemmer, efter Tilskyndelse af Valgmenighedspræst J. Bjerre, Rødding. Den næsten 3 m høje, rødlige Granitsten, hvis Vægt er 11,500 kg, er hentet ved Nymølle Teglværk nede ved Limfjorden, hvor den for omkring 30 Aar siden blev gravet ud af Lerbakken ved Teglværket. 20 Mand arbejdede i to Dage for at faa den læsset paa en svær Blokvogn. Den tredie Dag forspændtes 8 Heste, og Stenen kørtes til Rødding By, hvor der yderligere forspændtes 4 Heste, og med Bistand af en Mængde Mennesker, der skød paa eller trak i lange Tov fastgjort i Blokvognen, kørtes Stenen ud over Marken mod Højen. Baade Heste og Mandskab sled, som gjaldt det Livet, og trods Vanskeligheder gik det fremad imod Højen; men til sidst sank Vognen i til Navet. Her sad den Natten over, men Dagen efter slæbtes Vognen frem paa Planker de resterende 200 m til Højens Fod. 20-30 mand sled i fire Dage og Aftener med at faa Stenen klodset op og rejst paa Højens Top.

Indskriften, som Valgmenighedspræst J. Bjerre har foreslaaet, er udført efter Tegning af Billedhugger Hansen-Jacobsen, Vejen.

MINDE

OM

SØNDERJYL LANDS

GENFORENING MED

DANMARK 1920

Og paa Stenens Fod med spinkel Skrift:

TIL DEN LYKKE MAN ALDRIG SAA MAGE,

SAA END LEVER DEN GAMLE AF DAGE

Paa Stenens Bagside:

NYMØLLE GAV STENEN

EGNENS BEBOERE SLÆBTE DEN HEROP

De to nederste Linjer paa Stenens Forside er Citat fra næstsidste Vers af Grundtvigs Sang: Fædreneland! Ved den bølgende Strand.

Først var der Festgudstjeneste i Rødding Kirke, som var fyldt til TrængseI. Herfra gik Deltagerne med Fane og Musik ud til Kæmpehøjen, hvor Genforeningsstenen stod blomstersmykket. Valgmenighedspræst J. Bjerre holdt Afsløringstalen, og Højtideligheden sluttede med flerstemmig Afsyngelse af Henrik Pontoppidans Genforeningssang: Det lyder som et Eventyr.

Ingen privat eller offentlig Myndighed har forpligtet sig til at vedligeholde Mindestenen; men der er tinglyst Deklaration paa Højen og Mindesmærket som offentlig Ejendom, og der regnes med, at Beboerne vil holde det i Hævd.

APROPOS STONEHENGE!

Stonehenge's bygherrer har jo desværre ikke efterladt sig skriftlige vidnesbyrd om, hvordan de bar sig ad med at håndtere de store sten, men beretningerne fra Otting og Rødding fortæller deres tydelige sprog om, at man ikke sådan uden videre flytter rundt med tonstunge sten. De to genforeningssten vejer henholdsvis 12 og 11,5 tons. Til sammenligning vejer de stående sten i Stonehenge's sarsenkreds 26 ton hver især, og dem har der været 30 af. Sarsenkonstruktionerne bestod oprindelig af i alt 75 sten, hvoraf de tungeste vejede 45 ton og de letteste godt 6 ton. Det var en betydelig lettere opgave, folkene fra Otting og Rødding var sat på. De skulle hver især transportere en sten henholdsvis ca. 11 og ca. 4,5 km, hvor bønderne, der byggede Stonehenge, hentede stenene over 33 km borte. Endelig havde folkene fra Otting og Rødding både blokvogn og hestespand til rådighed, hvilket ikke var tilfældet på De Britiske Øer i bondestenalderen. Man havde godt nok okser, men de var uegnede til en sådan opgave, så transporten måtte klares ved hjælp af slæder trukket ved ren menneskekraft. Beretningerne om de to genforeningssten gør os ikke meget klogere på, hvordan arbejdet ved Stonehenge blev planlagt og udført, men de afslører utvetydigt, at transporten og opsætningen af de ca. 75 sarsensten har været en enestående præstation, som bør omfattes med den største respekt. Men det bør også noteres, at borgerne fra Odense-Otting og Rødding hver især kun transporterede en sten. De indvundne erfaringen ville have gjort det betydeligt lettere at klare sten nr. 2. Øvelse gør mester.

I artiklen EXTERNSTEINE, som blev bragt i december sidste år, beskrev jeg, hvordan nazi-forskere ved at manipulere med kendsgerningerne søgte at bevise, at den gamle klippeformation engang havde været Storgermaniens betydeligste helligdom. Min vigtigste kilde til artiklen var den officielle guidebog, som jeg købte i billetkiosken ved Externsteine for et par år siden. Af guiden fremgår det, at de ældste menneskabte spor på klipperne kan dateres til slutningen af 1100-tallet.

Professor dr. W. Schlosser, Universität Bochum i Tyskland har imidlertid gjort mig opmærksom på, at en brandplet i én af Externsteines menneskeskabte grotter i 1990 blev dateret til forhistorisk tid. Dateringen (en såkaldt Thermolumineszenz-Datierung) blev foretaget af Max Planck Instituttet, der slog fast, at den svagt rødfarvede plet virkelig var en brandplet - fremkaldt af ildpåvirkning for 2000-3000 år siden. De menneskeskabte grotter må således være mindst lige så gamle. Dateringen rammer en pæl igennem den gængse teori: at grotterne blev hugget ud for 700-800 år siden med det formål at tjene som bolig for kristne eneboere. Nazi-forskerne fik altså i sidste ende ret med hensyn til Externsteines ælde, og måske vil fremtidige undersøgelser af området omkring klipperne kaste mere lys over den mystiske bjergformations historie.

Rud Kjems