Jørgen Jensen : Manden i kisten

Th. to frilagte egekister i Trindhøj tegnet af Jakob Kornerup den 15. august 1861. Det firkantede hul i den store kiste er lavet af gravrøvere, som desværre i en del tilfælde kom arkæologerne i forkøbet.

Det er med både 'fryd' og 'angst og bæven', man læser om de forskellige egekistefund. Fryd når man forestiller sig det enestående øjeblik, da låget blev løftet af en velbevaret egekiste, - angst og bæven, når man læser om den hårdhændede måde, hvorpå mange af kisterne blev behandlet. Det gik ofte helt galt, hvilket bl.a. var tilfældet, da der blev fundet en egekiste i Fladshøj ved Ribe:

"I begyndelsen af december 1860 var ejeren af Fladshøj begyndt at grave efter sten i højen. Ved den lejlighed stødte han på en velbevaret egekiste. Rygtet herom nåede snart den stedlige præst, som straks skrev til stiftamtmanden og spurgte, om ikke en af lærerne ved Latinskolen i Ribe kunne tage sig af sagen. Man kontaktede Emil d'Origny, som opsøgte finderne og udspurgte dem om de nærmere omstændigheder ved fundet.

Arbejdsfolkene havde med en jern-søger ledt efter sten. Da de mærkede noget hårdt, gav de sig til at grave. Et stykke under overfladen stødte de på en stendynge, som dækkede over en 3 m lang, udhulet egestamme, anbragt i retningen nordvest-sydøst. Alle stenene i dyngen var okkergule, formentlig farvede af det indesluttede vand, og kisten var dækket af et meget hårdt lag, som var ,,stærkt forrustet". Der må altså have ligget en beskyttende jernkappe omkring kisten. Dens låg var gået i stykker, men underdelen var velbevaret. Mændene kunne forklare, at ,,en ulidelig Stank havde mødt dem", da de åbnede kisten, og at ,,de arbejdede i længere Tid i en hvidlig fedtet Masse, som naar man kommer til et Kreatur, der i længere Tid har været nedgravet".

Hvad kisten havde indeholdt, havde udgraverne derimod svært ved at redegøre for. Jo, de havde nok fundet ,,et Par Knogler og et Stykke sort Hud, et Par Tommer langt, (som) var gjennemboret af en halv Snes Naale". Desuden stod i den ene side af kisten ,,en Træ-potte med øre, som dog var gaaet i mange Stykker". Men meget mere kunne de ikke forklare.

Adjunkt d'Origny bad foreløbig finderne om at opbevare kisten. I løbet af foråret fik han den transporteret med vogn til Kolding og derfra videre med skib til Oldnordisk Museum i København. Thomsen (museets leder/RK) var naturligvis glad for den nye egekiste, men han beklagede også, at indholdet af kisten stort set var gået tabt. ,,Det er til at blive fortvivlet over," skrev han til d'Origny, ,,men hvad er derved at gjøre. Bønder og Almuefolk have ikke øjne eller Begreb om, hvad der kunne være interessant og tænke kun paa at finde Guld og Sølv. ""

(Manden i kisten, s.58-59)

Jørgen Jensen (1936) er museumsinspektør på Nationalmuseet. Han har efterhånden fået en del bøger fra hånden. Og har man fået smag for hans måde at berette på, så kan følgende titler varmt anbefales: 'Nordens guld. En bog om oldtidens rav. Mennesker og myter' (1982), 'I begyndelsen. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie' (bind 1, 1988) og 'Thomsens museum. Historien om Nationalmuseet' (1992)

Kvindedragten fra Borum Eshøj tegnet af J. Magnus Petersen.

"Egekisten stod ompakket med mos (Hypnum squarrosum), ca. 1 m sydvestligt for midten af højen på dennes bund. Det var formentlig den kiste, højen oprindelig var bygget over. Låget af kisten var allerede stærkt medtaget, og bunden var flækket på langs.

Da man igen fik løftet låget af, så arkæologerne, hvad ingen dengang havde set før dem: en af højfolkets døde. En mand var det, som lå på ryggen med hovedet mod nordvest. Det må have været et syn, som gjorde et voldsomt indtryk på de tilstedeværede. Den dødes bløddele var opløst til en brun, blød, fedtet masse. En del af hovedhuden med et tykt, mørkt og halvlangt hår var bevaret. Selv hjernens form kunne man endnu se. Der var ikke spor af, at den døde havde haft skæg. Derimod var hans pubeshår endnu bevaret. De lå dækket af hans tøj midt i kisten. Af knoglerne var kun nogle få og små stykker bevaret, men man kunne tydeligt se bl.a. en fingernegl og emaljen fra den dødes tænder.

Den døde havde været viklet ind i en kohud, hvoraf kun hårene var bevaret, ganske som man senere kunne iagttage det i Egtved-graven. Han var iført en dragt af uldent stof, og hovedet var dækket af en meget fint bevaret, halvrund hue. Om kroppen havde han en kofte, som blev holdt sammen af et uldbælte. Fødderne var omviklet med to stykker stof, som lå sammen med nogle stærkt opløste læderrester, måske fra lædersandaler. Ved den dødes fødder lå et tøjstykke med frynser for enderne og under hovedet et tilsvarende stykke. Endelig var den døde dækket af en uldkappe. Oven på den lå, i venstre side, et sværd i en træskede, foret med skind. Det må have ligget i den dødes arm, for sværdfæstet lå omtrent ud for ansigtet. I fodenden af kisten stod en cylindrisk spånæske, hvis sider og kanter var syet sammen med bast. I æsken lå endnu en spånæske og i den en høj hue af uld. Desuden rummede æsken en ragekniv og en hornkam.

Kisten og dens indhold blev nu sendt til Oldnordisk Museum i København, hvor man hurtigt skred til handling. Konserveringsarbejdet blev gennemført i løbet af kort tid, og allerede i december samme år blev fundet udstillet for publikum i Det kongelige oldnordiske Museum.

I virkeligheden var der tale om en sensation. For første gang nogensinde kunne man nu forestille sig, hvordan højfolkets mennesker havde set ud. Ja, det var overhovedet første gang, at man havde fundet en fuldstændig bevaret dragt fra Europas oldtidshistorie. I dag kender man endda dens nøjagtige alder. Den har en tælling af kistens årringe givet os. Den døde må være blevet lagt i sin kiste omkring år 1347 f.Kr. Formentlig havde den døde været en mand i sin bedste alder. Man kunne næsten se ham, som han stod der med sin store kappe om skuldrene, den rundpuldede hat og koften, der var svøbt om livet."

(Manden i kisten, s. 63-65)

Højfolkets tidsalder er ældre bronzealder, som arkæologerne i dag daterer til perioden 1800-1000 f.Kr. Det er i samme periode, at såvel den mykenske som den minoiske kultur indtager scenen og visner bort igen. Og det er midt i ældre bronzealder, at drengefaraoen Tut Ankh Amon for en kort stund sætter sig på den ægyptiske trone.

Th. ses den netop åbnede egekiste fra Store Kongehøj tegnet af Jakob Kornerup.

Det er spændende at læse om de fund, arkæologerne fravrister jorden, men det er mindst ligeså spændende at læse om "historierne" vedrørende udgravningerne, når en kapacitet som Jørgen Jensen fører pennen. Udover at være en dygtig arkæolog er han nemlig også en glimrende forfatter. Størsteparten af bogen er helliget "historierne" vedrørende de enestående egekistefund. Egtved, Borum Eshøj, Skrydstrup, Guldhøj og mange andre lokaliteter, der klinger sødt i ørerne hos den arkæologinteresserede, har fået "nyt liv", når man har læst bogen.

Sidst i bogen er der interessante oplysninger om bl.a. landbruget og boligerne i bronzealderen, og i kapitlet "Et forsvundet univers" forsøger Jørgen Jensen at nærme sig højfolkets 'verdensforståelse'. En svær opgave, hvilket også fremgår af følgende citat, som også røber forfatterens nemme for den skrevne fremstilling:

"Det er nat. Den sorte vinterhimmel hvælver sig over den lille klynge af af højfolkets huse. Over de fugtige mosestrækninger ligger mørket og tågerne, og i skovene ikke fjernt fra bopladsen glammer rævene i vinternatten. Vi kan forestille os, at vi står udenfor de tillukkede huse. Vi ved, at menneskene og dyrene er derinde. Vi kan måske svagt høre dem, og vi kan prøve at forestille os, hvad der sker derinde i de dunkelt oplyste rum. Men naturligvis er det et spørgsmål, hvor meget vi forstår af den virkelighed, der var højfolkets. Det sker undertiden, at vi aner skyggerne af den, så fjernt den end er fra moderne menneskers forståelse af sig selv og verden."

(Manden i kisten, s. 174)

Jørgen Jensen formår at lokke ikke så lidt ud af skyggerne og løfter lidt af sløret for højfolket og den verden, det levede i. Han baserer først og fremmest sin fremstilling på den rige billedverden, som højfolket har overlevet os i form af helleristninger og dekorationer på forskellige redskaber, - f.eks. rageknive. Men han giver selvfølgelig også sit bud på, hvad Solvognen fra Trundholm Mose kan fortælle os, og hvilke fingerpeg, gravlægningen af de døde, kan give os.  

Skrydstrup-pigens hoved tegnet af maleren Johannes Glob i november 1935.

I det meget interessante kapitel "Hvad blev der af bronzealderens herlighed" fortæller Jørgen Jensen om nazisternes misbrug af arkæologien, - et misbrug ikke så få tyske arkæologer villigt medvirkede i. Straks efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev arkæologien og historien vigtige elementer i nazisternes kulturpolitik. Herom fortæller Jørgen Jensen bl.a.:

"I den nazistiske myteologi indtog forestillingen om den rene germanske race og dens overlegenhed en central plads. Det var gennem den, man ønskede at retfærdiggøre den førte ekspansionspolitik. Ved at vende sig til oldtiden, skabte man en historieforfalskning uden sidestykke. Den hvilede på forestillingen om "de germanske folks skæbnefællesskab", og om en ubrudt udvikling af særlige germanske dyder lige siden bronzealderen."

(Manden i kisten, s. 159-160)

Som bekendt slog ukrudsfrøene jo desværre også rod herhjemme, og allerede i 1933 så et dansk nazistparti, DNSAP, dagens lys. Medlemmerne her tog hurtigt ved lære af storebror syd for grænsen, - også med hensyn til glorificeringen af den "germanske oldtid". Det vil nok komme bag på mange, at de danske nazister i en periode musicerede på Nationalmuseets gamle lurer. Ikke desto mindre er det sandt, og Jørgen Jensen omtaler den absurde historie i sin bog. Nazisterne fik adgang til lurerne under foregivende af at ville udføre videnskabelige forsøg med de gamle instrumenter. Ved krigens start blev lurerne fjernet fra Nationalmuseet og bragt i sikkerhed andetsteds. Hermed var der sat en stopper for det usmagelige misbrug af de gamle klenodier.

"Manden i kisten", som er udgivet på Gyldendals Forlag, er lidt vel stor i formatet, - men tag den alligevel med på ferien. Hvis denne finder sted herhjemme, vil det være indlysende at supplere læsningen med visitter til nogle af de navnkundige høje, hvor egekisterne blev fundet. Og skulle det mod forventning sætte ind med dårligt vejr, så var det jo nærliggende at besøge nogle af de museer, hvor fund fra højfolkets epoke er udstillet. Under alle omstændigheder: God sommerferie!