© Jonathan Lindström & Curt Roslund

(oversættelse fra svensk: Rud Kjems)

Artikel nr. 47.

Indenfor de mindre forskningsgrene kan enkelte forskerindsatser få stor betydning for, hvordan hele forskningsområdet opfattes - på godt og ondt. I denne artikel skal vi se, hvordan en entusiastisk forsker har givet en hel videnskabsgren et dårligt rygte.

INDLEDNING

Arkæoastronomi kan beskrives som studiet af oldtidsmenneskets forestillinger om himmelfænomenerne og undersøgelser af, hvordan datidens mennesker drog nytte af dette kendskab - f.eks. i forbindelse med navigation og tidsregning. Også de mytologiske forestillinger, som knyttedes til himmellegemerne, er inde i billedet.

Velkendt er den arkæoastronomiske forskning på De Britiske Øer, hvor fantastiske teorier har fået stor omtale. Det gælder ikke mindst Stonehenge, som bl.a. er blevet tolket som et astronomisk observatorium, hvor det var muligt at forudsige formørkelser. Efterhånden har forskningen dog lagt de mest vilde teorier bag sig og bevæger sig nu på et mere jordnært plan (Ruggles 1999). Den tidlige britiske arkæoastronomi har inspireret forskere i Sverige - fra slutningen af 1970'erne og frem til i dag. Astronomer, arkæologer og lægmænd har undersøgt oldtidsanlæg over hele landet og fremlagt tolkninger af meget varieret kvalitet.

Selv de mest konservative kritikere medgiver, at forestillinger om himmellegemerne direkte eller indirekte i nogen grad har haft indflydelse på den måde, flere grupper af anlæg er orienteret på i forhold til verdenshjørnerne. Der er dog store meningsforskelle med hensyn til, hvor stor en rolle astronomien har spillet - og hvor megen viden om disse forhold, der vil kunne tilvejebringes ved omhyggelige undersøgelser af oldtidsanlæggene. Arkæoastronomi er en ung videnskab og stadig noget præget af fantasifulde teorier og elementære fejl. Kombinationen arkæologi-astronomi-statistik-historie-etnografi er ikke let at overskue. Dertil kommer, at relativt få forskere beskæftiger sig indgående med arkæoastronomien, hvilket betyder, at enkelte forskerindsatser kan få stor betydning for omverdenens opfattelse af emnet.

Uppsala-astronomen Göran Henriksson har gennem en omfattende produktion af både videnskabelige og populære artikler i høj grad påvirket offentlighedens og forskerkollegers syn på arkæoastronomien. Desværre viser mange af Henrikssons undersøgelser sig at have karakter af pseudoforskning. Vi vil her først og fremmest koncentrere os om hans tolkning af helleristninger. Indledningsvis vil vi kort beskrive arkæoastronomien og derefter diskutere, hvorfor Henriksson i så mange år er blevet støttet af offentlige institutioner - især Uppsala universitet.

Den mest enkle metode, hvorpå man kan undersøge et oldtidsanlægs mulige relation til himmellegemerne, er at måle anlæggets astronomiske orientering. Man kan f.eks. måle orienteringen af en jættestues gang eller af aksen i en skibssætning og bagefter undersøge, om orienteringen har relation til eventuelle himmellegemers op- og nedgangspositioner i horisonten. Finder man en sådan overensstemmelse, så er der muligvis tale om en bevidst astronomisk orientering. Men det er langtfra sikkert, at det forholder sig således. Anlægget kan lige så godt være orienteret efter et landskabsmæssigt element, måske en dominerende bakke - eller orienteringen kan være helt tilfældig. Det er desuden usikkert, hvad der skal opfattes som et eventuelt anlægs betydningsbærende orientering - og hvor stor nøjagtighed, man har tilstræbt ved astronomisk bestemte orienteringer. Endelig er der usikkerheden med hensyn til, hvilke himmellegemer, eventuelle astronomiske orienteringer har relation til. Tolkninger af enkelt-monumenter forbliver derfor i det store hele gætterier (Roslund 1999). Når derimod en større gruppe anlæg af samme type opviser ensartede orienteringer, så øges muligheden for, at der virkelig er astronomi med i spillet, selvom om også andre tolkningsmuligheder vil være til stede (Lindström 1993, 1997c, 1997d/Roslund 1995, 1999).

Oldtidsanlæggenes orientering er således et centralt studieobjekt indenfor arkæoastronomien, men ved siden heraf arbejdes der også med tolkninger af oldtidens billedverden, f.eks. bronzealderens helleristninger. Blandt disse ses et motiv forestillende en hest, der trækker en rund skive. Af flere årsager - bl.a. det forhold, at ekvipagen næsten altid er orienteret med solen - kan dette motiv med ret stor sikkerhed tolkes som "den hestetrukne solskive" (Lindström 1998). Seriøs arkæoastronomi kan således medvirke til at kaste lidt lys over oldtidens forestillinger om himmelfænomenerne.

Arkæoastronomien er som sagt en ung forskningsgren og fortsat i fuld gang med at skabe et bærende fundament for sit virke. Derfor ser man helt naturligt mange hypotetiske tolkningsforsøg bragt på bane, hvilket jo er en helt normal procedure i moderne videnskab. Det indebærer selvfølgelig ikke, at alle teorier skal tages lige alvorligt. Nogle af teorierne er så usandsynlige og fejlagtige, at de umiddelbart kan frasorteres - og det leder os over til Göran Henrikssons tolkning af helleristninger.

HELLERISTNINGS-TOLKNINGEN

I tidsskriftet Populär Arkeologi blev der i 1997 ført en ind imellem hadsk arkæoastronomisk debat. Udgangspunktet var en vidtgående tolkning af Henriksson vedrørende de sydsvenske helleristninger lanceret i Populär Arkeologi (Henriksson 1996a). Flere debattører - bl.a. arkæologerne Kristian Kristiansen og Jarl Nordblath, Göteborg, samt denne artikels forfattere konstaterede, at Henrikssons tolkning i det store og hele var fejlagtig, og at den i sin helhed kunne affærdiges som nonsens (Kristiansen 1997, Lindström 1997 a+b, Nordblath 1997, Roslund 1997). Henriksson fastholdt dog sin tolkning.

Helleristningerne i Sydsverige daterer sig hovedsagelig til bronzealderen og er omkring 3000 år gamle. Sydsverige var dengang befolket af en bondekultur, som har efterladt sig omfattende spor i form af bl.a. hustomter, gravhøje og røser. Helleristninger optræder hyppigst i områder som Bohuslän, Skåne, Östergötland og Uppland, men findes i øvrigt i alle de dele af Sydsverige, som var befolket i bronzealderen.

De figurer, som optræder blandt helleristningerne, er bl.a. skibe, fodsåler (eller snarere skosåler), menneskelignende skikkelser, dyr, hjul, plove og vogne. Også mere abstrakte figurer forekommer - bølgelinier, rudenet, cirkler mm. Figurerne kan optræde enkeltvis, men indgår andre gange i scener med et mylder af figurer. Forskerne er enige om, at helleristningerne gengiver religiøse motiver. Det er f.eks. let at forestille sig, at scener med menneske- og dyrefigurer fortæller bronzealderens myter - akkurat som kirkernes altertavler gengiver kristendommens myter. De talrige skibs- fodsåle- og cirkelfigurer bør derfor nok opfattes som ladede symboler i lighed med det kristne kors. Måske symboliserer de guddommens nærvær. Selvom visse figurer optræder meget ofte, så er det slående, hvor individuelt udformet de forskellige kompositioner af helleristninger er. Der er nok tale om kunstnerisk udfoldelse i religionens tjeneste, hvor øjeblikkets inspiration i høj grad har været styret af traditioner.

Skåltegnet er den mest almindelige helleristning. Det er en skålformet fordybning hugget ind i klippe eller sten, almindeligvis med en diameter på ca. 5 cm. Skåltegn forekommer enkeltvis eller i grupper - ofte i selskab med andre figurer. Af og til danner de geometriske mønstre, men ofte synes de at være helt tilfældigt spredt ud over stenen eller klippen. Dateringsmæssigt går de tilbage til stenalderen, men langt størsteparten synes at høre bronzealderen til.

Henriksson hævdede i sin artikel i Populär Arkeologi, som han tidligere havde hævdet det i andre tidsskrifter og aviser, at helleristningerne forestiller stjernebilleder, stjerner, planeter, sol, måne, formørkelser, novoer og kometer. Gennem omhyggelige observationer kombineret med detaljerede beregninger havde bronzealderbønderne gennem århundreder indhugget himmelfænomener i klippe og sten. Henriksson har til støtte for sin tolkning konstrueret stjernebilleder og lavet beregninger af forskellige himmelfænomer i datiden.

I de følgende numre af Populär Arkeologi blev Henrikssons tolkning udsat for kritik. Et par af indlæggene blev udførligt imødegået af Henriksson (1997). Kritikken af hans tolkning kan sammenfattes i 7 punkter:

1) Der kan sættes spørgsmål ved de astronomiske beregninger. I Henrikssons tolkning af helleristningen i Herrebro udenfor Norrköping findes en alvorlig fejl i de fremlagte beregninger, hvor solen er havnet under i stedet for over horisonten. Dermed sættes der spørgsmålstegn ved hele beregningsgrundlaget for hans tolkninger. Henriksson har også beregnet banen for Enckes komet flere tusind år tilbage i tiden med en nøjagtighed, som det ikke er lykkedes verdens førende kometeksperter bare at komme i nærheden af. Disse sensationelle beregninger burde i sig selv få advarselslamperne til at blinke. Henriksson har hidtil undveget at besvare spørgsmål om, hvordan kometeksperter vurdere hans beregninger. Også hans solformørkelses-beregninger er langt mere præcise end, hvad andre indtil nu har præsteret. Noget tyder på, at han har været for optimistisk med hensyn til sine beregningers nøjagtighed, og han burde offentligt præsentere det computerprogram, som ligger til grund for beregningerne, så uvildige eksperter kunne vurdere dets kvalitet og formåen.

2) Tolkningen er usandsynlig udfra et astronomisk synspunkt. Ifølge Henriksson er Enckes komet i årene 1815-1732 f. Kr. blevet afbildet ikke mindre end otte gange på den samme svenske klippevæg (fig. 1). I det tidsrum må et pænt antal kometer have vist sig på himlen. Hvorfor har bronzealderbønderne så kun valgt at afbilde Enckes komet? Har de mere end 3000 år før Newton og Halley været i stand til at beregne periodiske kometers baner? Eller har Henriksson haft det store held, at hans beregninger netop koncentrerer sig om en periode, hvor kun den komet, han interesserer sig for, har vist sig på himlen?

3) De konstruerede stjernebilleder har ikke baggrund i virkeligheden - de forbliver konstruktioner (figur 2). Han har frit trukket linier mellem stjernerne og har inddraget både lysstærke og lyssvage stjerner. Det lidt vi ved om stjernebilleder ved oldtidens afslutning modsiger også Henrikssons bronzealder-stjernebilleder. Hans bronzealder-Orion er snarere antikkens Orion, mens nordboerne ved oldtidens afslutning så noget helt andet. Orions bælte blev således opfattet som en ten eller tre fiskere.

Figur 2: Nogle af Henrikssons egenhændigt konstruerede stjernebilleder (Henriksson 1996).

5) Himmelfænomenerne afbildes ikke konsekvent. Henriksson tolker fodsåler som månen, skåltegn som planeter og stjerner, men knap så konsekvent er han, når det gælder symboler for andre himmelfænomener. Sværd og spyd mm. kan således være kometer, og den samme komet kan være afbildet vidt forskelligt på den samme klippe, hvilket gør bortforklaringer om regionale variationer uholdbare. Sådanne eksempler findes der mange af i Henrikssons materiale, og tilliden til det statistiske materiale svækkes, når der lægges en flertydighed i de enkelte symboler.

Populär Arkeologi, der udkommer fire gange om året, er det eneste populærvidenskabelige tidsskrift om arkæologi i Sverige - et svensk sidestykke til vores Skalk.

7) Tolkningen er urealistisk. Henrikssons tolkning forudsætter, at alle helleristninger er afbildninger af himmelfænomener, - og at omhyggelige observationer ligger til grund for dem. Helleristningernes store geografiske spredning indikerer således, at man i bronzealderen på hver og hver anden gård har givet sig af med sådanne observationer - og at datidens vejrlig har været venligt stemt overfor de observerende. Selvfølgelig har der været dage, hvor vejrliget gjorde det umuligt at observere en solformørkelse, men det har man ifølge Henriksson kunnet tage højde for. Man kunne nemlig ved at studere fuldmånens position et halvt år før (!) formørkelsen få rede på, hvilken position den formørkede sol ville indtage i forhold til stjernerne (Henriksson 1997). En sådan antagelse må betragtes som exceptionel, anakronistisk og urealistisk. Tilsvarende helleristningskunst fra historisk kendte kulturer har slet ikke så eksakt karakter, som Henriksson tilskriver bronzealderristningerne.

Dette kan måske opfattes som en nedvurdering af bronzealdermenneskets formåen, men det er i så fald en fejlagtig opfattelse. I virkeligheden må arkæologerne faktisk til stadighed kæmpe mod fordomme om, at oldtidens mennesker var primitive og ukultiverede. Det sidder i rygmarven på enhver arkæolog, at han i hvert fald ikke skal undervurdere forfædrenes formåen. Der er intet, der modsiger forestillingerne om, at oldtidsmennesket har haft et udbredt kendskab til himmellegemerne og deres vandringer - og at de har formået at drage praktisk nytte af dette kendskab. Men et er at respektere forfædrenes kunnen - noget andet er at udruste dem med færdigheder og attituder, som hører vor tid til. Henriksson udtrykker sin store forbavselse og forundring over bronzealdermenneskets astronomiske kundskaber - vildledt af sin fantasi og sine computerudregninger.

På et seminar i Upplands-Bro den 12. maj 1998 arrangeret af Upplands-Bro Kulturhistoriska Forskningsinstitut fremlagde Henriksson intet, som kunne tilbagevise de indsigelser, der er nævnt i det foregående. Tværtimod fremkom han nye med opsigtsvækkende fortolkninger. Han oplyste bl.a., at han havde rekonstrueret en bronzealderkalender inddelt i 60-dages perioder. Grundlaget for denne tolkning er en helleristning af et skib med 65 eller 66 bemandingsstreger. Det er uklart i detaljer, hvordan Henriksson er nået frem til sit resultat, men et af argumenter gik på, at skibet er stort og fint. Tolkningen kunne have en vis troværdighed, hvis antallet af bemandingsstreger på andre helleristningsskibe kunne opvise grupperinger omkring kalendermæssigt interessante tal, men trods flere forskeres anstrengelser har en sådan sammenhæng ikke kunnet bekræftet. Når Henriksson så ikke engang med sit udvalgte eksempel kan identificere tallet 60, så må tolkningen anses for tvivlsom - ja usandsynlig.

Under forsvaret for sine tolkninger på seminaret udtrykte Hensiksson ved flere lejligheder, at han ikke forstod den statistisk begrundede kritik og efterlyste statistiske undersøgelser, som klart kunne påvise, at han var galt afmarcheret. Her syntes Henriksson at have misforstået kritikken. En statistisk vurdering udmønter sig af og til i en let fattelig konklusion - den kan f.eks. konkludere, at chancen for at visse sammenhænge skyldes tilfældighedernes spil er 1:1 000 000. Det er muligvis en sådan opgørelse Henriksson efterlyser, men tit er det ikke så lige til. Det er særdeles vigtigt, at tilrettelæggelsen og udformningen af en statistisk undersøgelse er i orden. Man må sikre sig, at kvaliteten af det kildematerialet, der indgår i undersøgelsen, er tilstrækkelig høj - og at udvalget foretages på et fyldestgørende grundlag, så man ikke løbende skal tilpasse og ændre på definitioner, inddelinger osv. Henrikssons analyse falder igennem på mange af disse grundlæggende punkter, hvilket med al tydelighed er fremgået af de fremdragne eksempler. Hans argumentation for sin tolkning kan sammenlignes med en kæde, hvor nogle af de enkelte led er for svage, mens andre ikke passer til hinanden.

Den konklusion, som samtlige deltagere (bortset fra Henriksson) i debatten i Populär Arkeologi kunne drage, var en enig udmelding om, at Henrikssons arkæoastronomiske tolkning måtte affærdiges som nonsens. Dermed ikke være sagt, at helleristningerne ikke kan give os et indblik i bronzealderens forestillingsverden vedrørende himmellegemerne. Myter omkring himmelfænomener har helt sikkert været et indslag i mytologien, og ristninger gengiver uden tvivl dele af datidens mytologi. Studiet af myter knyttet til astronomiske fænomener kræver dog betydelig mere jordnære og videnskabelige metoder end dem, Henriksson har gjort brug af. Meget står tilbage at undersøge, og det er sandsynlig, at kvantitative metoder i højere grad skal inddrages som et nyttigt redskab. En kortfattet redegørelse for mulige astronomiske elementer i bronzealderens billedverden er publiceret i Astronomisk Årsbog 1999 (Lindström 1998).

Vi har valgt udførligt at pege på bristerne i Henrikssons fortolkninger af de svenske helleristninger, men vi kunne også have peget på hans tolkning af Gotlands sliberiller som spor af avancerede måneobservationer i stenalderen. I den forbindelse har Henriksson måttet gøre vold på den elementære videnskabelige metode for at forsvare sin tolkning. Det drejer sig gennemgående ikke bare om fejl og urealistiske slutninger, men også om en metodik, som er ren ønsketænkning. Gentagen kritik har ikke ført til noget. Modstandere beskyldes for personangreb og for at føre sig frem med halve sandheder. Kritikere af helleristningsfortolkningen affærdiges med, at de "har afstået fra alle forsøg på en saglig kritik." Og den kendsgerning, at over 30 Gotlands-arkæologer har stillet sig helt uforstående overfor sliberille-tolkningen har Henriksson afvist med, at det nok snarere er en sag af interesse for professionelle psykologer (Henriksson 2000). Henriksson fører sine teorier frem med en smittende entusiasme, men uden forankring i virkeligheden. Hans studier er gode eksempler på pseudovidenskab, hvor en fiks idé skubber alle realiteter til side. Han har været aktiv indenfor arkæoastronomien i to årtier, og lige fra begyndelsen har det pseudovidenskabelige præget hans arbejder. Det kan derfor være interessant at kikke nærmere på, hvordan resultaterne af hans studier er blevet modtaget og bedømt af videnskabelige institutioner, videnskabelige tidsskrifter og fonde - samt i mere populære sammenhænge.

Jonathan Lindström er arkæolog og Curt Roslund astronom. Begge har i en årrække arbejdet seriøst med arkæoastronomi.

Det viser sig, at Henriksson står som forfatter til opslagsordet "arkeoastronomi" i Nationalencyklopedin fra 1989, og at han har fået offentliggjort artikler i både Fornvännen (Henriksson 1983) og Tor (Henriksson 1995) - to af Sveriges mest anerkendte arkæologiske tidsskrifter. Han medvirker også i mindst et arbejde fra Arkeologiska Institutionen i Uppsala udover Tor (Henriksson 1996b), på hvis hjemmeside hans resultatater vedrørende sliberillerne senest i foråret 2000 blev omtalt af professor Herschend som seriøs videnskab. Ifølge Henriksson selv er hans helleristningsteori accepteret af astronomer og arkæologer i Uppsala - her i blandt yderligere en navngivet professor i arkæologi (Uppsala Nya Tidning, 25. aug. 1997). Henrikkson har også optrådt i en del lokalhistoriske udgivelser og som sagt i Populär Arkeologi, som er Sveriges førende populærvidenskabelige arkæologi-tidsskrift. Også i Forskning och framstek og Illustrerad Vetenskap har han optrådt og desuden holdt mange foredrag i foreninger rundt om, hvor han ifølge egne oplysninger har fundet massiv støtte til sine teorier (Henriksson 1997). Der er da heller ingen tvivl om, at han vækker en vis beundring med sine spændende og anderledes teorier, der præsenteres som videnskabeligt uantastelige. Den støtte, som Henriksson modtager fra forskellige institutioner har stor betydning for hans position. I mange kredse opfattes hans kritikere som snævertsynede og hovmodige. I 1990'erne - og senest i foråret 2000 - har Henriksson hvert andet år ledet kurser i arkæoastronomi ved Astronomiska Observatoriet i Uppsala, og han har ifølge egne oplysninger frem til begyndelsen af 1997 eksamineret 400 studenter. Undervisningsmaterialet på disse kurset er først og fremmest et kompendie, som Henriksson selv har forfattet. Dets titel er forpligtende: Arkeoastronomi i Sverige. Ud af værkets 104 sider indeholder de ca. 90% en præsentation af hans egen forskning, og også størsteparten af eksamensopgaverne tager udgangspunkt heri. Der er ingen tvivl om, at Henrikssons status i høj grad har sammenhæng med dette kursusarbejde og tilknytningen til institutionen. Han fremhæver da også gerne denne tilknytning - bl.a. i Populär Arkeologi (1997). Henriksson har gennem årene modtaget mange stipendier og forskningsbevillinger - f.eks. fra Riksbankens jubilæumsfond, som bevilgede ham, hvad der svarer til en halvtidsstilling i perioden 1990-96 (Henriksson 1997).

Før 1997 forekom der kun få kritiske indvendinger mod Henriksssons forskning, og de vakte ikke større opsigt. De fleste af dem blev fremført af Jonathan Lindström. Først i forbindelse med Henrikssons stort opsatte artikel om helleristningerne i Populär Arkeologi i slutningen af 1996 kom kritikken for alvor frem i lyset i form af indlæg i samme tidsskrift - bl.a. fra to arkæologiprofessorer i Göteborg. De astronomiske og arkæologiske institutioner i Uppsala har ikke deltaget i denne kritik.

Tilsyneladende har mange forskellige faktorer været medvirkende til, at Henriksson har fået så megen bevågenhed og støtte. Han tilhører den kategori af forskere, som har gjort akademisk karriere indenfor én videnskab (doktorafhandling i astronomi) og siden bevæget sig ind på helt andre gebeter - nemlig arkæologi, statistik og etnologi. Det betyder, at han har kunnet udfolde sig fra en akademisk platform, selvom han som sagt har bevæget sig ind på områder, hvor han i hvert fald indledningsvis ikke har behersket de grundlæggende kundskaber. Dette medfører ikke i alle tilfælde de store problemer, men det har det gjort for Henrikssons vedkommende.

I bogen Högskolans lågvattenmärken sammenfatter Sven Ove Hansson de "forræderiske fænomener, som kan føre til pseudovidenskab" (Hansson og Sandin 2000). Et af disse fænomener er de tilfældige sammenfald, der kan lokke forskeren på gale veje, hvis han ikke hele tiden forholder sig kritisk til sit materiale. Henrikssons forskningsresultater er et udmærket eksempel på, hvor let det er at fare vild, når bestræbelserne på at nå et forudbestemt resultat svækker udsynet. Det har hidtil været umuligt for Henrikssons kritikere at få en fornuftig dialog i gang. Som før nævnt opfatter han kritik som personangreb, og intet tyder på, at det vil ændre sig fremover. Det er en kendt sag, at forskere med ekstreme teorier ofte ender i en totalt fastlåst forsvarsposition, når deres resultater anfægtes.

Det er interessant, at Henriksson i så mange år har kunnet arbejde så uforstyrret med opbakning fra betydningsfulde institutioner. Tilknytningen til Astronomiska Observatoriet i Uppsala har som nævnt spillet en stor rolle. Henriksson har kunnet tage udgangspunkt fra en position indenfor den etablerede videnskab, mens f.eks. lægmanden Bob Lind, der har gjort sig kendt med sine vidtløftige teorier om skibssætningen Ales Stenar, aldrig har formået at gøre sig stueren.

Misforstået velvilje og en undervurdering af problemerne i Henrikssons forskning kan også være medvirkende faktorer. Hans kolleger blandt astronomerne har ganske givet haft svært ved at vurdere de arkæologiske aspekter af Henrikksons forskning og har nok heller ikke interesseret sig væsentligt for dem, da de ligger uden for deres område. Arkæoastronomien har kun ringe betydning for astronomien, mens den kunne få stor betydning for arkæologien. Arkæologer har som regel kun en beskeden viden om astronomi og statistik og viger måske tilbage for det naturvidenskabelige sprog i Henrikssons artikler. Reaktionen bliver da let: "jo, det ser da meget videnskabeligt og pænt ud - der kan godt være noget om det." Arkæologerne har generelt interesseret sig lidt for arkæoastronomien, som er et marginalt forskningsområde uden den helt store appel.

Ved første øjekast synes Henrikssons idéer ikke at værre særlig udfordrende. Der er jo ikke tale om overnaturlige ting som jordenergier, ønskekviste eller ufo-besøg, men om fænomener, der virker rationelle. Ved en nærmere undersøgelse bliver det dog klart, at Henrikssons forskning er gennemsyret af urealistiske forestillinger om vore forfædres tilværelse i oldtiden. Forestillinger om en svunden guldalder kan give sig mange udtryk. I Henrikssons tilfælde har de udmøntet sig i idéer om et bronzealdersamfund, hvor borgerne var i besiddelse af kundskaber og en indsigt af nærmest moderne tilsnit.

Når alt kommer til alt, så synes der kun at være yderst få, om nogen, arkæologer og astronomer, der helhjertet støtter Henrikssons idéer. Mange opfatter dem som det rene nonsens og finder dem så uinteressante, at de ikke vil spilde tid på at gøre indsigelser mod dem. Det gælder ikke mindst arkæologerne. Der er alligevel en stor gruppe, som nok stiller sig tvivlende, men alligevel ikke helt vil affærdige teorierne. De bruger ofte som argument, at der indenfor forskningen skal være højt til loftet, og de er dermed med til at fastholde Henrikssons position. Her er vi ved et centralt punkt! For selvfølgelig skal der være højt til loftet! Vi tager da heller ikke afstand fra forskning på grund af et par sjuskefejl eller småmisforståelser. Alle forskere laver fejl, som så løbende korrigeres gennem den gensidige kritik, som er et af videnskabens kendemærker. Vi vender os heller ikke mod fantasifulde og visionære hypoteser, hvis de vel at mærke netop præsenteres som hypoteser. Men i Henrikssons tilfælde er der ikke tale om småfejl og visionære hypoteser. Hans arbejde er præget af klare og gentagne metodiske fejltagelser. Han fremlægger skråsikkert sine resultater, som om de var baseret på den etablerede metodik, og han imødegår sine kritikere med udtalelser som: "Mine herrer, her drejer det sig om eksakt videnskab…!" (Henriksson 1997)

Henrikssons omfattende arbejde, ikke mindst med at popularisere sine resultater, har helt givet været medvirkende til, at seriøs arkæoastronomi har haft svært ved at finde fodfæste i Sverige. Lidt sat på spidsen er der i Sverige to opfattelser af forskningsgrenen. Den ene forholder sig så ukritisk til emnet, at stort set enhver tolkning tages for gode vare, mens den anden viser en meget afvisende holdning og tvivler på, om der overhovedet kan skaffes resultater til veje gennem arkæoastronomien.

En ligenende situation har hersket på De Britiske Øer. Længe dominerede Alexander Thom den arkæoastronomiske forsksning med sine meget vidtgående teorier, som i nogle kredse medførte stor begejstring og i andre dyb skepsis. Selv i dag er der i Storbritannien mange, der dyrker de vidtløftige teorier, men der findes også en mindre gruppe af forskere, som arbejder seriøst med emnet (Ruggles 1999). Også i Sverige drives der seriøs arkæoastronomisk forskning, men den har slet ikke fået samme opbakning og støtte som Henrikssons forskning.

Hvem er vinderne i denne situation? Det er ikke studenterne, som sløser tiden bort på pseudovidenskabelige tåbeligheder. Det er heller ikke Uppsala-institutionerne, som risikere at blive til grin - eller arkæoastronomien, som må kæmpe hårdt for sin troværdighed. Ej heller Henriksson, hvis resultater mindre og mindre tages alvorligt.

REFERENCER

• Hansson, S.-O., Sandin, P. (red.) 2000. Högskolans lågvattenmärken. Stockholm.
• Henriksson, G. 1983. Astronomisk tolkning av slipskåror på Gotland. Fornvännen 78/1 1983, s. 21-28.
• Henriksson, G. 1995. Riksbloten och Uppsala högar. Tor 27. Uppsala. s. 337-394.
• Henriksson, G. 1996a. Hällristningarnas gåta - lösningen finns på himlavalvet. Populär Arkeologi 14, nr 4 1996, s. 4-15.
• Henriksson, G. 1996b. Uppsala högar ur astronomisk synvinkel. Arkeologi och miljögeologi i Gamla Uppsala. Vol. 2. s. 109-112.
• Henriksson, G. 1997. Varför bannlyser hällristningsforskarna astronomiska tolkningar? Populär Arkeologi 15, nr 2 1997, s. 22-29.
• Henriksson, G. 2000. Arkeoastronomi i Sverige. Astronomiska Observatoriet i Uppsala. Kompendium.
• Kristiansen, K. 1997. Henriksson borde varken få pengar eller publicitet! Populär Arkeologi 15, nr 3 1997, s. 32-33.
• Lindström, J. 1993. Arkeoastronomins fyra problem - och de fyra väderstrecken. Astronomisk tidsskrift 3/1993, s. 97-104.
• Lindström, J. 1997a. Arkeoastronomins kung Midas saknar argument och bevis. Populär Arkeologi 15, nr 1, 1997, s. 24-26.
• Lindström, J. 1997b. Det handlar inte om revirtänkande utan om dålig vetenskap. Populär Arkeologi 15, nr 3, 1997. s. 30-32.
• Lindström, J. 1997c. Fornlämningarnas orientering på Gotland. En kritisk granskning av den arkeoastronomiska tolkningen av slipskåror samt en studie av riktningsfördelningen hos öns forntida gravar, hus och medeltida kyrkor. Till Gunborg - Arkeologiska samtal. Stockholm Archaeological Reports Nr 3, 1997, s. 497-508.
• Lindström, J. 1997d. The Orientation of Ancient Monuments in Sweden. A Critique of Archaeoastronomy and an Alternative Interpretation. Current Swedish Archaeology. Vol. 5. 1997, s. 111-125
• Lindström, J. 1998. Jättens tå och solhästen. Stjärnmyter och solbilder bland forntidens nordbor. Astronomisk årsbok 1999. Læs artiklen på dansk!
• Nordbladh, J. 1997. I historien finns inga gåtor. Populär Arkeologi 15, nr 1, s. 27-28.
• Roslund, C. 1995. The geometry and orientation of Scandinavian ship-settings. Fornvännen 90, s. 139-145.
• Roslund, C. 1997. Vi bör dra nytta av varandras kunskaper - det gör inte Henriksson. Populär Arkeologi 15, nr 3, s. 28-30.
• Roslund, C., Lindström, J. and Andersson, P. 1999. Alignments in Profusion and Confusion. The Growing Pains of Archaeoastronomy. Lund Archaeological Review 1999, vol. 5, s. 105-115.
• Ruggles, C. 1999. Astronomy in Prehistoric Britain and Ireland. New Haven and London. 286 s.
• Swanström, L., 1995. Slipskåror och järnhantering på Gotland. Gotländskt arkiv 67, s. 11-17.
• Seminar på Upplands-Bro Kulturhistoriska Forskningsinstitut den 12 maj 1998 med deltagelse af Henriksson og forfatterne af denne artikel. Diskussionen på seminariet foreligger på lydbånd.