Reaktioner på artiklen: Trinderup - Danmarks største megalitanlæg

© Rud Kjems

Artikel nr. 27.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems. rudkjems@gmail.com 

Forh. statsskovrider Einar Laumann Jørgensen er én af arkæoastronomiens pionerer herhjemme. Han er især kendt for sin teori om, at de indhuggede riller i de såkaldte rillesten er sakrale og altså ikke har noget med stenkløvning at gøre. Trods store anstrengelser er det ikke lykkedes ham at vinde arkæologerne for sine idéer.

Læs eventuelt først artiklen TRINDERUP - DANMARKS STØRSTE MEGALITANLÆG

TRINDERUP-MONUMENTET ER EN LANGDYSSE

Arkæologen Palle Eriksen, hvis nye bog om dyssen Poskær Stenhus er omtalt andetsteds, har skrevet følgende kommentar:

Jeg har med stor fornøjelse læst din artikel om Trinderup. Og jeg kan ikke se noget sensationelt i anlægget. Vist er det muligvis lidt længere end Tastum-dyssen oppe ved Skive. Den sidste er dog mere imponerende, da den ligger vidt synligt, modsat dyssen i Trinderup Krat. At det er en langdysse I Trinderup Krat, synes jeg bekræftes af:

1) De to stenrækkers parallellitet og indbyrdes afstand.

2) De mange "dale" og "højninger" indeni anlægget er spor efter tidligere tiders stenplyndring. Ved særlig store huller, hvor der evt. stikker skudte sten op, kan der have været kamre.

3) Jeg har stor tillid til Norling-Christensens beskrivelse - han opfatter den som en langdysse - og er noget forundret overfor Vebæks nok så kategoriske udsagn. Jeg tror det skyldes Vebæks knappe erfaring med undersøgelser af megalitanlæg. Sten som fyld er ikke ualmindeligt i langdysser, og jeg kan her nævne Capeshøj, som jeg selv har undersøgt, og Gunderslevholm-dyssen.

4) Heldigvis har vi fra Lidegaards omtale af undersøgelsen en bemærkning om, at de fandt enorme mængder brændt flint. Netop brændt flint, der bliver hvid ved brændingen, optræder i så godt som alle megalitgrave, og er meget hyppigt strøet ud over gulvene. Tilsvarende kendes ikke (i hvert fald ikke i samme mængde) fra andre oldtidsperioder. Transformeringen af flint til brændt flint og dennes symbolik vil jeg ikke komme ind på her, men det er et meget spændende område, lige som ligbrændingen, som der dog ikke er vidnesbyrd om ved vore stengraves primære brug, men som er almindelig i f.eks. Irland. For øvrigt så jeg, da jeg var i Irland for et par år siden, moderne gravsteder, hvis overflade var nøje dækket af hvid kvarts (ikke flint!), jvf. også de store mængder af hvid kvarts ved Newgrange.

5) De mange sten udenfor randstenene kan være udskred. For øvrigt burde Vebæk nøje have undersøgt mellemrummene mellem nogle tætstillede randsten for at se, om der ikke helt nede ved bunden skulle være rester af tørmure. Det er ikke et must for en langdysse, men omvendt: findes der tørmure, så er det en dysse eller en jættestue.

HULLER I STENENE ER IKKE KLØVEHULLER

En gæst på hjemmesiden har gjort opmærksom på, at geologen, professor Arne Noe-Nyegaard, anså det for mest sandsynligt, at hullerne i de store sten i Trinderup-monumentet er kultiske og forhistoriske. Følgende citat er fra bogen "Stjerner, sten og stænger. Arkæoastroni i Danmark" (side 64-67) skrevet af E. Laumann Jørgensen:

Danmarks længste fortidsminde, den 186 meter lange stenrøse ,,Odins Hylle" i egekrattet ved Trinderup, kun 5 km fra vikingeborgen Fyrkat ved Hobro, har ført og fører en ganske ufortjent anonym tilværelse. I arkæologiske publikationer leder man forgæves efter monumentet eller også nævnes det helt perifert.

Forfatteren Mads Lidegaard fattede interesse for monumentet for en halv snes år siden og foretog en tidskrævende og brydsom opmåling, der viste, at man nok stod over for landets største hørg. Den korte afstand til vikingeborgen Fyrkat leder let tanken hen på, at borg og helligdom har hørt sammen.

At rede trådene ud omkring hørgen er kompliceret af, at man ved, at der inden for de seneste århundreder er fjernet umådelige mængder af sten fra monumentets indre. Det har faktisk tjent som et stenbrud. Og den ukontrollerede rovdrift på sten i alle størrelser har i dag efterladt monumentet i en så rodet tilstand, at det bare har fået lov til at ligge hen med ugræs, væltede træer, diverse rodkager, kvas m.m.

Mads Lidegaard fik formidlet en overfladisk fagarkæologisk undersøgelse i form af et antal søgegrøfter m.m. Da store sten ned gennem midten af hørgen, er forsynet med runde eller nærmere firkantede huller på stribe og i T-form, konkluderede man, at disse markeringer var kløvehuller fra tekniske kløvninger og kløvningsforsøg fra de seneste århundreder. Geologen, professor Arne Noe-Nyegaard, kunne ikke acceptere, at det var nyere kløvehuller, og i en artikel i Naturens Verden hefte nr.10 fra 1990 kommer han ind på, at markeringerne snarere var kultiske og forhistoriske, idet Lidegaards opmålinger viste, at adskillige af hulrækkerne pegede i samme retning; at kun midterstenene viste hulrækker, medens ingen af randstenene omkring hørgen bar indhuggede mærker. Kløvehuller var mærkerne i hvert fald ikke ifølge geologen.

Arne Noe-Nygaard fik aldrig færdiggjort sine undersøgelser af Odins Alter i Trinderup, inden han i 1991 afgik ved døden. Men Noe-Nygaards iagttagelser gør det naturligt, at monumentet vurderes ud fra dets indbyggede sigteretninger. Den meget lange akse ligger nøjagtig i azimut 90 grader, og en omhyggelig eftermåling af de T-formede markeringer i mange af midterstenene godtgør, at de lange akser alle peger på retningsvinklen 80 grader, medens de tværgående alle peger på ret syd. De 2 hulrækker står altså ikke vinkelret på hinanden, men danner en vinkel på 100 grader. Alene dette afliver myten om kløvehuller, idet intet forlæg til kvadersten eller andre emner ville bruge skæve kløveretninger i forhold til hinanden. Da T-formede huller og firkanter kan iagttages en del steder, både i Nordsjælland og især i Han Herred, har et fornyet eftersyn og nye opmålinger givet det interessante resultat, at vinklen mellem de 2 markeringer i Han Herred er ca. 102 grader ved Tinghede-stenen, Trustrupstenen syd for Fjerritslev og ved Gøttrupstenen, der er udtaget fra stengærdet ved nordvesthjørnet af Gøttrup kirkes tårn. Her er det tilmed lange og i siderne slebne riller, der ligger 102 grader i forhold til hinanden.

Noe-Nygaard havde en formodning om, at den lange hulrække, der for de 5 midterstens vedkommende, i Trinderup Krat, peger på azimut 80 grader, betegnede en sigteretning med tilknytning til en lysrække, der pegede mod solopgangen den 1. april. 1. april viser sig at være det tidspunkt, da ,,Våren åbner sig", - hvad navnet april hentyder til. 1. april var den spæde begyndelse på foråret, der en måned senere, den 1. maj eller Beltain, varslede, at nu var foråret en kendsgerning.

Foruden de oldtidsastronomiske kendsgerninger i de forannævnte hulle-sten, bidrager disse til endnu en gang at aflive myterne om, at de mange markeringer i sten, omtalt i denne bog, blot er tekniske kløveriller fra de seneste århundreder.

Lyst til mere spændende? Så KIK I ARKIVET!