© Karen K. Fuur

Artikel nr. 39.

Under tørvegravning i 1940 i en mose nær den Sjællandske by Ryemarksgård fandt man et stykke usædvanlig knogle af en okse. Ingen af tørvegraverne anede selvfølgelig noget om, at knoglen var fra en urokse og et sted mellem 8 og 10.000 år gammel, men deres interesse blev vagt af nogle små indridsede figurer, som var aftegnet på knoglen. Nationalmuseet blev tilkaldt, og pludselig stod man med det ældst bevarede og dengang eneste vidnesbyrd om, hvordan mennesker i oldtiden havde „set ud". Et enestående fund.

Siden, påstår man, er der blevet skrevet side op og side ned om den knogle. Jeg har bare ikke, i min søgen, kunne finde andet end lidt spredte notater her, et lille stykke der, en henvisning til nogle lignende og senere fund, et billede hist og pist, o. s. v. - ikke nogen steder en sammenhængende og tilbundsgående behandling af fundet. Kun: „Det skal vist nok forestille", eller: „Man ved ikke med sikkerhed", og lignende. Det er som om arkæologer frygter alt, hvad der har med metafysik at gøre, skyr alt, hvad der ikke kan måles, vejes, udledes fakta af; alt, hvad der skal bruges fantasi til. Og det har de da også al mulig grund til. Her kan man nemlig meget, meget nemt komme ud på glatis og blive til grin, eller endnu værre: blive kaldt usaglig. Noget af det værste der kan overgå fagfolk. Egentlig har jeg lidt ondt af de folk, men forstår dem godt. For hvem har brug for lange jeremiader og udredninger om et eventuel funds metafysiske betydning. Noget ingen jo alligevel med sikkerhed kan sige noget om. Den slags er der nok af skræmmende eksempler på. Ukendte væsener fra rummet, der har rejst Stonehenge. Kilometerlange landingsbaner på øde bjergplateauer i Peru. Figurer, der forestiller rummænd i Mayaernes og Khmerenes tempeludsmykning, apokalyptiske forudsigelser i gamle skrifter o. s. v. Eksemplerne er talrige og endeløse, men retfærdigvis også, i nogle tilfælde, ganske interessante.

Men lad os prøve at se på knoglens tegninger uden akæologens øjne. Ingen kan være i tvivl om, at tegningerne forestiller fem menneskelignende figurer. Hvem af dem, der er mænd, og hvem der forestiller kvinder, har der været en del diskussion om. Er de tre „tykke" figurer gravide kvinder og de to andre deres mænd? Eller er den eneste af figurerne med arme også en mand, således, at billedet forestiller tre mænd og to gravide kvinder? Og hvad er det for en begivenhed, for en historie, tegneren har villet fastholde på knoglen? Man er nogenlunde enige om, at figur nr. 4 fra højre må forestille en gravid kvinde, og at det sandsynligvis er hende og hendes forestående nedkomst, det hele drejer sig om. Men med en smule fantasi og lidt opmærksomhed kan man også se, at der er meget mere end det i tegningen.

For mig at se er der to hovedmotiver. En forventet stor begivenhed, som alle i gruppen vil blive berørt af. Noget betydningsfuldt og for gruppen gennemgribende, som alle må tage del i og være nødt til at planlægge omkring; og så et godt gammeldags, glad grin. Faktisk en befriende, rungende latter. Tegningen er en historie om alvor og glæde.

Når vi læser og skriver, foregår det altid fra venstre mod højre. Noget vi naturligvis ikke tænker over, men bare gør. En kulturarv, vi har overtaget fra grækerne og romerne. Men når f.eks. arabere, pakistanere eller andre muslimer læser og skriver, er det omvendt, fra højre mod venstre. De gamle egyptere og de fleste af østens folk gjorde og gør det i lange lodrette kolonner oppefra og ned. De nordamerikanske indianeres totempæle kan læses både oppefra og nedefra. Vores knogletegning skal læses fra højre mod venstre. Og hvorfor nu det? Joh, for ellers giver den ingen mening.

Menneskefigur på hjortetakøkse fundet under tørveskæring i Jordløse Mose i Vestsjælland.

Figur nr. 2 , som står med front mod figur nr.1, står næsten i en militærisk "giv agt" stilling: rank, opmærksom, lyttende for at høre og forstå de ordrer, der bliver afgivet. Fødderne er rette, kroppen let foroverbøjet, ansigtet udtryksløst med løftet pande, lyttende, ikke et eneste ord undgår hans opmærksomhed.

Figur nr. 3, som også står med front mod figur nr. 1 er ikke nær så agtpågivende. Kroppen er lidt mere tilbagelænet, benene og føddernes stilling mere afslappet, afventende, som en der ikke rigtig behøver at være med, men som i kraft af den rolle, han har, lærlingens, alligevel er nødt til at høre efter og prøve at forstå. Han ved, at det ikke er ham, der bliver talt til, men at han om lidt vil modtage ordrer fra figur nr.2. Hovedet er bredt og panden let rynket, ørene nærmest stritter af naiv nysgerrighed for at opfatte og forstå lidt af, hvad det er, der skal til at foregå. Det er jo lidt spændende alt det der med piger.

Figur nr.4, den højgravide pige, som forsigtig kommer gående ned mod de tre første, kommer for at lytte til, hvad der bliver sagt og besluttet. Det er jo trods alt hende og alt det, der nu skal ske med hende, det hele drejer sig om. Man kan ligefrem læse ud af hendes "ansigtsudtryk", at hun heller ikke forstår alt, der bliver sagt. At det er derfor hun går ned mod dem, tættere på, for bedre at kunne høre og forstå, hvad det er de taler om.

Måske bliver der talt om nødvendigheden af indsamling af mere tørt græs og brænde? Af mere vand? Måske af et større forråd for den kommende vinter? Måske om bygningen af en bedre telthytte? En mere lun og permanent? Måske om mændenes rolle ved selve fødslen? Måske om de ofringer til guderne, som skal foretages både før, under og efter fødslen? Måske om den særlige begivenhed en fødsel er og som kun kvinder må være sammen om? Hvad det end er, der bliver sagt imellem de to første figurer, så er det vigtige og nødvendige ting, som alle har med figur nr.4's forestående fødsel at gøre.

Jeg kan ligefrem høre, hvordan den lille flok senere ved bålet i teltet har siddet i de lange vinteraftener og fortalt og genfortalt og skraldgrinet og banket hinanden i ryggen af bar stolthed over at have været med til en familieforøgelse. Specielt figur nr. 5's fjollede, ustyrlige opførsel har man grinet meget af, imedens knoglen har vandret rundt imellem dem, og de har peget og talt om de forskellige figurers medvirken ved fødslen. Næsten som når vi andre samles omkring billederne i familiealbummet.

Den vinter er denne begivenhed blevet fortalt igen og igen. En uforglemmelig oplevelse fuld af alvor og glæde. Og jeg er næsten sikker på, at hvis man gav sig til at grave igen i den tørvemose, hvor man fandt knoglen, ville man også, et eller andet sted i nærheden, finde resterne af et menneske. Enten af kunstneren selv, eller en af de tre hovedpersoner, som har været mest berørt af begivenheden - figur nr. 5, figur nr.4 eller barnet. Måske, og mest sandsynlig, den sidste. I al fald er knoglen ikke bare blevet smidt ud i mosen som et andet stykke kasseret legetøj, ligegyldigt affald. Den er ofret.

Af de indridsede figurers størrelse og præcision (de er ca. 2,5 cm. høje) kan man udlede, at mennesker dengang har været usædvanligt skarpsynede både i opfattelse af motiv og personskildring. De meget præcise tegninger på knoglen er lavet med et lille stykke skarpt flint, og det er gjort i én proces. Langsomt og møjsommeligt måske, men et kunststykke af dimensioner, næsten for godt til at være sandt.

Den lille gruppe på urokseknoglen efterlod sig ikke mange spor i landskabet, men opsøger man museerne, vil man kunne studere mange af jægerstenalderens redskaber. Den lille gruppes efterkommere, stenalderbønderne, efterlod sig anderledes synlige spor i form af prægtige stenmonumenter, der pryder det europæiske landskab lige fra Sydeuropa til øerne nord for Skotland.

Mon ikke der er mere, der interesserer dig I ARKIVET!