En tilføjelse til artiklerne om

Birkendegård

© Rud Kjems

Artikel nr. 12.

rudkjems@hotmail.com

Ramskous tegning af et af de stenspor, han fandt ved Birkendegård.

Vi har tidligere i artiklerne Et dansk Stonehenge og Mere om Birkendegård fortalt den sørgelige historie om et måske unikt dansk oldtidsanlæg, hvis svage spor langsomt udviskes som følge af landbrugsaktiviteter. Der er tale om "en død i stilhed", for danske arkæologer har vendt ryggen til monumentets dødskamp. Af én eller grund synes de at ignorere anlægget, - tilsyneladende lige glade med, hvad der gemmer sig i jorden ved Birkendegård. Den 2. maj i år sendte jeg nedenstående brev til inspektør ved Nationalmuseet Flemming Kaul:

"Kære Flemming Kaul

Tak for Deres brev (19/2 -99) vedrørende Thorkild Ramskous undersøgelser af det gådefulde anlæg ved Birkendegård. Og tak for henvisningen til Torben Dehn, som gav mig gode supplerende oplysninger. Han gjorde mig bl.a. opmærksom på, at Ramskou - udover artiklen i 'Nationalmuseets Arbejdsmark' - også har skrevet om Birkendegård i lokal-årbogen 'Fra Holbæk amt 1971-72'. Af sidstnævnte artikel fremgår det, at Ramskou i 1970 vendte tilbage til Birkendegård og foretog en mindre udgravning. Han fandt ud af, at den mellemste kreds ikke har bestået af sten, men af gruber (gruber arrangeret i kredse er også fundet i Storbritannien). Ramskou sammenligner i sine artikler Birkendegård med de britiske henge-monumenter, og der er da også mange fællestræk. Han nåede jo desværre ikke at skrive en samlende beretning om sine opdagelser, - og der eksisterer tilsyneladende hverken noter, skitser, fotos eller måleresultater fra udgravningerne? Og hvad er der forresten sket med de effekter, han fandt på stedet: potteskår, trækul mm?

Hvis Ramskous tolkning af de fundne spor er korrekt, så er der tale om et unikt anlæg, og det undrer mig ikke så lidt, at Ramskous prøvegravninger ikke er blevet fulgt op af større undersøgelser. Måske har Ramskous resultater ikke kunnet overbevise kollegerne? I Storbritannien foregår der i disse år ret omfattende geofysiske undersøgelser af arkæologisk interessante områder. Hvilket omgfang har sådanne undersøgelser herhjemme? Og hvorfor dog ikke lade Birkendegård undersøge på denne måde, før landbrugsaktiviteter har fjernet de sidste spor af et - måske, måske ikke - unikt dansk oldtidsanlæg?

Med venlig hilsen

Rud Kjems"

Jeg har flere gange tidligere rettet henvendelse til Flemming Kaul og altid fået venlige, grundige svar tilbage. Brevet om Birkendegård venter jeg endnu svar på. Nu skal man jo ikke uden grund male fanden på væggene, men jeg har en mærkelig fornemmelse af, at der gemmer sig et eller andet bag Kauls tavshed. Det virker helt uforståeligt, at de effekter, Ramskou fandt under udgravningerne, nu tilsyneladende ikke eksisterer længere. Nationalmuseet og dets medarbejdere er da normalt kendt for stor påpasselighed og omhu! Alligevel er vigtige fund angående et måske unikt oldtidsanlæg forsvundet op i den blå luft. Der må være personer på Nationalmuseet, som kender de nærmere omstændigheder vedrørende det skandaløse forsvindingsnummer. Et andet vigtigt spørgsmål: Hvilken status havde Thorkild Ramskou blandt sine kolleger? Blev han regnet for at være lidt for fantasifuld? Bunder mysteriet vedrørende arkæologernes manglende interesse for Birkendegård sig i forhold, der har noget at gøre med Thorkild Ramskous person? Eller er der en helt tredje grund til, at museumsverdenen ignorerer Ramskous resultater?

Det er ikke nogen hemmelighed, at museumsverdenen må slås med snærende budgetter, og af dagspressens behandling af museumsstoffet fremgår det, at de stramme budgetter især hæmmer udgravningsaktiviteterne. En fuldstændig udgravning af Birkendegård-anlægget vil koste mange penge og er måske for øjeblikket en for stor mundfuld for Nationalmuseet; men der er som regel fondsmidler til rådighed, når sagen er stor nok! Og det er den måske vedrørende Birkendegård. Det kræver imidlertid, at sagen bringes frem i offentligheden, hvilket museumsverdenen altså af uransagelige årsager modarbejder. Det hele virker således fastlåst og ufremkommeligt. Eneste udvej er at få gjort medierne interesseret i sagen, og jeg har selv for øjeblikket visse følere ude, men er ikke alt for optimistisk. Det er deprimerende at sidde med en fornemmelse af, at sporene af et enestående oldtidsanlæg smuldrer bort uden at en sjæl bekymrer sig derom!

Lederen af Kalundborg Museum fortalte mig i februar måned, at der på et tidspunkt var en kreds af personer, som havde planer om at lave et besøgscenter ved Birkendegård, men at planerne løb ud i sandet. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde flere oplysninger om disse planer. Jeg har rettet henvendelse til Hvidebæk Kommune, hvor Birkendegård er hjemmehørende, for at høre, om kommunen i sine arkiver har papirer vedrørende disse planer. Men kommunen har ikke kunnet finde sådant materiale. Endelig har jeg for nylig rettet henvendelse til formanden for Lokalhistorisk Forening i Hvidebæk, Børge Geert Olsen i Jerslev. Heller ikke han kunne kaste nyt lys over initiativet vedrørende et besøgscenter, men han kunne til gengæld berette om en ejendommelig oplevelse med relation til Birkendegård. Børge Geert Olsen deltog engang i 1970'erne i en foredragsaften i den lokalhistoriske forening i Holbæk. Foredragsholderen var Thorkild Ramskou, men det var ikke Birkendegård, foredraget handlede om. Alligevel dristede Olsen sig til at stille Ramskou spørgsmål vedrørende Birkendegård. Han ville gerne vide, hvad det var, man havde fundet, og hvad der videre skulle ske i sagen. Ramskou var tydeligvis ilde berørt ved spørgsmålet og gav en vævende forklaring, - søgte lige som at tale sig undenom. Olsen gentog spørgsmålet, men Ramskou svarede igen undvigende. Da Olsen forsøgte sig en tredje gang, blev Ramskou tydeligvis vred, og det fremgik af hans attitude, at Birkendegård ikke skulle berøres yderliger. Børge Geert Olsen undrede sig over Ramskous reaktion på de tilsyneladende uskyldige spørgsmål og sad med en fornemmelse af, at Ramskous tale om "et dansk Stonehenge" måske havde gjort ham til grin blandt kollegerne på Nationalmuseet.