© Rud Kjems

Artikel nr. 57.

Det velanskrevne britiske tidsskrift Nature bragte i april 1998 en artikel om et ca. 6000 år gammelt megalitkompleks i den ægyptiske del af Sahara-ørkenen. Artiklen, der havde overskriften "Megaliths and Neolithic astronomy in Southern Egypt", var skrevet af videnskabsmændene J. McKim Malville, USA, Fred Wendorf, USA, Ali A Mazar, Ægypten, og Romauld Schild, Polen. Det følgende er baseret på denne artikel.

NABTA BEFOLKES

Megalitkomplekset er fundet i det sydlige Ægypten vest for Nilen ved lokaliteten Nabta. Området henlå i ørken og var ubeboeligt det meste af ældre stenalder, men for omkring 11.000 år siden forårsagede klimaændringer, at monsunbæltet forskubbedes nordpå. Det betød, at der hvert år i regntiden opstod større og mindre søer i Nabta-området. I tørketiden svandt de bort igen. For omkring 4800 år siden flyttede monsunbæltet sig igen sydpå, og siden har egnen ligget hen i ørken.

Sommermonsunens nedbør medførte også, at ret store arealer blev bevokset af græsser og andre planter, og de sydligere boende nomadestammer og deres kvægflokke begyndte for ca. 10.000 år siden at udnytte de nyskabte græsgange og vandforekomster omkring Nabta. De har nok i langt de fleste tilfælde kun opholdt sig i området i de fugtige sommermåneder. Når tørken satte ind, vandrede de tilbage til de mindre tørre områder mod syd. Fund af ildsteder, redskaber mm. røber, at disse første indvandrere var småfamilier, der år efter år hver sommer slog sig ned ved de midlertidige søer i området. På de ret beskedne bopladser er der fundet knogler af bl.a. gazeller, harer, sjakaler og små pattedyr, men som regel også knogler af kvæg, som nok især har leveret mælk, blod og assistance ved transporten.

Nabta ligger i det sydlige Ægypten ret tæt på grænsen til Sudan. Opdagelsen af megalitkomplekset ved Nabta blev omtalt i mange medier verden over, og fantasifulde journalister betegnede det som "Afrikas Stonehenge". Som det vil fremgå af artiklen, er det at tage munden alt for fuld.

I de omkring 5000 år monsunbæltet udstrakte sig til Nabta og muliggjorde beboelse, har der som sagt for langt størsteparten været tale om sommerbopladser, hvor de samme familier sommer efter sommer slog sig ned. Det har måske været den eneste gang om året, hvor et større antal familier traf sammen. Mødet med andre familier eller stammer har spillet en stor rolle. Man har udvekslet gaver, berettet nyheder, lavet aftaler om bl.a. ægteskab, udvekslet kvæg mm. Men også religiøse, rituelle aktiviteter har fundet sted. Herom vidner en række megalitgrave indeholdende knogler af kvæg - uden tvivl kvæg, der blev ofret i forbindelse med ceremonierne. Der kendes to typer af disse kvæggrave. Den ene rummer sammenrodede knogler af et eller flere dyr begravet under utilhuggede sandstensblokke. Den anden type rummer det uforstyrrede skelet af et dyr gravlagt i et velbygget kammer overdækket af utilhuggede sandstensblokke. Kvægofringer har nok været en årlig tilbagevendende begivenhed omgærdet af alskens ritualer.

MEGALITKOMPLEKSET

Det i indledningen omtalte kompleks af stenanlæg, der dateres til ca. 4000. f.Kr., består af følgende elementer: ovale stenlægninger dannet af store, liggende sten, kvægbegravelser, fem, forskelligt orienterede stenrækker og en kreds af sten. Forfatterne undersøgte fem af de ovale stenlægninger, som alle dækkede et bearbejdet parti af den underliggende klippeflade. Stenlægningerne blev i begyndelsen antaget for grave, men ved udgravningerne lykkedes det hverken at finde spor af mennesker eller gravgods. Så der er muligvis tale om cenotafer - tomme grave opført til ære for mennesker, som var døde andet steds. I jorden under den største af disse stenlægninger (X på skitsen nedenunder) fandt udgraverne en opretstående, bearbejdet sten, som mest af alt lignede en ko. Stenens base befandt sig 2 m under jordoverfladen, og yderligere 2 m nede var et parti af den underliggende klippe bearbejdet som ved de andre undersøgte stenlægninger.

De opretstående sten i de fem stenrækker er typisk 2-3 m lange, fra base til top. De stammer ikke fra grundfjeldet, men fra fritliggende sandstensforekomster i nærheden. Ved stenrækkerne og de øvrige anlæg blev der fundet rester af mange ildsteder samt potteskår fra samme periode som megalitanlæggene. Alle stenrækkerne har tilsyneladende udgangspunk i det største af de ovale stenanlæg (X). Herfra strækker de sig østpå i forskellige retninger. De fem stenrækker har følgende karakteristika:

1. X + 2 sten - azimut: 24,3°.
2. X + 4 sten - azimut: 25°.
3. X + 4 sten - azimut: 28°.
4. X + 2 sten + lille megalitanlæg - azimut: 90,02°.
5. X + 6 sten - azimut: 126°.

Som det fremgår af ovenstående, var stenrækken IV næsten præcist øst-vest orienteret - måske en bevidst astronomisk orientering. De fire forskere bemærkede også, at de såkaldte ovale stenlægninger - bl.a. X - var ensartet orienteret, idet nemlig længdeaksen af de benyttede sten tilnærmelsesvist var orienteret nord-syd. Og måske rummer også stenkredsen - knap fire meter i diameter - astronomiske elementer.

Den ret beskedne stenkreds består af i alt 29 sten - aflange, ubearbejdede sandstensblokke omkring 1 m høje. I kredsens midte er der seks stående sten af samme materiale og størrelse. Formålet med disse sten kendes ikke. De 21 af kredsens sten ligger ned med længdeakserne placeret på kredsens periferi. Stenene er ikke lagt i en cirkel, men nærmest i en ægformet oval. De sidste 8 sten står op, og det interessante er, at de parvis markerer 4 indgange til kredsen placeret to og to overfor hinanden. Det ene par markerer en akse, som er ret tæt på en præcis nord-syd orientering (358° azimut). Aksen, der forbinder det andet par, har en azimutværdi på 62°. Megalitkomplekset er som nævnt dateret til omkring 4000 f.Kr., hvor det første glimt af solen om morgenen ved sommersolhverv lod sig se i retningen 63,2° azimut. Stenkredsens brugere ville således - stående i den vestlige indgang - ved solhverv se solopgangen indrammet af den østlige indgangs stenstolper.

Nabta befinder sig i det tropiske bælte, hvorfor solen året rundt står langt højere på himlen end på vore breddegrader. Det indebærer endvidere, at solens vandrende op- og nedgange i løbet af året dækker et betydelig mindre horisontudsnit - og at op- og nedgangspositionerne flytter sig mindre fra dag til dag, end vi kender til. Der er dog nok ikke tvivl om, at solhvervene - solens vendepunkter - har været mærkedage også for nomaderne i datidens Nabta. Og i Nabta er sommersolhvervet forbundet med et særligt tilbagevendende fænomen. Tre uger på begge sider af sommersolhvervet står solen i zenith og sender sine stråler lodret ned over betragteren. Så i disse seks uger har hverken stenene i stenrækkerne eller kredsens sten kastet nogen skygge. Dette har Nabta-nomaderne garanteret ikke betragtet som et "astronomisk fænomen", men som et udslag af de højere magters gøren og laden.

TOLKNING AF MEGALIT-KOMPLEKSET

De fire forfattere tolker megalitkomplekset som et udtryk for samspillet mellem solen, vandet, døden og den frugtbare jord og slutter artiklen således:

"Nabta-kompleksets rige symbolske indhold afspejler nomadernes hårde levevilkår og kamp for at overleve i ørkenen. Det ceremonielle kompleks må være anlagt før 2.800 f.Kr., hvor monsunbæltet trak sig sydpå og området atter forvandledes til ørken. Dermed er Nabta-komplekset med dets ceremonielle og astronomiske elementer ældre end de fleste europæiske megalitanlæg. Omkring 500 år efter, at aktiviteterne ved Nabta døde ud, blev den første ægyptiske pyramide - trinpyramiden ved Saqqara - rejst. Kræfterne bag denne præstation kan have haft rødder i en kulturel base i det øvre Ægypten, måske i de stammer, der på grund af tørken måtte forlade deres vante omgivelser for omkring 5.000 år siden. En sådan indvandring kan have ændret de sociale relationer i det prædynastiske Ægypten som følge af, at de nomadiske indvandrere var bedre organiserede og i besiddelse af en mere kompleks kosmologi."