© Jonathan Lindström

Oversættelse fra svensk: Rud Kjems

Artikel nr. 59.

Gunborg O. Janzon er en af de få arkæologer, som har interesseret sig for oldtidsanlæggenes orientering. I sin afhandling diskuterer han udførligt de grubekeramiske graves orientering på Gotland (Janzon, 1974). I det store og hele har spørgsmålet om oldtidsanlæggenes orientering først og fremmest optaget historisk interesserede astronomer og amatørarkæologer. Fagarkæologer har ikke været meget optaget af emnet. Det behøver ikke være en ulempe, for tværvidenskabelige initiativer og lokalt forankret forskning har ofte bidraget til arkæologiens udvikling. Desværre er der dog også fra tid til anden offentliggjort mindre gennemtænkte studier.

Én af de mærkeligste og måske mest opsigtsvækkende arkæoastronomiske teorier er den, at de gotlandske sliberiller skulle være et resultat af måneobservationer i stenanderen. Tolkningen har sågar sneget sig ind i national-encyclopedien som en accepteret kendsgerning. Formålet med denne artikel er dels at undersøge denne tolkning, som efter alt at dømme har mere værdi som videnskabshistorie end som videnskab - og dels, ud fra udvalgte eksempler, at diskutere, hvilke traditioner med hensyn til orientering af grave og andre anlæg, der kan have været gældende i oldtiden og middelalderen på Gotland.

Sliberillerne er aflange, konkave fordybninger med en længde på nogle få decimeter og samlet i større og mindre grupperinger på klippeflader og stenblokke (fig. 1). Antallet af kendte sliberiller på Gotland beløber sig til mere end 3000 fordelt på ca. 900 lokaliteter. Omstændighederne vedrørende deres tilblivelse fortoner sig i fortidens mørke. Mange mere eller mindre fantasifulde teorier om sliberillernes funktion og alder er blevet fremlagt. Den mest udbredte hypotese peger på, at rillerne har sammenhæng med metalforarbejdning, og at de hører hjemme i den tidligste jernalder.

Den astronomiske tolkning blev først fremlagt i ret enkel form af Sören og Karl Erland Gannholm og er siden videreudviklet af astronomen Göran Henriksson, Uppsala. Stenalderbønderne i øens landsbyer formodes at have studeret månens bevægelser og noteret retningerne til dens op- og nedgange - måske er det sket ved hver fuldmåne. Retningerne til op- og nedgangene blev måske midlertidigt markeret ved hjælp af stolper eller sten. Permanente registreringer blev dokumenteret ved hjælp af sliberiller, når månen med års mellemrum nåede særlige op- og nedgangspositioner. Rillerne kom ifølge teorien til verden i perioden 3300-2000 f.Kr. - altså gennem størstedelen af yngre stenalder. Problemerne med at observere på dage med dårligt vejr blev overvundet på forskellig vis.

Sliberillerne markerer ifølge Henriksson fuldmånens op- og nedgangspositioner ved midvinter eller situationer, hvor den indenfor et døgn har passeret Antares eller Spica. Begge disse fænomener indtræffer med omkring 19 års mellemrum (Henriksson, 1983 og 1985). Sliberillerne er spredt over hele Gotland, hvilket med henblik på den fåtallige befolkning, øen husede i stenalderen, må betyde, at næsten hver eneste husholdning på øen har givet sig af med måneobservationer. Det er uvist, hvor mange indbyggere øen havde i stenalderen. Der er blevet gættet på alt mellem 500 og 10.000.

Er det fornuftigt at antage, at øens bønder gennem et helt årtusind udførte så avancerede og besværlige observationer, hvis praktiske værdi må betragtes som meget lille?

Undersøgelsen af den astronomiske tolkning af sliberillerne omfatter dels en gennemgang af de argumenter, der er lagt frem til støtte for tolkningen - og dels en fremlæggelse af de argumenter, som taler imod dens gyldighed. Til fordel for tolkningen er der blevet fremlagt statistiske beviser. Imod den taler bl.a. visse dateringsmæssige problemer.

Da jeg i sin tid første gang kommenterede sliberillerne, var den samlede opmåling af rillerne endnu ikke tilgængelig. Jeg kritiserede dengang måden, det statistiske materiale var udarbejdet på. En udførlig redegørelse herom kan læses i Lindström 1990 og 1991. Henriksson har opstillet kronologiske serier af sliberiller fra forskellige områder på Gotland og sammenlignet dem med serier af orienteringer til faktiske astronomiske fænomener. Metoden har givet plads til et stort antal valgmuligheder - både med hensyn til datering og passende astronomiske fænomener. Slutresultatet bliver da også en noget kompliceret tolkningsmodel, der bl.a. rummer en 200 år lang periode, hvor der af en eller anden grund var en pause i produktionen af sliberiller. Derudover tillader modellen unøjagtigheder på over 3 grader med hensyn til overensstemmelsen mellem rillernes orientering og de faktiske astronomiske fænomener. Endelig opererer modellen med en del sliberiller, hvis orientering ikke kan indpasses i teorien, fordi de enten "peger" for langt mod nord eller for langt med syd. Henriksson foreslår, at disse "anderledes" riller er orienteret mod forskellige lysstærke stjerner.

De statistiske beregninger, som skal underbygge teorien, virker langtfra overbevisende. Et eksempel skal nævnes her. Det omfatter blot seks sliberiller, men rummer flere fejl, hvoraf den alvorligste er en ukorrekt anvendelse af standardafvigelsen (Henriksson, 1983:25). Der synes heller ikke i materialet at være taget højde for, at de mange valgmuligheder selvfølgelig bevirker, at der let kan findes en række eksempler, hvor rillernes orientering tilfældigt falder sammen med de udvalgte astronomiske begivenheder. Den største svaghed ved materialet er imidlertid udelukkelsen af riller, som ikke lader sig passe ind i det ønskede mønster. Det statistiske materiale kan derfor ikke støtte den astronomiske tolkning af rillerne!

Med Sören Gannholms publicering af sliberillernes orientering er det muligt at gå videre med vurderingen af det statistiske materiale (Gannhom, 1993). Gannholm præsenterer samtlige 1253 opmålte riller og afbilder samtlige lokaliteter med riller indslebet på klippeflader - i alt 628 riller. Påstanden om, at rillernes fordeling med hensyn til orientering peger på en sammenhæng med astronomiske fænomener, er værd at kikke nærmere på.

Det viser sig, at rillernes orientering fordeler sig ret jævnt fra nord til syd - dog med nogle ujævnheder (fig. 2).

Hvis sliberillerne i virkeligheden er helt tilfældigt orienteret, så burde vi forvente, at ca. 30% af dem ville være rettet mod de månefrie dele af den østlige horisont. Af Gannholms diagram fremgår det da også, at ud af 1253 opmålte riller er 28,6% orienteret mod disse horisontudsnit - altså tæt på de 30%, som var at forvente ved en tilfældig fordeling. I modsætning til alle andre gotlandske oldtidsanlæg, hvis orientering kan erkendes, så udviser sliberillerne en ekstrem jævn fordeling stort set hele horisonten rundt. De mange riller, ca. en tredjedel, som ikke passer ind i månemønstret, må arkæoastronomerne så søge andre astronomiske forklaringer på - f.eks. at de kan være orienteret efter opgangspositioner for visse polnære stjerner.

Det er problematisk at lancere en så søgt tolkning af sliberillernes orientering og samtidig stå tilbage med et stort antal riller, som ikke passer ind i mønstret og må forklares med alternative udbygninger af teorien. Det er bestemt ikke noget, der styrker tolkningens troværdighed.

De forskellige toppe og dale i diagrammet over rillernes orientering synes ved første øjekast at støtte formodningen om, at fordelingen ikke kan være tilfældig. Gannholm har da også ved forskellige beregninger søgt at vise, at sandsynligheden for at disse ophobninger er fremkommet ved tilfældighedernes spil, er yderst ringe.

Han har imidlertid overset noget meget væsentligt, og det gør hans beregninger værdiløse. Kikker man på hans planer over sliberille-lokaliteter, så optræder sliberillerne i serier, som det f.eks. fremgår af stenen på fig. 1. Hvis vi forestiller os, at rillerne har en håndværksmæssig baggrund, så falder denne optræden af serier helt naturligt. De fleste forskere synes at være enige om, at slibningen af rillerne er foregået ved en pendlende eller roterende aktivitet, som muligvis har krævet en art konstruktion eller overbygning. Uanset hvilket slibemaskineri, man har betjent sig af, så har man blot behøvet at skubbe det en anelse sideværts for at etablere en ny rille. På den måde vil en sammenhængende serie af riller ganske naturligt få stort set den samme orientering. Noget lignende vil kunne iagttages på et rundt skærebræt, når man skåret mange skiver af et franskbrød.

Det eneste rigtige er at registrere de enkelte seriers middelværdi med hensyn til orientering og undersøge, om der i det samlede materiale af serier optræder signifikante ophobninger. En undersøgelse foretaget på disse præmisser viser ingen ophobninger! Hidtil er kun sliberillerne på fast klippe publiceret - altså kun ca. halvdelen af alle opmålte riller.

Til dette kan lægges, at den lighed (korrelation), Gannholm har fundet mellem fordelingen af sliberiller på fast klippe og på klippeblokke, muligvis er interessant, men den er ikke signifikant og må regnes for tilfældig. Hvis ujævnhederne i rille-orienteringernes fordelingmønster skulle være andet end tilfældig - hvilket altså ikke hidtil har kunnet beviset - så bør man også søge andre forklaringsmodeller end den astronomiske. Topografiske forhold som f.eks. stenblokkene og klippefladernes længdeorientering, nærheden af vand og lysforholdene i forbindelse med slibningen kan eksempelvis have spillet ind.

DATERING

Den arkæoastronomiske tolkning forudsætter i princippet en datering af samtlige sliberiller til stenalderen. Hvis de f.eks. skulle vise sig at være yngre, vil Henrikssons astronomisk begrundede datering falde til jorden. Der findes et par argumenter for, at dateringen til stenalder ikke holder. Mange sliberiller befinder sig på meget lavtliggende terræn tæt ved kysten. Eksempelvis optræder der sliberiller, som arkæoastronomisk er dateret til at være mindst 4000 år gamle, på en stenblok, som blot ligger et par meter over middelvandstandslinien. Det er sandsynligt, at vandstanden i stenalderen var betydeligt højere, hvilket umuliggør Henrikssons datering.

En sammenligning mellem sliberillernes fordeling og stenaldertidens bopladser og løsfund viser, at sliberillerne er betydeligt nærmere på kysten. Forskellen kan ikke bare forklares ved, at bopladserne lå mere beskyttede på den måde, eller at sliberillernes kystnære placering kan forklares ved behovet for vand ved slibningen. Dette bekræftes bl.a. af forholdene i det sydlige Gotland i og omkring Öja sogn, hvor stenalderfund og stenalderbopladser savnes i et meget stort område, mens der findes et stort antal sliberille-lokaliteter (Österholm, 1989. Gannholm 1993).

Det er værd at notere sig, at også en tilhænger af den arkæoastronomiske tolkning, arkæologen Lars Bägerfeldt, på grund af strandforskydningen ikke vil datere de lavest liggende riller til tiden før bronzealderens midte (Bägerfeldt, 1992). Konklusionen bliver, at strandforskydningen taler for, at Henrikssons dateringer i hvert fald for en dels vedkommende er fejlagtige.

Et åbenbart problem for en stenalderdatering er forekomsten af sliberiller på en del gotlandske billedsten - ofte på motivsiden og af og til på begge sider (Swanström, 1995, Henriksson, 1988). Dette indebærer naturligvis, at rillerne tidligst kan dateres til jernalderens senere halvdel. Alligevel har Henrikkson søgt at bevise, at sliberillerne er ældre end billederne på stenene, og bør dateres til stenalderen (Henriksson, 1988). Denne venden op og ned på rillernes og billedernes tidsmæssige herkomst er mærkværdig, og en undersøgelse af billedstene med sliberiller af Lennart Swanström har da også vist, at sliberillerne helt åbenbart er de yngste (Swanström, 1995). Dermed falder Henrikssons stenalderdateringer af billedstenenes sliberiller.

De statistiske argumenter for den arkæoastronomiske tolkning er således ikke holdbar og dateringen af sliberillerne til stenalderen forkert. Med baggrund heri kan tolkningen afærdiges.

Den hidtil mest lovende tolkning af sliberillerne kan i stedet ses som en videreførelse af ældre forskning og forbinder rillerne med jernforarbejdning i sen jernalder og ikke mindst tidlig middelalder. At dømme efter fund af slagger i Visby og andre indikationer, så synes jernforarbejdningen at have været meget omfattende. Stenblokke og klippeflader med sliberiller har helt enkelt fungeret som slibestene (Swanström, 1995).

ORIENTERINGEN AF GOTLANDSKE FORTIDSLEVN

Selvom den astronomiske tolkning af sliberillerne kan afvises, så viser en registrering af andre gotlandske fortidslevn interessante træk. Af Gunborg O. Janzons opgørelse over de grubekeramiske grave fremgår det, at de sædvanligvis er orienteret tilnærmelsesvist nord-syd - eller mere sjældent øst-vest (Janzon, 1974). En nærmere undersøgelse af gravenes orientering viser, at middelværdien for gravenes orientering på de inddragne tre gravfelter er lidt forskudt (med solen) i forhold til de fire kardinalretninger (verdenshjørnerne). Forskydningen kan også iagttages på et fjerde gravfelt (Österholm, 1996). Materialet er dog så beskedent, at der kan være tale om tilfældighedernes spil, og forskydningen kan måske være forårsaget af topografiske forhold på de fire gravpladser.

En stikprøvemæssig gennemgang af en senere tids oldtidsanlæg viser dog, at afvigelsen efter alt at dømme ikke er nogen tilfældighed. De senneolitiske hellekister på øen fremviser en tydelig forskydning (med solen) i forhold til nord-syd (fig. 3, Luthander, 1988), og det samme gælder den yngre bronzealders skibssætninger (fig. 4, Eriksson, 1987).

En undersøgelse af andre kendte grave fra bronzealder og ældre jernalder frem til folkevandringstid viser en lignende forskydning af længdeaksen. Vendertidens grave er en ca. 200 år lang undtagelse. I denne periode er gravenes forskydning - med solen - så beskeden, at det kan skyldes tilfældigheder. Men i vikingetiden er gravene på ny tydeligt forskudt med solen (Carlsson, 1988, E. Dahlberg, 1989, I. Dahlberg, 1990). Det kan som en parentes indskydes, at de døde er begravet med hovedet i nordlig retning frem til vikingetiden, hvor hovedets placering er sydlig.

Det er værd at lægge mærke til, og det gælder samtlige grave, selv hellekister og skibssætninger, at grave med angivet nord-syd orientering helt åbenbart er overrepræsenteret, hvilket hænger sammen med, at arkæologerne er tilbøjelige til at tilpasse orienteringen til den nærmeste kardinalretning. Det var mere givtigt med en præcis angivelse af orienteringen.

En opgørelse over hustomters orientering i midten af jernalderen (fig. 5) bygger på et meget lille udvalg præsenteret i Vallhagar-publikationen (Stenberger og Klindt-Jensen, 1995) og bør udvides. Tendensen er alligevel tydelig. Husene samler sig omkring orienteringerne ØSØ-VNV og NNØ-SSV. Der er altså også her tale om en forskydning med solen i forhold til kardinalretningerne.

Hvordan skal denne forskydning forklares? Her vil jeg kortfattet gøre rede for min tolkning, og skulle nogle af læserne ønske flere detaljer, henvises de til Lindström 1997, 1993 og 1994. I Mälardalen har der hovedsageligt rådet andre traditioner, men syd herfor synes de foretrukne orienteringer at have været NNØ-SSV og OSO-VNV - ikke bare på Gotland, men også på Öland og fastlandet (dog ikke kirkerne, se B. Nilsson, 1982). En rendyrket arkæoastronomisk forklaring kunne være, at de forskellige grave er orienteret mod solens eller andre himmellegemers op- og nedgangspositioner på tidspunktet for begravelsen. Det modsiges af, at også huse og kirker udviser samme retningsforskydning og af det forhold, at gravene tilsyneladende er orienteret mod vidt forskellige dele af horisonten, hvilket skulle indebære, at en række forskellige himmellegemer har været inde i billedet, men ud af det hele er der alligevel kommet ensartede afvigelser fra kardinalretningerne.

Den enkleste forklaring er, at anlæggene mere eller mindre præcist er orienteret efter et af de fire verdenshjørner, hvilket er almindeligt verden over, men at opfattelsen af verdenshjørnerne har været en anden end i dag (fig. 7). Kardinalretningerne har ligget 10-20 grader forskudt med solen i forhold til vore dage. Årsagen til forskydningen er nok ikke topografisk bestemt, for også langs Gotlands sydvestlige kyst - fra Hablingbo till Eskelhem - har gravene den samme forskydning, selvom kysten løber med en dragning mod NNV-SSO. En alternativ forklaring er, at forskydningen er en tilpasning til Gotlands gennemsnitlige længderetning, hvilket virker søgt, da det ikke forklarer, hvorfor gravene på fastlandet og Öland har en lignende forskydning.

AFRUNDING

En undersøgelse af den arkæoastronomiske tolkning af Gotlands sliberiller røber, at de statistiske argumenter, som har været fremført til støtte for den, er utilstrækkelige eller direkte fejlagtige. Dateringen af samtlige sliberiller til stenalderen er også højst usandsynlig. Tolkningen kan affærdiges.

Det kan ligne et udslag af skæbnens ironi, at sliberillerne i det store og hele er de eneste oldtidslevn på Gotland, hvis orientering er helt tilfældig. En undersøgelse af orienteringen af grave fra stenalder til vikingetid, af huse fra ældre jernalder og middelalderkirker viser, at grave og bygninger mere eller mindre præcist blev orienteret efter kardinalretningerne, men med en forskydelse (med solen) på 10-20 grader. Denne afvigelse er markant og kan efter alt at dømme ikke forklares ud fra topografiske forhold. I stedet foreslås det, at gotlænderne gennem omkring 4000 år havde en opfattelse af verdenshjørnerne, som er anderledes end vores.

UTRYKTE

Dahlberg, E., 1989: Skelettgravarnas orientering på Gotland under äldre och yngre järnålder med särskild tonvikt på vendeltid, Stockholms universitet.

Dahlberg, I., 1990: Skelettgravarnas orientering på Gotland under bronsålder och förromersk järnålder, Stockholms universitet.

Eriksson, G., 1987: Skeppssätningarna på Gotland. Typ, tid, rum och social miljö, Stockholm universitet.

Lindström, J,. 1990: Arkeoastronomi i Sverige. En kritisk granskning, Stockholms universitet.

Luthander, A., 1988: Senneolitiska gravar på Gotland, Stockholms universitet.

TRYKTE

Bägerfeldt, L., 1992: Neolitikum på Gotland. Problem och konsekvenser. Gamleby.

Carlsson, A., 1988: Vikingatida ringspännen från Gotland, Stockholm Studies in Archaeology 8.

Gannholm, S., 1993: Gotlands slipskåror. Stenålderens kalendra, Burs.

Henriksson, G., 1983: Astronomisk tolkning av slipskåror på Gotland, Fornvännen 78, 21-28.

Henriksson, G., 1985: Måneobservationer i Skandinavien samtida med Stonehenge, Astronomisk årsbok 1986, 39-48.

Henriksson, G., 1988: Nya undersökningar av bildstenen från Othemars i Othem, Gotländskt arkiv 60, 47-58.

Janzon, G.O., 1974: Gotlands mellanneolitiska gravar, Stockholm Studies in North-Euopean Archaeology 6.

Lindström, J., 1991: Stenålderstida måneobservationer på Gotland?, Astronomisk Tidsskrift 24/1, 6-8.

Lindström, J., 1993: Arkeoastronomins fyra problem - och de fyra väderstrecken, Astronomisk Tidsskrift 26/3, 97-104.

Lindström, J., 1994: Brydde sig Hedenhös om himlen?, Astronomisk årsbok 1995, 60-69.

Lindström, J., 1995: Kosmisk hembygd - hur uppfattade forntidens nordbo världs alltet?,Bygd och Natur 2/95, 24-29.

Lindström, J., 1997: The Orientation of Ancient Monuments in Sweden - a Critique of Archaeoastronomy and an alternative Interpretation, Current Swedish Archaeology 5, 111-125.

Nilsson, B., 1982: De älsta svenska kyrkornas orientering och frågan on de förkristna nordbornas väderstrecksbegrepp, Kyrkohistorisk årskrift, 55-67.

Nilsson, M.P. (red.), 1934: Nordisk kultur. Tideräkningen, Stockholm.

Stenberger, M./Klindt-Jensen,O. (red.), 1955: Vallhagar. A migration period settlement on Gotland/Sweden, I og II, Copenhagen & Stockholm.

Svanström, L., 1995: Slipskåror och järnhantering på Gotland, Gotländskt arkiv 67, 11-17.

Österholm, I., 1989: Bosättningsmönstret på Gotland under stenåldern. En analys av fysisk moljö, ekonomi och social struktur, Theses and Papers in archaeology 3.

Österholm, I., 1996: Boplatserna vid Jakobs/Ajvide, Gotländskt arkiv 69, 29-40.