© Rud Kjems

Artikel nr. 26.

En hed sensommerdag, midt på dagen, hvor varmen flimrede over asfalten, svingede jeg ind på gårdspladsen tilhørende en mindre landbrugsejendom i et af Jyllands udkantområder. Med mig i bilen var en god bekendt. Vi havde siden morgenstunden kørt rundt på egnen og kikket på oldtidsanlæg. På vores ønskeliste stod bl.a. en stenrække, som vi forgæves havde ledt efter. Vi besluttede derfor at spørge om vej, og vi holdt nu på den før omtalte gårdsplads. Her stod en stor og kraftig, midaldrende mand sammen med en ung medhjælper i færd med at reparere en landbrugsmaskine. Idet jeg stod ud af bilen, vendte den midaldrende sig om, tydeligvis irriteret over afbrydelsen. Han var godt opkogt i hovedet og sveden perlede på panden. Blikket i hans øjne tilkendegav utvetydigt, at han kun var indstillet på en meget kortvarig afbrydelse af reparationsarbejdet. Høfligt og venligt fortalte jeg om vores forgæves jagt på stenrækken, som måtte befinde sig lige i nærheden, og spurgte, om han kunne hjælpe. Svaret kom hurtigt og "med store bogstaver":

- Jeg skal sige dig én ting! Her på egnen kan vi ikke li' stenrækker. Vi synes de er dumme og helt uinteressante. Ja, - vi vil faktisk skide på dem, og allerhelst så vi, at de blev fjernet og tilintetgjort.

Hver sætning blev leveret klart og præcist, og for ligesom at understrege de enkelte ord og vendinger svingede han en stor svensknøgle lige foran næsen på mig. Lige i starten fik jeg den vildfarelse, at manden spøgte med mig, og at han snart ville slå over i et mere fredsommeligt toneleje. Men et blik på det rødmossede ansigt gjorde det klart, at jeg stod overfor en om ikke gal så i hvert fald meget vred mand. Lidt beklemt forsøgte jeg et diplomatisk tilbagetog, idet jeg dog fortsat håbede på, at manden ville levere de ønskede oplysninger:

- Ja, sådan er det jo, og det er da på en måde godt, at vi ikke alle har de samme interesser. Det ville være kedeligt. Men vi er altså interesseret i oldtidsanlæg og vil gerne se den stenrække, før vi sætter kursen hjemad igen.

Svingene foran min næse blev nu rappere, mere aggressive. Jeg fangede i dette øjeblik den unge medhjælpers blik, og han så ud til at være meget pinligt berørt ved situationen. Nu tog den rødblissede igen tråden op, i et hidsigere tonefald.

- Jeg siger det kun én gang til! Som jeg fortalte dig før, så har vi her på egnen ikke det mindste tilovers for stenrækker, men vi kan heller ikke li' folk, som stiller spørgsmål om dem. Vi synes, sådanne folk er dumme. Oldtidsminder - rend mig i røven!

Efter at have affyret den sidste sætning vendte han ophidset rundt og ilede over mod stuehuset. Jeg var ikke i tvivl om, at tidspunktet for en retræte nu var inde og begyndte at bevæge mig over mod bilen. Med et var den unge mand på siden af mig, og næsten hviskende fortalte han, hvordan vi kunne finde frem til stenrækken. Det var med nogen lettelse, vi igen var tilbage på landevejen, og få minutter senere havde vi uden besvær fundet genstanden for vor søgen.

Det er altså ikke alle, der falder i svime over en stenrække, og nogle ville såmænd uden skrupler være parate til at forvandle Jelling-runestenene til skærver. Jo, vi mennesker er forskellige, prioriterer forskelligt - og gudskelov for det. Men mon ikke det store flertal bliver nysgerrige og interesserede, når de støder på forfædrenes efterladenskaber? Jeg tror det. Mange føler sig i hvert fald tiltrukket af vidnesbyrdene om, at livet her på jorden kan forme sig anderledes, end vi selv oplever det. Måske ligger der i denne fascination et lille håb om, at tilværelsen kunne være rigere og mere meningsfuld. Og nogle opfatter oldtiden som en dyb brønd, hvor der på den dunkle bund kan gemme sig spændende overraskelser, som også har et budskab at bringe nutidens mennesker. Her gælder det om ikke at lade "mystikken" tage over. På bunden kan der udmærket befinde sig "budskaber", som kan berige os, men vi lader os snyde, hvis vi tror, at de rummer svar på tilværelsens gåder. Men lidt mystik skader ikke og fremmer blot nysgerrigheden, hvilket fremgår at et brev, jeg har modtaget af én af brugerne af min hjemmeside. I en beskrivelse af sin fascination af oldtidsanlæg skriver hun bl.a.:

"Det sted jeg nok har mest kild i maven over, er dog Odins hule i en skov i nærheden af Onsild (180 meter lang stensætning, jorden er stadig klistret og sort af bål efter bål). Meget mystisk sted i ordets egentlige forstand. Jeg vil ikke være der alene og på en fuldmåne-aften (- eller vil jeg?)."

Efter at have læst beskrivelsen var jeg ikke i tvivl om, at den nævnte Odins Hule er identisk med Trinderup-monumentet - Danmarks største megalitanlæg. Jeg havde på det tidspunkt ikke selv besøgt anlægget, men brevet inspirerede mig til et besøg, som fandt sted i sommeren 2000, og som en naturlig følge fik jeg lyst til at skrive denne artikel om monumentet. Men lad os først se, hvor vi finder Trinderup Krat.

På egnen har man selvfølgelig altid kendt til det store stenanlæg på bakken over ådalen. De første mange århundreder efter dets opførelse lå monumentet sikkert uantastet på sin ophøjede position, - beskyttet af sin status som helligsted. Senere, da enhver erindring om dets tidligere status og funktion for længst var blegnet bort og nye guder rådede over ådalen, begyndte folk på egnen at hente bygningssten her. Helligdommen blev til et stenbrud, nedbrydningen tog hurtigt fart, og i dag ligger anlægget hen ribbet for selv den mindste afglans af fordums storhed. Ødelæggelsen er så omfattende, at man måske aldrig vil finde ud, hvad der oprindelig har rejst sig her. Tilbage i Trinderup Krat ligger en omrodet, tilgroet tomt. En ydmyg rest af, hvad der var engang, men alligevel appellerende stærkt til den besøgendes nysgerrighed og fantasi.

Som sagt kendte man på egnen udmærket det forfaldne stenanlæg, men det var først i 1941, at en arkæolog besøgte monumentet og fik det registreret i Nationalmuseets sognebeskrivelse. Arkæologen var H. Norling Christensen, som dette år - udsendt af Nationalmuseet - berejste området for at kontrollere oldtidsanlæggenes tilstand. Norling Christensens beskrivelse af monumentet lyder i al sin korthed: "to parallelle stenrækker, hver ca. 150 m lange med en indbyrdes afstand af 5-6 m." Nationalmuseet fredlyste anlægget, men foretog sig ikke yderligere, og der skulle gå fire årtier, før en egentlig undersøgelse af anlægget fandt sted.

En sommerdag for en snes år siden forfulgte Hærvejs-eksperten Mads Lidegaard nogle gamle, udviskede vejspor i Trinderup Krat på nordsiden af Skals Ådalen. Mellem træer og buske stødte han på et stærkt ødelagt stenanlæg, som tydeligvis var af stor ælde. Han antog, at det drejede sig om et hidtil ukendt megalitanlæg og kontaktede arkæologen C.L. Vebæk, der var inspektør på Nationalmuseet. Vebæk slog efter i sognebeskrivelsen og blev klar over, at Lidegaard havde genopdaget det oldtidsanlæg, som Norling Christensen besøgte på sin berejsning af området i 1941. Lidegaards beskrivelse af monumentet må have pirret Vebæks nysgerrighed, for han foreslog, at de ved lejlighed sammen skulle besigtige det. Besigtigelsen fandt sted den 30. oktober 1981, og Vebæk vendte alene tilbage dagen efter for endnu engang at kikke på det gådefulde anlæg. Resultatet af besigtigelserne indberettede han til museet i en skrivelse dateret den 18. december 1981. Heri skrev han bl.a.:

"I fredningsbeskrivelsen hedder det kort: 'Høj, 2 parallelle stenrækker, hver ca. 150 m lange med indbyrdes afstand af 5-6 m.' Det drejer sig imidlertid om et endnu mere imponerende anlæg, beliggende dels i selve Trinderup Krat, dels i en 'skovtunge', der mod V skyder sig ud i en opdyrket ager. Anlægget består af 2 ca. 180 m lange rækker af store sten, med en afstand mellem stenrækkerne på 8-12 m. Idet jeg i øvrigt skal henvise til en af ML og hans søn Bo foretaget opmåling og plantegning af hele anlægget, skal her anføres, at det synes at dreje sig om 2 randstensrækker orienteret i Ø-V, hvoraf der i den nordlige side er bevaret 85-90 store sten, mere eller mindre opretstående og mere eller mindre kløvede, i den sydlige side 20-25 sten, hvoraf kun 8-9 sten danner et sammenhængende stykke. Inde mellem stenrækkerne findes spredt et større antal meget store sten, hvoraf mange med kløveriller. Hele anlægget fremtræder som et noget 'kuperet landskab' med flere 'dale' og flere 'højninger', og det hele er bevokset med noget, der kan betegnes som urskov.

Efter min opfattelse drejer det sig om et gigantisk, men stærkt ødelagt megalitanlæg, hvor der oprindelig har været 6-8 gravanlæg (stenkamre), alt sammen indrammet af de 2 ca. 180 m lange stenrækker. Men hele anlægget er for længst delvis ødelagt. Masser af sten er gravet op og forsvundet, andre ligger halvt opgravet og mere eller mindre kløvet, og atter andre har talrige kløvehuller. Disse kløveriller er alle ens. De enkelte riller (kløvehuller) er korte, firsidede, til dels noget afrundede, med længde og bredde på 5-7 cm og dybde på 6-7 cm. En enkelt sten har 10 sådanne riller i en række på tværs af stenen, en anden har ligeledes 10 riller, men på tværs af disse 10 findes yderligere en række med 5. Bortset fra nogle ganske få moderne sprængningshuller (cirkelrunde, smalle og dybe) findes der kun denne ene type 'riller' - som jeg altså kun kan betragte som resultatet af en mere eller mindre systematisk, og mere eller mindre heldig sprængning af sten på stedet. At dette må være sket for lang tid siden, tyder forholdene på, bl.a. er rillerne tæt bevokset med mos.

Som sagt er der formentlig tale om et megalitanlæg af hidtil ukendte dimensioner, men desværre næsten helt ødelagt, utvivlsomt for mange år siden (i middelalderen, i forbindelse med bygning af sognekirker eller herregårde?)."

Mads Lidegaard var selvfølgelig interesseret i, at monumentet blev arkæologisk undersøgt, og også C.L. Vebæk var nysgerrig efter at finde ud af, hvad slags anlæg, der var tale om. Han tvivlede dog på, at det stærkt ødelagte oldtidsminde ville kunne fravristes oplysninger af betydning, oplyste han Lidegaard i et brev. En begrænset undersøgelse kunne komme på tale den kommende sommer, og Lidegaard var velkommen til at deltage. Og sådan blev det. Undersøgelsen fandt sted i dagene 15.-17. juli, og Vebæk havde udover Lidegaard også assistance af dennes to sønner og tre af deres kammerater. Og Vebæk havde brug for hjælpen, for arbejdet blev vanskeligere end forventet. Resultatet af arbejdet nedfældede Vebæk i en udgravningsrapport dateret den 18. juli 1982. Her hedder det bl.a.:

"Som det vil fremgå af min rapport - og af de fotografier, der ledsager denne beretning - var det et uhyre vanskeligt arbejde i det stærkt ødelagte monument, der for størstedelen er dækket af veritabel urskov. Undersøgelsen blev koncentreret om gravning af et stort tværsnit på et af de få steder, hvor der er bevaret randsten i begge sider, og hertil gravning af mindre søgegrøfter og afdækning af og gravning omkring flere af de større sten, der ligger spredt i anlægget.

Kort at berette kunne det fastslås, at der ikke fandtes nogen som helst sikre spor af bortgravede eller delvis forstyrrede stenkamre, men at den store tværgrøft (der blev ført til undergrunden, og foroven har en bredde af ca. 1 m, forneden af ca. 0,5 m) viste, at der er tale om en kompakt stenrøse, gennemgående ca. 1 m tyk (høj), spændende fra 0,7 til 1,2 m, der har udfyldt mellemrummet mellem de tæt sammenstillede ca. 180 m lange rækker af randsten i syd- og nordsiden. Dertil kommer, at der uden for randstenene, såvel mod N som mod S, kunne følges rester af stenpakning indtil 3,80 m nord for randstenene og 2,40 m syd for den sydlige randstensrække. Stenpakningen mellem randstenene (røsen) består af hovedstore og noget mindre sten, hvortil kommer et større antal meget store sten, spredt i anlægget. Nu er anlægget - som anført - utrolig ødelagt; det er forgravet til ukendelighed, talrige større sten er sprængt og ligger som fragmenter rundt om; i mange af disse sten findes kløvehuller, næsten alle ens, korte, firsidede, tildels noget rundede, med længde og bredde på 5-7 cm og dybde 6-7 cm. Endelig er et stort antal randsten helt fjernet, såvel i den nordlige som den sydlige række.

Som allerede anført i min citerede rapport fra 1981, må monumentet tænkes ødelagt for mange år siden, måske i middelalderen, og stenene herfra kan tænkes indgået i byggeri af kirker, herregårde og anvendt andre steder, hvor man har haft brug for store bygningssten."

Vebæk anfører endvidere i rapporten, at anlægget er så molestreret, at en reetablering vil være utænkelig, men at det på den anden side er vigtigt at fredningen fastholdes, da monumentet "må betragtes som enestående". Som det er fremgået, fastslår Vebæk i rapporten, at der ikke kan være tale om et megalitanlæg. Men der er tale om et megalitanlæg. Tidligere brugte man imidlertid kun betegnelsen megalitanlæg om storstensgrave, dvs. gravkamre, dysser og jættestuer fra yngre stenalder. I dag bruges betegnelsen - i overensstemmelse med brugen i udlandet - om alle oldtidsanlæg, hvori der indgår store sten (megalit = stor sten).

Mads Lidegaard har selv beskrevet Trinderup-anlægget i sin bog "Hærvejen i Himmerland". Beskrivelsen afviger på et par punkter fra Vebæks. Ifølge Lidegaard har anlægget dimensionerne 187 m/14 m, mens Vebæk anfører 180 m/8-12 m. Derudover skriver Lidegaard, at anlægget rummer enorme mængder brændt, knust flint, hvilket ikke nævnes i Vebæks udgravningsrapport. Og med hensyn til rillerne i mange af stenene, så er Lidegaard ikke overbevist om, at der er tale om kløvehuller. Han gør opmærksom på, at hullerne i de sten, der tilsyneladende ligger på deres oprindelige plads, "med én grads afvigelse peger i samme retning, ØNØ, omtrent hvor solen står op en morgen i den spæde vår." Jeg har ikke ved et besøg på stedet kunnet registrere en sådan ensartethed i hullernes orientering, og efter min mening har hullerne intet med astronomi eller kultiske aktiviteter at gøre. Det er kløvehuller - en lille hilsen fra de vandaler, som i sin tid ødelagde det storslåede anlæg. Det bekræftes også af, at der i tomten findes en del sten, som faktisk er kløvet. Men måske er der alligevel astronomi indblandet. Det er nemlig slående, at anlæggets med højst én grads unøjagtighed er orienteret præcist øst-vest.

"Hele anlægget er placeret yderst på højlandet langs randen, lige før det falder ned mod ådalen i syd, og hvis ikke skoven tog udsigten, ville man herfra kunne se ned over hele den vældige dal og bakkerne på sydsiden. I lokal overlevering hedder stedet 'Odins Alter' eller i en indberetning fra 1600-tallet 'Odins Hylle', som betyder det samme. Svend Aggesen kalder broen, hvor slaget med Erik Emmune stod for Odins-hylle-bro. Og meget taler da for, at broen har fået navn efter det store kultsted, det navn, som siden blev til Onsild og måske har givet navn til landsbyerne Nr. og Sdr. Onsild.

Men anlægget ligger som nævnt klods op ad en stor gammel vejføring. Dybe og lange og tilsyneladende meget gamle hulveje kryber fra dalen op på begge sider af anlægget og går mod øst og vest. Helt nede i dalen ligger en gruppe gravhøje lige i sporene. Det peger alt sammen imod en urgammel overgang lige neden for monumentet, og det er formentlig denne overgang, der først tog navn efter det. Da Onsild bro senere i middelalderen blev bygget et par kilometer længere mod øst, flyttede navnet så med.

Hvis det er rigtigt, og hvis hele denne rute virkelig, som alt tyder på, er den oprindelige hovedvej op gennem Jylland, har man anbragt helligdommen lige hvor denne vej krydser en anden stor gammel vej fra Mariager Fjord mod vest - og i øvrigt også den hovedfærdselsåre, som en stor å altid var i gamle dage."

FINDES DER SVAR PÅ SPØRGSMÅLENE?

Jeg omtalte i indledningen Trinderup-monumentet som Danmarks største megalitanlæg. Danmarks længste langdysse, Kardyb lidt syd for Skive, er 185 m lang. På trods af, at den i dag er berøvet sine gravkamre og en hel del af randstenene, er langdyssen stadig et imponerende oldtidsminde. Sine imponerende dimensioner til trods, så "slår" Kardyb-langdyssen ikke Trinderup-anlægget, for sidstnævnte har, som det er fremgået af Vebæks beskrivelse, rummet langt større mængder sten. Vebæk er mest tilbøjelig til at henføre anlægget til bronzealder eller jernalder, men nogle arkæologer tolker anlægget som en langdysse og altså tilhørende stenalderen. Det undrer mig, for så vidt jeg er orienteret, er der ikke andre steder i landet fundet langdysser opbygget som røser, og de danske røser henføres normalt til dolktid, bronzealder eller jernalder - altså langt senere perioder end dyssetid. Man skal selvfølgelig ikke forsværge, at Trinderup-folkene har fået den originale idé at lave et dysse-anlæg, hvor langhøjen var opbygget af sten. Selv er jeg mest stemt for - uden at have noget særligt at have det i - at opfatte Trinderup-røsen som et gravanlæg fra bronzealderen. Hvis det ikke er et grav-anlæg, må der være tale om en slags tempel. Under alle omstændigheder har Trinderup-monumentet været en byggeopgave, som har oversteget en enkelt stammes formåen, og man må formode, at det som helligsted har haft betydning i et større geografisk område. Og det er vel ikke usandsynligt, at det har været kendt i det meste af Jylland.

Anvendte kilder:

· Lidegaard, Mads: "Trinderup-monumentet" (i bogen "Hærvejen i Himmerland")

· Vebæk, C.L.: Indberetning til Nationalmuseet (18/12 1981)

· Vebæk, C.L.: Brev til Mads Lidegaard (18/1 1982)

· Vebæk, C.L.: Udgravningsrapport til Nationalmuseet (18/7 1984)

· Uddrag af sognebeskrivelsen (SB 61 - Hvornum sogn, Onsild herred, Randers amt)

Masser af spændende artikler: KIK I ARKIVET!