Externsteine

© Rud Kjems

Artikel nr. 50.

Af den foregående artikel fremgik det, at Henirich Himmlers mentor, seeren Karl Maria Wiligut, havde formået at afdække germanernes historie 80.000 år tilbage i tiden, hvor hans egen slægt, Adler-Wiligoterne, var stærkt medvirkende til skabelsen af oldtidens Storgermanien. Ifølge Wiligut blev irminismen omkring 12.500 f.Kr. den fælles religion for hele det germanske område. Nogle tusinde år senere fik den konkurrence af wotanismen. Idyllen var brudt, og en lang, opslidende religionskrig hærgede Germanien. I 1200 f. Kr. lykkedes det wotanisterne at tilintetgøre irministernes vigtigste helligdom i Arual-Jöruvallas (det nuværende Goslar), men få år senere grundlagde de slagne irminister en ny helligdom, Externsteine, som er emnet for denne artikel. I serien om nazi-arkæologi har tidligere været bragt to artikler: URGERMANIEN - DRØM OG MARERIDT og NAZIFORSKNING MED OKKULTE UNDERTONER.

Selv på en tindrende sommerdag, hvor solen bager fra en skyfri himmel, er der noget dunkelt over den gamle bjergformation, Externsteine. De ældgamle, forrevne klipper appellerer stærkt til fantasien, og i de talrige revner og sprækker synes at dølge sig reminiscenser af en svunden tids glemte mysterier. Svage sjæle ville nok betænke sig på et natligt besøg her.

Externsteine, der består af fire stærkt forvitrede, naturlige klippesøjler stående tæt sammen på række, er beliggende i en dal i den sagnomspundne Teutoburger Wald i Westfahlen, Tyskland. Det var i Teutoburger Wald, at germanerhøvdingen Arminius i år 9 e.Kr. besejrede den romerske statholder, Varus, og udslettede tre romerske legioner. Nogle forskere hævder dog, at slaget stod et andet sted, men det står fast, at Arminius fik sat en stopper for romaniseringen af Germanien.

Externsteine er de stærkt hensmuldrende rester af en bjergkæde af sandsten, der dannedes for omkring 70 millioner år siden. Bjergkæden kan følges i skoven på begge sider af Externsteine som småklipper, der hist og her stikker op af jorden. De fire særprægede klippesøjler er naturens værk. Vind og vejr har bearbejdet bjergkæden og fjernet de blødere dele. Tilbage står de fire klippesøjler som gamle, knudrede tænder.

Det første, man bemærker ved klippe nr. 4, er en stor sten, som balancerer på toppen - tilsyneladende på nippet til at styrte ned. Det er nu ikke tilfældet, for stenen blev allerede i 1813 forankret til klippen med solide jernbeslag. På forsiden af klippen, højt til vejrs, er ophængt et våbenskjold fra omkring år 1600. Det sad oprindelig på et tårn, der i 1600-tallet blev opført mellem klippe nr. 1 og klippe nr. 2. Efter tårnets kollaps lå våbenskjoldet forladt på jorden i over hundrede år, før det i 1835 fik sin nuværende placering.

Det mest interessante ved klippe nr. 3 er de smukt udhuggede trappetrin, som fra foden af klippen fører helt op til toppen med en del sving undervejs. Toppen af klippen fremtræder som en noget ujævn platform fremkommet ved, at visse partier er borthugget. Langs den udhuggede trappe ses flere steder indskrifter mejslet ind i bjergvæggen. Én af dem fortæller på latin, at greven af Bentheim i år 1600 nød sin morgenmad her. Fra toppen fører en bro over til klippe nr. 2.

Klippe nr. 2 er den mest særprægede af klippesøjlerne - og den eneste, som har fået lov til at beholde sin naturlige top. De nedre partier rummer intet af interesse, men i den øverste del af klippen er der udhugget et usædvanligt rum kaldet Sazellum. Den eneste adgang hertil er den ovenfor omtalte bro. Sazellum er kun delvis forsynet med vægge og loft. I den nordøstlige ende er der udhugget en niche og et smalt stenbord, der tolkes som et alter. Bag altret, i nichens bagvæg, er udhugget et cirkelrundt vindue. Stilmæssigt er rummet lidt svært at definere. Arkitekturen er hverken romansk eller gotisk, men nok snarere en slags primitiv renæssancestil. De fleste anser Sazellum for at være et kristent kapel, mens andre opfatter rummet som et hedensk tempel fra oldtiden.

I et lille lavt klippefremspring på forsiden af klippe nr. 1 er udhugget en klippegrav af samme type som gravene i Middelhavsområdets katakomber. Graven består af en halvcirkelformet niche, hvis bund fremtræder som en stenplanke. Heri er udhugget en fordybning af form som et menneskeligt legeme. Sådanne grave blev lavet mange steder i Europa i den tidlige middelalder.

NAZISTERNES OG EXTERNSTEINE

I 1925 udkom bogen The Old Straight Track skrevet af briten Alfred Watkins. Heri præsenterede han sin originale teori om, at mange af oldtidens anlæg bevidst blev placeret på præcist udlagte, lige linjer, som kunne være op til 100 km lange. Han kaldte dem ley-linjer og antog, at systemet af linjer blev etableret i perioden 4000-2000 f.Kr. Arkæologerne stillede sig afvisende overfor teorien.

Fire år senere udkom i Tyskland bogen Germanische Heiligtümer. Forfatteren var Wilhelm Teudt, en aldrende evangelisk præst. Et af kapitlerne beskrev et i oldtiden anlagt netværk af lige linjer, som på kryds og tværs løb henover det tyske kerneland. Med andre ord et tysk modstykke til Watkins ley-linjer. Teudt kaldte dem for "Heilige Linien". Intet tyder i øvrigt på, at han kendte noget til englænderens linje-teori. Teudt mente, at linjerne oprindelig forbandt de germanske helligdomme og opstod som en slags knopskydning. Han forestillede sig, at germanerne på indviede samlingspladser dyrkede solen på særlige helligdage. Tidspunktet for helligdagene blev sammenkædet med solens opgang - set fra samlingspladsen - over karakteristiske landemærker, f.eks. en fjern bakketop. Med tiden blev sigtepunktet, den fjerne bakketop, også helliggjort og brugt som samlingsplads. Herfra blev et nyt landemærke udpeget og den hellige linie således forlænget. Efterhånden kom mange helligdomme til at ligge som perler på en snor. Teudt antog, at de vigtigste helligpladser havde ligget i Teutoburger Wald, og at Externsteine var den vigtigste af dem alle. De hellige linier havde også tjent et praktisk formål. Når fjender udefra truede den germanske idyl, kunne sendebud ved at følge linjerne hurtigt og sikkert nå ud til de fjerneste egne af riget, så en mobilisering af alle våbenføre mænd kunne ske i tide.

Teudt opfattede det ejendommelige rum, Sazellum, i klippe nr. 2 som et forhistorisk, astronomisk observatorium. Han - og andre før ham - havde konstateret, at den opgående sol ved sommersolhverv sendte sine stråler ind i Sazellum via det cirkelrunde vindue - dog i en vinkel, som afveg en del fra rummets længdeakse. Ligeledes havde han bemærket, at også månens stråler kunne passere derind - tilmed i en vinkel næsten identisk med rummets akse. Det skete, når månen havde sin mest nordlige opgang (det ydre månehverv), hvilket kun indtraf hvert 9. år. Hvorvidt disse sigtelinier til sol og måne bevidst er indarbejdet i rummets arkitektur, lader sig ikke afgøre, og Teudts tolkning af rummet som et observatorium må siges at være ret så fantasifuld.

SS-institutionen Ahnenerbe blev som beskrevet i den foregående artikel etableret i 1935 med det formål fremskaffe arkæologisk og historisk dokumentation, der kunne legitimere Tyskland ekspansionspolitik og de nazistiske racelove. Ahnenerbe førte Externsteine frem som et af nationens klenodier fra en svunden storhedstid, og i 1930'erne valfartede tyskerne i stort tal hertil for at dvæle ved den gamle helligdom. Især ved sommersolhverv, hvor solstrålerne tittede ind gennem det runde vindue i Sazellum, var der masser af besøgende.

I årene 1934 og 1935 gennemførte Ahnenerbe omfattende udgravninger ved Externsteine under ledelse af professor Andree-Münster, og opgaven var naturligvis at finde beviser for, at Externsteine virkelig havde været en helligdom i forhistorisk tid. Arkæologerne fandt bl.a. murrester af en bygning på området foran klippe nr. 1, lidt øst for relieffet, og på arealet umiddelbart foran relieffet fremdrog man flere skeletter. Ved samme lejlighed blev den kunstige sø, som var etableret i 1835, fjernet. Det lykkedes ikke arkæologerne at finde de stærkt eftertragtede beviser. De skuffende resultater af udgravningerne gik man stille med, og de genstande, som blev fundet ved undersøgelserne, samler i dag støv i Detmold Museums kælder. Efter 2. verdenskrig har der været offentliggjort meget lidt om Ahnenerbes arkæologiske aktiviteter. De seneste år har der dog i Tyskland været en voksende interesse for emnet, og lidt af sløret er blevet løftet. Forhåbentlig vil en ny generation af tyske forskere kikke nærmere på dette bizarre indslag i tysk åndshistorie.

Det nedslående udbytte af undersøgelserne tog dog ikke modet fra Teudt og Ahnenerbe, som barslede med planer om at genskabe "det forhistoriske Externsteine". Fra de skriftlige kilder vidste man, at Karl den Store i 772 e.Kr. - i sine bestræbelser på at tvangskristne de germanske hedninge - havde tilintetgjort et af germanernes religiøse klenodier - nemlig en Irminsul, et "verdenstræ" i stil med nordboernes Yggdrasil. Irminsuler i form store træstammer blev rejst på bakketoppe og tilbedt af germanerne. Det eksemplar, som Karl den Store ødelagde, betragtedes som et af de helligste og stod et sted i Westfalen - præcist hvor, røber kilderne ikke. Også Externsteine ligger Westfalen, og Teudt lagde hurtigt to og to sammen: den pågældende Irminsul havde stået på Externsteine - nærmere bestemt på toppen af klippe nr. 2. Derfor indgik der i planerne for genskabelsen af det forhistoriske Externsteine opsætningen af en Irminsul her. På de andre toppe skulle der opføres germanske bjælkehytter, hvis byggestil ifølge Teudt havde inspireret det klassiske græske tempelbyggeri. Verdenskrigen kuldkastede alle disse planer.

HVAD FORTÆLLER DE HISTORISKE KILDER OM EXTERNSTEINE?

Det fremgår utvetydigt af de skriftlige kilder, at Externsteine i en lang periode af middelalderen var tilholdssted for kristne eneboere, såkaldte eremitter, og på trods af alle Ahnenerbes pseudovidenskabelige krumspring, så peger alt i retning af, at grotterne blev udhugget med dette formål for øje, og at alle de øvrige menneskeskabte elementer kom til ved samme lejlighed eller senere. Intet tyder på, at menneskene i forhistorisk tid har interesseret sig særligt for de gamle klippesøjler.

I den tidligere generation af tyske historikere mente enkelte fremstående forskere, at selv om Externsteine ganske rigtigt havde huset eneboere i en lang periode, så var det oprindelige formål et andet - nemlig at skabe en miniudgave af den hellige stad Jerusalem. Klippegraven var således en kopi af Kristi grav, mens Sazellum symboliserede den Hellige Gravs Kirke osv. Etableringen af dette mini-Jerusalem var foregået i korstogstiden fra det 11.-13. århundrede, og formålet havde været, at folk, der ikke havde råd til en lang pilgrimsfærd til Jerusalem, kunne benytte Externsteine som en slags erstatning. Denne teori er nu forladt.

De første skriftlige vidnesbyrd om, at Extersteine blev brugt som eremittage, fremgår af dokumenter fra 1366 og 1367. Heri omtales stedet som reclusorium Egesterenstein (eremitagen ved Externsteine). I et senere dokument fra 1385 nævnes et capella reclusorii (eremitagens kapel). Det var sandsynligvis dette kapel, som Ahnenerbes arkæologer fandt spor af på arealet foran klippe nr. 1. Bygningen havde været orienteret præcist øst-vest, hvilket netop er kendetegnende for middelalderlige kapeller. I dokumentet fra 1385 omtales også et inclusoria ved Externsteine, som sikkert henviser til grotterne, hvor eneboerne boede. Det mærkelige Sazellum er ikke nævnt i de middelalderlige kilder. Historikerne tolker rummet som et kapel og mener, at det er kommet til i en senere fase af eremitagens historie. Externsteine har fungeret som eremitage i omkring 400 år, og skeletterne, som Ahnenerbe fandt i jorden foran pragtrelieffet, er uden tvivl de sidste rester af nogle af eneboerne. Fra kilderne kendes der kun navn på én, måske to af disse.

Som nævnt blev der i den største af grotterne fundet en delvis bevaret indskrift fra 1115 e.Kr. Den omtaler indvielsen af et alter og nævner, at Heinrico foretog indvielsen. Heinrico er efter alt at dømme identisk med den Heinrich, som i disse år var Paderborns biskop, og man antager, at det var biskop Heinrich, som etablerede eremitagen ved Externsteine. Det vides, at Heinrich havde måttet bryde et løfte om at tage på pilgrimsfærd til det hellige land, og oprettelsen af eremitagen var måske en slags bod for det brudte løfte. Det fromme eneboerliv i grotter startede i Mellemøsten og bredte sig herfra til Europa, hvor der mange andre steder end ved Externsteine blev oprettet eremittager i grotter. Af disse er Externsteine dog den mest fornemt udstyrede med klipperelieffet som sit ypperste element.

I slutningen af 1500-tallet omskabte greven af Lippe, som ejede Externsteine, de gamle klipper til et lille fort. Området foran klipperne blev indhegnet af en forsvarsmur forsynet med to bastioner. Der blev også etableret forsvarsværker på toppen af klipperne nr. 1 og 3, og det var muligvis ved den lejlighed, at nogle af platformene her blev lavet. Udviklingen betød dog, at det lille fort snart var forældet, og Externsteine blev nu benyttet som et forlystelsessted, hvor de vekslende grever af Lippe kunne beværte deres gæster på toppen af klipperne. Det vides, at grev Hermann Adolf lod opføre en pavillon i barok stil på en af terrasserne på klippe nr. 1. Ved hans død i 1666 sænkede forfaldet sig atter over Externsteine, som snart forvandledes til en afsidesliggende, romantisk ruin.

ET BESØG LØNNER SIG

Siden Goethes tid har Externsteine bevaret sin status som turistseværdighed. Da nazisterne i 1930'erne ophøjede stedet til et germansk klenodie, steg besøgstallene eksplosivt, men ebbede naturligt nok ud under krigen. Efter krigen blev guidebogen på ny skrevet om. Teudts teorier om hellige linjer mm. blev udeladt, og nazisternes interesse for Externsteine nævnes kun parentetisk. Stedet er igen kommet til ære og værdighed, og tusinder lægger hvert år vejen her forbi. Mange betragter fortsat Externsteine som et oldtidsanlæg, og de astronomiske teorier vedrørende Sazellum er stadig populære. Mange af vore tids alternative forskere er gået i Teudts fodspor, og der udvikles løbende nye teorier om de gamle stensøjler. For få år siden udkom bogen Das keltiche Nachrihtensystem skrevet af Gernot L. Geise. I bogen præsenterer Geise sin teori om, at oldtidsanlæggene på de gamle, hellige linjer var elementer af et stort, avanceret keltisk kommunikationssystem, hvor meddelelser omsat til lyssignaler kunne spredes - ja, med lysets hast - i hele det keltiske område. Denne teori er som nævnt blot en af mange.

Kommer man i nærheden af Teutoburger Wald, så bør man ikke snyde sig for et besøg ved Externsteine. Stedet er i sig selv interessant, men kender man også stedets historie, så får oplevelsen helt nye facetter.

LITTERATUR

Bartelt, F. (red.): Externsteine, Sightseeing in Lippe, nr. 2 (1975)

Rud Kjems