© Rud Kjems

Artikel nr. 53.

ALEXANDER THOM

Det er ofte pionerens lod at få sine teorier sat til vægs af eftertiden. Sådan gik det også skotten Alexander Thom, der i de sidste årtier af 1900-tallet var én af arkæoastronomiens absolutte frontfigurer. Hans indsats var dog på ingen måde forgæves, for han inspirerede en ny generation af forskere, som fandt det spændende at søge spor efter vore forfædres optagethed af himmellegemerne og de mønstre, de tegner over vore hoveder.

Alexander Thom blev født i Carradale i Skotland. Efter endt skolegang gennemførte han ingeniørstudierne ved universitetet i Glasgow, og en flot karriere kronedes med hans ansættelse som professor of engineering science ved det berømte universitet i Oxford i 1945. Dette embede bestred han frem til pensioneringen i 1961. Resten af livet helligede han sig helt arkæoastronomien, der i næsten 30 år havde været hans vigtigste frihedsinteresse.

Han blev tidligt interesseret i sin egns oldtidsminder og stiftede sandsynligvis allerede i ungdomsårene bekendtskab med de teorier om de gamle anlægs orienteringer, som den berømte astronom J. Norman Lockyer havde fremført. Lockyer havde hævdet, at der i mange af oldtidens megalitanlæg var indbygget sigtelinier med relation til astronomiske begivenheder, - f.eks. solens opgang ved solhvervene. Alexander Thom's søn, Archie, der delte faderens interesse for arkæoastronomi og samarbejdede med ham i en årrække, fortæller i en erindringsskitse om den begivenhed, der efter alt at dømme for alvor satte faderen i gang med arkæoastronomien. Alexander Thom var livet igennem en ivrig sejlsportsmand, og i sommeren 1933 var han med familien på krydstogt blandt øerne nord for Skotland. Archie Thom beretter:

"På dette særlige krydstogt i 1933 havde vi haft en lang og hård sejlads fra Sound of Harris og nordpå i det åbne Atlanterhav, som bestemt ikke er noget roligt farvand. Ud på aftenen fandt vi ind i roligere vande ved East Loch Roag på øen Lewis. Her lykkedes det os at finde en god ankerplads. Mens vi stuvede sejlene bort, så vi et vidunderligt syn. Fuldmånen var netop ved at stå op bag den lave ø, og med måneskiven som baggrund tegnede sig silhuetterne af de høje, oprejste sten i det storslåede megalitanlæg, Callanish. Efter aftensmaden gik vi i land og udforskede det spændende sted i måneskin." (1)

Thom lagde ud i marts måned, hvor han studerede anlæg i Perthshire og Angus. I april var han i Lake District, hvor otte anlæg blev undersøgt. I midten af juli opererede han i Devon og Cornwall, og i august blev en snes megalitanlæg opmålt i Aberdeenshire, Perthshire og Inverness. Endelig var han i september på spil i både Yorkshire og Derbyshire. Sammenlagt besøgte han i 1955 i alt 60 oldtidsanlæg, hvoraf mange blev omhyggeligt opmålt. Det var før motorvejenes tid, så Thom må have tilbragt ikke så få timer på de britiske landeveje!

Thom's undersøgelser af de gamle oldtidsminder foregik ret upåagtet, og først i 1954 følte han sig parat til at indvi offentligheden i sine resultater. Det foregik via en artikel i det lidet kendte tidsskrift "Journal of the British Astronomical Association." Artiklen, der hed The Solar Observatories of Megalithic Man, efterfulgtes af andre, men på trods af, at de præsenterede en række teorier, som var særdeles vidtgående og i stærk opposition til det gængse arkæologiske tankesæt, så vakte de ingen større opsigt. I disse år førte arkæoastronomien i det hele taget en ret tilbagetrukket rolle.

Alexander Thom

THOM'S FORHISTORISKE KALENDER

I 1955 præsenterede Alexander Thom i en artikel sin teori om, at der i det forhistoriske Storbritannien havde været en kalender i brug - baseret på solens vekslende op- og nedgangspositioner gennem året. Teorien var underbygget af et statistisk materiale bestående af 72 formodede astronomiske sigtelinier registreret på 39 forskellige lokaliteter. Senere udbyggede Thom sit materiale, og da han i 1967 udsendte sin første bog, Megalithic Sites in Britain, kunne han underbygge sin kalender-teori med i alt 261 formodede sigtelinier indsamlet på 145 lokaliteter. De postulerede sigtelinier var fundet i mange forskelligartede anlæg: langs en stenrække, fra centrum af en stenkreds til en udliggersten, fra centrum af en stenkreds til centrum af en anden, mellem to modsat stående sten i en stenkreds, langs gangen af en storstensgrav mm.

Hvis nu de anlæg, hvor Thom fandt sine sigtelinier, slet ikke havde noget astronomisk islæt, men blot var udlagt tilfældigt, så måtte man forvente, at liniernes orientering ville fordele sig jævnt hele kompasset rundt. Men Thom fandt i materialet klare grupperinger, der kraftigt pegede på relationer til både solhverv og månehverv. Thom interesserede sig imidlertid mere for nogle mindre grupperinger, der ensartet fordelte sig langs det udsnit af horisonten, hvor solen har sine op- og nedgange. Det var disse ensartede grupperinger, der dannede baggrund for hans teori om en forhistorisk kalender. Efter Thom's opfattelse havde denne opdelt året i 8 (muligvis 16) lige store tidsafsnit. Måneder ville man næsten uvilkårligt kalde dem. Men det ville være en skidt betegnelse, da det jo var solens cyklus og ikke månens, som kalenderen var baseret på. Thom forestillede sig, at sigtelinierne var orienteret mod solopgange og solnedgange på vigtige kalenderdage (epoch dates) i hver af de 8 (muligvis 16) tidsafsnit. Og han hævdede, at sigtelinierne var udstukket med mindst en halv grads nøjagtighed.

DEN FORHISTORISKE KALENDER MØDER MODSTAND

Thom's teori blev efterfølgende kikket efter i sømmene, og det viste sig, at der kunne rejses en del kritikpunkter, hvoraf nogle her skal nævnes:

• En sammenligning mellem hans notater og det, som senere publiceredes, viser, at Thom har registeret mange flere sigtelinier end de, som er medtaget i det endelige materiale.
• Omkring 20% af sigtelinierne relaterer til et iøjnefaldende element i horisonten - en bjergtop, en lavning mellem to bakker mm. Sådanne sigtelinier er højst hypotetiske og tvivlsomme. Thom forestillede sig, at man havde anlagt stensætninger, især stenrækker, hvis orientering pegede mod sådanne elementer i horisonten, hvor solen på de vigtige kalenderdage stod op eller gik ned.
• Nogle af de "stensætninger", hvor Thom fandt sigtelinier, var slet ikke menneskeskabte, men naturligt forekommende stensamlinger.
• Det mest tungtvejende argument mod teorien var imidlertid udvælgelsen af de arkæologiske konstruktioner, hvor sigtelinierne var fundet. Der var ikke skelnet mellem anlægstyper og anlæggenes alder - alt var taget med rub og stub, en bred vifte af anlæg, hvis dateringer dækker over et stort tidsspand. Endelig tog udvælgelsen heller ikke hensyn til geografiske forskelle, idet der var medtaget anlæg fra mange forskellige lokaliteter.

Inspireret af Alexander Thom og ivrig efter at kikke nærmere på dennes resultater besluttede Clive Ruggles sammen med tre kolleger at undersøge orienteringen af et stort antal megalitanlæg i det vestlige Skotland. Det var et ambitiøst projekt, der skulle gennemføres efter en række strenge principper for at sikre, at ønsketænkning og subjektive skøn ikke fik indflydelse på resultatet. Projektet var fra starten anlagt med henblik på at teste Thom's materiale og resultater, men i løbet af forberedelsesfasen ændredes målsætningen til også at omfatte udarbejdelsen af principper og metoder for fremtidige undersøgelser af mulige astronomiske aspekter vedrørende forhistoriske anlæg. Projektet var som nævnt baseret på en undersøgelse af et stort antal megalitanlæg. Dette omfattende feltarbejde blev udført af Clive Ruggles i årene 1979 og 1981 og strakte sig over i alt otte måneder.

Clive Ruggles

"Disse data giver intet som helst belæg for, at de involverede anlæg blev orienteret mod sommersolhvervet og udvalgte solopgange og solnedgange på særlige kalenderdage som foreslået af Thom. Da over 40% af Thom's egne data er indhøstet i den samme region, så betyder det, at ideen om en "megalitisk kalender" med en inddeling af året i otte lige store dele hermed har fået et grundskud. Der er heller ikke i dette nye materiale noget bevis på astronomiske orienteringer anlagt med en præcision større end omkring en grad." (2)

Thom's forhistoriske kalender holdt altså ikke for en nærmere prøvelse, men der dukkede andre mønstre op i det nye materiale, som indikerer, at astronomien alligevel har spillet en rolle ved anlæggenes orientering. Først og fremmest tyder resultaterne på en interesse for månehvervene og vintersolhvervet. Det astronomiske aspekt bliver endnu tydeligere, når man fokuserer på en enkelt anlægstype indenfor en afgrænset lokalitet. F.eks. viste det sig, at samtlige stenrækker på øen Mull er orienteret mod sydøst - mod det udsnit af horisonten, der indrammes af månens opgangspositioner ved det indre og det ydre månehverv.

NATURENS STORE KALENDER

Clive Ruggles' undersøgelse var som nævnt særdeles grundig, og materialet blev behandlet statistisk efter alle kunstens regler ved hjælp af moderne computerteknik. Så vi må nok uden forbehold accepterer, at de undersøgte megalitanlægs orienteringer ikke danner basis for en teori om, at man i forhistorisk tid har haft en kalender, der har opdelt året i lige store tidsintervaller. Det udelukker selvfølgelig ikke, at sådanne kalendere alligevel har været i brug. Der kan have eksisteret kalenderanlæg med astronomiske sigtelinier markeret af træstolper. Disse vil selvfølgelig for længst være smuldret hen, men hullerne, de blev sat i, vil oftest kunne påvises, fordi de tegner sig som mørke nedgravninger i undergrunden. Hvis sådanne anlæg virkelig har eksisteret, så må de have været ret store af udstrækning, og det ville kræve enorme fladeafgravninger at afsløre dem. Chancen for at finde og erkende et sådant anlæg ville være meget lille. Arkæologerne finder meget ofte stolpehuller, hvis formål de ikke er i stand til at forklare. Nogle af disse kunne være elementer af sådanne kalenderanlæg, men de kan lige så godt være spor af alt muligt andet.

Selv hælder jeg mest til, at der ikke har eksisteret sådanne sindrige kalenderanlæg i yngre stenalder og ældre bronzealder, som de undersøgte megalitanlæg i Skotland må henføres til. Simpelthen fordi det ikke har været nødvendigt. Vi er tilbøjelige til at betragte fortiden gennem nutidens briller - og det er en skidt synsvinkel. Vore lommekalendere bugner af notater vedrørende møder, fødselsdage, tandlægebesøg mm. på bestemte datoer og klokkeslæt, - ja hver dag er spændt ind i et stramt tidsskema, hvor selv minutterne spiller en afgørende rolle.

Der er en verden til forskel på vores hverdag og den hverdag, vore forfædre oplevede. De havde ikke brug for nogen lommekalender. Deres hverdag forløb, som den havde gjort i århundreder. Fra solopgang til solnedgang rummede den en række gammelkendte arbejdsopgaver og rutiner forbundet med pasningen af afgrøderne og husdyrene. Jeg har spurgt flere landmænd, om de kunne drive deres landbrug uden brug af kalender, og det har de svaret ja til. Kun i forbindelse med såningen ville der kunne opstå problemer - nemlig hvis man lokket af en midlertidig mildning i vejret får sået så tidligt, at en efterfølgende kuldeperiode med frost ødelægger sæden. For de forhistoriske bønder har naturens store kalender været tilstrækkelig. Solens op- og nedgangspositioner i horisonten og solhøjden ved middagstid har fortalt dem ret præcist, hvor på årscyklen, de befandt sig.

Men, vil nogle nok spørge, hvordan har vore forfædre kunnet aftale at mødes til kultiske fester på bestemte dage, når de ikke har kendt til "datoer"? Man kan nok slå fast, at det daglige fællesskab har begrænset sig til beboerne i den landsby, hvor man selv hørte hjemme. Det har været små enheder, en til tre familier - i alt 10-30 mennesker. Aftaler vedrørende fester og ritualer har kunnet aftales så at sige fra dag til dag. Fundet af store kultiske pladser, f.eks. de danske Sarup-anlæg, dokumenterer, at sammenkomster til tider har inddraget indbyggerne i et stort geografisk område. Hvordan har man så været i stand til at samle folk fra nær og fjern ved sådanne lejligheder? Det kan udmærket tænkes, at nogle af disse sammenkomster fandt sted ved solhvervene - nærmere præciseret: måske ved den første fuldmåne efter solhvervet. Men man kan også have udsendt budbringere, som eventuelt meddelte, at ritualerne tog deres begyndelse ved næste fuldmåne. De kan også have oplyst, at festlighederne startede om så og så mange dage. Indrømmet - man kan forestille sig så meget, men det bygger alt sammen på formodninger!

LITTERATUR

1: Ruggles, C.L.N. (red.): Records in Stone: Papers in memory of Alexander Thom, 1988, side 5 (min oversættelse))

2: Ruggles, Clive: Astronomy in Prehistoric Britain and Ireland, 1999, side 75 (min oversættelse)