Urgermanien - drøm og mareridt

© Rud Kjems

Artikel nr. 48.

BLUT-UND-BODEN

Som det vil være de fleste bekendt, var den nazistiske ideologi gennemsyret af forestillingen om et Storgermanien, hvor der kun var plads til mennesker med rent germansk blod rullende i årerne. Desværre blev det ikke ved drømmen. Tyskland prøvede at realisere den og kastede sig ud i omfattende erobringer og tog fat på en målrettet tilintetgørelse af "mindreværdige" folkegrupper såvel i hjemlandet som i de erobrede områder. Hermed var de første skridt taget mod virkeliggørelsen af et Storgermanien renset for uønsket blod. Det var sket på bekostning af millioner af uskyldige menneskers liv, men det var ikke foregået i en blodrus. Med køligt overblik, rationelt og effektivt, blev udryddelsen sat i system - massemord blev en velfungerende industri. Ofrenes navne opførtes omhyggeligt på lange lister, henrettelsesmetoderne forfinedes, produktionen sattes i vejret osv. Tanken om de ufattelige lidelser, som herved blev påført millioner af uskyldige, slår en med forfærdelse, og det er næsten ubærligt at tænke på, at disse utallige, bestialske overgreb fandt sted på baggrund af nøgternt udarbejdede målsætninger og handlingsplaner.

Det kan synes helt uforståeligt, at et flertal af tyskerne tog de nazistiske drømme til sig og langt hen ad vejen accepterede de uhyrlige overgreb, som fulgte i drømmenes kølvand. At det alligevel skete, må især tilskrives nazisternes uhyre effektive propagandamaskine, som uophørligt bombarderede det tyske folk. Propagandaen tog udgangspunkt i Tysklands ydmygende nederlag i 1. Verdenskrig og fremstillede tyskerne som et udvalgt folk, hvis historiske ret legimiterede overgreb på nabolande og udslettelse af visse folkegrupper for at sikre det germanske blod. Alle kneb toges i anvendelse. Videnskaben - eller rettere pseudovidenskaben - blev også inddraget. Mange videnskabsmænd kastede vrag på al videnskabelig etik og stillede sig til rådighed for naziregimet - nogle velvilligt, andre mere eller mindre presset til det. Næsten på bestilling fremlagde forskerne de ønskede resultater uden at tænke på de konsekvenser, bestillingsarbejderne kunne medføre. Tyske arvelighedsforskere skabte grundlaget for en række uhyrlige racelove, der kom til at koste millioner af jøder livet, og historikere og arkæologer konstruerede ud af det rene ingenting et forhistorisk Storgermanien, der fik den almindelige tysker til at acceptere Tysklands krav på lebensraum.

Nazisternes drøm om et Storgermanien havde rødder i pseudovidenskabelige forestillinger om et germansk storrige i oldtiden og næredes af den romerske historiker Tacitus' beskrivelse af germanerne i hans værk Germania fra 98 e.Kr. Heri roste Tacitus de germanske barbarer for deres uforfærdede kamp mod den romerske besættelsesmagt. Han skildrede dem som "ædle vilde" som et modbillede til det "moralske fordærv", der kendetegnede hans egen dekadente romerske samtid. Akkurat det samme syn havde nazisterne på nutiden. De tog afstand fra det mere og mere om sig gribende dekadente byliv og ville tilbage til en mere oprindelig tilværelsesform, hvor gamle dyder igen kom i højsædet og livet kunne leves i pagt med naturen og den jord, som gav det daglige brød. En verden befolket med beslutsomme, stærke mænd og ærbare, fødedygtige kvinder. Det skal indføjes, at nazikoryfæerne langtfra selv formåede at tage disse dyder til sig.

Germania blev en af støttepillerne i den nazistiske kulturarv. Særlige passage blev pillet ud og brugt i propagandaen, bl.a. disse:

"Personlig er jeg enig med dem, som mener, at Germaniens befolkning ikke er degenereret som følge af opblanding med fremmede, men fremstår som en raceren folkeæt med et individuelt særpræg uden lighed med andre. Det er også forklaringen på, at de alle, deres store befolkningstal til trods, har det samme fremtoningspræg: Truende blå øjne, rødblondt hår og stærke kroppe ---." (1)

"Når det kommer til kamp, er det forsmædeligt for anføreren at blive overgået i tapperhed, forsmædeligt for følget ikke at være ham jævnbyrdig i tapperhed. Og livsvarig er vanæren og skændslen for den, der overlever ham ved at trække sig ud af kampen. At forsvare ham og beskytte ham og tillægge ham æren også for egen øvet dåd, det er følgets fornemste faneéd. For anføreren kæmper for at vinde, men følget for anføreren." (2)

"Der er, befolkningstallets store antal til trods, overordentlig få tilfælde af ægteskabelig utroskab. Straffen herfor falder promte og eksekveres af ægtemanden. Han klipper håret af sin kone, blotter hende i slægtninges nærværelse, forviser hende fra hjemmet og driver hende med en pisk gennem hele landsbyen. For der gives ingen nåde for prisgivelsen af en kvindes dyd. Hverken i kraft af ungdom, skønhed eller rigdom vil hun kunne finde sig en anden ægtemand. Ingen smiler nemlig der overbærende ad umoral ---." (3)

Relief af den blonde kriger rede til kamp. Nazikunst af Arno Breker.

ET KONSTRURERET STYKKE FORHISTORIE

I virkeligheden havde der aldrig eksisteret et urgermansk storrige, men så opfandt nazi-styret et sådant hjulpet på vej af arkæologer og historikere, som rettede sig ind efter de nye tider og magthavere. Den kendte danske arkæolog Jørgen Jensen har beskrevet denne gedigne historieforfalskning således:

"Straks efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var arkæologien og historieforskningen blevet inddraget i nazisternes kulturpolitik. I den nazistiske mytologi indtog forestillingen om den rene germanske race og dens overlegenhed en central plads. Det var gennem den, man ønskede at retfærdiggøre den førte ekspansionspolitik. Ved at vende sig til oldtiden, skabte man en historieforfalskning ganske uden sidestykke. Den hvilede på forestillingen om "de germanske folks skæbnefællesskab", og om en ubrudt udvikling af særlige germanske dyder lige siden bronzealderen.

Langt de fleste tyske arkæologer samstemmede på den tid i, at det var bronzealderens kultur, der som den første kunne betegnes germansk. Det var i de år en almindelig opfattelse, at bronzealderens kultur var opstået under sammensmeltning af to ældre kulturer, stridsøksekulturen og megalitkulturen. Ved stenalderens slutning skulle således være opstået et "einheitliches Volkstum", et samlet germansk folk. Det var i virkeligheden den samme tanke, Johannes Brøndsted gav udtryk for i sin "Danmarks Oldtid". Men i Tyskland blev den "urgermanske" tanke brugt til at tale om germanske folk i områder, der lå langt ud over de tyske grænser. Dermed var den med til at skabe et videnskabeligt grundlag for den tyske "Drang nach Osten". (4)

Den ene institution hed Amt Rosenberg og var ledet af Alfred Rosenberg, der var uddannet som journalist og i en periode virkede som redaktør for det nazistiske partis hovedorgan, Völkischer Beobachter. Rosenberg er især berygtet for sin bog Der Mythus des 20. Jahrhunderts fra 1930. I bogen søgte han at tolke verdenshistorien udfra de nazistiske raceteorier. Han blev i 1941 rigsminister for de besatte østområder. Efter krigsafslutningen blev han taget til fange af de allierede, og ved Nürnberg-processen i 1946 dømt til døden og henrettet.

Himmler havde selv taget initiativ til Ahnenerbe, der som institution var en del af SS. Hermed har vi forklaringen på, at det var SS-tropper, der i 1943 stormede et italiensk palads for at finde det gamle eksemplar af Tacitus' Germania. Alligevel kan det synes overraskende, at SS midt i den om sig gribende verdenskrig ofrede ressourcer på en sådan opgave. Men det var helt i overensstemmelse med Himmlers personlighed og interesser. Han var fuldstændig opslugt af "de gamle germanere" og dyrkede ihærdigt denne interesse ved siden af sine omfattende daglige opgaver. Selv i de værste krigsår beskæftigede han sig vedvarende med forhistorien. Han var et mærkeligt, sammensat menneske med et følsomt sind, som synes svært foreneligt med de mishandlinger og udryddelser, han uden at kny satte i værk med pedantisk grundighed. Han var ved flere lejligheder ved at bryde sammen, når han lejlighedsvis overværede massehenrettelser og udtrykte dyb medfølelse med sine SS-underordnede, som måtte involvere sig i disse myrderier. Men myrderierne var nødvendige, føjede han til, for at genrejse den tyske nation og det tyske folk.

Det har været hævdet, at de øverste nazilederes verdensbillede var gennemsyret af okkulte forestillinger, men det er nok meget overdrevet. Det vides, at Himmlers tosserier irriterede mange af nazi-koryfæerne, og der har nok været smågrinet lidt i krogene. Under alle omstændigheder blev Hitler efterhånden godt træt af Himmlers arkæologiske aktiviteter. Det fremgår bl.a. af Albert Speer, der refererer Hitler for følgende udtalelse:

"Hvorfor prøver vi på at gøre omverdenen opmærksom på den kendsgerning, at vi ingen fortid har? Er det ikke nok, at romerne rejste vældige bygningsværker, mens vore forfædre stadig måtte holde til i elendige hytter; nu er Himmler gået i gang med at udgrave resterne af disse elendige boliger og er begejstret over ethvert potteskår eller enhver stenøkse, han finder. Det eneste, der kommer ud af det, er, at det nu står klart for alle, at vi stadig smed med stenøkser og krøb sammen om ilden på et tidspunkt, hvor grækerne og romerne forlængst havde nået det højeste kulturelle stade. I virkeligheden skulle vi holde mund med hensyn til vores fortid, men i stedet skaber Himmler et helt unødvendigt ståhøj med sine aktiviteter. Vore dages romere må more sig højlydt over Himmlers opdagelser!" (5)

I næste udgave af Arkæologi på nettet vil vi kikke nærmere på Externsteine - en dramatisk klippeformation i den sagnsomspundne Teutoburgerwald. Himmler søgte med alle midler at ophøje Externsteine til at være de gamle germaneres vigtigste kultsted, og i nazitiden valfartede i tusindvis af tyskere til Teutoburgerwald for at besøge den gamle klippeformation. Også i vore dage lægger et stort antal vejen forbi, og mange betragter fortsat Extersteine som et forhistorisk helligsted.

NOTER

1) Lund, Allan A.: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie (1993), s. 240

2) Lund, Allan A.: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie (1993), s. 248

3) Lund, Allan A.: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie (1993), s. 254

4) Jørgen Jensen: Manden i kisten (1998), s. 159-61

5) Albert Speer: Inside the Third Reich (1970)